Emnet har været debatteret livligt på Facebook, men jeg tænker at få emnet vendt på forum også.
Jeg har to gange på et år haft besøg af samme jagthund, som er stukket af hjemmefra. Hunden er løbet tværs over naboens store matrikel, som er en lejrskole med boldbaner, skov og så videre, og videre hen til os.
Mine høns går i indhegning, men der er altid nogle stykker der sniger sig under hegnet. I går var det to hollandske dværge, to eks-industrihøns, to maraner og to araucana. De går altid og passer sig selv, lige udenfor hønsegården eller i vores have, som ligger tæt ved hønsegården (vi har 8 tønder land, hønsehusene står på den ene fold).
Første gang jagthunden var her, bed den en hollandsk dværg ihjel. I går fik den fat i tre høner. Den ene er sporløst forsvundet, den anden har vi måttet aflive pga. svære kvæstelser, mens den tredje er stærkt skambidt rundt om kloaken.
Vi har talt med hundeejeren. Vi har faktisk et ret godt fohold til ejerne, men vi er nu havnet i en sådan situation, at ejeren af hunden ikke ønsker at hegne hans grund ind, og ikke ønsker at placere hunden i hundegård.
Ejeren af hunden har været forbi i dag og beklaget dybt, men også meddelt, at det er sådan noget der sker af og til, og at man ikke kan vide sig sikker på noget i denne verden. Han kan således ikke garantere at hunden ikke kommer igen, men beder mig stole på, at det gør den ikke. Han vil som sagt ikke hegne ind, men fortsætte med at lade hunden gå løs. Den stikker af meget, meget tit, men sjældent ned til os.
Jeg kan ikke stole på at hunden ikke dukker op igen. Nu har den fået smag for hønsesteg, så jeg tænker at det blot er et spørgsmål om tid før den er her igen. Jeg er temmelig meget i vildrede over hvad jeg skal gøre, for jeg vil under ingen omstændigheder risikere, igen, at se mine høns ligge skamferede og skambidt ude foran min hoveddør. På den anden side, skal mine høns da nyde den frihed de har på deres store areal. Jeg kan prøve at sikre hegnet bedre, men der vil altid være en eller fem der finder et hul, smyger sig igennem et "hemmeligt sted" eller flyver over.
Jeg har fået meget hjælp til hvad jeg kan gøre, så jeg opretter blot tråden for fortælle hvor svært det kan være, når godt naboskab pludselig ikke er så godt længere, fordi hver sin part holder på sit.
Hundeloven giver i øvrigt tilladelse til at skyde hunde på egen matrikel, hvis hunden går til angreb på husdyr eller er til fare for ejendom eller personer. Det har vi meddelt ejeren af hunden, og det er han indforstået med.
Denne høne er aflivet. Hun var blandt de første høns jeg fik. Hun blev købt som daggammel d. 15. april 2010, og er en af de få tilbage af hendes årgang. Det var bestemt ikke en værdig måde at ende et så gammelt og godt hønseliv på. Hun fejlede intet selv om hun var oppe i årene.
Denne høne får en chance.