Dansk Fjerkræ Forum

Hønsegården => Hyggesnak => Emne startet af: Mette Nygaard efter 02 December , 2017, 23:47

Titel: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 02 December , 2017, 23:47: Kære alle juleglade fjerkrætosser,

da et Juleeventyr 2017 lader vente på sig, har Ina indvilliget i at genudsende sit Juleeventyr 2 fra 2009, så julestemningen så småt kan begynde at indfinde sig :)
Og hvem ved - måske får vi på denne måde hele TO juleeventyr i år

I alt skrev Ina 4 små julehistorier om hanen Cornelius og hans hønseflok og de andre dyr, der bor på det lille sted højt mod nord hos Konen med de ternede sutsko.

For de af jer der ikke kender forhistorien, så ligger det første Juleeventyr (fra 2006) stadig her på Forum, fra da det blev genudsendt i 2014:
http://fjerkrae.dk/prod/index.php?topic=41056.msg343108#msg343108

Og det vil det gøre en uge fra nu, hvorefter det bliver taget ned.

(NB! Ina er pc-løs pt., så indtil videre er det mig, der lægger afsnittene ind).

Og nu - lader vi gæssene flyve...
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 02 December , 2017, 23:53: Julen et lille sted på landet 2
Lad gæssene flyve
24 afsnit om livet i en hønsegård og andre vigtige ting, såsom gæssene på trægrænsen

1. December
Højt oppe mod nord hvor nætterne på denne årstid er lange og dagene korte, pga. jordklodens hældning med nordpolen drejet let mod universets uendelige vider, ligger på en flad og vindomsust mark et sted hvor der er langt til købmanden, eller meget langt til købmanden, eller måske ufattelig langt til købmanden, hvilket slet ikke har nogen betydning for stedets beboere, der egentlig er ligeglade med købmanden, bare der er grøn vegetation til at opretholde livet, og udsigt til at komme til varmere steder inden alt for længe, men faktisk er føden ved at blive sparsom, og der skal megen energi til at flyve de mange kilometer over land og hav, for at komme til vinter reservatet på de smukke spanske skråninger med uanede mængder af føde og sol.
På den anden side af trægrænsen godt skjult for vind og vejr, ligger det lille landsted med røgen op ad skorstenen hvor der altid er liv. Hvor der bor mange dyr under tag, og som hver dag bliver fodret.
Gæssene kender alle de hyggelige historier, fra de vilde fugle der hver vinter bliver fodret ved brættet i husets have, og som ind i mellem får en sludder med den tilhørende hønseflok, og gasen selv taler en sjælden gang med stedets plettede gårdhund Magnus der kommer langt omkring, og stort set ved alt hvad der er værd at vide om alle.
Den store og meget årvågne gase Gustav, løfter hovedet, knejser med nakken og vejre morgenluft, selvom der endnu er mørkt omkring hans store flok, så har han for længst opdaget at vejret er ved at skifte, og at det er på tide at trække længere sydover for at få vinteren til at gå under varmere himmelstrøg og få pudset fjerene til bedre tider.
Der er noget der holder ham tilbage, han burde for længst have lettet flokken og draget mod syd, men han ved at han kommer til at tage turen uden sin mage, hun er skadet og kan ikke følge ham og flokken, på den lange tur.
Hun ser på ham med sine runde blå øjne, og han ved at hun mener han skal komme af sted, mens hun og de svageste af de unge bliver og overvintre, så godt de formår, men han er klar over at han vil vende tilbage til de få unge der overlever, og for altid have mistet sin mage, som han har delt sol og skråninger og mange kilometers flyvning med, igennem et ukendt men stort antal år, han er ikke i stand til at tage den beslutning, og hun vil gøre det for ham ved at sige at han skal tage sig godt af deres afkom, og få dem i sikkerhed for vinterstorm og snevejr.
Det blæser op og fjerene bliver løftet på hans vinger mens han stikker næbet op mod vinden og gennemtænker hver eneste mulighed. Han mærker flokkens uro mens de afventer hans signal til afgang.
Han følger hende langsomt i læ bag siv og en lille bakke ved søens bred hvor deres mange unger kom til verden, og hvor de lærte de små at svømme, mens han forsøger at overtale hende til at prøve at komme på vingerne, så hun kan komme bare noget af vejen til varmen, der vil gøre hende godt, men hun sender ham et sørgmodigt blik der fortæller, at hvor gerne hun end vil, så er det ikke muligt at følge ham og flokken, og hun vil sinke dem så ingen når frem, og derfor forringe deres mulighed for at overleve den i forvejen meget strabadserende tur.
Han lægger sig i sivene sammen med hende og de unge gæs der ikke er gamle nok til den lange tur eller skadede af styrt eller overgreb fra rovdyr lægger sig tæt om dem, og for sidste gang lægger han sit kloge hoved over hendes ryg og venter på at daggryet kommer helt igennem, mens hun nyder hans varme og trygge åndedrag, som hun kender så godt.
Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 02 December , 2017, 23:56: 2. December.

Da morgenlyset er næsten igennem, og mens himmelen endnu gløder rød og isgrå mod horisonten, og disen ligger i banker tæt over jorden, letter den store flok gæs med vingesus der får trægrænsen til at skælve og græsset til at lægge sig i ærbødighed over det fantastiske syn af de mange store yndefulde fugle, der med strakte halse og kæmpe vingefang drager mod fjerne horisonter.
Den store gase cirkler nogle gange med flokken over sivene, mens han højlydt skriger af sine lungers fulde kraft i vrede over at skulle forlade sin mage for at sikre sit afkom og flokkens beståen.
I sivene ligger hun, og lytter til hans kendte stemme og skriger igen og igen, at engang, engang, igen. Hvorefter hun rejser sig og træder ud af sivene for at se det mageløse syn af den store flok, der nu er på vej. Derefter går hun ud på marken med de unge gæs og græsser, mens vinden hiver lidt i vingefjerene, og suset fra de mange vingeslag fortaber sig i det fjerne. Stilheden sænker sig atter over stedet.

Samtidig på den anden side af trægrænsen -

er det eneste sted der er aktivitet i skorstenen på det lille hus, og nå ja, så måske i køkkenet, hvor konen med de ternede sutsko er i gang med morgenkaffe og brød til sig og manden. Der er allerede skåret gammelt brød og andre rester klar til den lille hønseflok der endnu ikke er helt vågen, for den gamle hane har endnu ikke galet, og det betyder at dagen endnu ikke helt er begyndt.
Først da konen med de ternede sutsko går ud af køkkendøren for at tage flisegangen over til hønsehuset, kommer der liv i alt og alle, katten Sigurd strækker sig efter nattens holden øje med den store flok gæs, og gårdhunden afventer sin morgenmad serveret ved komfuret i køkkenet, velvidende at den store gamle hane Cornelius kommer først med sine damer til resterne fra gårsdagen, før han kan få sin mad i køkkenet.
Da konen lukker smuthullet op til hønsehuset, kommer den stolte hane ud på trinbrættet mens han ryster sine flotte halsfjer, slår et par gange med hovedet og galer, så det kan høres gennem de fire kirkesogne han nu mener han råder over, og så går han ud og lader damerne efter rang komme ud i dagslyset.
Nå, siger konen, er du frisk Cornelius, det er koldt her til morgen, så du må hellere komme i gang med dagens gerninger så i kan holde varmen, men kom nu først til køkkendøren og få jeres morgenmad, der er grønkål og brød fra aftensmaden i går, og det er god energi til dig og pigerne, konen snakker med hønseflokken som hun plejer.
De flokkes om de ternede sutsko, og alle kender reglerne for morgenfodring, den lille sorte høne skal have først og stryges over ryggen af konen, og ve den der overtræder Cornelius regler.
Nu er det jo sådan, at ingen rigtig ved hvor længe Cornelius, Amalie eller den lille sorte høne, hunden og katten har været på gården, det fortaber sig i det uvisse, men er en væsentlig hemmelighed for beboerne selv, og egentlig mener de alle bare at de har været der altid, så det kan vi roligt regne med passer.
Mens konen fodrer hønsene, kommer Gårdhunden Magnus alligevel til døren, og Katten Sigurd kommer ud fra stalden, og ser op. Magnus ser også mod himlen, og konen siger, nå venner, så er vinteren igen på vej for nu trækker gæssene, selvom det er lidt vel sent, og de ser alle den store flok der kredser et par gange over trægrænsen, for så at blive til en kæmpestor pil med den store gase i spidsen, bagud til venstre for gasen er der en tom plads, og konen med de ternede sutsko ser en ekstra gang efter flokken, og kaster så et blik mod trægrænsen, hvor lyden af gæssenes vingesus forsvinder, og også her sænker der sig en sær stilhed over det lille sted på landet. Til aften kommer manden en ekstra gang til hønsehuset, og tjekker at alt er helt som det skal være i den lille flok, og at alle er kommet godt på pind. Cornelius ved at der er noget særligt i gærde, for det sker kun når der er storm eller andet uvejr på vej, han skutter sig lidt i fjerene og taler lidt med Amalie og den sorte høne om, at det er godt alle er velbeholden i sikkerhed, og at de ser frem til at vinden igen lægger sig og de kan komme ud og se hvad vinden har blæst ned til dem, fra trægrænsen.
De to rundtrikkede, Skræk og Rædsel som Cornelius og Amalie kalder dem, når de vel at mærke ikke hører det, kagler om, at de i hvert fald ikke skal ud i blæsevejr og lede efter noget som helst man ikke helt ved hvad er, den lille høne med kattepels sukker højlydt, og de to larmende damer tier med det samme.
Derefter bliver der ro på hjaldet, og alle lukker øjnene.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 03 December , 2017, 10:32: 3. December
Vinden suser i træerne denne morgen, og der er koldt på den store mark så gæssene er trukket op mod trægrænsen for at finde læ, og føde under træerne.
Det er et godt sted at være, for så er de store fugle ikke så synlige for rovdyrene, til gengæld er de tættere på deres jagtrevir, og kan selvfølgelig støde på en ræv mens de opholder sig der.
De unge gæs føler sig trygge for de har den store gamle gås med sig, og hun ser og hører alt, og ræven ved at hun er farlig, for hun kan slå med vingerne og er ikke bange for at gå til angreb, det er svært for ræven at hamle op med en fuldvoksen gås, og så længe han ikke ved hun er skadet, vil han ikke prøve ved højlys dag, men han holder øje med flokken på passende afstand, for han ved at der er noget i gærde når der går en voksen gås i vinterflokken, og han plejer da at kunne nyde godt af at gæssene er unge og uerfarne.
Katten Sigurd er på en af sine runder til yderkanten af sit område, og han har set at flokken af gæs i år har den gamle gås med sig, det tænker han er en ændring af den slags som han vil tale med Magnus om, for når der er ændringer i forholdene er det bedst at de der skal vide det, ved det, og Magnus er den der absolut skal vide alt, selvom Sigurd tit er den der samler oplysningerne ind og tilsammen har de helt styr på deres område, og de holder i særdeleshed øje med ræven og Magnus holder ham på afstand af Cornelius og hans flok, mens Cornelius selv mener at han er den der holder alle fare væk fra hans høns.
Hjemme på det lille landsted er hønsene nu færdige med deres morgen foder ved køkkendøren, og Cornelius har tage dem med ned i æblelunden, hvor de visne blade og nedfaldsæbler ligger, og de skraber og roder efter gode foderemner, mens de skutter sig i fjerene på grund af den tiltagende vind.
Amalie brokker sig over at hendes store fjerdragt ikke er til at holde i ro, og de to rundstrikkede forstyrrede damer skræpper op hver gang der er den mindste lyd pga. vinden, der flytter en lille bunke blade i mellem æbletræerne. Derfor går den lille sorte høne tæt ved dem for at holde dem i ro, med sin sædvanlige sinddrægtighed som Cornelius værdsætter meget højt, da han ellers skulle høre på dem hele tiden, og hvis det ikke er nok, så sætter han Kattepels på opgaven, for hvis der er nogen der kan bringe de to til fornuft, så er det den lille forpjuskede høne med pels i stedet for fjer og hottentot på hovedet, så hun ikke altid ser hvor hun går, og hende har de to stribede damer megen respekt for, hun er jo helt utilregnelig i sin færden, siger de, men bliver omgående stille når hun nærmer sig.
Således går formiddagen i ro, og da det bliver middagstid trækker Cornelius sin flok til middagslur i læ under halvtaget ved huset, hvor konen kan se dem fra sit køkkenvindue, og glæde sig over den hyggelige lille flok med den stolte hane.
Senere på dagen går den sorte høne side om side ad flisegangen med katten Sigurd, og det tænker Cornelius at han høre om senere, for ham, og den sorte høne er fortrolige og orientere hinanden hvis der er uregelmæssigheder, og hvis Cornelius mener at det skal videre, ja så fortæller han det til Amalie, som jo sidder ved siden af ham hver eneste nat, og som han ikke ville undvære for noget i verden, han beskytter hende for ting der kan gøre hende urolig, og han betror sig til hende når der er noget der gælder flokkens ve og vel, og Amalie har helt sikkert også set Katten og den sorte høne følges ad flisegangen.
Gustav er kommet godt men noget stormfuldt af sted med sin flok, og da de mellemlander på nogle store marker i sydtyskland mødes de med en anden velkendt flok fra Sverige, der også er kommet sent af sted, de to store flokke har før fulgtes ad til de sydlige himmelstrøg, og de to gaser har, uden de for gaser sædvanlige uoverensstemmelser, skiftedes til at føre den gigantiske mængde gæs mens den anden har ligget bagest og opmuntret de yngste og trætte, og således kom de meget nemmere frem i god behold.
Gustav fortæller bedrøvet at han har været nødt til at efterlade sin mage ved trægrænsen i nord, med flokken af for unge og skadede gæs, og den anden gase forstår at Gustav har svært ved at føre sin flok alene den lange vej, og de aftaler at følges så de kan støtte hinanden, som de har gjort det før.
Gustav er taknemmelig for sin vens støtte, og sammen genner de alle til ro for natten, mens Gustav sender sin mage en kærlig men bedrøvet tanke, og endnu en gang overvejer hvordan han kunne have gjort det anderledes.
Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 03 December , 2017, 22:57: 4. December
I dag blæser det rigtig meget, og træerne svajer, og det store træ uden for hønsegården hælder faretruende ved hvert vindstød, regnen pisker mod ruden på hønsehuset så Cornelius ikke kan se ud, og det er det værste han ved, Cornelius har det bedst når han fra sin vinduesplads kan se ud i haven og holde øje med det hele, men det trommer på taget, så Cornelius frygter at det bliver en af de forfærdelige dage, hvor det er umuligt at gå ud, og hvor damerne skændes hele dagen, om alt hvad der overhovedet kan diskuteres om, men Amalie og den lille sorte vil forsøge at mægle, til Amalie til sidst taber tålmodigheden og begynder at kagle helt uhæmmet, og Cornelius må op på sporene og mane til besindighed. Han hader de dage, og håber at det kun er en grim byge, og at de kan komme ud senere på dagen og få rystet fjerene og pudset sig.
Konen med de ternede sutsko, har i dagens anledning taget store gummistøvler på for at komme til hønsegården, og da lemmen til smuthullet går op blæser det så voldsomt ind så spånerne flyver, Amalie hidser sig op, over at hendes ellers så perfekte fjerdragt kommer i uorden og bliver fyldt med spåner, og de fine damer skynder sig ind i hver sin redekasse og bestemmer sig for at i dag, er en af de dage hvor det er passende at lægge et af de sjældne æg, så går tiden så hyggeligt med det, mens de andre skændes og kagler.
Konen beslutter at lukke smuthullet igen, og lade sine høns være i sikkerhed i hønsehuset, og hun har taget dagens lækkerier med og sætter den velkendte skål ind på gulvet, og tjekker at der er korn og vand så der er alle fornødenheder til en dag under tag, og så kæmper hun sig tilbage i vinden gennem haven og ind ad køkkendøren.
Cornelius forsøger at holde øje med det store træ, og tænker at det måske var en god ide at tage en lur på pinden mens damerne spiser, men ligesom han har tænk det, kommer der et vindstød der får huset til at ryste, og nu er han helt sikker på at han ikke skal lukke øjnene, så han står på sin pind og stirre ud af vinduet i håb om at han kan stirre vejret til ro, mens de to rundstrikkede skændes om hvem af dem der er mest forskrækket, og hvem der først blev bange, og om nu Cornelius ved hvad han gør, hønen med kattepelsen sender dem et bebrejdende blik, og de tier omgående.
Vinden tager ikke af, og som dagen forsvinder og mørket falder på bliver Cornelius mere og mere urolig, hans hus flytter sig, og hans tag knager og letter i den ene side, og nu suser det ind alle steder, og vandet driver ind, der står vand på gulvet, så hønsene er krøbet på pinden som nu sidder skævt, så de læner sig ind mod hinanden i bekymring, og Cornelius prøver at berolige sin flok, og sige at det jo har været blæsevejr før, men han har aldrig været ude for noget lignende, han er virkelig bange, for alle hans høns er gennemblødt til skindet, og fjerene hænger om dem, mens de klager over kulden og vinden der går lige igennem dem, Cornelius er meget bekymret, og han er virkelig bange for at noget skal gå galt, for han er jo den hønsene har til at passe på, og husker godt at Amalie havde været meget syg af forkølelse en vinter, og det skulle jo nødig ske for nogen af hans høns i denne kulde, men lige nu ser det skidt ud, og faktisk fryser han selv så benene er ved at give efter under ham, han ved at de alle fryser, for selv de to rundstrikkede damer står helt stille i hjørnet og siger absolut ingenting, og det er virkelig usædvanligt, han har prøvet at overtale dem til at sætte sig op på pinden til de andre, men de høre ligesom ingenting mens de står i vand til skørterne.
Kattepels er næsten bekymret for de to fjollede damer, og da hun læner sig ned over hovedet på dem, og kagler højt, lader de vand være vand og letter op på pinden, hvor de så sidder helt stille let hældende til den ene side med Cornelius på den anden side. Cornelius holder skarpt øje med det svajende træ og den buldrende regn.

På den anden side af trægrænsen ser det heller ikke godt ud, den gamle gås har gennet den lille flok ind i skoven, men der er mange træer der vælter og det hele knager og brager, hun er træt og har ondt, mens de unge gæs er skræmte og går tæt ved hende, til hun mener at de skal falde til ro ved en brændestabel der kan give lidt læ, og de lægger sig tæt og lægger hovedet under vingen, og lader himlen rase
Gustav står på marken i sydtyskland med næbet op mod vinden, og fornemmer vejret og føler en frygtelig uro.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 05 December , 2017, 10:09: 5 December.

Gårdhunden Magnus står pludselig i mørket ved vinduet og ser ind gennem regnen, og spørger Cornelius, om han har brug for hjælp, og Cornelius siger taknemmeligt at det ville være rart hvis han kunne få hønsene i sikkerhed, og Magnus lover at få fat i manden, og et øjeblik efter høre Cornelius Magnus gø mellem vindstødene, og tænker at der måske også er noget galt i huset, og han bliver for alvor helt ude af den. Magnus står i stormen ved køkkendøren og kalder, han og Sigurd var ellers i sikkerhed i stalden, men Magnus har hørt at det larmer i hønsehuset og han undersøger altid ting der er anderledes, så nu kalder han på manden og konen med sin gøen, og det tager sin tid før de hører ham fordi vinden støjer.
Døren går op og en skarp lygte rammer de skræmte høns, der en efter en bliver hentet af manden og konen, der kan have en under hver arm, men de er nødt til at gå flere gange, og det er ikke ufarligt at gå gennem haven i stormvejr, men konen kan ikke lade sine høns i stikken, så nu kommer de ned i fadeburet og konen putter dem med et håndklæde som manden har lagt på ovnen.

I fadeburet er der hyggeligt og gjort klar med vand og korn og ekstra guf fra køkkenet, og frem for alt ikke vand på gulvet, Cornelius er den sidste der bliver hentet, og det har gjort ham urolig at det har taget lang tid, men han ved at når konen tager affære så er der orden og der bliver holdt mandtal.
Konen med de ternede sutsko, tager resolut sine høns en ad gangen med op i køkkenet og tørre dem grundigt, Amalie er helt stille, og hun husker tydeligt sine mange dage i kassen ved komfuret da det var rigtig slemt med hendes forkølelse forrige år, og hvor forfærdeligt hendes fjerdragt kom til at se ud, nu bliver hun frotteret med et håndklæde, og selvom hun ikke gerne indrømmer det, og er bekymret for sine fjer, ja så er det dejligt at blive varmet med håndklædet.
Magnus får tilbudt at ligge i køkkenet, men han går tilbage til stalden, hvor Sigurd og den lille hest, der også er lidt urolig ved alle de mange lyde der følger med de store vindsstød, har fundet sig til rette ved at Sigurd har lagt sig som et garnnøgle på dens rumpe, og spinder beroligende, og endelig falder alle til ro, det lille sted på landet.

Den store brændestabel hvor gæssene søgte ly giver midt på natten op over for de stærke vindstød der farer gennem skoven, og lader de første træstammer trille, og pludselig ramler det og det meste af stabelen suser ned mod søen og den åbne eng hvor de lægger sig spredt som et pindespil.
Gæssene der bliver vækket af den pludselige larm, kommer på benene og løber skræppende i alle retninger, men den gamle gås kommer på grund af sin skade ikke så hurtigt på benene, og hun bliver ramt af en af stammerne idet den glider ned, og hun bliver lukket inde i mellem nogle stammer der står og læner sig op af den sidste del af bunken der nu kun er halvt så høj som en oprejst gås, og den gamle gås må holde hovedet nede. Henad morgenstund lægger et stort træ sig knagene ned over den nu flade brændestabel og grene og bladrester lægger sig tæt om det sted hvor den gamle gås er lukket inde mellem stammerne, så nu kan hun ikke se ud og de unge gæs går søgende omkring og finder små steder hvor de kan komme ind under grenene og lægger dig i ly for vind og regn, men hun siger beroligende lyde til dem så de falder også til ro efterhånden.
Stormen raser i et par dage, og de unge gæs holder sig tæt til brændestablen og det væltede træ, men den gamle gås ved at de snart skal finde lidt mad og gerne skulle ned til søen og finde vand, men hun er lukket inde og de unge tør ikke gå uden hende, så de ligger lidt fortabt og ser til mens hun afsøger alle muligheder for at slippe ud.

Sigurd er den første der går ud og tilser området, og da han når yderkanten ved trægrænsen og krydser igennem skoven, ser han hvor mange træer der er væltet og hvor anderledes det hele ser ud.
Han træder ud i lyset på den anden side, og undrer sig over at han ikke kan se flokken af unggæs med den gamle gås, nogen steder.
Han ser efter ved søen, hvor der er vand helt op til de nærmeste træer, men ingen gæs, han krydser tilbage gennem skoven, og tænker at ræven vel ikke kan have taget dem alle, især da han ved at ræven også søger ly i stormvejr, så det er meget underligt, men trægrænsen er lang og skoven er bred, så han må se nærmere efter, når han kommer igen, og han vil spørge Magnus om han ved noget, eller vil undersøge det, når han kommer ud på yderkanten.

Gustav er sammen med den enorme gåseflok og sin ven fra Sverige kommet et godt stykke ned gennem Østrig da uvejret i Skandinavien sender en udløber ind over, og de to gaser lander deres kæmpe flok i en lavning i ly for vinden, hvor de finder lidt føde og hviler ud, så de kan samle kræfter til at fortsætte. De unge gæs er trætte og de gamle kan kun holde trit fordi de kender både vejen og målet, Gustav traver lidt omkring og bidrager til selvopholdesesdriften ved at vise føde emner og formane alle om at hvile, at der er god tid og ingen behøver være bekymret.
Svenskeren ser at Gustav er træt, de to ældre gaser ved godt at det vilde uvejr har været på deres marker nordpå, og Svenskeren ved at Gustavs træthed skyldes hans bekymring for den lille flok og hans mage som han efterlod ved trægrænsen, og han overtager kommandoen over hele flokken så Gustav kan hvile og være i fred.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 06 December , 2017, 11:13: 6. December
Hønsehuset er i en sørgelig forfatning efter det voldsomme stormvejr, og konen er noget rystet over at hendes elskede høns kunne have mistet livet i det forfærdelige uvejr, hvis ikke det var for Magnus, der tappert havde stået ude i regnen og den voldsomme vind og gøet højt og længe for at få manden til at komme til døren.
Nu var manden i gang med at få huset rettet op, og lagt taget fast, så huset igen kan stå på sin plads i hønsegården foran det store grantræ der holdt stand, skønt det svajede voldsomt mens det stod på.
Cornelius og hans høns går rundt i fadeburet hvor der står krukker med syltetøj og kurve med æbler, og konen har givet dem nogle af æblerne og havregryn med syltetøj, nu hvor de ikke har, kunne komme i haven og finde deres egne lækkerier.
Amalie er blevet træt af at holde de rundstrikkede i ro, og har overladt det til Kattepels at styre uden om de værste skænderier, og de fine damer taler meget om at der ikke er nogen redekasser hvor man kan lægge sine sjældne æg, og har fundet en tom æblekurv til erstatning.
Cornelius traver rastløst op og ned ad gulvet, han er ved at eksploderer af indestængt energi, og trænger til at komme ud i sin have og inspicerer sine steder, men han kan ud af det lille vindue højt oppe se mandens træsko gå frem og tilbage, og gætter at det har noget med stormen at gøre, og siden han endnu ikke er blevet lukket ud, så har det nok noget med hønsehuset at gøre, og igen kan han se for sig, at taget er blæst af og gulvet sejler i vand, så han slår sig gysene til tåls med omstændighederne og lægger sig til middagslur i hjørnet med sine høns omkring sig, og så er alt vel egentlig i orden.
Udenfor er der uro, Magnus har lyttet til Sigurds beretning om de manglende gæs, og også han undre sig over at de bare er forsvundet, da han ikke mener de ville forsøge at undslippe stormen ad luftvejen, men ville søge ly til stormen var drevet over, så han følges et stykke med Sigurd for at tilse sit område fra ydergrænsen ved trægrænsen til ydergrænsen ved åen, der er grænsen op til naboens ejendom hvor den store blandingshund Kraka regerer, hun er en lidt tungsindig hund, der ikke blander sig i andres sager, men hun er klogere end man lige regner hende for, så Magnus beslutter at starte sit tilsyn ved åen, så han kan spørge Kraka om hun har set den lille gåseflok fra marken ved trægrænsen. Magnus hader uorden på sine enemærker og han er irriteret over at Cornelius går rundt i fadeburet, når han har brug for en til at holde øje, og tale med de vilde fugle mens han selv og Sigurd afsøger det store område, og for øvrigt er det vel den tid på året hvor Nogen skal til at tage sig af juleforberedelserne det lille sted på landet.
Konen har nu besluttet at hønsene skal ud af hendes fadebur, så hun løfter dem kærligt op i køkkenet, en efter en, ser dem efter i sømmene, åbner køkkendøren og lader Cornelius gå ud.
Det medfører omgående en vældig ballade bagfra, fra Skræk og Rædsel, der er nødt til at diskuterer om det nu er sikkert, og hvem af dem der først vidste at de skulle ud i dag, og hvor de mon skal sove, og om Cornelius har styr på det osv. osv.
Det får Amalie til at eksploderer, hun har fået nok, først storm og vand der ødelagde deres hus, og så mange dage i fadeburet uden haven og lyset, hvor hun har hørt på de to og deres evige brok, så nu kagler og skælder hun ud, mens hun lige for en sikkerheds skyld hakker dem begge en på skallen, hvorefter hun hanker op i sin prægtige fjerdragt, knejser med nakken og følger efter Cornelius der vælger ikke at sige noget. Selvom han ikke bryder sig om ballade så er han ligeså træt som Amalie og havde selv lyst til at hakke til ro og orden.
Kattepels tager tilfældigvis et flyvespring i den retning, og så er der ikke mere brok den dag.

Den lille gåseflok under det væltede træ ved trægrænsen er ved at være meget sultne og de tør ikke gå ud i det fri, for ræven har set at de ikke flytter sig, og at den store hun tilsyneladende ikke kan beskytte dem, så han kredser tæt omring.
Gåsen er afkræftet og har opgivet at komme ud, og afventer at hendes liv er ved at få en ende, så hun sender Gustav en kærlig tanke og håber han er kommet godt frem til de dejlige skråninger de kender så godt, hun fortæller de unge gæs at ræven kun er farlig hvis man er alene, at de skal holde sammen, og hvis han kommer for tæt på skal de gå til angreb i stedet for at flygte, hun bruger sin sidste energi på at berette om de gange hun selv har givet ræven kamp og at de sagtens kan klare ham hvis de hjælpes ad.
De unge gæs er nu klar over at de skal stå på egne ben, og bevæger sig langsomt ud under træerne, mens den gamle gås sender dem et sidste blik og lægger sit hoved under vingen for at hvile mens hun tænker på, deres store flok og Gustav.
Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 07 December , 2017, 10:03: 7. December

På et højdedrag et sted i Europa står der en stor gase og vejre mod vinden, han er sørgmodig og vender sig først mod syd, hvor varme vinde mødes med nordlige køligere vinde, for at fornemme hvordan vejret bliver, og da han har stået der et stykke tid, sætter han af, går på vingerne med et sus, og sætter kurs mod nord.
I lavningen under ham, går en meget stor flok gæs, føre gasen i flokken ser mod himlen efter den ensomme fugl, og giver tegn til flokken om at gøre klar til at fortsætte turen mod syd, for at gå 3 måneder på de spanske Skråninger og græsse og samle energi vinteren over. Gustav er klar over at det blive en lang tur, han er i fare hver gang han lander fordi han er alene, og han spejder efter steder hvor han kan komme i ly for vejret og finde lidt føde, uden at komme for tæt på rovdyr der kan udgøre en fare for ham når han hviler, og ikke har nogen til at lytte efter eventuelle fare, han har altid holdt sig på afstand af mennesker og gjort meget ud af at fortælle sine unger at mennesker skal man tage sig i agt for, men nu overvejer han, om han mon ikke er bedre stillet ved at lande tæt på menneskenes gårde, en ensom gås er et nemt bytte, og han kan måske øge sin sikkerhed ved at lande på steder hvor der er en hund der vogter gården, for den holder som regel ræven og andre rovdyr væk fra gårdens høns, og det kunne øge hans egen sikkerhed, men han vil helst lande på åbne marker hvor han selv kan se vidt omkring, og tage sine egne beslutninger, i stedet for at stole på fremmede.

På det lille sted på landet er tingenes tilstand efterhånden ved at være tilbage til normalen, og i hønsegården ved siden af det store gran træ står hønsehuset igen på sin vante plads, med vinduet vendt så Cornelius kan se det store træ, og den store have, med stalden til den ene side, og huset hvor konen med de ternede sutsko bor til den anden side, det er nok det vigtigste at vide når man ser til stedet udefra, hvor hunden strejfer omkring i egne tanker og katten ligger i stalddøren og holder øje med alle de andre.
Under overfladen er der alt det man ikke lige ser, for eksempel at hunden taler med katten, der taler med den sorte høne, der underretter den store hane, der igen fortæller det der skal videre, videre til den store høne med den fantastiske fjerdragt, og således kommer de vigtigste nyheder videre til de vilde fugle, der bringer nyt til andre haver og hønsegårde.
I øjeblikket bliver der talt rigtig meget om en flok gæs der mangler på den anden side af trægrænsen, og især fordi der netop i år gik en stor gammel gås i flokken, selvom hun sædvanligvis på denne årstid er fløjet sydpå med gasen og resten af den store flok. Det er så usædvanligt at det optager alle områdets beboere så alle har en opgave i opklaringen af mysteriet om de forsvundne gæs.
Manden der er gift med konen med de ternede sutsko, har færdig gjort reparationen af det lille hønsehus, og Cornelius og hans høns er tilfredse tilbage på deres pind efter stormen, der foruden at vælte Cornelius bolig, også har væltet en masse træer i skoven ved trægrænsen, og i dag har manden spændt den lille hest for vogn, for at køre ud og se til det hele og hente fornødenheder til konen der skal i gang med julebagningen.
Den lille hest traver glad ud ad vejen, og Magnus følger den ved siden, mens de ser sig om efter tegn på at der har været gæs ved vejen, men der er ikke skyggen af en fjer, og de fortsætter side om side ad vejen som de har gjort så mange gange før. Manden på vognen er glad for at vinden har lagt sig så han og hesten kan komme på tur, og han nynner en gammel julemelodi.
Sigurd har været på farten siden sidste nat, og har været omkring de steder han kender, hvor der kunne være plads at en flok gæs kunne komme i skjul, men uden held, og nu er han på vej gennem skoven ved trægrænsen for at skyde genvej hjem, og da han passerer stedet i skoven der ligger tættest på søen, ja så ser han de unge gæs komme ud under et væltet træ, og det havde han overset, han har faktisk passeret flere gange, men uden at høre eller fornemme at der lå en hel flok gæs under alle grenene, og hvem har dog nogensinde hørt om gæs der ikke siger noget som helst.
Sigurd sætter sig tænksomt og overvejer sit næste træk, mens han ser efter hvor mange gæs det drejer sig om, og han venter på at alle er kommet ud under træet, og undre sig over at den store gamle gås han så i begyndelsen tilsyneladende ikke er der.
Da gæssene er gået stille ned mod søen, tjekker Sigurd den skjulte gåserede, og bliver meget overrasket over at finde den store gås under træstammer der ligger som et alt for lille bur omkring den store fugl, og han ser med det samme at det ikke er et problem han kan løse hverken alene eller sammen med Magnus.
Han har ikke talt meget med gæssene, og denne ser ikke ud til at kunne tale. Sigurd prøver forsigtigt at spørge om hun har siddet under træstammerne siden stormen, men hun svarer ikke, og Sigurd ved at han skal skaffe hjælp på en eller anden måde, hun er meget svag og det kræver mange kræfter at flytte på alt det tunge træ, og måske er det allerede for sent
Sigurd ser mod dagslyset over trægrænsen og tænker at han måske kan nå at fange manden og den lille hest på tilbagevejen, og få Magnus i tale, så de kan aftale hvordan de skal bære sig ad, med at få gåsen ud af buret.
Magnus har været hos Kraka ved åen, der siger at hun fra de vilde fugle har hørt, at der er et gemmested i skoven hvor der er gæs, men hun ved ikke nærmere om det er den flok gæs og om den gamle gås er mellem dem, men fuglene har lovet at holde øje når de søger føde i skoven og langs trægrænsen, de ved alle at ræven er på jagt efter bytte til at stå vinteren igennem.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 08 December , 2017, 18:05: 8.December
Konen med de ternede sutsko har efter stormen bedt manden om at køre gennem skoven ved trægrænsen og se efter den flok gæs der i år er blevet hjemme, ikke at der er noget usædvanligt i at der er en lille flok der bliver tilbage og overvintre på markerne på den anden side af trægrænsen, men konen ved at der lige netop i år er forandringer der skal holdes øje med, og når der har været uvejr plejer manden at tage foder med til alle der overvintre ved trægrænsen.
Hun er sikker på at den store gase der fløj mod syd med flokken var den samme som plejer at flyve mod syd, men hun så at der manglede en fugl lige til venstre for gasen, og tænker at det kan være at den gamle gås af en eller anden grund ikke har, kunne følge med i år, og det kan der jo være mange forklaringer på, men nu har det været forfærdeligt uvejr, og konen har flere gange set Sigurd og Magnus søge mod trægrænsen, hun ved, at de nok ved hvad der foregår, og hun tænker at den lille flok måske har brug for ekstra føde og tilsyn, så manden skal den vej forbi på hjemvejen med sin hestevogn.
Sigurd sidder i kanten af skoven da hestevognen vender tilbage, og Magnus sidder på vognen ved siden af manden, der har fået ild på piben og nynner en stille melodi.
Da vognen nærmer sig skillevejen mellem vejen til gården og vejen mod skoven og trægrænsen, er det ved at blive mørkt, og Magnus hopper af for at se efter det sted hvor fuglene har sagt der er et gemmested som gåseflokken bruger, og han løber lige ind i Sigurd der bliver sur og sprutter og hvæser af ham, ja ja rolig nu Sigurd det er jo ikke med vilje, hvem kan se en grå kat i tusmørke i en skovkant, undskyld da,,,,, Da Sigurd er kommet sig over fornærmelsen siger han at det var godt du kom Magnus, jeg har fundet flokkens gemmested, og den gamle gås er spærret inde under væltede træer, og måske er hun død, de unge gæs har det nogenlunde ,men har ikke fået føde under stormen, så de har ikke mange kræfter i denne kulde.
Sigurd taler hurtigt mens Magnus og han løber side om side mod brændestablen og det væltede træ.
Da de når frem, kan de begge se at noget er galt. De unge gæs står helt stille uden at reagerer på at Magnus og Sigurd kommer nærmere, og Sigurd kan se at der er rodet omkring det væltede træ.
Der ligger store hvide fjer spredt ud over det hele, og da Sigurd kryber ind under grenene, kan han se at buret er væltet fra hinanden og TOMT !!!!!
Sigurd er rystet og farer ud til Magnus og fortæller hvad der er sket, ingen gås, ræven har taget hende.
Magnus ser skarpt på Sigurd, og råber, hvorfor forlod du hende? Sigurd bliver rigtig fornærmet nu, og siger mens hans hale står lige i vejret og sitre af vrede, jeg gik for at hente dig, jeg kunne jo ikke vide at Kraka havde fortalt dig om skjulestedet så du kom af dig selv, og du og jeg kunne ikke flytte træet alene.
Magnus giver ordre til at Sigurd skal tage gæssene med til gården, og så er han allerede videre, han sætter snuden i jorden og forfølger en fært, mens Sigurd prøver at overtale de unge gæs til at følge ham til gården. Gæssene vil ikke i nærheden af menneskene, det har de lært af Gustav samtidig med de lærte at svømme, så det kan der ikke rokkes på.
Sigurd er ved at gå i panik, Magnus bliver tosset, så han tænker at han må finde en løsning med de stædige fugle, og han siger til dem at der ikke er mere føde ved trægrænsen, og at ræven vil komme tilbage og hente dem en efter en, og så vil der ikke blive nogen tilbage når Gustav kommer tilbage til foråret med flokken, og Sigurd bilder dem ind at Gustav ville have søgt ly hos menneskene, men lige meget hjælper det.
I det samme kommer manden med vognen og den lille hest, han ser på de unge gæs, og kan godt se at der ikke er nogen gammel gås, og han ser også fjerene og regner ud at stormen og naturen har krævet sine ofre.
Han lægger foder til de unge gæs, en god balle hø bliver byttet ud med brænde til konens komfur, og en god portion hvede til at klare de kolde nætter. Manden sikrer deres hule, så der ikke er fare for at nogen kommer til skade når de søger ly for natten og vejret.
Manden tænker at nu ved han hvor de holder til, og han vil køre op til dem jævnligt og sikre at de har foder og læ, men han er ked af at han skal fortælle konen om gåsen der ikke mere går med flokken.

Fortsættelse Følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 09 December , 2017, 09:51: 9. December.

Gustav er på vingerne mange timer ad gangen, han er meget træt, og finder ikke megen føde når han lander, det er blevet rigtig koldt og det tære på ham at flyve alene, uden nogen støtte og kun ham selv til at holde vagt mens han hviler, og nu er han nødt til at blive på jorden pga. vejret hvor kulde og regn er blevet til sne og frost. Frosten skære i hans lunger når han flyver og han kommer ikke langt. Han har tabt sig, og trænger til at hvile længe uden fare han skal holde øje med, men der er igen steder hvor han kan føle sig sikker.

Den sorte høne går på flisegangen for at træffe Sigurd og få en forklaring på den aktivitet der tilsyneladende er i skoven ved trægrænsen, de vilde fugle siger at gæssene er forsvundet, og nu svirre rygterne i hønseflokken, hvor der bliver talt om at ræven er blevet tosset og begår lystmord, og nu truer Cornelius hønseflok, så nu sover de ikke af bare angst for at ræven skal komme og tage dem, og de vil ikke ud om morgenen, for så kommer han nok for at snuppe dem ved højlys dag mens de skraber i æblelunden.
Cornelius er ved at gå ud af sit gode skind for han kan slet ikke tale sine høns til orden, og han er sikker på at det er noget sludder, og at ræven slet ikke tør komme i nærheden af ham og hans høns, men prøv at forklare damerne det.

Magnus har forfulgt fært efter ræven et stykke tid, og da en gås er en tung fugl, ja så kan han altså ikke løbe så hurtigt, det kan til gengæld Magnus, og han ved hvor ræven har sin hule, så da Ræven kommer luskende hjem med den store gås i flaben, sidder Magnus og venter på ham, og han ser at ræven lægger gåsen fra sig, for at forsvare sig mod Magnus der ikke så meget som glipper med øjnene, de to har taget en tørn eller to, siden ræven kom til området, og Magnus er både hurtigere og klogere end ræven der til gengæld er snu, men ræven er bange for den hurtige gårdhund, der både kan være foran ham og bagved ham på en gang, eller sådan føles det i hvert fald.
Nu giver Magnus sig til at gø gevaldigt og ræven bakker for at få afstand til Magnus, men Magnus følger med, og blotter sine tænder, for at true ræven så han opgiver sit bytte.
Du kan vælge at opgive med det samme, eller du kan tro på at du kan klare mig, resultatet bliver det samme, du kan aldrig vinde over mig. snerre Magnus og så gør’ han igen.
Ræven snerre af Magnus der nu står lige foran, men han ved at det er dumt at rage uklar med hunden der har venner alle vegne, så det er bedst at lade nogle sejre gå til Magnus der så lader ræven være i fred for det meste.
Hvad er det med den gås, hvæser ræven, den er jo så godt som død, hvad vil du med den? Det er Gustavs mage, og hvis han har efterladt hende her, er det meningen vi skal passe på hende, og du vover ikke at snuppe så meget som en fjer fra hende.
Nå! siger ræven overasket, ja det er jo en anden sag, og med gru kommer han i tanke om at han en gang gik i clinch med Gustav, og det både brækkede et par ribben og gav ham et knæk på halen, så han måtte blive meget længe i sin hule for at komme sig, bare fordi han snuppede en af Gustavs unger.
Jamen så tag du hende bare, hvis du mener du kan få liv i hende, jeg henter da bare en anden.
Ja det tror du siger Magnus, men der tager du fejl, for resten af den lille flok er gået med Sigurd hjem til gården på den anden side af trægrænsen, og det er mine enemærker og der kommer du ikke hvis du har dit liv kært, og på den anden side af åen bor Kraka, og hende kan du jo se om du kan komme til rette med, det er lige meget skuler ræven.
Magnus ved endnu ikke at Sigurd ikke kunne lokke de unge gæs med hjem, og at Manden har lagt foder ud, det er egentlig også uden betydning for Ræven er slukøret og tror på at gæssene nu er på vej til gården.
Nu knager det i skovbunden og manden og den lille hest kommer frem mellem træerne, manden har hørt at Magnus har gøet voldsomt, og han ser nu på afstand at ræven stikker af, mens Magnus står ved den store gås der ligger helt stille på jorden med vingerne ud til siden. Nå da siger manden du har fundet den gamle gås, men hun er godt nok i en sløj forfatning, og vi må hellere skynde os hjem til morlil så hun kan forsøge at redde hende her, og Magnus springer på vognen ved siden af gåsen der nu ligger under et tæppe der kan holde hende varm på hjemvejen.

Hjemme på gården på den anden side af trægrænsen har Sigurd talt med den lille sorte høne, der nu står og hvisker til Cornelius, at ræven har taget gåsen. Cornelius bliver bekymret, kan vi undgå at den oplysning kommer videre til resten af hønseflokken så er det nok bedst, bliver de enige om, og går videre som om intet er hændt.
Amalie er nu ikke så nem at narre, så hun går i hælene på Cornelius for at få at vide hvad der foregår, men han tænker at det vil bekymre hende unødigt, så han går bare videre mod smuthullet for at gå til ro på sin pind, og håber at hans damer falder hurtigt til ro.
De hører alle at vognen kommer sent tilbage, og undre sig, manden og hesten kommer ellers altid tilbage inden mørkets frembrud, og nu er det næsten sort nat.
Meget usædvanligt tænker Amalie og så sover hun.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 10 December , 2017, 09:48: 10. December.

Konen har set på Gåsemor, der ikke tør åbne øjnene, hun er rædselslagen da hun opdager hun er kommet i menneskehænder, for hun og Gustav har altid ment at mennesker var det farligste man kunne komme i nærheden af, og selvom hun ved, at manden hvert år i den koldeste tid kommer med foder til trægrænsen, til de der ikke kunne trække sydpå, så mente Gustav alligevel at man skulle holde sig væk fra mennesket selv.
Nu lå den gamle gås og så døden i øjnene på konens køkkenbord, og hun kom i tanke om at hun havde hørt om julegås og svesker og æbler fra de vilde fugle, og nu kneb hun øjnene i, og ventede på kniven.
Konen løfter forsigtigt på den ene vinge og kan se at den gamle gås har nogle store huller i skindet efter at ræven har slæbt hende af sted mellem tænderne, og da konen får set hende nærmere efter, kan hun se årsagen til at Gustav har efterladt hende på markerne ved trægrænsen. Hendes ene ben har en splint siddende dybt i kødet, så foden og benet er hævet helt op under fjerene og der er voldsom infektion i hele benet, og måske er det den der har svækket hende så voldsomt og slet ikke mangel på føde, men hun er kun skind og ben, og end ikke ræven ville have fået meget mad ud af den store ellers så stolte fugl.
Nå min pige, siger konen kærligt, vi må jo starte et sted, så hun pakker det dårlige ben ind i et varmt vådt håndklæde der er skyllet op i meget varmt sæbevand, og så renser hun sårene under vingerne med desinficerende skyllevæske og lader det tørre, og drysser det med penicillinpudder.
Konen har bedt manden om at fyre godt op i komfuret i køkkenet, og nu er der varmt og hyggeligt i køkkenet, der står sukkervand i en skål på bordet, og nu tager konen en lille ske med tud og hælder forsigtigt lidt sukkervand i næbet på gåsen der stadig er bange for hvad der skal ske med hende, men synker og mærker den lune søde væske ned gennem halsen, hun tager imod nogle gange, men kan ikke selv holde sit hoved oppe, og må lade konen støtte sig.
Efter et stykke tid tager konen det varme sæbehåndklæde af, og ser igen på benet, Gåsemor er igen bange for det gør meget ondt, og hun lukker igen øjnene og lader tankerne fare, mens konen tager den store splint ud af benet. Da den slipper benet løber der store mængder tyk betændelse ud og trykket på benet letter med det samme, Gåsemor sukker og sover.

Nu har hønsene hørt den rigtige historie og er blevet rolige igen, da de erfarer at Magnus og Sigurd er dem, der har redet Gåsemor der nu kæmper for sit liv i konens køkken, og Magnus og Sigurd går hver dag til køkkendøren for at høre nyt om den gamle gås, der ikke ser ud til at få det bedre i nævneværdig grad.
Cornelius har hørt fra de vilde fugle at ræven endnu ikke har opdaget at de unge gæs stadig er i skoven ved det væltede træ, og manden kører derop med foder når han og den lille hest er på farten, som regel er Magnus med, og han benytter lejligheden til at markerer sit territorium så ræven ikke glemmer det, hvis han skulle komme forbi.
Magnus og Sigurd er ikke så gode venner for tiden, for Magnus håner Sigurd for ikke at kunne overtale en lille flok unge og uerfarne gæs til at følge sig, men han er godt tilfreds med at gæssene lever deres naturlige liv ved trægrænsen, i stedet for at blive passet som kæledyr i haven, så han går gerne med og ser til de unge fugle og er kommet på talefod med dem, han giver dem gode råd, og han eller Sigurd fortæller dem om plejen af den gamle gås i køkkenet. Selvom de ikke har den ringeste ide om hvad et køkken er, så stoler de på at hun er i gode hænder.

Som dagen skrider frem begynder det at sne, og efterhånden bliver sneen liggende på jorden i et lag der kommer fodspor i hvis man træder på det.
Cornelius elsker at hade sneen, for det første skal han hele dagen høre på Amalies brokkerier over hendes fjer bliver grimme i skørtekanten, og på Skræk og Rædsel der ikke kan finde rundt, mens Kattepels helst holder sig i ro for hun får våd top og kommer til at ligne et vådt egern, og hvis ikke Skræk og Rædsel i forvejen er bange for Kattepels, ja så er de når hun er våd rædselsslagne, og så kan ingen trænge igennem til dem,, ja det skulle da lige være Amalie, når hun helt mister flippen og farer på dem, og så glemmer hun, at hun bliver endnu mere våd i skørterne.
Cornelius selv er for højbenet til at blive våd af sneen endnu, og han er heller ikke så forfængelig at det går ham på hvis det skulle ske, men han er glad for at kunne se alle fodspor i hans have, så han kan holde øje med hvem der kommer og går, og især hvornår.
Og i dag opdagede Cornelius at Nogen havde været over græsplænen og ad flisegangen og rundt om hans hus, og tilbage til stuehuset, og så ud til grantræet, og det kan Cornelius så sidde på sin pind og holde øje med. Cornelius og Nogen var blevet gode venner den jul hvor Cornelius uden at vide det, havde gemt den lille røde hue fordi den havde skræmt livet af hønsene, og det var lige ved at der slet ikke blev jul på landet det år, så nu glæder det Cornelius at se de små fodspor alle vegne, for det betyder at der er gang i juleforberedelserne.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 11 December , 2017, 10:27: 11. December.

Gustav ser da han vågner i en gammel lade næste morgen at det har sneet, det er hundekoldt, så han bliver enig med sig selv om at han vil søge føde nogle timer og så lette hvis vejret holder, men han tænker at det nok bliver meget værre, så måske burde han flyve først og spise senere, men her har han ly og kan gemme sig i en kæmpe bunke hø der ser ud til at have ligget i laden i årevis. Han har sovet godt, men ikke nok, og hans krop mangler føde.
Han er gået ind mellem brædderne i porten, og der er støv og spindelvæv alle vegne, han regner med at det er et helt forladt sted, og det er jo sikkert for ham, men han er nødt til at spise, hvis han vil kunne flyve videre, bare han dog ikke var så træt.
Gustav tager en runde om laden og spiser det grønne der gror helt tæt til brædderne, det er stadig friskt og saftigt, så det er god morgenmad for en gås.
Således fornyet både i krop og sjæl går Gustav på vingerne i klart frostvejr d. 11 December for at komme nordpå til trægrænsen hvor han har sit hjem og sin mage.
I køkkenet hos konen med de ternede sutsko, ligger Gåsemor stadig afkræftet og syg ved komfuret, og konen passer og plejer hendes sår med alt hvad hun kan komme i tanke om af gode ting, den gamle gås kan nu selv drikke sit sukkervand, og hendes sår er ikke så betændte mere, men hun er stadig rigtig dårlig og egentlig venter konen at hun dør for der er ingen gnist i de runde blå øjne.
Konen fortæller hende hver dag om de unge gæs ved trægrænsen, så hun har noget at tænke på, og glæde sig over at de klare sig, og ikke mangler føde, men hun kommer sig ikke, og konen tænker om hun mon ikke VIL komme sig, for der er egentlig ingen god grund til at hun ikke skulle få det bedre lidt hurtigere.
Nu skal du ikke give op gamle pige siger konen med de ternede sutsko bekymret, Du kan blive her ligeså længe du vil, og når Gustav kommer til foråret, kan i gå på trægrænsen hele sommeren og så kan både han og du komme til gården når vinteren falder på, det er vist på tide at lade de unge stærke gæs komme til.
Den gamle gås skæver op til konen med sine runde blå øjne, som om hun forstår hvert eneste ord, men alligevel lukker hun sørgmodigt øjnene og sover, mens hun tænker på trægrænsen i sommerklæder, og lader minderne passere forbi.

Sneen har lagt sig i et tykt lag, så hele haven er pakket ind, i hvidt fint pudder, Manden må ud med kosten, for han ved at Cornelius aldrig får sine høns ud i det, så han fejer en sti fra smuthullet og hele vejen af flisegangen til køkkendøren og over til halvtaget, og så må hønsene nøjes med at gå frem og tilbage af den vej de kender så godt.
Amalie sukker og kommandere alle ud i hælene på Cornelius, der går forrest mod morgenmaden ved køkkendøren, og her kommer konen med de ternede sutsko for at snakke med sine høns og give dem deres morgenguf der i dag består af brød og kogte grøntsager fra aftensmaden.
Når Cornelius, så kom i alligevel ud i dag, det er godt at se dig i godt humør, og jeg kan se, at i kan holde jer tørre når bare i går på stien. Jeg skal love for der er kommet noget sne, mon ikke manden og den lille hest tager kanen i dag, i stedet for at køre med vognen, det er vist bedst.
Magnus aftaler med Sigurd at så længe der er så meget sne, så må han hellere være den der tager sig af de unge gæs ved det væltede træ ved trægrænsen og han skal nu også lige holde øje med om ræven har været på spil. Manden spænder den lille hest for kanen med bjælder på så man kan høre dem komme på lang afstand, og det får de vilde fugle til at samles for at høre hvad der er på færde, de flokkes om fuglebrættet for at se om der er kommet dejlige ting fra konens køkken, og hun har bagt klejner og kølet palminen ned og hældt mange forskellige slags korn i så der er dejlig nærende vintermad nu hvor frost og sne dækker landskabet.
Konen med de ternede sutsko og manden forkæler alle de dyr, der har valgt at bo på og ved det lille sted på landet.

Gustav flyver det meste af dagen, og da han lander på en mark sent på dagen for at finde ly er han så træt at han knap kan holde balancen. Han har set at det er en stor gård, hvor der er mange dyr, så han håber at kunne finde ly for natten og lidt at spise, men da han kommer i nærheden af bygningerne, kommer der store uhyggelige hunde farende efter ham, han flygter over stok og sten, men en af hundene får fat i hans hale og vælter ham så han mister balancen, han snubler og falder og hunden er over ham, men får kun fat i hans ene vinge, Gustav mærker smerten, og får fornyede kræfter, slår med vingerne og bider fra sig.
Hunden bliver så overasket, over at blive ramt lige på snuden af den store gåsevinge, så den slipper sit tag, og Gustav er ikke sen, han går til angreb på hunden der er slået ud af kurs et øjeblik, men ligesom der kommer andre hunde løbene til, kommer Gustav på vingerne, og er væk.
Gustav ved ikke hvor han skal lande for natten og det er meget mørkt nu, han er træt og nu mærker han smerten i sin vinge.
Under ham er der marker, og atter marker, så Gustav tager chancen og lander midt på en stor mark hvor jorden er frossen og hård, han bliver stående hvor han står, og lukker øjnene og sover.

Gåsemor er slet ikke sig selv, hun vil ikke have noget som helst, vådt eller tørt, og hun åbner ikke øjnene mens konen ordner hendes sår der heler pænt, hun venter kun på at blive sat tilbage i sin kasse ved komfuret og sove langt væk fra tid og sted.
Konen er meget bekymret og ser ud mod haven og det store grantræ.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 12 December , 2017, 11:49: 12 december

Sneen falder stadig tungt over trægrænsen ved det lille sted på landet, da det igen bliver morgen.
Manden har fyret op i komfuret og konen har sludret med gåsen mens hun laver morgenmad til sig og manden, gåsemor lytter men reagerer ikke synligt, og om lidt kommer Magnus for at få sin morgenmad og se til hende, og så skal han med manden og hesten til trægrænsen og se til de unge gæs. Magnus har aftalt med hesten at hun skal stoppe ved åen så han kan snakke med Kraka, og manden skal alligevel holde pause og have ild på piben, og han plejer at lade den lille hest bestemme hvornår det er tid.
Magnus ved at når det sner så voldsomt bliver ræven mere sulten fordi det bliver sværere at finde fødeemner, og så vil han helt sikkert opdage at den lille flok stadig er i skoven, og så har han ikke svært ved at finde sig en god middag mellem de ungfugle der efterhånden har godt huld pga. det gode foder manden lægger ud.
Nå! den glæde skal han nu ikke ha’ tænker Magnus, og vil lave en aftale med Kraka og de vilde fugle, så de er flere til at holde øje.
Det er rigtig koldt i dag, og der er isblomster på ruden i hønsehuset så Cornelius dårligt kan se ud til sit grantræ og det er netop lige på denne tid meget vigtigt, for Nogen burde have travlt med julen og alle forberedelserne, men Cornelius har ikke set Nogen endnu, eller talt med Nogen, kun set de små fodspor i sneen, men nu er sneen for dyb så Nogen har svært ved at komme rundt til alle sine gøremål, og Cornelius har ellers tænkt sig at høre, hvad Nogen har lagt af planer så han kan berolige hønsene med at det også bliver jul i år, det lille sted på landet, så han bruger tid på at kæmpe sig vej gennem sneen til roden af det store træ hvor han ved at Nogen har sin bolig.
Amalie tror Cornelius er blevet vanvittig i det snehvide, for hvad i alverden har han dog tænkt sig med at slæbe dem alle gennem det tykke snelag, der hurtigt bliver til vand med frostklumper i fjerene, hun brokker sig højlydt, og får omgående medhold af Skræk og Rædsel, der ikke kan finde vej. Kattepels er blevet hjemme i huset, for hun synes slet ikke det er ude vejr, og da slet ikke da hun ser de alle går mod det store træ, hvor hun en gang sad fast ved roden med det ene ben i Nogens hule, så hun går for en gang skyld på reden for at lægge et æg, selvom det måske er lidt vel sent på året,eller tidligt som man nu ser det, men hun er ligeglad, hun skal ikke med på nogen udflugt i den retning midt i vinterkulden.
Cornelius er ikke i humør til brok, han har mange bekymringer, for Nogen og julen, for vejret og gåsen, og han er ikke helt kommet sig over at både han og hans hus lod sig ryste i stormen, så han sover dårligt om natten, og den lille sorte høne har ikke talt med Sigurd i nogle dage, og det er helt usædvanligt.
Det er faktisk et hårdt og opslidende job at være hane i egen hønsegård, og Cornelius har i flere år end han kan huske, holdt orden på det lille sted på landet, men han ved at konen med de ternede sutsko værdsætter hans arbejde og belønner ham rigeligt, ved at løse de største problemer for ham, især når der sker noget med hans høns, så kan han altid komme til konen eller manden med sine bekymringer, og han er glad for at gåsen som han har hørt meget godt om fra de vilde fugle er kommet ind i køkkenet, for ingen er nogensinde kommet galt af sted i konens køkken.
NU står han og glor ned under roden på det store grantræ, hvor Nogen bor, men det ser ud til at Nogen er taget af sted, for der er friske spor i sneen, og Cornelius kan se at han ikke har grund til at blive urolig for Nogen, for Magnus fodspor er der også, så Nogen er taget med Magnus som så ofte før, måske er de begge med på kanen i dag, så han genner hønsene tilbage gennem sneen til køkkendøren hvor konen med de ternede sutsko står og venter, mens Sigurd går tæt om hendes fødder for at komme ind og se til gåsemor.
Da Sigurd kommer ud fra sit sygebesøg, søger han ud på flisegangen for at mødes med den sorte høne, hun har ventet ham og de følges hen under stuevinduet ved rosenbedet, der skilles de, og den sorte høne går med flokken til hyggetid under halvtaget ved køkkendøren, mens Sigurd sniger sig af sted på mussejagt, den gamle kat synes det er den bedste vintersyssel at fange mus under sneen, han gider ikke slå dem ihjel, men lader dem altid slippe til sidst, undtagen dem han fanger i konens køkken, for det er jo det han får føden for at holde i orden,, og som sådan har de hver i sær deres job det lille sted på landet.
Den lille sorte høne fortæller nu Cornelius og Amalie om gåsen der ikke vil komme sig, og konens bekymring, og om Magnus der tog Nogen med til trægrænsen i kanen for at se til de unge gæs og besøge Kraka.
Nogen har fornemmet at der er problemer med at få julen startet på den rigtige måde, og han søger sine venner, for at høre hvilke forhindringer de mener der er, på det lille sted bag skoven, på den anden side af trægrænsen, og han vil gerne med egne øjne se til den lille flok gæs.
Nogen kender udmærket Gustav og hans mage, og er ked af at Gåsemor nu er i så elendig forfatning, at selv konen er ved at give op, det er helt sikkert aldrig sket, så da de kommer til skillevejen ved åen, holder hesten an og de to gamle venner Magnus og Nogen tager den korteste vej ned mod Krakas gård hvor hun venter, de vilde fugle er kommet i forvejen med budskabet om deres komme, og den store hund står nu klar til at modtage dem. Kraka lover at lægge sin formiddags tur ad trægrænsen til, så hun lige kan se til den lille flok unge gæs, og lade de vilde fugle vide hvis noget er i gærde. Kraka har absolut ingen problemer med at komme omkring i den dybe sne, og hun runder gerne omkring det væltede træ så der bliver nedtrådt ud til de åbne vider, så gæssene frit kan komme omkring, men de ved også at det er tegn til ræven om at der foregår noget, men lugten af Kraka har han stor respekt for, og han ved at hun ikke strejfer omkring om natten, han ved også at det gør til gengæld Magnus, så han kan aldrig vide sig sikker.
Da Magnus og Nogen igen er tilbage på Kanen sætter den lille hest fart på igen, og de køre op til det væltede træ, hvor manden fodre og sludre med gæssene der ikke mere er så frygtsomme, men lægger hovedet på skrå og ser på ham for at forstå.
Da de vender tilbage mod skillevejen mod åen, kan de se Kraka gennemsøge skellet mellem de store marker, mens de vilde fugle krydser over den grå vinterhimmel over markerne på den anden side af trægrænsen.
Nogen og Magnus snakker om hvorfor den store gamle gås ikke kommer sig i konens køkken, for det plejer altid at lykkes for konen at få dyrene på benene igen.
Nogen ved godt at gåsemor tænker på Gustav, og sidder denne aften et øjeblik på sin rod på grantræet og tænker over hvordan det kan gå, hvis ikke juleglæden kan komme til orde dette år, det lille sted på landet.
Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 13 December , 2017, 13:13: 13. December

Denne morgen er det lyst og klart i luften, det sner ikke, luften er iskold og lydene er skarpe og skingre i den isklare luft.
Gustav er vågnet af sin overtrætte tilstand på den frosne mark, han fryser og hans ene vinge smerter så han slet ikke kan tænke, det eneste der falder ham ind, er at han skal flyve for at komme hjem til trægrænsen, men han har ingen ide om, hvordan han skal komme på vingerne med den skade hunden fik givet ham, og sulten nager ham og gør ham svag, så han lukker øjnene lidt endnu, indtil han høre menneskelyde tæt på, og den lyd giver ham gåsehud i ordets bogstaveligste forstand, det er jægere.
Jægere med en stor hønsehund i snor.
Gustav er for træt, og han kan ikke se klart, men kan fornemme at de kommer nærmere, så han gør et sidste forsøg, på at sætte fart på de store fødder og komme op, og det lykkedes, men nu har jægerne fået øje på ham, og de hæver deres våben og skyder efter ham, det har Gustav prøvet før, og bruger sine kræfter på at lægge sig med siden til, og så vippe over og dykke lidt, og så op op op , og endelig er han fri af kuglerne, det var tæt på, og nu skal han sætte kurs og gå nordover.
Gustav sætter autopiloten til og flyver ud langs kysten hvor det er koldere men mere sikkert at lande for en svømmefugl, så da han ikke kan se nogen fare i omgivelserne og formiddagen er gået, lander han udenfor en lille by hvor der er mange små huse, og han lander lige ved en lille men frossen sø, hvor der holder en flok grågæs til.
Gæssene i den fremmede flok ser på Gustav, med nogen mistro, men da han forklarer sit ærinde, er han velkommen og han bliver vist til fodertrug og vand, Gustav spiser godt og det er dejligt at få vand der ikke er frosset, men da dagen går på hæld, går der panik i ham, for da bliver flokken gennet ind i et lille hus, og DET har Gustav aldrig prøvet før, han ved at det ikke er som det skal være, og han ved han vil blive opdaget, for han ser jo bemærkelsesværdigt anderledes ud en de andre, også Gustav har hørt om julegås og svesker, og nu er han helt sikker på, at han skal sætte alt ind på at komme væk, ligeså snart det bliver lyst, og døren går op. Gustav er mæt, og han bestemmer sig for at få en hel nats søvn i det sikre hus, ingen udefra kommende fare, bare sove, så det gør han selvom hans vinge føles stiv og smerter så han ikke kan holde den ind til kroppen, og så må den hænge Gustav er ligeglad han sover.
På den anden side af trægrænsen går Kraka sin morgentur langs markskellet nogle timer senere, og hun kan udmærket lugte at ræven har været samme sted for kort tid siden, så hun runder om den lille sø der nu er frosset, og går langs med grænsen et stykke og så vender hun ind i skoven, hun vil søge efter den lille flok unggæs, så hun kan rapporterer til Magnus om alt er i orden.
Da hun kommer til det væltede træ, kan hun ikke se nogen gæs, men heller ingen ræv, og hun så dem jo heller ikke ude på åben mark, men sneen er meget hvid og det er svært at skelne de forskellige konturer ud over marken.
Kraka undersøger meget nøje forholdene omkring det væltede træ, og mener ikke det ser ud som om der har været nogen ræv efter de unge gæs, så hun vender igen ud på den anden side af trægrænsen og skuer ud over det store område, men ser intet usædvanligt, så hun traver hjem for at se om der er morgenmad.
Sigurd er meget hjemme i øjeblikket for han har lidt svært ved at komme rundt i den høje sne, og kan kun komme der hvor der er fejet eller hvor sneen er føget op langs hegnene, det samme gælder for Nogen, så de to mødes tit på deres runde, og i dag taler de om at det er lykkedes for Nogen at få rigtig gang i julen, for netop i dag stråler de små lamper i lange rækker fra hønsehusets tag, og fra stalden og huset, hvor konen med de ternede sutsko står ved morgenmaden, og sludre med gåsemor, der med hovedet på skrå ser hvad hun laver, men hun rejser sig ikke, og konen er meget bekymret for den gamle gås, da hun lukker Sigurd ind på morgenbesøg,,,, Det hyggelige lys fra de mange lamper om døren stråler ind i køkkenet over gulvet og hen til den gamle gås der nu alligevel lige skal se hvad det er.
Cornelius er lykkelig, der er igen kommet lys på hans hus, så han og hønsene kan se at komme ind og ud, og selv når de sidder på pinden om natten kan Cornelius se over til det store grantræ, og holde øje med Nogens gøren og laden, og da de mødes på flisegangen takker Cornelius Nogen for det flotte lys der oplyser en del af hans have.
Nogen vinker til ham med huen, og de går hver til sit.
Fortsættelse Følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 14 December , 2017, 12:55: 14. december

Magnus er på vej til den anden side af trægrænsen for at se til sine unggæs, som han ved fra Kraka ikke lige er til at finde på deres sædvanlige område. Han støver omkring og kan heller ikke finde dem, så han lægger vejen om ad rævens hule for at sikre sig at de ikke er blevet ædt, så nu ønsker han at få ræven i tale, så de en gang for alle kan få afgjort ejerskabet til de gæs, som jo gerne skulle gå i Gustavs flok og vokse godt til over den næste sommer, så Magnus føler at det er hans ansvar at holde øje med dem, når nu Sigurd er forhindret i at komme omkring.
Da Magnus når frem til rævens hule, er det svært at være helt lydløs for sneen der stadig falder i hyggelige julemængder knager i den hårde frost. Magnus lure lidt, og så gør’ han, ikke truende bare almindelig gøen.
Der går lidt tid inden ræven kommer gabene til syne ved hulens indgang, han sænker hovedet, og hans øjne lyser i en blanding af foragt og frygt, hvad vil du Magnus, mangler du en gås eller måske to, han snerre hoverende, og Magnus har rejst alle børster på ryggen, og løftet overlæben truende af ræven, hvor er de din kratlusker, hvis du ved det, så vil jeg vide det, de skal have foder så de kan klare sig, og hvis der ikke svinder i foderet, så holder manden op med at kommer med mere, og hvis de dør, kommer både jeg og Gustav og gør regnskabet op. Ræven ser tvivlende på Magnus, og Magnus prøver at læse i rævens ansigt, og det går op for dem begge, at ingen af dem helt præcist ved hvor den lille flok gæs er blevet af.
Cornelius går stolt omkring på den nyfejede flisegang og nyder synet af sit hus med julelys på, og det er hyggeligt at gå rundt i det dystre vinterlys og se at der er oplyst på alle hans ynglings steder.
Gustav har forsøgt at komme fri af den fremmede flok i den lille by ved kysten, men det er ikke lykkedes for ham, de er nu sat bag hegn, og der bliver fodret godt op til flere gange om dagen. Det er Gustav jo glad for, for han trænger meget til at få sul på kroppen, hans vinge piner ham, så det gør ham godt at hvile, men han kan mærke at han skal væk i en fart fra de ellers så hyggelige grågæs, der vist ikke kender deres skæbne og Gustav tager ingen chancer, han vil hjem til trægrænsen inden han ender som julegås langt hjemmefra, men hegnet er højt og det siger lyde, som Gustav har hørt ved Krakas marker hvor kørerne går bag hegn, han har en gang prøvet at nappe i sådan et, og det skal han ikke prøve igen, men vingen kan ikke bære ham over, så han må vente på sin mulighed for at slippe ud når menneskene kommer med foder.
Cornelius er godt tilfreds med tingenes tilstand i øjeblikket, men han kan godt se at der er bekymring omkring den gamle gås ved komfuret, Sigurd er derinde flere gange om dagen, og konen kommer kun ud et øjeblik hver morgen for at sørge for sine høns og så går hun igen ind for at holde øje med gåsemor, der nu har fået helet sit ben, der ikke mere er hævet og ømt, hullerne under vingerne hvor ræven havde fat er også dækket af rene tynde sår, så der er heller ikke noget der, der skulle gøre at gåsen ikke kommer sig, og konen med de ternede sutsko tænker om ræven mon har klemt hende så hun har skadede ribben, for det kan virkelig gøre ondt meget længe, det ved hun fra en jul hvor hun faldt ned fra stigen da hun pudsede vinduerne i stuen så hun og manden kunne sidde ved deres bord og se ud på de gode høns i haven, konen prøvede at trykke lidt på siderne af gåsen, der ikke reagerede på det overhoved. Gåsemor er ikke bange for konen og manden mere, men har åbenbart forstået at konen med de ternede sutsko og hendes mand ville hende det bedste, og hun vidste fra katten Sigurd, at her på gården var alle dyr velkomne til at spise og få ly, og de der var kommet til skade blev passet af de kærligste hænder Sigurd kendte til, og det kunne selv Cornelius tale med om, for han var jo netop som lille kylling blevet passet i kassen ved komfuret, da hans mor var bukket under for kulden på det kolde staldgulv i kampen for at holde sine vinterkyllinger varme, så han er førstehåndsvidne til konens varme kærlige hænder.
Men uanset hvad de siger og gør, så er gåsemor stadig i dårlig forfatning, og selvom hun får den bedste mikstur, som konen koger på komfuret, ja så hjælper det ikke. Sigurd står ved kassen og spørger gåsemor, om der da ikke er lidt bedring, og den gamle gås ser på ham, men det eneste hun siger er, ”hvad skal det nytte, hvad skal det nytte”, og så lukker hun igen sine runde blå øjne. Hov Hov siger Sigurd til hende, da han nu er ved at miste tålmodigheden, hvad med de unge gæs på den anden side af trægrænsen, hvem skal nu lære dem om de fremmede steder, og hvad med Gustav når han kommer tilbage til foråret, han vil da regne med at du er der, nej nej siger gåsen, Gustav ved jeg ikke er der,,,,,, Jamen siger katten mens den stikker halen i vejret i irritation , hvor skulle han vide det fra, han er jo for længst taget afsted fra trægrænsen på den anden side af skoven, ja ja siger gåsen men han og jeg har taget afsked, så han ved jeg ikke er der, og han vil aldrig se efter mig her, for Gustav kommer ikke til menneskene.
Næhh tænker katten, det gør han vel ikke, mens han tænker på at han ikke kunne overtale de unge gæs til komme med ham til gården, netop fordi Gustav havde sagt det, og at han og Magnus blev uvenner over det. Sigurd går ad flisegangen for at tale med den sorte høne, for han mener jo at de alle må gøre deres indsats for at der an blive glæde på gården, og det er en stor forhindring at den gamle gås ikke kommer sig, han må have Cornelius og Nogen og Magnus med på råd, hvad enten Magnus vil eller ej.
Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 15 December , 2017, 06:38: 15. December

I dag skinner solen fra en skyfri himmel og det er meget koldt ved trægrænsen på den anden side af skoven. Kraka har igen taget en runde for at se efter de unge gæs, som Gustav måtte efterlade til overvintring sammen med sin mage, den gamle gås, der nu ligger i kassen i køkkenet i det lille hus på den modsatte side af skoven, for at få helet sine sår og skader efter bl.a. sammenstød med ræven.
Kraka bliver fulgt af de vilde fugle der er på vej til fuglebrættet i haven ved det lille hus, og så skal de give besked til Magnus gårdhund om at hun stadig ikke har fundet den lille flok.
De vilde fugle flyver lavt gennem skoven for at se om gæssene har været efter lidt af det foder manden har lagt ud, men det ligger urørt omkring det væltede træ, så de flyver mod fuglebrættet.
Ræven finder det også underligt at en flok gæs kan forsvinde op i den blå luft, når de går på vinterfoder i ly i skoven, og sneen er så høj, så de umuligt kan få tilløb og sætte af, så han har taget mod til sig og går langs med Krakas å for at se om han kan finde noget spiseligt, og så kan han da lige se efter de gæs med det samme, og hvis han kan handle med Magnus kan de måske begge få noget ud af det hvis han finder dem.
Men han holder skarpt øje med kraka så hun ikke tager ham i at jage på hendes domæne, for den store hund kan ikke tåle synet af ræven, eller bare lugten af ham, og ræven ved godt at Kraka er på eftersyn for Magnus, så det er vigtigt at holde sig vågen og ikke henfalde til bare at følge næsen.
Magnus skal med manden i dag, og han ved at manden vil undre sig over at det ikke er svundet i foderet i skoven ved trægrænsen, og Magnus er helt desperat over at han ikke har orden på sit domæne, og ikke ved hvor de gæs er blevet af, som han føler han er nødt til at passe på nu hvor Gustav og den gamle gås ikke er her.
Magnus og manden tager af sted fra det lille sted på landet før frokost, og Cornelius og hans høns er lige gået under halvtaget ved køkkenet for at ligge i bunke en times tid, og vente på at høre fra Sigurd hvordan det er fat med den gamle gås i dag.
Da Sigurd kommer ud af køkkendøren falder alt lyset fra taget og rundt om døren igen ind over køkkengulvet og rammer kassen ved komfuret, og det kan få gåsemor til at løfte hovedet og se efter lyset.
Cornelius rejser sig fra bunken ryster halskraven og træder ud på fliserne, og følges med Sigurd og den Sorte høne for at snakke om hvad de kan gøre for den gamle gås i køkkenet.
Cornelius foreslår at nogle af hønsene kan gå på sygebesøg og prøve at muntre gåsemor op, men katten siger, og hvem skulle det så være Cornelius, ideen er måske ikke så dårlig, bare du ikke sender de to forvirrede madammer du har i din flok, der ikke kan tænke to sammenhængene tanker, jamen det er da også en tåbelig tanke, Cornelius bliver sur fordi katten tror han er så dum, at ville sende de to skræppende rundstrikkede ind til den stakkels gås. Måske kunne den Sorte høne og kattepels gå på besøg, kattepels fordi hun er stille og høflig, og kender køkkenet, og den lille sorte fordi hun kender til alt og alle, og opfører sig korrekt under alle forhold.
Sigurd mener ikke noget så vidt de andre ved, uden at have talt med Magnus, så de må vente, men han synes det er en udmærket ide.
Magnus sidder på vognen med manden for at hente alle de ting konen mangler, og måske skal han selv have en ting eller to, og så skal de en tur til trægrænsen inden det bliver mørkt, det er ikke så tidligt i dag, fordi sneen lyser op over alt, så man kan se sig om længere, dog er der meget mørkt inde i skoven, for træerne står tæt, og dækker for lyset, men der ligger også sne på grenene, så helt mørkt bliver der aldrig, og det drysser hyggeligt ned fra alle træerne, så selvom det ikke sner i øjeblikket så sner det lidt inde i skoven, men der er meget stille, ingen lyde, ingen kendt skræppen, ingen kalden efter foderet, absolut ingenting.
Manden står lidt og kikker på området ved det væltede træ, så skraber han lidt med foden for at se om der ligger fjer under sneen, for sneen kan dække over mange synder, man ikke lægger mærke til før sneen er væk igen, men han kan ikke se noget som helst, der tyder på at der er sket gæssene noget, de er der bare ikke. Manden skraber fri omkring foderet, så de unge gæs kan finde det, hvis de skulle vende tilbage til skoven ved trægrænsen.
Først på morgenen hos de grå gæs bag hegnet, langt hjemmefra får Gustav sine værste anelser bekræftet, da han tidligt om morgenen, står først ved døren for at se om han i dag har sin mulighed for at slippe forbi mennesket, og komme afsted mod trægrænsen, men netop fordi han står forrest, så bliver han grebet fast om halsen og snuppet om vingerne, og løftet op over den nederste halvdør og ud i det skarpe lys, Gustav er nok ældre og skadet på sin ene vinge, men alt det glemmer han, da det går op for ham at mennesket har fanget ham og er på vej væk med ham, Gustav bliver helt slap og hænger med hovedet, og mennesket ser efter om den store gås er faldet død om i armene på ham.
I samme øjeblik lågen til indhegningen går op, går Gustav helt amok, og mennesket der nu er helt uforberedt, og har slækket sit greb, bliver bidt i kinden og slået over nakken med de store vinger, mens Gustav sætter af med sine skarpe kløer på menneskets ene skulder. Således er Gustav nu i luften igen, og mærker den høje klare frostluft i lungerne mens han sætter mod nord med fornyede kræfter, og han mærker ikke mere at vingen er dårlig, kun at den skal bevæge sig.
Den store fugl er et mageløst syn for de folk der er på vej på arbejde den morgen, den 15. december.
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 17 December , 2017, 14:34: D.16.December

Gustav er virkelig flyvende. I strålende humør svæver han over landegrænserne i højt klart frostvejr, han slog en kort periode følge med en anden gås der havde opgivet at komme sydpå og nu ligesom han selv var på vej til sit hjem nordpå, men de skiltes da den anden gås satte kursen mere vestover mod England, men det var rart at være to for en tid, så kom de hurtigere frem og kunne skiftes til at hvile.
Nu har Magnus og Sigurd aftalt at Cornelius høns, kattepels og den lille Sorte høne skal gå på sygebesøg hos gåsemor, og se om de kan bedre hendes humør, hvis hun kan komme sig kan juleglæden komme til gården, så Nogen kan komme videre med juleforberedelserne. Det er godt han har nået at arrangerer alle de små lys i tagkanterne, selv på kanten af fuglebrættet er der små lys der glimter i sneen og det er et hyggeligt syn når de vilde fugle flokkes om maden som konen sætter ud, de flyver dagligt fra trægrænsen langs med åen, gennem skoven og videre til fuglebrættet, for at få deres fedt i de dejlige halve kokosnødder, som konen med de ternede sutsko har lavet af fedt fra klejnerne, hirsefrø, birkes, solsikkekerner, havre og små æblestykker, fuglene elsker den dejlige mad på konens fuglebræt, og der er ingen fare for at nogen dør af underernæring og kulde, for der vil altid være mad og ly på det lille sted, og det giver masser af energi til at holde varmen, selvom det er hundekoldt.
De vilde fugle har givet Magnus besked om at hverken Kraka eller de selv har set skyggen af de unge gæs, og det er et stort problem for Magnus, han og Nogen er meget bekymrede for den lille flok, og Nogen beder Magnus om at tage ham med næste gang manden skal til trægrænsen på den anden side af skoven, for Nogen vil gerne selv se efter de unge gæs, der bare er pist forsvundet, for selv Nogen der kender til magi ved at ting ikke bare forsvinder, og slet ikke en hel flok gæs.
Inde i det gamle køkken ved brændekomfuret er konen i gang med vaniljekransene da den lille Sorte høne kalder som hun gør når hønsene kommer til morgenmad, men Cornelius har jo været der med sin hønseflok, så konen slipper hvad hun har i hænderne, og går til døren for at se hvad det skyldes for det er højst usædvanligt, så noget må være på færde.
Da konen åbner døren falder det dejlige lys fra de små taglys igen gennem køkkenet, og lyser på kassen hvor gåsemor ligger, og hun løfter hovedet og lægger hovedet på skrå og ser på lyset med sine klare blå øjne, og mens konen ser ud af døren for at se efter den lille Sorte høne, så træder Kattepels over dørtærsklen og er ved at falde over de ternede sutsko, fordi hottentotten på hovedet forhindrer hende i at se klart. Konen ser ned, og den lille Sorte høne spadserer ind lige bagved Kattepels der har genvundet balancen.
Konen med de ternede sutsko ler og ser spørgende efter de to små høns og siger, hvad har i to at gøre i mit køkken? men hun lader dem gå, og ser at de går pludrende hen mod kassen ved komfuret, så hun tier og fortsætter med vaniljekransene.
Gåsemor ser på de to høner, og de to ser imponeret på den store fugl i kassen. Gåsemor spørger til deres ærinde i køkkenet, og de ser høfligt ned og siger, at de mente hun måske ville synes om lidt selskab i køkkenet. Gåsen synes det er sært at de to er kommet for at tale med hende, men hun glæder sig over at der er nogen der tænker på hende.
Der er ikke nogen langs hele trægrænsen der ikke har hørt om det lille sted på landet med den store stolte hane og de blandede høns der lever efter egne regler og bliver passet af konen med de ternede sutsko, alle ved at den umage flok har været der altid ligesom konen og manden med den lille hest.
Mens konen nu står i køkkenet over vaniljekransene, pludrer de to høflige høns og gåsemor stille om noget hun ikke kan høre, men hun tænker at sludderen mellem damerne måske kan lokke en krumme ned, så hun taber tilfældigvis lidt krummer på gulvet og ned i kassen, da hun tager en bakke med færdige vaniljekranse fra bordet ved siden af komfuret hvor de har stået til afkøling, og de to høns klukker fornøjet og nipper til krummerne, gåsemor ser til og lader sig friste af den dejlige duft og de hyggelige høns, så hun smager på krummerne og ser fornøjet op på konen der ikke ser noget som helst, i hvert fald ikke officielt.
Opmuntret af det lille optrin bager konen en ekstra plade vaniljekranse, og tænker, min kloge Cornelius skal også ha’ småkager, og tager en håndfuld med, da hun følger Kattepels og den lille Sorte høne til døren hvor lyset igen falder over køkkengulvet.
Cornelius står og misser med øjnene på dørtrinet og venter på sine høns, der træder ud i dagslyset og ser meget hemmelighedsfulde ud, og sammen spiser flokken af de dejlige småkager, mens konen nyder synet af sin prægtige hane og hans flotte høns.
Hvis man kommer til det lille sted på landet på sådan en dag, kan man se en stor hane med en flok høns der spiser krummer på husets dørtrin, men der er altid mere end øjet ser
Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 17 December , 2017, 14:35: D.17 december

På de smukke solbeskinnede skråninger i Spanien går en gigantisk flok gæs og græsser, de er for længst kommet godt frem til deres vintersted som mange af dem kender rigtig godt, og nogle andre besøger for første gang, men fælles for dem alle er, at de nyder varmen og den frodige jord og det store fællesskab.
Den store Svenske gase står på det højeste sted med sin mage, og ser ud over de mange artsfæller som de nu har ansvaret for.
Svenskeren er stolt over at Gustav overlod ham sin dyrebare flok, da Gustav var nødt til at returnere til trægrænsen, og de to svenske gæs taler om, at de håber at det er gået Gustav rigtig godt, og at han er velbeholden hjemme, og de aftaler at når de om nogle måneder vender nordover igen, vil de besøge trægrænsen først, for at se om alt er i orden, og igen overlade Gustav sin flok, og ellers ved svenskeren godt hvem af Gustavs afkom der er den værdige aftager af flokken, så de kan fortsætte deres dejlige liv på trægrænsen ved skoven. Når der så er ro ved trægrænsen vil den svenske gase igen lette og fortsætte med sin flok mod de Svenske græsgange, men indtil videre bliver de i Spanien og nyder varmen.

Højt mod nord er der stille alle vegne, der ligger nu så meget sne, så Magnus og Sigurd tilbringer den meste tid i stalden i selskab med den lille hest der ellers gerne vil ud og gå i haven, men manden har endnu ikke været ude med morgenfoder, han går på flisegangen og skraber og fejer for at Cornelius og damerne kan komme til huset og få deres morgenmad, der er efter hånden højt med sne på hver side af flisegangen for manden stabler jo sneen når han skraber og fejer, så nu er der vægge hele vejen til køkkenet.
Cornelius er utilfreds, for sne er fint men meget sne er ikke godt, for nu ligger sneen højt om foden på grantræet i haven så Cornelius tænker om Nogen mon er forsvundet ned i sin hule, eller om han holder til sammen med Magnus og Sigurd i stalden, så han ikke er forhindret i at lave jul det lille sted på landet. Cornelius venter på at blive lukket ud, men han kan godt se fra sin vinduesplads på pinden at manden har travlt med at feje på flisegangen, så han kan sige til damerne at de roligt kan gå ud, og at der ikke er fare for våde fjer i højere grad, og det er en af de ting der kan få især Amalie til at blive rigtig hysterisk, hun kan ikke ”tåle” at have våde fjer, og Cornelius tænker, at han heller ikke kan tåle at Amalie får våde fjer, så han er meget taknemmelig for at manden går foran med kost og skovl.
Da han endelig er ude, bliver der kaglet en del over at det alt sammen er så hvidt, og Skræk og Rædsel mener aldrig at de finder hjem igen. Cornelius ryster hovedet og forklarer, at de jo ikke kan komme væk fra flisegangen på grund af snemuren manden har lavet, så selvfølgelig kan de finde hjem. Ligesom han har sagt det hopper den ene rundstrikkede op i snedriverne for at bevise at hun da sagtens kan fare vild, og i bare forskrækkelse flakser hun nu rundt oven på sneen, og kan ganske rigtigt slet ikke finde nogen steder hen. De andre høns ser måbende efter hende. Cornelius tror ikke sine egne øjne, den tåbelige høne tænker han, og fortsætter resolut over mod køkkendøren og tager opstilling for at få sin morgenmad.
Konen med de ternede sutsko, kommer straks til døren da hun hører sine høns ved døren, og hun drysser de gode ting fra køkkenet ud på den fejede plads foran døren, men bemærker straks at der mangler en, så hun ser sig omkring og får øje på den forpjuskede fjerbunke oppe på snedriverne, hun ler og trækker i røjserne for at gå over og redde den nu temmelig våde høne med at komme på rette vej.
Da hønsene er færdige med at spise deres morgenguf lukker konen de to besøgsvenner ind til gåsemor, der allerede har løftet hovedet mod lyset fra tagrenden der falder over gulvet hver gang nogen åbner køkkendøren.
Konen har til morgen bagt et stort brød, for at der skal være nok hvis der i anledning af julen skulle komme gæster, og der plejer jo at komme mange børn der skal køre med på hestens vogn eller kane, bestemt af vejret, og de spiser æbleskiver og synger mens bjælderne på vognen eller kanen klinger sprødt i vinden. Det er den bedste juledag for dyrene på det lille sted på landet, for der drysser store mængder æbleskivekrummer fra børnenes hænder fordi de har store vanter på, og så er det svært at holde på en æbleskive, men det betyder jo bare at høns og fugle og selv Magnus får del i de dejlige æbleskiver fra konens køkken, og i konens æbleskiver er der rent faktisk små æblestykker indeni, så fuglene flokkes om børnene mens de voksne spiser brød og drikker kaffe.
Mens konen nu skære af sit brød husker hun at tabe passende mængder på gulvet og i kassen, så det lille dameselskab ved komfuret kan tage for sig, og det virker, gåsemor spiser brød og de små høns spiser de mindste krummer, mens de taler om ting de selv kender til.
Da de to høns igen forlader køkkenet skræpper gåsemor efter dem som tak for besøget, og lægger så igen hovedet til hvile under den ene vinge, konen smiler tilfreds efter de to små høns da de træder ud i sneen.
Gustav har været meget på vingerne, og det har været fantastisk flyvevejr, hans vinge bliver ikke mere øm, bare lidt træt, og det generer ham ikke, han er nu tilbage i Tyskland og er fortrøstningsfuld for resten af turen, nu kan det kun gå godt, selvom vejret ser ud til at være lidt koldere jo nærmere han kommer trægrænsen og sit hjem.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 18 December , 2017, 09:38: D. 18. december

Der er uro på marken ved trægrænsen i dag, ræven vil gerne i kontakt med Magnus, så han søger rundt i skoven.
Kraka er på vagt, hun ved at ræven har været alle vegne, og hun vil gerne have fat i ham, det ved ræven, men han er virkelig bange for Kraka, for hun har en gang for alle fortalt ham at næste gang hun får muligheden så slår hun ham ihjel, og så er den ikke længere, og han mener ikke han får nogen mulighed for at tale sin sag over for Kraka, så han må afvente at Magnus kommer med manden til foderstedet. Lige i det øjeblik er han rigtig glad for at han er på acceptabel talefod med Magnus.
Ræven har set spor efter de unge gæs, men han tør ikke komme i nærheden af dem, af skræk for at Magnus eller Kraka skal se ham og tro han vil æde dem, så han holder sig på afstand, og afventer.
Nogen har travlt på det lille sted på landet, der er gang i alle hans små historier, og drillerier og han glæder sig rigtig meget til at høre alle de glade børns latter når de køre med hesten rundt på gården, så nu har han fået manden til at hænge tusinde små lamper op i det store grantræ, så der er næsten oplyst i hele haven, og Cornelius kan sidde på sin pind og se hele haven oplyst og alt hvad der foregår i den selv om natten, og det er det bedste den gamle hane ved.
Nogen har travlt med sine julegerninger, men nu har han også andre ting at tænke over, for han har lovet Magnus og Sigurd at hjælpe med at finde ud af hvordan de skal få den gamle gås op på de store fødder igen, Nogen ved at det betyder alt for julefreden og ikke mindst juleglæden, og det er jo det hans hele liv har drejet sig om altid, at lave jul det lille sted på landet, så han grubler mens han nyder synet af de mange små lys, over hvordan han kan få bragt glæden ind i kassen ved komfuret i køkkenet.
De vilde fugle kredser over trægrænsen, de kan se at ræven traver rundt i skoven og ved den lille sø, og så tilbage i skoven med næsen dybt i jorden.
Ude på de åbne vider går Kraka og forfølger rævens spor, og hun er meget opsat på at finde ud af hvad han har været i gang med, men har endnu ikke fundet ud af noget, hun har også set de vilde fugle kredse rundt over skoven og trægrænsen, så der foregår noget, men hvem ved hvad.
I dag skal konen med manden til byen og det betyder at Magnus ikke kommer med på vognen, og han og Nogen havde ellers aftalt at de skulle til trægrænsen og se efter de unge gæs, og finde ud af om der er noget de alle i fællesskab kan gøre for at få julen til at være overalt. Det er rigtig irriterende for Magnus, for han kan ikke komme igennem sneen der er alt for høj og tæt pakket, så både han og Sigurd går skiftevis ovenpå den og helt nede midt i den, og på den måde vil de aldrig nå frem og til bage til skoven ved trægrænsen, så de er nødt til at blive hjemme, og hvem ved hvornår manden igen vil tage til det væltede træ for at se om gæssene har været der for at spise.
Konen lader døren stå på klem til køkkenet mens hun går i stalden med gulerødder til den lille hest, der er ved at blive gjort klar til byturen, så slipper lyset fra tagrenden ind over køkkengulvet, og den gamle gås løfter hovedet og lukker øjnene mens hun strækker halsen og lader lyset falde på sit hoved og nyder at være badet i det milde lys.
De to små besøgshøns lister ind i køkkenet, og denne gang har konen sat godbidder frem i en skål, som gåsemor kan nå fra kassen og hønsene kan spise med af, og de tre damer taler om det forfærdelige snevejr og om hvor koldt det må være ikke at kunne komme i ly, og Gåsen tænker på de unge gæs, som kan finde ly under det væltede træ, og som heldigvis får foder af manden, ingen af de besøgene vil fortælle hende at der lige nu ikke er nogen der lige ved hvor de er, der er ingen grund til at bekymre hende yderligere, så de tier, og skifter emne til noget de kun selv kender til.
Konen kommer tilbage fra stalden og ser at der er besøg, så hun sludre lidt med den lille Sorte høne som hun stryger kærligt over ryggen, og mens hun nu har bukket sig ned, så stryger hun også lige den store gås over hovedet, og for at ingen skal føle sig udenfor, så fejer hun hottentotten på Kattepels tilbage så nu kan hun for en kort stund se alt omkring sig, og det får hende til at klukke højt og tilfreds mens hun igen går ud i dagslyset udenfor med den lille sorte høne lige i hælene.
Manden har spændt hesten for kanen og de fine bjælder klemter i vinden, mens de venter på at konen kommer, og nu har hun taget hat og frakke på, og skiftet de ternede sutsko ud med sine pæne støvler, så de dårligt kan kende hende, hun træder op på kanen og de sætter afsted .
Der bliver et kort øjeblik stille det lille sted på landet, men aldrig så snart er de kørt før Cornelius og Magnus kommer for at høre nyt fra de to høns der besøger den gamle gås.
Nogen ønsker selv at besøge gåsemor, og beder Cornelius finde ud af hvem af de søde damer der kan skjule ham i fjerene så han kan komme ind i køkkenet.
Det hele vil ligesom ikke rigtig falde på plads i denne jul, og Nogen er ulykkelig over han ikke kan komme til at sprede glæde over det lille sted på landet, og tænk hvis det ikke vil lykkes for ham, han kan mærke at han mangler nogle brikker og i morgen vil han ind til gåsen og tale med den under 4 øjne.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 19 December , 2017, 16:40: 19. december

Gustav har krydset ind over den Danske grænse, og han ser et snedækket landskab under sig, og bliver ekstra bekymret for den lille flok gæs han efterlod sammen med sin elskede mage ved skoven på trægrænsen da han drog sydover med sin store flok, for at følge dem til de dejlige skråninger med masser af sol og føde i Spanien, men da de nåede et stykke på vejen, overlod han dem alle til sin Svenske ven og hans mage, og han håber inderligt at de nu går og hygger sig i varmen.
Han kan se at det har sneet meget og måske har kulden taget hans lille flok af unge gæs, og endnu værre hans mage, Gustav er ulykkelig ved tanken om de yderste konsekvenser af kulden, og sætter nu kursen direkte på trægrænsen.
Ved yderkanten af det store åbne mod syd hvor Magnus og Kraka aldrig har været, og hvor fremmede hunde hersker, er der en gammel mergelgrav, hvor der er frodigt og meget dyrerigt om sommeren, men nu fuldstændigt dækket af sne der er føget og næsten har fyldt mergelgraven helt op, her kan man hvis man kommer forbi, hvad man jo netop ikke gør pga. vejret, se spor efter ræv, hund og kat. Fremmede fugle sidder i de spinkle grene på de små nye træer der spirer på kanten af den gamle mergelgrav.
Solen skinner på trægrænsen og sneen er skarp hvid og næsten ikke til at se på uden øjnene løber i vand, og det er helt umuligt at skelne konturerne i landskabet fordi det hele flyder ud i et.
Ræven sniger sig omkring for ikke at løbe ind i Kraka der vogter over trægrænsen mens Magnus er forhindret i at komme frem, og hun ser det meste og lugter alt, så hun er svær at komme udenom, men alligevel holder ræven skarpt øje med hvad der foregår og han overvejer om han skal samle mod til at nærme sig det lille sted bag skoven, selvom Magnus har forbudt ham bare at tænke på det,,,,, uhhh Ræven er i syv sind for han aner ikke hvad han skal gøre, og han tør ikke under nogen omstændigheder henvende sig til Kraka, og de vilde fugle ligger højt på himlen hver gang han nærmer sig for ikke at risikerer noget, hmm tænker ræven, det er vel sådan at have et dårligt ry, men lige nu er det meget irriterende.
Magnus sidder hjemme i stalden sammen med Sigurd og Cornelius, og Nogen sidder på kanten af den lille hests boksdør, og sammen forsøger de at løse de næsten helt uoverskuelige problemer der har ramt det lille sted på landet og deres jul.
Cornelius har sagt at Nogen kan gemme sig i fjerene på Kattepels der jo har så rigeligt plads under fjerdragten at der såmænd kunne side op til flere små nisser, og Kattepels er stolt, så stolt at hun slår med hovedet, så hottentotten falder bagover og hun kan se klart, hun bliver helt overasket og prøver igen, det lykkedes, og hun tænker at det vil hun benytte sig af fremover når hendes verden falder i tåger.
Cornelius glæder sig over at kunne hjælpe, og han kan se på sin Kattepels at hun er stolt, så han siger til de andre at det er sådan planen er lagt, og at Kattepels har fået æren af at fragte Nogen ind i køkkenet så han kan tale med den gamle gås. Den oplysning får øjeblikkeligt Skræk og rædsel til at gå i selvsving om hvor klog Kattepels er, og hvor fantastisk hun ser ud så hun kan gemme Nogen i sine fjer, og de bliver uvenner over hvem af dem der nu kender Kattepels bedst,,, Da Kattepels har fået nok roser, ryster hun hovedet så hottentotten falder bagover, og så stirrer hun på de to og træder et skridt hen imod dem. De træder begge hurtigt baglæns, og så er de stille resten af dagen, men går alligevel og hvisker mens de går på flisegangen, og skraber mellem fliserne.
Ræven løber igennem skoven mod det lille sted bag skoven, han er noget bekymret ved at opsøge Magnus på hans enemærker, og ved at det er farligt at begive sig ind over grænserne på de andres græsgange, så han nærmer sig forsigtigt og meget langsomt, han har selv svært ved at komme frem gennem skoven, men han følger de omveje der er hvor sneen er lavest, så det tager meget lang tid, men han er ligeglad nu hvor han har besluttet sig.
Magnus lytter efter kanebjælder da det begynder at skumre, for han ved at det er tiden hvor konen med de ternede sutsko og manden kommer hjem, så han sidder ude ved vejen og venter og spejder og lytter.
Da ræven nærmer sig vejen, får han øje på hunden der sidder og venter på sine mennesker, og tænker her er min mulighed for at få Magnus i tale, men i det samme kommer kanen til syne i svinget, og bjælderne klinger i halvmørket, mens de små lanterner kæmper med mørket og sneen for at komme til deres ret.
Magnus når lige at få øje på ræven ved vejkanten da han hopper på kanen, og han kan se ræven gøre tegn til ham, men så er de rundt om næste sving, og Magnus står stiv som en støtte på kanen, for han har da aldrig set ræven så tæt på før, og Magnus mener helt bestemt at det er at overskride hans grænser for ejendomsret, og det bliver han voldsomt hidsig over, så da kanen stopper på gårdspladsen og manden spænder den lille hest fra, får Magnus øjeblikkeligt fat i Sigurd, og de taler om at de straks i morgen skal have fortalt til både Nogen og Cornelius at ræven er kommet tæt på deres gård.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 20 December , 2017, 14:56: 20. December

Da dagen gryer d.20. december sidder Cornelius utålmodigt på pinden og venter på at konen med de ternede sutsko kommer og åbner smuthullet, så han kan komme ud og hen til køkkendøren hvor hans projekt med Magnus og Nogen og Sigurd skal tage sin begyndelse.
Magnus og Sigurd er allerede klar i stalddøren hvor de også venter på konen med de ternede sutsko, mens Nogen ligger hyggeligt på måsen af den lille hest, der står og hænger med hovedet og også stadig sover, så der er ret stille over det hele, men en vis ulmende uro under overfladen.
Magnus har næsen lige i vejret, og han vil sværge på at han kan vejre lugt af ræv, som han kender alt for godt, så han runder lige hønsehuset, for at se om ræven har været der i nattens løb, men der er ingen spor der tyder på at ræven har været i nærheden af Cornelius og hans høns, så Magnus falder ned igen, og tager opstilling i stalddøren ved siden af Sigurd, og sammen venter de nu alle på at få tingene til at ske.
Ræven er også klar, han sidder lige i skovkanten og overskuer hele det lille sted, og han så også at Magnus tog sig en runde om hønsehuset, men han turde ikke lige på det tidspunkt gå i nærheden, for han ved at Magnus er helt hysterisk omkring sine høns og alle de øvrige dyr på gården, så han synes ikke de lige skal mødes på Cornelius dørtrin.
Cornelius ser også Magnus komme forbi han vindue og tænker, hvad kan det være Magnus søger på denne tid af dagen, men så forsvinder Magnus igen, og Cornelius falder til ro.
Hvis Cornelius havde vidst at Ræven sad lige i nærheden, så ville han have været meget urolig, men nu hvor Magnus har været forbi, så er han helt rolig og venter igen på konen med de ternede sutsko.
Konen er kommet sent op i dag, hun og manden var trætte efter den lange kanetur frem og tilbage i går, og nu ligger gåsemor i kassen ved komfuret og skræpper stille og venter på sit morgenbesøg, så konen skynder sig ned og siger god morgen til den gamle gås, der afventer at konen skal stryge hende over hovedet, og sætte lidt lækkerier ned til hende, og hun afventer også de små damers besøg, der er blevet dagens højdepunkt for hende.
Konen skynder sig over for at lukke Cornelius ud, så han kan komme til køkkendøren og få morgenmad sammen med sine damer, der jo ikke kan gøre for at konen er kommet for sent op. Konen med de ternede sutsko tænker, at noget er i gærde da hun ser Magnus og Sigurd side om side i stald døren, hun ser sig omkring for at se om hun selv kan få øje på noget særligt, og i et kort sekund mener hun at hun ser ræven ovre ved skoven, men i samme øjeblik er den væk, og hun tænker at det må bestemt være synsbedrag, for det ville Magnus aldrig tillade, og så går hun ind i køkkenet igen.
Magnus og Sigurd hjælper den lille Nogen ind i Kattepels fjerdragt, og godt skjult sidder han nu og holder godt fast i en vingefjer, så Kattepels kan røre sig frit, og hun går side om side med den lille Sorte høne ind over dørtrinet til køkkenet igennem lysstrålen fra tagkanten, der stråler lige ned i kassen til gåsemor der ser mildt på dem, da de nærmer sig, og sammen deler de nu alle de lækre ting konen har sat i skålen, mens de taler om ting der ikke kommer andre ved, men i dag må den lille Sorte høne sige at hun har gæster med, og ligeså snart konen har forladt køkkenet, vil Nogen kravle ned i kassen til gåsen, og blive der til dagen efter, for Nogen vil jo tale med gåsen under fire øjne, og det betyder jo at alle andre skal være væk, men Nogen har sagt at de har masser at tale om, så det er en glimrende ide.
Gåsen lyser op ved den besked, har i Nogen med ind til mig spørger hun? ja siger den lille Sorte høne og ser ned,det har vi, jamen jeg kender da Nogen, han er min gode gamle ven, hvor jeg dog glæder mig til at se ham igen. Den lille Sorte høne undre sig ikke over den oplysning, hun ved at der er mange der ligesom hende selv har været på stedet i så mange år at ingen ved hvor længe, og selvfølgelig kender netop gåsen Nogen, men Kattepels undre sig, og siger ”virkelig” jamen så går tiden nok hurtigt.
De to besøgsvenner forlader hurtigt køkkenet igen, og konen siger, nå det var et kort besøg i dag, og endnu en gang tænker hun at der er noget i gærde.
I det samme kommer Ræven ned fra skoven da han ser Magnus på vej rundt om huset, og han er nødt til at få ham i tale, det haster, og han ved at Magnus kan klare stort set alt, så nu er det nu, Ræven synker en gang, og sætter efter Magnus der straks opdager ham og snurre rundt som en top og fare lig i hovedet på Ræven der ikke når at få fodfæste i sneen men ryger rundt på siden, og Magnus står over ham og snerre, og Ræven ved at dette er alvor, han kan aldrig slippe fra Magnus igen, men han prøver med lille stemme at sige noget, men Magnus klemmer ham om struben, så han ikke kan komme med megen lyd.
Magnus snerre ham højt ned i hovedet, og råber hvad laver du her din Rødhårede hønsetyv, du ved jeg ikke har tænkt mig at lade dig overleve, så hvad tænkte du dog på?
Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 21 December , 2017, 06:42: D. 21. December

Magnus har et fast tag i struben på Ræven.
Ræven prøver igen, og det eneste han kan få frem er – gæssene – gæssene - Magnus holder inde et sekund og siger hvad er der med gæssene? Ræven siger ghrrhg, og hans øjne lyser og er røde af presset fra Magnus skarpe tænder,,, Magnus slækker en meget lille anelse på trykket på Rævens strube, og Ræven får fremstammet, jeg ved hvor de er ghrrghrr, Magnus rusker ham og siger ”gentag” og ræven prøver igen, jeg ved hvor de er, Nu er Magnus kommet til besindelse da beskeden er kommet frem til hans hidsige og rødglødende hjerne, og han slipper næsten sit tag i Ræven, Magnus vil ikke risikerer at ræven narre ham, så han venter lige med at slippe helt, og spørger, hvor er de, hvor har du gjort af dem?
Larmen har hidkaldt Sigurd der står lige ved Rævens hoved og er klar med alle klør til at springe frem og hjælpe Magnus, og Cornelius stikker hovedet frem ved hushjørnet og genner øjeblikkeligt alle damerne tilbage under halvtaget ved køkkendøren, selvom der er lang tid til middagslur, og hønerne kagler og brokker sig over hans kosten og jagen, men han hakker og skubber og de gør som han siger, for det har de aldrig nogensinde været ude for før.
Da de alle er under halvtaget står Cornelius med store øjne og hans hjerte banker så alle kan høre det, hans næb står åbent og Amalie spørger om han er blevet vanvittig, hvordan er det du opføre dig, hvad er det for manerer, og hun er meget fornærmet, og slår med hovedet, de andre høns kagler og slår med hovedet ligesom hun, for de er alle forarget over at blive behandlet sådan af Cornelius som de ellers stoler fuldt og fast på.
Cornelius tænker briste eller bære, og han fortæller dem at Magnus og Sigurd har nedlagt Ræven lige rundt om deres eget hushjørne, og der bliver øjeblikkeligt dødlignende stilhed, faktisk tør de end ikke trække vejret, og de klemmer sig sammen i en lille bunke med hovedet helt nede i hjørnet under halvtaget, og ligner en gammel trøje.
Magnus har nu sluppet Ræven, men Sigurd er klar til at springe på ryggen af ham igen, hvis det skulle være nødvendigt, men Ræven der nu har fået hostet færdig og har fået vejret, ved at Magnus vil lytte til ham, og har roligt sat sig ned, og Magnus der kender reglerne for god samtale sætter sig også, men Sigurd minder dem om at de faktisk sidder lige ved vinduet til konen med de ternede sutskos stue, og at det måske ikke er den bedste ide, så de to traver side om side med Sigurd som bagstopper op mod skillevejen hvor de kan se alle der kommer til og fra Gården, skoven og trægrænsen, eller næsten alle, for de ser ikke den store fugl der kredser mange gange over trægrænsen og skoven, de tre sætter sig ved skovkanten og Magnus siger nå! kratlusker, kom så med det, hvor er de unge gæs?
Ræven siger, jeg var på jagt et stykke fra jeres domæne, da jeg hørte lyde fra den gamle mergelgrav, og jeg måtte jo se hvad det var, og der sad alle de unge gæs, fast i sneen, og jeg tænkte at ville hjælpe dem op, men de blev rædselsslagne ved synet af mig, og flaksede endnu mere, så de kom dybere ned i sneen, så jeg måtte opgive, og siden har jeg forsøgt at komme i kontakt med dig, for jeg kan ikke tale med Kraka, Magnus øjne bliver mørke, og han siger, nej hende bør du holde dig fra, men det undre mig at hun ikke har opdaget dem, for hun kommer da tættere på Mergelgraven end jeg nogensinde har været, jamen ikke tæt nok, og vinden har været i den anden retning, men hvad med de fremmede hunde, ligeså snart sneen bliver farbar, kommer de længere ud på reviret, og så ryger dine gæs Magnus, og for øvrigt er de halvdøde af kulde og sult.
Magnus er klar over at der skal handles meget hurtigt, og han og Sigurd tænker på hvordan de evt. kan få manden til at hjælpe, men der er langt til mergelgraven fra alle sider, og ikke nogen vej, der kan gøre det lettere at komme frem. Magnus må tale med Nogen, måske han har en ide, og hvis der er nogen der kender alle, så er det Nogen.
De aftaler hvor svært det end er for Magnus, og hvor tåbelig ideen er grundlæggende, at Ræven holder øje med de unge gæs, mens han og Sigurd finder en løsning, og Magnus lover ræven at han straks vil søge langs åen og få Kraka i tale, så hun ikke overfalder ræven og gør det af med ham.
Sigurd skal gå hjem og fortælle Cornelius og Nogen, når han kommer ud af køkkenet, hvordan sagerne står, og så må Sigurd og Cornelius holde øje med alt og alle og få den gamle gås på benene igen, mens Magnus og Ræven og Kraka finder ud af at få de unge gæs ud af deres knibe.
De skilles, og ræven går ad vejen til skoven og trægrænsen, Sigurd går mod gården, og Magnus fortsætter af vejen mod åen. Han ryster hovedet, og kan slet ikke se sig ud af problemerne og tænker at det nok ikke bliver jul i år det lille sted på landet.
Magnus slider sig igennem sneen langs med åen, og står på den gale side da han er ud for krakas gård, men hun ser ham og kommer tøffende som en tromle gennem sneen, hun er stor nok til ikke at have problemer med sneen som den ligger nu, så hun siger, jamen Magnus dog, hvorfor strider du dig gennem sneen når jeg har lovet dig at passe trægrænsen til du kan komme igennem selv.
Det siger du nok, men ræven har fundet de unge gæs, helt ude i den gamle mergelgrav, og der sidder de fast i sneen, og er ved at dø af kulde og sult, så det haster med at få dem op, og i ly, jeg ved ikke hvordan endnu, men jeg vil bede dig om at lade ræven passere, han har faktisk fundet dem, og i stedet for at æde dem, har han vovet sig hjem til mig, og jeg havde nær slået ham ihjel, men han nåede at fortælle mig hvorfor og han turde jo ikke komme til dig selvom du er den nærmeste..... Kraka gør store øjne og siger, det var meget, og jeg havde da også gjort det af med ham uden at spørge først, du er en klog hund Magnus, og det misunder jeg dig, jeg lader ræven være, og du kan sige ham, at han kan komme til mig hvis han trænger til min hjælp.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 22 December , 2017, 08:33: D. 22. December

Nogen besøgte gåsemor fra den ene dag til den anden og Kattepels bar ham ud igen efter besøget, Nogen var glad og fornøjet, og konen gik smilende omkring i sit køkken og tænkte over hvad der mon havde skabt den gode stemning ved komfuret, for den gamle gås var blevet gladere, skønt hun stadig sukkede dybt, mange gange om dagen, men hun var til at lokke ud af kassen for at spise og hun gik rundt på køkkengulvet, og stak hovedet ud af køkkendøren når konen åbnede døren til gårdspladsen, så stod hun badet i det lille lys fra tagkanten og strålede så hønsene helt tabte pusten, selv Amalie blev misundelig på den smukke fugl og tænkte, bare det var mine fjer der strålede sådan.
Hvad Nogen og gåsen havde talt om, ved ingen, og selvom Sigurd og Cornelius spurgte, så fik de intet svar, Nogen sagde bare, Nisser er hvad Nisser er og jeg har bare talt med gåsen, og sovet trygt under hendes vinge. Konen med de ternede sutsko, har sat gåsemor i fadeburet, for der er køligt, og hvis hun skal ud i vinterkulden skal hun vendes til kulde, og ikke side i den lune kasse ved komfuret, så nu kan alle gå omkring rosenbedet og hen til vinduet der sidder højt i fadeburet og se til hende, og i dagtimerne står vinduet lidt åbent, og de to små høns, Kattepels og Den lille Sorte høne går hen og taler om det de nu taler om.

Cornelius er stolt af sine høns, han har ærbødigt været omme og hilse på den gamle gås, og Amalie bruger megen tid med at stå ved vinduet og være misundelig, mens Skræk og Rædsel ikke synes gåsen er noget at snakke om.
Gustav har overfløjet trægrænsen og søen og sivene mindst hundrede gange, og han har ikke set skyggen af sin lille flok, han vender igen og igen, og kalder og kalder, men ingen svare ham, og han er ulykkelig over at være alene, han savner sine artsfæller, men han er mest bekymret over at se ræven krydse frem og tilbage mellem trægrænsen og skoven og sivene, og helt ud til den gamle mergelgrav.
Gustav er landet tæt ved skoven, og har fundet stedet hvor manden har lagt foder til de unge gæs, så Gustav spiser alt hvad han kan, og er glad for at finde både korn og hø, og han kan se at der også er ly under sne og grenene fra det væltede træ, men han er nødt til at finde ud af hvad der er hændt med hans lille flok.
Ræven har set at Gustav er kommet, og han ville gerne fortælle ham om både gåsemor og de unge gæs, men han kan naturligvis ikke komme i nærheden af Gustav, det er for farligt, så han må finde en anden løsning, han har hørt fra Magnus at han roligt kan kontakte Kraka, men han er på vagt da han går ned langs med åen, for at få kontakt med den store hund, og hun ligger i sneen på sin gårdsplads og tygger på et ben hun har fået af sine mennesker efter de for et stykke tid siden slagtede en tyrekalv, så hun hygger sig, og løfter hovedet med et ryk da hun får fært af ræven.
Først rejser hun børster hele vejen ned af ryggen, men så kommer hun i tanke om sin aftale med Magnus, og går ræven i møde, de går langs åen på hver sin side, og Kraka høre hvad Magnus siger om Gustav der er landet på trægrænsen,,,,, er du nu sikker på at det er Gustav siger Kraka, for han er da fløjet sydpå med hele flokken, og hvis han er tilbage hvor i al verden er så hele den store flok han har??? Kraka er mistænksom, og har mest lyst til at kaste sig over Ræven, han ved det, og trækker lidt op ad å kanten, og han bedyre for Kraka at han taler sandt, og at hun skal skynde sig at gøre noget for de unge gæs.
Kraka tænker at Ræven bør belønnes for at være ærlig og hjælpe gæssene i stedet for at æde dem, så hun springer hjem efter det dejlige store kødben hun lige har fået, og smider det foran Ræven, tag det og nyd det, og så kommer du vel hvis vi kalder på dig? ræven snupper benet og løber stærkt langs åen ned mod trægrænsen igen, mens Kraka sætter kurs mod skillevejen for at løbe mod det lille sted på landet, men inden hun når skillevejen kommer den store flok vilde fugle over hende på vej til foderbrættet i haven hos konen med de ternede sutsko.
Kraka råber dem an, og fortæller at Magnus hurtigt skal møde hende ved skillevejen, for Gustav er tilbage og han leder efter sin mage og sine unge gæs. De vilde fugle forstår og sejler af sted mod foderbrættet, og da de lander i haven ser de Sigurd lege med en løssluppen fjer og de kvidre for at få kontakt med den lille Sorte høne, der straks kommer under foderbrættet for at høre hvad de har at berette, og hun løfter straks hovedet og ser efter Sigurd, der også har set at der er stor aktivitet under fuglebrættet, så han og den lille Sorte høne mødes på flisegangen mellem snedriverne, og Sigurd tror ikke sine egne øre og spørger, er du sikker på de sagde den store gase, altså Gustav?? Den lille Sorte høne ser fornærmet på ham, tror du jeg har hørt forkert spørger hun skarpt, og Sigurd skynder sig at hale i land, for han kender reglerne i Cornelius hønseflok, man stiller ikke spørgsmål til troværdigheden i Cornelius hønseflok, så han undskylder mange gange, og ser sig om efter Magnus.

Magnus har taget Nogen med sig til den høje bakke i skoven hvor man kan se langt omkring, og længere end den gamle mergelgrav, men de har endnu ikke nået toppen, så det kan vare længe før Magnus kommer tilbage, Sigurd går helt i panik og han og den Sorte høne skynder sig til vinduet i fadeburet hvor den gamle gås der har set alle de vilde fugle kredse om fuglebrættet og den Sorte høne som hun jo kender gå og snakke med dem, og nu ser hun de kommer til vinduet.
De taler næsten i munden på hinanden Sigurd og den Sorte høne, Gustav er hjemme, Gustav er hjemme på trægrænsen, den gamle gås løfter hovedet og hendes runde blå øjne stråler om kap med hendes fjerdragt, og Sigurd håber helt ind i hjertet at der ikke er nogen der har taget fejl af den store fugl.
Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 23 December , 2017, 09:02: D. 23. December

Den gamle gås letter de tre trin fra fadeburet op i køkkenet, og stiller sig og skræpper foran køkkendøren, så konen med de ternede sutsko kommer ilende til, jamen du store siger hun, nu vil du ud, det må du jo godt, men du må helst ikke forsvinde for så dør du af kulde, du er ikke stærk nok til at være ude hele dagen, og du skal være i ly og varme om natten.
Gåsemor tager opstilling ude i haven midt i sneen, og skræpper op, alt hvad hun kan, og så venter hun lidt og starter forfra, Cornelius trækker sin hønseflok ned i den anden ende af flisegangen og lader hønsene gå og pille i sneen, og lige udenfor hønsegården, mens han årvågent holder øje med luften, for at se om hun kan hidkalde Gustav til det lille sted på landet.

På lang afstand lidt inde i skoven høre Magnus og Nogen Gåsemor kalde, og de står lidt og lytter, og så høre de hende igen. Magnus siger til Nogen at de må hjem, der er noget der ikke stemmer, og hvorfor står den gamle gås og kalder, Nogen ser forlegen ned i jorden, Magnus ser det, og spørger, har du noget med det at gøre?? Det tror jeg ikke siger Nogen, men han rødmer, og Magnus tænker sit, mens han løber alt hvad han kan ned mod skillevejen med Nogen siddende godt fast ved hans halsbånd, de to har været på tur sammen mange gange gennem tiden, så de ved hvordan det skal være for at Nogen ikke drysser af på vejen.
Da Magnus drejer ved skillevejen står Kraka i vejen og han stopper brat op, hvor blev du af jeg har ventet en evighed, har du siger Magnus og ser spørgende ud, vi, jeg og Nogen har været i skoven for at se ud over viderne, men vi nåede ikke frem før vi hørte den gamle gås kalde.
Kraka taler hurtigt om Ræven og Gustav, og at hun ved at det kun er Magnus der kan få den store gase i tale, så han skal skynde sig ind i skoven igen og forsøge at finde Gustav ved trægrænsen.
Gustav cirkler endnu en gang over trægrænsen da han høre den kendte gårdhund gø, og han ser ned og kan se to hunde, og lander på passende afstand. Magnus går gasen i møde og lader Kraka vente, og han fortæller hurtigt Gustav hvordan det hele er gået skidt, siden han forlod trægrænsen med den store flok, og at de nu har den unge flok gæs siddende fast i kummerlig nød i mergelgraven og gåsemor i fadeburet hos menneskene det lille sted på landet.
Gustav ser mistænksomt på Magnus, har du taget min mage med til menneskene spørger han tvivlende og hvæser truende af Magnus, Nogen titter frem ved Magnus halsbånd, og siger, Gustav du skal være glad for at Magnus og hele hans flok har taget sig af din familie, for ellers havde ingen af dem været her nu, de var døde af kulde og sult, og ræven ville have taget sin del, inklusiv din gamle mage, så nu må du være venlig at lytte, det er juleaften i morgen og hvis du vil hjælper til, bliver det jul og hvis ikke, så er det første gang Nogensinde at det ikke er lykkedes for mig, så lad os nu få tingene på det rene.
Gustav ser ærbødigt på Nogen, og siger god dag Nogen, hvis du siger det så tror jeg det, og undskyld Magnus, jeg mistænkte dig, jeg har bare været så bekymret for Gåsemor og de unge gæs, og hvor er det så I siger de er, for jeg kan forstå at Gåsemor er i gode hænder hos konen med de ternede sutsko. Alle er i de bedste hænder hos konen med de ternede sutsko, siger Magnus, mens han lige sluger den mistænksomhed gåsen gav udtryk for.
I den gamle Mergelgrav du garanteret kender, der er de faret vild og sidder fast i sneen, og de er i en skidt forfatning pga. kulden og sult, men vi ved ikke hvordan vi skal få dem op, det er Ræven der har fundet dem og givet os besked. Ræven? siger Gustav igen mistænksom. Ja ræven har fundet dem, og han rører ikke dine gæs, vi har indgået en aftale. Du er en bemærkelsesværdig hund, Magnus, siger Gustav, og så letter han og flyver ud over mergelgraven og kalder og kalder, de unge gæs svare svagt, og Gustav beroliger dem og forklare at de bliver hjulpet op af sneen, ikke fordi han ved hvordan, men det hjælper på humøret nede i sneen, hvor de unge gæs har været fanget siden 13. december, og det er frygtelig længe i den forfærdelige kulde.
Kraka der nu er kommet frem siger at hvis vi nu laver et spor, og alle går i det samme spor, så kan vi komme derud, og tilbage af samme vej, hvis bare det ikke begynder at sne. Gustav der er fristet til at springe efter den store hund besinder sig, og tænker at hvis Magnus ikke reagerer så gør han heller ikke, det er bedst ikke at fornærme hundene, så de ikke går deres vej, men da Ræven også kommer til, bliver det Gustav for meget. Magnus siger han, er du nu helt sikker på det her? Rolig siger Kraka, ræven gør ikke nogen noget, det lover jeg dig, og Magnus siger hun har ret, Gustav, rolig, og Nogen nikker til den bekymrede gås, og så går de med Kraka forrest til at rydde vejen.
Hvis man på denne dag kom til trægrænsen højt mod nord ville man se det særeste syn, og ikke tro sine egne øjne, og man ville slet ikke fortælle nogen om det for ikke at blive til grin. Forrest igennem den høje sne går en meget stor hund som en plov og rydder vejen, for en ræv, en gårdhund med en gammel nisse i halsbåndet og en meget stor gase bagest, men man ser det ikke for man kommer slet ikke så yderligt på denne årstid.
De vilde fugle får besked på at give Sigurd og Cornelius besked om udflugten og berolige Gåsemor med at alt er i orden og at hun skal blive hos konen med de ternede sutsko.
Det sære selskab når endelig frem til den gamle mergelgrav, men Gustav har alligevel fløjet det meste af vejen frem og tilbage, han er ikke så god til at gå hurtigt, så han flyver for at tale de unge gæs til ro, og for at holde retning for de to hunde, Ræven og den gamle nisse Nogen

Da de kommer til kanten af mergelgraven aftaler de, at Gustav skal fortælle dem, at de to hunde og Ræven vil komme ned til dem, at de ikke skal være bange og at de vil blive trukket op ved vingerne, og at de skal hjælpe til med deres store fødder, Gustav gentager hundenes navne, så gæssene ved hvem de er, men de kender alle Magnus og de fleste af dem har set Kraka, men det de kender til Ræven er at han tog Gåsemor, så det er ikke nemt at overbevise dem om at han er en ven. Redningsaktionen går godt men langsomt, og alle de unge trætte og udmarvede gæs kan næsten ikke gå den lange vej til trægrænsen og så videre til det lille sted på landet, så Magnus siger de skal gå til det væltede træ, og spise det foder der har ventet på dem, og så gå til ro under træet og lade Kraka og Ræven holde vagt, så kommer han efter dem næste morgen.
Magnus løber den lange vej hjem, og ved lige hvad han har tænkt sig.

Fortsættelse følger:
Titel: Sv: Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)
Indlæg af: Mette Nygaard efter 24 December , 2017, 13:12: D. 24. December

Magnus fortæller Sigurd at han skal have den lille hest ud til kanen, og at manden skal lokkes til at komme og spænde for. Sigurd snurre lige et par gange rundt om sig selv, og så går han på flisegangen for at få fat i den lille Sorte høne, hun får besked på at gå til køkkendøren og kalde på konen som hun plejer, og når konen lukker døren op, så skal hun og Kattepels smutte ind til Gåsemor, der skal skynde sig ud og skræppe op, og Cornelius skal gale alt hvad han kan, for det er helt sikkert en af de ting konen lægger mærke til, det skal nok få manden og konen med de ternede sutsko ud på gårdspladsen.
Denne julemorgen på landet står nu i løbet af få minutter alle ude på gårdspladsen, og den lille hest vrinsker ved sin kane og Magnus sidder på kanen og gør’ helt afsindigt, så manden kommer farende og spørger hvad der er los, Magnus hopper på kanen og ser direkte på manden med sine brune øjne, manden tøver, men kender sin hund godt, så han spænder den lille hest for kanen og så løber Magnus i forvejen og manden og den lille hest følger efter ham.
Ved skillevejen drejer de mod skoven, og manden tænker at han måske skulle have haft foder med, men nu vil han lige se hvad Magnus egentlig vil.
Da de kommer til det væltede træ sidder Kraka og Ræven og ser efter de unge gæs der ikke går meget omkring, men mest ligger og sover med hovedet under vingen, og man kan på lang afstand se at de er tynde og nogle af dem har mistet mange fjer, manden skuler til ræven, men Magnus går roligt hen til ræven og Kraka som manden kender som naboens store hund, så han lader Ræven være, der må være mere end han lige kan se.
Han løfter alle de unge gæs op på kanen, og er virkelig bekymret for nogle af dem, så han skynder sig, mens han roser både hunde og Ræven, han pakker dem tæt under tæpper og sække, og så sætter han sig på kanen og er klar til hjemturen til konen med de ternede sutsko der vist får en travl jul.
Ligesom han tænker det Kommer Gustav frem bag det væltede træ, og ser at manden er på vej med hans lille flok, han er meget taknemmelig for alt den hjælp hundene og Ræven og alle de andre han har hørt om, har givet ham, så han bøjer sin lange hals og ser med hovedet på skrå på manden med sine runde øjne, og der opstår en usynlig aftale imellem dem.
Magnus takker Kraka der lover Ræven at han snart skal få et stort ben igen, og Ræven takker Magnus og siger tak fordi du stolede på mig, og så går de hver til sit. Gustav letter over trægrænsen og skoven, og flyver hurtigt mod det lille sted på landet hvor røgen stille siver op af skorstenen på den anden side af skoven.
Da han lander, bliver der lidt uro i haven, Gustav er ikke vant til at være så tæt på menneskene, men i det samme kommer konen med de ternede sutsko ud af køkkendøren, og der falder straks ro over alt og alle, og Gustav kan se at lige omkring de ternede sutsko går hans elskede mage med ud af døren og han kalder stille på hende, og går lidt tættere på og får et stykke brød lagt på jorden som han tager, og konen fodre sine høns og siger til dem, det er vel nok en stor flot fyr der er kommet der, han er næsten ligeså flot som dig Cornelius, og Cornelius ryster sin halskrave for at se lidt større ud, mens han hilser på den store gase, der takker for at måtte komme til det lille sted på landet med sin familie. I det samme kommer kanen med ringlende bjælder ind på gårdspladsen og de unge gæs bliver sat i boksen ved siden af den lille hest, i en masse halm, der kan holde dem varme, der er masser af foder og lunkent vand og de falder straks til ro i den hyggelige lune stald, et par stykker af dem må være nogle dage i konens køkken, men det skal nok gå, og Gåsemor bliver glad for at se de unge gæs igen, men allermest bliver hun glad for at Gustav er kommet tilbage for at overvintre med hende på det lille sted på landet, de slynger hals og siger små lyde, og som på et aftalt sekund letter de fra haven, og overflyver skoven og trægrænsen, konen siger smilene til manden ” LAD GÆSSENE FLYVE ” og tænker med stor glæde at den gamle gås nu endelig er kommet sig helt, i det samme runder de side om side ind over haven og lander igen.
Gåsemor takker Nogen mange gange for at hjælpe hende, Magnus ser på Nogen, der igen ser ned mens han rødmer, og Magnus ved at han aldrig får at vide hvad det var Nogen kunne der fik Gustav hjem, for de ved alle at det lige var det der skulle til for at det kunne blive jul.

Inde i stalden har Gåsemor og Gustav fået deres egen boks og Gustav lægger igen hovedet over ryggen på sin mage og hun mærker hans varme og høre lyden af hans vejrtrækning som hun kender så godt.
På trægrænsen ved skoven har Nogen lusket sig op sammen med Magnus, og tændt julelys på grenene på det væltede træ, og Kraka har været der med et kæmpestort kødben, så nu ligger Ræven i sin egen julefred med god samvittighed og nyder sit ben og de fantastiske lys.
Hvis man kommer til det lille sted på landet, på den anden side af skoven ved trægrænsen, på denne juleaftens dag, vil man se at alt er som det plejer, ved stald døren sidder en gammel selvsikker kat, manden køre med kanen hvor bjælderne ringler, og alle de glade børn taber æbleskiver som den smukke hønseflok med den store stolte hane spiser sammen med de vilde fugle, mens børnene synger og griner, og nyder lyset i alle de mange kæder der er sat op i buske og træer og tagrender, så det hele er oplyst af glæde og dejlig julestemning, på kanen sidder også den gamle gårdhund med sin gode ven Nogen der holder i halsbåndet, og hvis man ser efter, men det gør man ikke, så vil man se at nissen Nogen vinker med sin hue mod alle de fine lys. Og således blev det atter jul det lille sted på landet.

God jul til alle