Dansk Fjerkræ Forum
Hønsegården => Hyggesnak => Emne startet af: Lone efter 02 December , 2016, 08:55
-
1.dec (som så meget i det offentlige er vi lidt forsinket ;) )
I hønsehuset sad overhanen Tinnitus og skumlede.
Der havde været noget underligt over hønsehuset længe. Den lem, der plejede at give adgang til en stor hønsegård med både grønt om sommeren, visne blade om efteråret og kryb og kravl det meste af året, forblev lukket. Tinnitus undrede sig, sådan havde det aldrig været før, i hans 1-årige haneliv. Han havde godt hørt grumme fortællinger om en ond tid for længe siden, men det var da bare eventyr?
Unghanen Stig havde ikke de bekymringer, han løb glad rundt og drillede hønsene, for det var hans ret, nu hvor han også selv havde opdaget, at han var hane.
At han var opkaldt efter en mand i Fødevarestyrelsen (Stig Mellergård, red.) viste han ikke. Konen I Termokedeldragten, der kom hver morgen med foder, vand og godter, havde givet Stig hans navn, samme dag som hønselemmen blev lukket, og Stigs brødre måtte forflyttes til den store kummefryser, af hensyn til den begrænsede plads i hønsehuset. Men Stig havde ikke været gammel nok til at vise, om han var en hane, så han havde overlevet - indtil videre.
For Konen I Termokedeldragten forudså problemer, når Stig blev mere voksen og ville udfordre Tinnitus på den begrænsede plads.
Hønsene sad og surmulede op af vandtårnet. Der var varmeplade under og dejlig lunt, men intet at sammenligne med at gå og rode biller op i hønsegården.
'Tinnitus, i dag må den lem da blive åbnet' skræppede førerhønen Hulda.
'Ja, i dag må den da blive åbnet' stemte de andre høns i.
Lige med undtagelse af Den Evige Skruk, der som altid bare lå og skelede i hjørnet. Hun tænkte kun på sine kommende kyllinger og gad alligevel ikke uden for. Men det var da irriterende, at de andre vadede rundt herinde hele dagen!
Tinnitus tænkte, så det knagede i hans hane-hjerne - og den var ikke stor.
Det mærkelige var, at siden lemmen var blevet lukket, havde godbidderne flydt i en lind strøm: Kogte kartofler, fodergulerødder - og ikke mindst grønkål ad libitum. Og så den dag, hvor Konen I Termokedeldragten smed en sæk tørre, visne blade ind i hønsehuset, med hvedekorn gemt i, som sukkerdrys på en portion havregryn. Den dag glemte både hønsene, Tinnitus og Stig alt om hønselem.
Sært.. De andre år sagde Konen I Termokedeldragten ellers, at grønkålen skulle række til foråret. Men i år var der givet los. Mon Konen I Termokedeldragten forberedte sig på ikke havde høns efter nytår?? Tinnitus gøs ved tanken, og skød den fra sig igen.
Men den hønselem.. Hvorfor blev den ikke åbnet?
Fortsættes..
-
Lille Gerda, som var kommet til flokken da sommeren lige var begyndt, sad oppe på lysarmaturet, det var det eneste sted hun kunne finde fred, efter at lemmen ikke blev lukket op mere. Når hun fløj der op fik amaturet en vældig svingtur og gamle Oda - som for længst var holdt op med at lægge æg og ruge - blev helt svimmel, når hun fulgte den unge tøs og hendes luftakrobatik på lysarmaturet. Ungdommen nu om stunder, de var ikke som da hun var ung og blev præsenteret for den flotte unge hane Tinnitus, den sommer hvor hun var fyldt 1 år og dermed voksen og klar til at starte sit liv som den gode æglægger og moder, hun var bestemt til at blive, for det blev man nemlig "dengang".
Lille Gerda tænkte ikke over, at hun blev iagttaget, når hun søgte tilflugt helt oppe under loftet, hun var mere optaget af at tænke over livets fortrædeligheder. Hun var faktisk meget ked af, at lemmen ikke blev åbnet, for hun havde tillagt sig den vane at gå en tur hver dag langs hæggen ind mod den går der lå ved siden af deres hønsehus. Hun kunne nemlig - når hun stod på det øverste af kløerne - se gennem hæggen og ind i nabohønsegården hvor Hubert spankulerede rund og gjorde haneben til alle de hunkønsvæsner han mødte på sin vej. Han var umådelig smuk, syntes lille Gerda, det gibbede i hendes lille hønebryst, bare ved at kikke på ham.
Han var noget helt andet end Unghanen Stig, som hun syntes bare fjottede rundt og var et barn, set i forhold til Hubert.
At hun viste, at han heder Hubert, skyldes, at hun havde brugt rigtig meget tid med at stå og kikke efter ham og derved hørte hans navn blive sagt.
Nå men nu sad hun altså atter oppe under loftet og kikkede ned på alle de andre. Det var lidt svært at få tiden til at gå der oppe, så hun måtte prøve at finde på noget der kunne få tankerne til at flyve ud i rummet og dermed ville tiden gå.
Men hvad skal man finde på, når man har al den tid man har som indespærret unghøne, med mod på livet ....og måske lidt forelsket i naboens søn. ??
Fortsættelse følger
-
3. december
"Nuuuuu er det NOK!!!"
Førerhønen Huldas myndige røst gjaldede uden varsel ud over den søvnige hønseflok, netop som solens første stråler sneg sig op over horisonten og ind ad vinduet til hønsehuset og afslørede, at endnu en smuk og frostklar dag med solforgyldt rimfrost på græsset var ved at oprinde... ude på den anden anden side af hønselemmen.
"Jeg finder mig ikke i det mere - vi må gøre noget!", fortsatte Hulda i sit mest bestemte tonefald, "hør her allesammen - jeg har en plan".
Tinnitus var med det samme lysvågen. Han vidste om nogen, at Hulda ikke var førerhøne for ingenting, så han begyndte straks at løbe rundt og puffe blidt til de stadig let sovende høns rundt om på pindene, for at de ikke skulle blive alt for forskrækkede, da han til sidst strakte sig på tå og galede det højeste og længste han havde gjort, siden den fordømte hønselem blev lukket.
"Tiiiiiiiiilllll samling!"
Straks blev der et værre spetakkel, og rundt om ørene på Tinnitus begyndte der at dumpe høns ned fra siddepinde i alle højder. Kun Den Evige Skruk bliv liggende i sin redekasse og stirrede stift frem for sig.
"Hvad er det? Hvad er det?", kaglede hønsene i kor, mens de stimlede sammen om Hulda og Tinnitus.
"JEG - VIL - UD!", brølede Hulda, "og I skal med mig, og nu skal jeg fortælle jer hvordan".
En time senere kom Konen i Termokedeldragten gående ned ad stien til hønsehuset med en topbelæsset spand i hver hånd - en med dagens foderration af korn og en med det hun kaldte 'beskæftigelsesfoder', idag æbler. Da hun nåede hen til døren ind til hønsehuset, satte hun spanden med æbler fra sig, velvidende at hun blev nødt til at have én hånd fri, når hun gik ind i hønsehuset. For hønsene stod hver dag på spring for at spurte ud i det fri, så det var om hurtigt at kunne lukke døren bag sig. Konen i Termokedeldragten løftede slåen, skubbede døren forsigtigt op, og kun på klem, så hun lige kunne kante sig selv og foderspanden ind. Og stivnede.
For rundt langs væggene stod alle hønsene med lukkede øjne, oppustet fjerdragt og halerne slæbende langs gulvet. Fra hjørnet længst væk lød et "HOOOST", og konen så til sin rædsel, at den pågældende høne var helt blå i hovedet. Hun slap foderspanden og var ovre ved hønen i ét langt spring.
"NUUUUUUUUUU!", råbte Hulda. Og alle høns og haner (pånær Den Evige Skruk) fór kaglende og flaksende op fra alle sider og spurtede hen mod solstrålen, der blev kastet ind ad døren på klem.
Men.
Netop som Lille Gerda, der som den mindste og dermed hurtigste nåede frem, smak døren i.
Uden for hørte de hr og fru Gak, det gamle gåsepar, skræppe op om love og regler og at høns skulle holdes inde til det onde var drevet over, og i øvrigt var græsset alt for sparsomt på denne årstid, så hønsene kunne roligt blive inde og nyde deres grønkål.
Det næste hønsene hørte var lyden af næb mod metalspand og æbler der blev gnasket meget hurtigt. Og et langt 'giiiiiisp' fra hønen med det blå hoved, der efter lang tids holden-på-vejret nu gav op og hev en stor portion luft ned i det tomme lunger.
Fortsættelse følger...
-
4. december
Og det var ikke uden grund at Lille Gerda syntes at Hubert på den anden side af hækken var umådelig smuk, for Hubert var nemlig sammen med nogle andre haner og høner blevet udvalgt af sin ejer, den unge mand i de stramme jeans og hvide t-shirt til at være både kommende avlshane og ikke mindst til at blive udstillet på den kommende landsudstilling, hvor den unge mand havde store forventninger om at blive Danmarks mester med sine dejlige, flotte og nøje udvalgte høns, som lige siden de var kommet ud af rugemaskinen var blevet passet og plejet til UG.
Men ak, lige så vel, som den store og bestemmende styrelse havde påbudt at alle høns uanset herkomst, farver, aldre, antal og størrelser skulle være spærret inde på ubestemt tid. Lige så vel havde selv samme styrelse også meldt ud at alle udstillinger ikke måtte afholdes, for det kunne være enormt farligt og ødelægge hele det, som kaldtes for eksporten, men som alligevel ikke rigtigt havde noget at gøre med private høns i haverne. Så nu gik den meget smukke Hubert i stedet for lukket inde, meeeen intet var nu så galt, så det ikke var godt for noget andet, for Hubert var nu kommet sammen med alle sine kommende koner før tid. Og det var Hubert selv egentligt faktisk ganske godt tilfreds med.
Men Lille Gerda var trist og ked, for hun kunne, selvom hun fløj helt op på lysarmaturet ikke se Hubert mere.
Og hønsenes flugt forsøg var desværre også blevet forpurret, da Konen i Termokedeldragten, som trods sin lidt lille og korpulente skikkelse havde været helt utrolig hurtig til at smakke døren i…
Tinnitus syntes nu at det var meget godt at de unge tøsebørn i flokken ikke længere kunne se Hubert og de andre flotte unge fyrer, som var bag hækken hos naboen. Men HOV var hønen, som konen med kedeldragten nu kaldte for Stig mon ved at blive en mulig konkurrent?
Den evige skruk, som konen i kedeldragten havde døbt Maude havde også på en af sine meget hurtige ture udenfor også set Hubert og havde derefter drømt om at ruge hans kyllinger ud, for sikke nogle smukke børn det ville blive.
Og hov døren nu gik døren til hønsehuset op og konen med kedeldragten kom ind med en bakke æg med mærker på…… og æggene blev til Maudes store overraskelse lagt under hende, åh kunne det mon bare være æg fra Huberts unge og smukke koner? tænkte Maude alt imens hun fik puttet dem godt tilrette under sig.
Fortsættes….
-
5. december
Sneen var faldet i et smukt, let lag over skoven, hvor hanen Tinnitus og hans hønseflok boede i deres hønsehus - med lukket hønselem. Alle lyde gik klart i gennem i den frostklare morgen, og de vilde svaners stemmer nåede ned til overhanen Tinnitus, unghanen Stig, førerhønen Hulda, Den evige Skruk Maude og lille Gerda - samt de andre høns, der stadig sad på pinden og prøvede at vågne.
Svanerne plejede at sige noget, der lød som 'Ih Ih Ih'. Men i år lød det mere som 'Æv Æv Æv'.
Tinnitus syntes, svanerne lød mere hæse, end de plejede.. Eller var det indbildning? Og det kunne da heller ikke have noget at gøre med den lukkede hønselem.. Eller måske alligevel?
Tinnitus grublede..
Førerhønen Hulda rev ham ud af hans tanker:
'Tusse, hvad har du egentlig tænkt dig at gøre ved den lem??'
'Øh, hvad mener du?'
'Ja, få den op da, hvad ellers?'
'Vi kan da ikke blive ved med at sidde her og kukkelure!'
Af bare frustration smed Hulda et vindæg midt på gulvet - splat!
'Se, bare, det er hvad der sker, når vi ikke får motion og frisk luft! Jeg har sandelig aldrig lagt æg uden skal før, i mit 2-årige hønseliv. Det bliver min død, det her!'
De andre høns gav stiltiende Hulda ret: At lægge vindæg kunne blive begyndelsen til enden.
Unghanen Stig fattede intet, udover at vindægget smagte glimrende, og med rumpen i vejret så han ikke de andres forargede blik, mens han slubrede det nøgne æg i sig.
'Psst.. Stig.. det der må du altså ikke' hviskede Gerda forsigtigt og puffede Stig på skulderen.
De andre kiggede væk og tav. Det var nemlig dødssynd nummer 2, at spise æg, vidste de alle.
'Ja, der kan I bare se, vores flok er ved at gå i opløsning!' skræppede Hulda.
'Og jeg vil også gerne vide, hvem der plukker fjer på min ryg om natten, se her til morgen lå der igen 5 fjer under pinden! Jeg er snart helt bar!'
Nu gik der en gysen gennem flokken. Dødssynd nummer 3, at pille fjer af de andre.
Hvad skulle det ikke ende med for flokken i huset med den lukkede hønselem?
Gerda gemte sig over i hjørnet, bagved Maude, Den Evige Skruk, der nu ikke kun skelede, men så hvast på Stig: 'Du holder dig fra MINE æg - lømmel!'
Men Gerda kunne også høre noget uden for hønsehuset: Var det ikke Konen i Termokedeldragten? Men hun var vist ikke alene, måske var det Manden i Træsko, hun snakkede med? De sagde mange ord, som Gerda ikke forstod: Fødevarestyrelse, Fugleinfluenza og nogen ord, som Gerda også havde hørt, Konen i Termokedeldragten sige, når Stig væltede kornspanden.
Men der var også et andet ord, som Gerda ikke havde hørt før: Presenning.
Mon det var noget frygteligt? Gerda syntes ellers, der var noget ved ordet, der lød godt, uden at kunne sige hvad.
Efter nogen tid kom Konen i Termokedeldragten ind i hønsehuset på sin sædvanlige runde.
Gerda skyndte sig at sprede lidt strøelse over Huldas halvt spiste vindæg. Ganske vist var Stig ikke som smukke Hubert i nabohønsegården, men han og Gerda var dog de eneste ungdyr fra sommeren, efter alle brødrene var forsvundet, da hønselemmen blev lukket. Og så måtte de da holde sammen!
Konen i Termokedeldragten hældte foder op og fjernede møg, mens hun småsnakkede lidt med fjerkræet som sædvanligt. Så fik hun øje på fjerene under pinden og stoppede op.
'Pokkers også da, det er da også kun, hvad man kan forvente' mumlede hun indædt.
Mørket sænkede sig over skoven og dyrene gik til ro på pinden. Endnu en dag uden adgang til det fri. Og med både vindæg, ægspiseri og fjerpilleri lovede det ikke godt for Tinnitus og hans flok..
Fortsættes...
-
6. december
Alle sov i hønsehusene på den egn, hvor Tinnitus´ flok boede - alle ? - nej - der var to, som ikke kunne sove, Tinnitus, kunne ikke lukke et øje. Han havde i de sidste uger oplevet den værste tid i sit liv. Hvad var det da der skete for tiden?. Alle omkring ham var ved at forandre sig til noget dårligt. Se nu Hulda - hun havde altid stået øverst på hans liste over smukke og dejlige høner, hun havde altid kunnet se det bedste i alting, altid kunnet finde en god løsning på de problemer, som en hverdag i en hønsegård kunne skabe. Altid et klap på vingen og et godt ord med på vejen til flokkens medlemmer, hvis de havde brug for det.
Men nu - han havde aldrig set hende sådan før. Faktisk var han blevet helt bange for hende, som hun opførte sig nu.
Det var som om kulden - som han viste var udenfor - krøb ind alle vejene. Alle gik og skuttede sig, som om kulden også trængte ind under den enkeltes fjer. Men var det nu også kulde sådan i normal forstand ? Nej det er den kulde, som kan ende med at fryse selv et varmt hjerte. Og Tinnitus viste godt, hvad et frossent hjerte i et hønsebryst kunne føre til. Han gyste ved tanken. Hvad skulle han dog stille op - der var jo ikke noget han heller ville end sørge for sin floks trivsel - men hvad kunne han gøre mod det store kræfter der nu styrede hele fjerkræ branchen ?
Måske skulle han overgive sin fører plads til unge Gert - var det tid til et regeringsskifte ?, Men det gik jo heller ikke. Gert var slet ikke voksen nok til at indtage en så høj post. Han ville bare give los for sine ungdomsdrømme og ikke tænke på konsekvensen af sine handlinger. Men kunne han hjælpe han på vej, hvad med et regeringsgrundlag - var tiden inde til at diskutere dette. Tinnitus var i 1000-sind.
Han kunne svagt huske, de fortællinger han havde hørt om en lignende situation, som var blevet fortalt gennem generationer af høns, hvor 2006 vist var året, hvor noget lignede - med udgangsforbud var blevet indført.
Han forsøgte at huske tilbage til da han fik det fortalt. Men han kunne ikke rigtig huske detaljerne fra den fortælling. Bare han dog kunne komme i tanke om hvor længe indelukningen varede, for den var jo da heldigvis stoppet på et tidspunkt. Hulda måtte da kunne huske noget og Den evige Skruk Maude - hun havde da også været i hans flok da fortællingen blev fortalt. Men turde han spørge dem om de huskede noget. Nej ikke lige i denne tid, for de var alt for påvirket af det som sket lige nu.
Ja Maude kunne han måske forsøge at spørge, for nu hvor hun havde fået rugeæg under sig, var det som om hun var blevet mere sig selv igen. Åh nej det gik jo ikke for om 3 uger ville der komme små nye medlemmer af flokken, og dem tænkte hun nok mere på nu, end at lemmen ikke gik op hver morgen. Åh - hvad skulle han dog gøre - han ville ikke lukke et øje i nat.
Hans hørelse havde også lit den sidste tid. Hans tinnitus var vel ikke ved at bryde ud i lys luge igen ?.
Lille Gerda havde igen sat sig til rette på lysarmaturet, for at sove der for natten. Også hun havde besvær med at falde i søvn. Hun syntes at luften i hønsehuset var blevet være og være, alt den støv som luften indeholdt nu. Hendes øjne løb oftere og oftere i vand. Det var også som om hun hostede mere end normalt. Var der overhoved nogen der tænkte på hvordan det er at leve i et hønsehus dag ind og dag ud, uden at komme ud og få frisk luft ?
Sikkert ikke, de havde nok ikke selv prøvet at være spærret inde 24/7, var det idet hele taget lovligt at fratage en retten til frisk luft ? Hun mente da at kunne huske, at selv om man var sat i et fængsel - som hun viste Konen i Termokedeldragten´s fætter havde været, så havde der været "gårdture" - dagligt. Det ville hun foreligge Tinnitus i morgen, for det måtte der da kunne åbnes op for. Tænk bare en enkelt lille tur ud i det fri, åh hvor ville det være dejligt. Tanken fik Lille Gerda til at drømme om tiden der var gået og hvor hun kunne være helt fri og gå hvorhen hun ville - når hun huskede at tage højde for tråden omkring hønsegården. Hun fandt ro og faldt i søvn.
Fortsættes
-
7. december
Solen er kun lige stået op denne morgen, da overhanen Tinnitus hører konen i termokedeldragten nynne fornøjet. Mon hun har fundet ud af, hvad der er galt med lemmen? Har hun fundet ud af at fixe den, så den igen kan glide op hver morgen? Åhhh – han håber så inderligt – noget så inderligt. Bare tanken om friheden, den friske luft, middagsbadet i jordhullet langs væggen, regndråbernes prellen-af på fjerdragten, blæstens tag i halefjerene, mudder mellem tæerne. Tinnitus står helt stille og dagdrømmer, nærmest med et smil om næbet. Han er faktisk ved at have lidt ondt i benene af at gå på det hårde betongulv hver dag, hele dagen. Ganske vist er laget med strøelse blevet usædvanligt tykt her i de indelukkede tider, men en gruppe af hønerne sparker og skraber i det konstant, så der altid er huller ned til den rå beton. Det bliver ikke bedre af, at unghanen Stig hele tiden skal gøre sig til overfor damerne på sin egen flyvske og ubetænksomme måde, nærmest som et ADHD-barn.
Med ét bliver Tinnitus vækket af sine dagdrømmerier. Det er Hulda som igen skræpper højlydt op over den lukkede lem. Selvom han godt kan lide Hulda, synes Tinnitus, at hun er ved at blive for meget, når hun nærmest går i selvsving og virkelig skræpper op med sin utilfredshed. Ind imellem tager han sig selv i at tænke, at hun måske kan blive til en god suppe. Men hver gang skubber han, med et gys, tanken fra sig igen - for måske mener konen i termokedeldragten, at HAN også kan blive til en god suppe. Og den tanke kan hans lille hane-hjerne slet, slet ikke rumme.
Lille Gerda sidder på sit lysarmatur og betragter, hvordan den tidligere så store og stolte hane Tinnitus, hele tiden falder i staver i sit dagdrømmeri. Hun tager en modig beslutning, og flakser ned og stiller sig lige så stille ved siden af Tinnitus. Han er nu en god flokleder. Alle kan komme og betro sig til ham. Længe står de og klukker lavmælt sammen. Gerda fortæller ham, hvordan menneske-fangerne i et menneske-fængsel kommer på gårdtur hver dag, og sammen udtænker de en plan for, hvordan det også snart kan blive virkelighed for hidsige Hulda, unge Stig, overhanen Tinnitus, lille Gerda, den evigt skrukkende Maude og resten af flokken.
Den aften går Gerda til hvile på pinden, næsten gemt under den beskyttende vinge fra Tinnitus. Men lige inde hun falder i søvn, husker hun sig selv på, at det kun skal være den her ene nat. Hun må ikke glemme sin hemmelige kærlighed Hubert.
Fortsætte……
-
8. december
Førerhønen Hulda sad sløvt og stirrede ud i luften. Hendes krop værkede i alle led. Hun havde svært ved at løfte vingerne og strække ben, nej det kunne hun ikke. Hvad var nu det for noget ?. Så gammel var hun da heller ikke, at hendes ellers velfungerende krop burde sådan svigte hende.
Hende som normalt var på stikkerne fra solen stod op og til den gik ned, hvad var nu dette.
Hun forsøgte at løfte vingerne for at ryste dem, men nej, det kunne hun ikke. Der begyndte at gå panik i hende - var det denne indespærring, som påvirkede hende så meget. Hun forsøgte at strække venstre ben bagud og vingen med, men i hast fik hun benet tilbage på pinden, hvor hun nu havde siddet fra i går da det blev mørkt og til nu, hvor solen - trods årstiden - dog var stået op for flere timer siden.
Hun mærkede efter på sin kam - nej den var ikke varm - altså ingen feber. Så lyttede hun til sit hjerte og om det slog unormalt - det gjorde det, så nej, heller ikke der var der noget galt - hvad kunne det så være.
Pludselig kom den tanke til hende - hvad nu hvis hun skulle til dyrlæge - hvis hun nu fejlede noget alvorligt - for måtte konen i termokedeldragten i det hele taget putte hende i en transportkasse og køre hende de 2 km der var til dyrlægen ? I disse tider, for det var vist ikke kun lemmen, der ikke kunne åbne. Hulda var ved at være overbevist om, at der var noget langt være under opsejling. Konen i termokedeldragten, kunne man sige meget om - og det blev der - men hun fik nu altid løst de problemer der opstod, på den ene eller anden måde. At lemmen ikke fungerede nu, og ikke havde gjort det længe, måtte skyldes noget andet en selve installationen, som bl a bestod af den mærkelige kasse der snurrede lystigt, når lågen gik enten op eller ned. Den lille røde lampe - som sad på en klodslignende tingest i elstik kontakten og som via et elkabel forbandt den mærkelige kasse med strømgiveren - lyste den ikke hele døgnet rundt - normalt altså ?- det gjorde den ikke nu. Mærkeligt..... mærkeligt.
Strømafbrydelse kunne der ikke være tale om, for lyset ude i laden kunne jo tændes uden problemer. Hulda gled længer ind i sig selv, hun lukkede øjnene. Hvad var det dog for en verden hun nu levede i.
Gamle Oda var på vej ned fra sovepinden, da hun så ud af vinduet og fik øje på Konen i termokedeldragtens mand. Hvad havde han nu for ? og hvad havde han i den papkasse han bar på. Oda stoppede op og fortsatte med at kikke på ham, for at se, hvad der skulle ske. Åh - ih - ejjj - manden stoppede ved det nyplantede grantræ over ved drivhuset og ud af papkassen tog han lyskæden - lyskæden det var jo også rigtigt - i al den postyr, om ikke at kunne komme ud i hønsegården og alt det det indtil nu havde medført af problemer, havde alle i hønsehuset glem, at det jo faktisk var ved at stunde mod jul og den Guds velsignede dag, hvor solen vender og det bliver lyser dag for dag.
Oda kikkede sig rundt i hønsehuset og så på de andre indvåner, hvad var der ved at ske med dem alle sammen ?, hvordan kunne alle glemme, at det snart var jul. Hendes øjne fandt fører hønen Hulda - der gik et gys igennem hende, hvordan var det dog Hulda så ud ?. Hulda som altid var først med næsten alt - sad hun ikke der og så ud som om hun slet ikke var i denne verden mere. Hendes blik var så fjernt, så ......Det løb gamle Oda koldt ned ad nakken, mellem de få fjer hun efterhånden havde tilbage - der.
Lille Gerda skulle lige til at......
Fortsættes
-
9. december
....forlade den lune plads under Tinnitus´s vinge, hvor hun havde tilbragt natten, da der lød et mægtigt brag udenfor hønsehuset - hvis ikke alle var vågen på det tidspunkt, kan det nok være at alle pludselig blev lysvågne og lyttende intens efter hvad det var for et brag. Alle sad helt stille, uden at sige en lyd - men der kom ikke mere larm - Så - der var noget som rørte sig uden for vinduet.
Alle kikkede angst på det som bevægede sig forbi hønsehuset, var det ikke sønnen af - nej, det var han for stor til at være, men var det så naboen - måske, men hvad lavede han inde i deres hønsegård og hvad var det som havde givet dette mægtige brag ?
Så hørtes en stemme - den var god nok det var bestemt naboen, der stod der ude. Hvad var det han sagde ? "Sat...s, det lykkedes ikke". Der skulle have været mere sprængstof i den sprængning.
Tinnitus kikkede forvirret på de andre - sprængstof, jamen hvad var det der skete - så - nu kunne de høre damen i termokedeldragten komme farende. Hun rundede lige hjørnet af hønsehuset, da naboen sprang over hegnet og ind til sig selv. Men hun nåede at se, hvem det var der forlod hendes matrikel. "Holdt - råbte hun - men ordren blev ikke adlydt. Naboen var allerede forsvundet ind i sit skur og smækket døren efter sig.
Hønsene kunne se, at damen i termokedeldragten havde en lygte med og lyste på hønsehuset, lige der hvor det store brag var kommet fra. Nu hørtes der en skraldlatter og ordene: " Nej nu har jeg aldrig set magen, der er forsøgt sprængt hul ind til mine høns. Jamen det er da forfærdeligt, hvad skal det betyde ? Hun fik pludselig et Flach Back, det her havde hun oplevet en gang før, på det selv samme sted, men det var i en helt anden situation, det var dengang hun havde lejet, arealet, hvor der nu var hønsegård, ud til selvsamme nabo.
Han havde brugt pladsen til sin bil under 2. verdenskrig. Og bilen var påmonteret en brænde fyret gasgenerator.
Der var længe blevet stjålet af damen med termokedeldragten´s brændestabel og for at finde tyven, havde hun boret et hul i et stykke brænde, fyldt krudt i hullet og sat en prop i. Få dage efter, hen under aften, havde der lydt et brag da gasgeneratoren på naboens bil sprang i luften - Naboen sagde aldrig noget om det skete og der blev derefter ikke mere stjålet træ.
Var dette en hævn aktion fra den gang - eller ........
Damen i termokedeldragten kom ind i hønsehuset, tændte lyset for at se, hvordan hønsene havde taget det. Der var faktisk ikke den uro, hun havde forventet.
Grunden til den manglende uro er, at Tinnitus, Hulda og de andre er meget trykke, når hun er hos dem. Hvis ikke hun viser frygt, så ved de, at det skal de heller ikke føle.
Nu, hvor solen var stået op, havde alle mere ro og tid til at kikke rundt i hønsehuset, og lyset atter var slukket, da så de: Over i det ene hjørne, der hvor redekasserne er. Der inden under dem, var muren revnet og de første solstråler lyste ind. Havde naboen forsøgt at befri os, tænkte Tinnitus, var det hans måde at vise solidaritet med hønsebesætningen på, på den anden side af hegnet. Var han en mand der tog problemerne alvorligt og ville udfri os fra det fangenskab det havde udviklet sig til, med den forb....de lem, som ikke blev åbnet mere. Var det ikke lige en lidt for dramatisk måde at åbne op for hønsehuset på.
Nej, det var vist for usandsynligt, alt for urealistisk, at noget sådant kunne ske. Men man ved jo aldrig, hvad indespærring af dyr kan påvirke en ejer af høns med. Alle på egnen viste, at også naboen var særdeles glad for høns og gik op i deres trivsel med liv og sjæl. Men hvorfor så ikke åbne op for egne høns først, hvorfor naboens og så ved at sprænge sig vej genne muren ind i hønsehuset. Det var bare alt for mærkeligt, men der må være en god forklaring - men hvilken ?
Nu kikkede alle på damen med termokedeldragten, havde hun set sprækkerne, nej - heldigvis ikke, hun var mere interesseret i at samle æg og kikke til den evigt skrukkende Maude. Bare hun snart ville gå op til sig selv. ALLE tænkte den samme tanke, ALLE. For hvor der er en sprække er der måske en udvej. Ved fælles hjælp og mange skrabende klør, så........
Fortsættes
-
Lille Gerda vågnede tidligt i skumringen næste morgen, helt tummelumsk oven på gårdagens begivenheder.
Det store brag og revnerne i muren, som Tinnitus resten af dagen havde patruljeret foran og inspiceret i alle krinkelkroge for at finde ud af, hvordan de bedst muligt kunne få flere solstråler ind i hønsehuset ad den vej.
Men Tinnitus var ikke en handlingens hane. Han var en modig og stolt flokfører, men beslutninger var ikke hans stærke side. Dem plejede Hulda jo at tage sig af. Men hvad var det dog med Hulda? Fra at have været fyr og flamme og næsten lidt irriterende sad hun nu bare der på sin pind med lukkede øjne og oppustet fjerdragt og lagde våde klatter, og Konen i Termokedeldragten havde slet ikke opdaget det endnu, sikkert på grund af chokket over det pludselige brag.
Men det havde Gamle Oda, havde Gerda set. Gamle Oda, der ellers mest passede sig selv og sin fjerdragt eller fortalte historier fra gamle dage, blandt andet om Den Onde Tid for længe siden som nu så ud til at være vendt tilbage; Gamle Oda der som regel gik sine egne veje og tilbragte meget tid i stille væren under bærbuskene i hønsegården, det eneste sted hun mente hun kunne være lidt i fred for ungdommen nu til dags og deres pjank med æg og kyllinger... Den Gamle Oda havde Gerda set flere gange stirre bekymret på Hulda og endda sætte sig hen siden af Hulda og forsigtigt trække hende i halsfjererne. Men hver gang havde Hulda bare vendt hovedet væk og pustet sig endnu mere op.
Gerda hoppede ned fra fra sit lysarmatur og op på den pind, hvor Oda sad og sov helt alene.
"Du, Oda..." hviskede hun. Oda kiggede morgengnavent ud af øjenkrogen.
"Hvis det er ham Hubert igen, så gider jeg ikke høre mere - jeg har jo fortalt, hvordan du skal lægge dig på knæ med rumpen til ham, hvis du vil have hans opmærksomhed", snerrede Oda.
"Nej, det er ikke det, Oda - det er Hulda. Hvad er det med Hulda? Er hun syg? Er det Det Onde der er ved at gøre det af med hende? Bliver vi så alle syge???? Og hvorfor gør Konen med Termokedeldragten ikke noget", gøs Lille Gerda.
"...åh Hulda, ja... det er ikke så godt med hende. Jeg har set det før, faktisk flere gange, når der har været uro i flokken", svarede Oda nu mere venlig ved synet af den lille bekymrede Gerda, "og bare rolig, det er ikke alvorligt, men vi skal have Konen i Termokedeldragten til at tage sig af Hulda - vil du hjælpe mig?"
DET ville Lille Gerda gerne! Oh, at stå i lære hos den gamle høne og suge til sig af hendes erfaringer, det var lige noget for et kvikt hovede som Gerdas.
Da Konen i Termokedeldragten lidt senere kantede sig ind i hønsehuset, fik hun et chok. Under den ene siddepind lå Gamle Oda og unge Gerda helt stille i hver dagens underlige, kæntrede stilling. "Årh nej, Oda - så gammel var du da heller ikke! Og så Gerda... Pokker tage Fødevarestyrelsen og deres dumme regler, det tager livet af mine høns!!!" Hun for hen for at tage dem begge i sine arme, men netop som hun bukkede sig ned, rullede de begge om på den anden side og gnubbede de beskidte spåner godt ind fjerdragten. "Ej, der fik i mig", grinede Konen i Termekedeldragten, "jeg troede lige... Og så er I bare igang med weekend-badet. Men piger, det er da ikke stedet at gøre det - I plejer jo at gå ud under... Nå nej...", Konen i Termokedeldragten standsede midt i sætningen, da det gik op for hende, at hendes høns ikke længere kunne gå ud og støvbade under solbærbusken i hønsegården. Hun rettede sig op og kløede sig i panden - hvorpå hendes blik faldt på Hulda, de oppustede fjer og den våde plet under hende: "Åhr for pokker! Det burde jeg have forudset..."
Hun tog Hulda under armen og gik hen til det lille skab ved døren. Gerda strakte hals og gjorde store øjne: Hun havde hørt om HønseApoteket, men havde endnu til gode at se det i brug - Gamle Oda sagde altid, at hvis HønseApoteket blev åbnet før Kyndelmisse blev det en lang vinter. Og der var jo endnu laaaang tid til Kyndelmisse, efter hvad Gerda havde forstået.
De andre høns var nu også stoppet op midt i deres morgenritualer og stirrede nu alle på Konen i Termokedeldragten, der åbnede en lille dåse og tog noget der lignede to grønne larver og smed ned i næbbet på Hulda, der nu var vågnet lidt op til dåd og brokkede sig. "Brok er godt", hviskede Gamle Oda til Gerda. Hulda blev sat ned på gulvet igen og gik straks hen til vandtårnet for at skylle efter. Men Konen i Termokedeldragten kom først, tog vandtårnet op og bunden af og hældte en afmålt portion gylden væske i vandet. "Sådan", sagde Gamle Oda, "nu skal det nok gå alt sammen. Hvis bare hun så også vil..."
Konen i Termokedeldragten forlod hønsehuset med hastige skridt og kom tilbage lidt efter med en stor skål, som hun stadig rørte i, mens en hørm af - ja, Gerda vidste ikke af hvad - stod omkring den.
"Hønseguf!!!", ivrede Oda og puffede til Gerda, der forundret så, hvordan alle de andrea (pånær Den Evige Skruk Maude) kom på benene og flokkedes omkring benene på Konen, "skynd dig, Gerda - det går stærkt nu!" Gamle Oda sprang afsted, og Lille Gerda efter hende, undervejs puffede hun til Stig der stod og gloede uforstående, så også han kom med.
"HOV!!!", lød det pludselig fra Hulda, der ellers havde stået og sløvt dyppet sit næb i vandet, der nu havde fået den let syrlige smag, lidt hen ad æbler, som hun genkendte fra forrige vinter. Hulda hankede op i fjerdragten og flyttede sine trætte ben, så hurtigt hun kunne hen til skålen. Der var en skubben og masen uden lige, og i løbet af to minutter var skålen tom, og Hulda sukkede tilfreds.
Konen i Termokedeldragten smilede: "Se så skal det nok gå alt sammen. Men hvor kom jeg egentligt fra... Nå ja, plantesækken". Hun gik atter ud af døren, rumsterede lidt rundt derude og kom ind igen med en murerbalje i den ene hånd og en tyk plastiksæk i den anden. Murerspanden stillede hun i hjørnet under Hønseapoteket, længst væk fra redekasser og mad og vand, og fyldte den med indholdet fra sækken. En duft af forår spredte sig i hønsehuset og blandede sig med hørmen fra hønseguffen. Gerda strakte hals og stirrede. Det lignede grangiveligt... Kunne det være? Det lignede og så alligevel ikke. Jo den var god nok - det var dejlig, tør jord!!!! Hun sprang afsted og tog hovedspring lige ned i baljen og begyndte at vride sig og gnubbe sig så det var en fryd.
En gnist blev tændt i de andre hønsehjerner, der jo ikke var helt så kvikke som Gerda, og alle (pånær Den Evige Skruk Maude og Hulda, der slog kro på sin pind og lod hønseguf, grønne larver og de gyldne dråber i vandet gøre deres virkning) flokkedes omkring murerbaljen og skubbede og masede. Tinnitus tog et spring over hovedet af dem alle og fra kanten af murerbaljen strakte han sig på tå og galede: "Iiiind på rææææækkke!!!".
Konen med Termokedeldragten havde for længst forladt hønsehuset igen, mens hun fortravlet havde mumlet noget om lægter og pressening og den fordømte blæst (- der var det ord igen, pressening, tænkte Lille Gerda, inden hun atter dykkede ned i pottemulden i murerbaljen). Og godt det samme - høns der stiller op på række og kagler løs om, hvem der kom først, havde nok været for meget af det gode for den hårdt prøvede Kone.
Den dag glemte hønsene alt om revnerne i muren.
-
11. december
Konen i termokedeldragten har allerede været her, og ordnet alle de daglige rutiner med opfyldning af foder, friskt vand i vandtårnet, skrabet skidebrættet rent og tyvestjålet alle æggene – pånær dem med mærker - som den evige skruk Maude passer uhyggeligt omhyggeligt på.
Men pludselig går døren op, og ind kommer manden i træskoene. Tinnitus opdager, at manden åbner døren helt op og ikke smækker den efter sig i samme hæsblæsende tempo som konen i termokedeldragten. Det er ikke så ofte, at manden i træskoene kommer ind i hønsehuset. Som regel sker det kun de dage, hvor konen i termokedeldragten af uransagelige årsager ikke dukker op. Men hun har jo været her i dag, så hvad er der los? Manden begynder at gå rundt og banke på alle væggene, både oppe og nede. Hele flokken står pludselig HELT stille, på ét ben, og stirrer stift på manden i træskoene. Nå ja, den evige skruk Maude står ikke på et ben, hun ligger i redekassen, men stirrer også stift på manden i træskoene. Det er godt nok en besynderlig opførsel, hvad skal det gøre godt for? Manden siger aldrig noget til dem, det er de vant til. Han stryger dem heller aldrig over ryggen, eller klør dem under vingerne. Han skubber blot tavst og blidt til dem, hvis de står i vejen for hans gøremål.
Det er unge Stig, der bryder tavsheden og begynder at gale op. ”Hullet! Hullet i væggen! Hvad sker der hvis han ser det?” I løbet af et splitsekund står Hulda foran hullet. Stor og oppustet, og med et blik så arrigt som man kun ser hos en gås, der står og hvæser. Lige lidt hjælper det. Manden i træskoene finder hullet og skubber blot Hulda til side. Herpå lægger han sig ned på alle fire og studerer revnerne i muren.
Da manden er gået igen, kalder Tinnitus til samling. Ikke for at lægge en plan for hullet. Nej, han deler sin observation om den langsomlukkende dør. Det må være muligt at nå og slippe ude. Forsamlingen når ikke at lægge en slagplan, før de hører, at manden i træskoene kommer igen. Han bærer på en helt ny spartel, næsten magen til den meget beskidte som konen i termokedeldragten bruger på skidebrættet, og en murerspand med en grå substans i. Ingen har set den slags før, men det ser tungt ud og ligner bestemt ikke noget spiseligt.
Der bliver tumult inde i hønsehuset, og de fleste af hønsene kæmper om pladsen lige foran døren. Da manden i træskoene åbner døren, lykkedes det for unge Stig, førerhønen Hulda, lille Gerda og Lisa at slippe ud. Lisa er en 8 måneder gammel hybrid, som kom til flokken i august. Nu handler manden i træskoene hurtigt og får lukket døren udefra. Lynhurtigt får han med højre hånd fat i benene og unge Stig, svinger hånden opad, så Stig hænger der i hoftehøjde med hovedet nedad og blafrer febrilsk med sine vinger. Manden flytter Stig over i venstre hånd, stadig med hovedet nedad, mens Hulda og Lisa får samme tur. Med 3 baskende høns hængende i venstre hånd, lykkedes det for manden i træskoene at kante sig ind i hønsehuset, uden at flere høns flygter.
Ingen er kommet til skade, men Stig og Hulda er godt nok noget svimle og fortumlet ovenpå den behandling og ønsker bare at solen snart går ned, så de kan få lov at sidde en lang nat og hvile på pinden. Lisa derimod rejser sig bare op, som om intet er hændt. Hun lover de andre, at hun en af dagene vil fortælle om sin opvækst på hønsefabrikken, som er et rent tivoliland med karusseller, hurtigkørende transportbånd, ruchebaneture og frie fald uden faldskærm.
Så snart lille Gerda slipper ud af døren, piler hun over til hegnet, for at få et kig til Hubert. Og hun vil prøve at gå på knæ med gumpen vendt mod Hubert, som Oda har fortalt at hun skal. Men Hubert er der ikke. Faktisk er der slet ingen høns inde på den anden side af hegnet ind til naboen. Hun går ellers helt om bag brændestablen, hvorfra der er det bedste udsyn. Gad vide om deres lem også er gået i stykker? Om det er dét, det onde handler om: Lemme der går i stykker og ikke længere kan gå op og ned. Det kan være at ordet ”virus”, som hun har hørt et par gange, er noget med et defekt tovværk der ellers skal trækker lemme op og ned. Hun har hørt at ”virus” er noget der smitter. Men det er da godt nok underligt, hvis alle lemme er blevet smittet, mens de har været lukket.
Nå, lille Gerda glemmer alt om virus, lemme og Hubert. I stedet begynder hun at skrabe i jorden og hive de par orme op, som hun kan finde. Hun tager et langt og dejligt sandbad under solbærbusken langs væggen. Og hun fylder lungerne op med denne dejlige friske luft. Da eftermiddagen begynder at gå på hæld, er det tid til at få fyldt kroen op til natten. Men HOV! hun kan jo ikke komme ind til foderet - og til sit lysarmatur - og til resten af flokken. Nu bliver lille Gerda bange, og begynder at føle sig ensom. Faktisk går hun lidt i panik. Hun løber rundt om hele hønsehuset, og pirker med sit næb på den lukkede lem, på døren, og på vinduet som hun kan nå fra en gren på æbletræet. Men intet hjælper. Nu må hun bevare fatningen og holde hovedet koldt. Måske kan hun huske tilbage på en historie, som gamle Oda har fortalt om at blive glemt? Nej, hun husker ikke noget. Hun må bruge sin sunde fornuft, og tænke sig godt om. Konen i termokedeldragten. Ja, det må være hende, der kan hjælpe. Lille, normalt så lavmælte, Gerda stiller sig lige ved lågen ind til hønsegården, og så begynder hun ellers at kagle højere og længere end hun nogensinde før har gjort.
Konen i termokedeldragten kommer løbende ud. Eller, konen i jeans og striktrøje kommer løbende ud, for hun har ikke nået at få sin termokedeldragt på. ”Jamen Gerda, hvad laver du her, og hvordan er du sluppet ud?”. Gerda bliver forsigtigt løftet op i to hænder og båret hen mod huset. Her bliver hun lukket ind i noget de kalder en ”brusekabine”, det er ikke noget rart sted at være, selvom hun både får vand og korn og massere af dejlige gule majskerner. Og da mørket falder på, får hun også en væltet papkasse med frisk halm. Gerda vil meget hellere ud i hønsehuset til hele sin flok, men konen i jeans og striktrøje bliver ved med at bruge ordet ”karantæne”, endnu er ord som Gerda ikke kender. Bare gamle kloge Oda var her, hun ved garanteret hvad ordet ”karantæne” betyder. Lille Gerda er ikke længere bange, men hun savner sin flok så meget, at denne nat er det ikke støv, der får hendes øjne til at løbe i vand.
-
12. december
Tinnitus sad på sin pind med førerhønen Hulda og Gamle Oda på hver sin side og ventede på, at dagen ville gry - den lod vente på sig i disse dage. Men snart ville lyset vende, trods alt. Så meget vidste Tinnitus dog, selvom det efterhånden værkede godt i hans lille hønsehjerne. Der var sket så meget de seneste dage, ja siden hønselemmen gik i stykker, at han havde svært ved at overskue det hele: Vindæg, fjerpilleri, ægspiseri. Mislykkede flugtforsøg. Store brag og revner i muren, der igen blev lukket af Manden i Træskoene. Rugeæg til Den Evige Skruk - midt om vinteren! Hvordan skulle de dog holde de små kyllinger varme, når de kom? Og handlekraftige Hulda der blev så frustreret, at hun først gik de andre på nerverne og siden fik tynd mave - Tinnitus skævede til Hulda. De seneste dages kur fra HønseApoteket med 'grønne larver' og gyldne syrlige dråber og masser af hønseguf (hans næb løb i vand) havde heldigvis gjort deres virkning; Hulda var knap så mat og oppustet mere, og klatterne ved at få form igen.
Men det værste - det værste var... Han fik helt ondt i kråsen, da han kiggede op på det tomme lysarmatur... Det værste var, at Lille Gerda ikke var kommet med ind igår, da Manden i Træskoene fangede de tre andre. Han havde hørt hende kalde og skrabe på hønselemmen og banke på ruden, da det var blevet mørkt. Og han havde ikke kunnet komme hende til undsætning. Til sidst var hun gået men hvorhen? Og hvad med ræven og de andre rovdyr der luskede omkring derude i nattemørket? Åh, Lille Gerda, bare der ikke var sket hende noget, alene ude i den kolde, mørke vinternat.
Lille Gerda i brusekabinen blev vækket brat, da lyset i loftet blev tændt. Hun blev løftet op, trods sine protester, og puttet ned i en mørk kasse med låg og båret ud på den anden side af døren. Så hørte hun lyden af vand, der plaskede i lang tid. Og snart blev hun igen løftet op ad kassen og sat ud i brusekabinen, hvor der nu føltes dejligt varmt men også ret fugtigt. Pyha, Gerda var ikke så meget for fugt, hun længtes efter den kolde, klare luft udenfor. Og Hulda, Oda, Tinnitus - ja, selv Maude, selvom hun aldrig gad snakke. Gerdas øjne blev igen våde... Pludselig løb det hende kold ned af ryggen midt i den fugtige, varme: Det der mærkelige ord, karantæne, betød det mod det samme som kummefryser - at man aldrig mere kom tilbage til de andre??? Små uhu-lyde trængte sig vej op gennem Gerdas lille hals.
Inde i hønsehuset stod Tinnitus og galede for fuld kraft henne ved døren. Konen i Termokedeldragten havde lige været der med dagens ration af korn, grønkål og hønseguf, og da hun gik, havde han set et glimt af hr og fru Gak udenfor. Han galede igen - bare de dog ville komme hen til døren, han havde brug for at tale med de gamle gæs. Godt nok havde de ikke hans hønseforstand, men de sov jo ude om natten og kunne se i mørke.
Endelig hørte han lyden af platfødder på den snevåde jord.
"Tinnitus, er du ikke snart færdig med den larm", hvæsede hr Gak ude fra, "solen er stået op for længst! ... Ja, godt nok er det så vådt og gråt idag, at den er svært at se - men altså, har du fået pip?"
Tinnitus holdt straks inde og straks væltede spørgsmålene ud af ham: "Lille Gerda, er Lille Gerda derude? Er hun ok? Fryser hun? Har hun fået mad?"
"Næh, her er naturligvis ingen høns, I må jo ikke være herude, det siger loven"
"Åh...", Tinnitus' mod sank og med lille stemme spurgte han: "ligger hendes fjer derude?"
Lang pause... Tinnitus' ben rystede under ham.
"Næh, heller ingen fjer", lød det fra ydersiden af døren, "men I plejer da heller ikke at smide fjererne, når Konen i Termokedeldragten tager jer op, gør I vel?"
Tinnitus åndende lettet op: "Konen i Termokedeldragten! Har hun taget Gerda? Åh, det var godt! ... Men... hvorfor kommer hun så ikke med hende igen? Er Gerda mon blevet syg?"
"Ja, det ved vi virkelig ikke", gakkede hr Gak, "og nu har jeg ikke tid mere, min kone skal have sit morgengræs, og nogen må jo gøre sit for at holde det nede, når nu I ikke kan hjælpe til. Farvel!"
Tinnitus stod rådvild tilbage. Var det godt eller skidt, at Konen havde Gerda?
Pludselig kom han også i tanke om ordet 'kummefryser', det sted hvor alle hans sønner pånær Stig var flyttet hen.
Nakkefjererne rejste sig på ham.
Fortsættes...
-
13. december
Men Tinnitus kunne være helt rolig - Frysekummen var helt fyld. Der var nemlig blevet slagtet kvæg for nyligt og da salget heraf var gået lidt trægt, måtte damen i Thermo kedeldragten fryse ikke så lidt kød ned.
Tinnitus havde fået endnu mere at tænke over, for manden i Træskoene havde forleden dag været inde i selve hønsehuset - hvor han som bekendt er en sjælden gæst - for at lægge et stykke groft pap ovenpå redernes tag. Han havde brokket sig gevaldigt sidst han var på besøg, over at der var nogle af hønsene som var begyndt at sove der, i stedet for på de fine sovepinde han satte op, da han byggede hønsehuset.
Det var ikke fordi Tinnitus var imod afdækning af taget på rederne, han kunne ikke forstå, hvorfor rede taget ikke fra starten, var udformet så man ikke kunne sidde der, en plade på skrå ville jo kunne løse det problem. Men så langt havde manden i Træskoene åbenbart ikke tænkt - heller ikke fået ordnet i de godt 2 år huset havde stået færdig.
Men Tinnitus havde fået endnu et problem, som han tænkte meget på, hvordan han skulle finde en løsning på.
Vindæg, fjerpilleri og ægspisning, som om det ikke var nok. Nu havde han set, at ung hønsene, især den mandlige del, var begyndt at rive pappet i stykker. Det kunne endda være hvad det være ville, det der var bekymrende, var, at de nu også ÅD det.
Han var faktisk blevet glad, da han så pappet blive ødelagt, for så havde de da noget at foretage sig. Deres ungdom var blevet meget anderledes, end den burde, nu hvor de ikke kunne komme ud og få løbet hornene af sig.
Papspisning - var det et udslag af indespærringen ? Tinnitus var virkelig bekymret. Han som satte en ære i at give den nye generation en god opdragelse og forsøgte at lære dem alt, hvad der var godt at vide og kunne, for at få et godt liv i hans hønsegård. Alt dette var lige på en gang stoppet.
Han havde forsøgt at komme på noget, som kunne holde de unge - ja for den sags skyld alle i hønsehuset - i gang, med noget der kunne få dagen til dels at få et indhold men også noget der kunne holde alle i fysisk form. Men hidindtil var det ikke lykkedes ham at komme på noget.
Efter morgenfodringen og især når der blev spredt majs rundt i hele huset, ja så var det som om alle for en kort stund glemte de var indespærret og gik på med krum hals, for at få flest majs. Det kunne bare ikke beskæftige alle ret længe. Som de kvikke medlemmer han havde af sin klan, så var de håndfulde majs hurtigt væk, og så kom tomhede tilbage igen. Det var alt for kort tid, alle kunne glemme indespærringen.
"Tinnitus" kaldte Gamle Oda og fik ham ud af de sorte tanker, "Tinnitus kom her" "se hvad er dette - Gamle Oda pegede på noget. Tinnitus kikkede i retningen af det som Gamle Oda pegede på. "Jeg kan ikke se noget, hvad er det, du har set". "kik nu godt efter sagde Gamle Oda. Tinnitus gik tætter på, for bedre at kunne se, hvad det var hun pegede på. "NEJ - ikke også dette, nej nej. Nu må dette snart høre op".
Der - under reden hvor Den Evige Skruk lå på sine æg, lå halvt skjult af halm og æggeskal fra et ituslået æg, et lille kylling foster, det var dødt, kunne Tinnitus se, men .....
Nu kunne han snart ikke klare mere, hvis nu Den Evige Skruk var begyndt at smide sine æg ud af reden, så stod verden ikke til at rede. Den Evige Skruk ELSKEDE sine små kyllinger, hun kunne ikke få nok af dem. Var hun nu også ved at mindste det sidste fornuft hun havde tilbage - et dødsfald i Tinnitusses flok, var ikke til at kapere nu, nu hvor alle var på randen af et sammenbrud.
Skete alt dette fordi det var den 13.ende ? Tinnitus lukkede øjnene og gik ind i sig selv.
-fortsættes
-
14. december
Bedst som Tinnitus stod der - helt stille - sammensunken, med halen helt nede ved gulvet, skete der noget udenfor hønsehuset. Hvad - nu kom ham der igen - Manden i Træskoene - hvad gik der af ham ? Damen i Termokeldeldragten kom også. Man kunne høre, at de skubbede trailer foran sig - dækkene gav nemlig sådan en helt speciel lyd, når de kørte i sandet på gårdspladsen.
Tinnitus og de andre blev alle trukket ud af det dårlige humør de var i, nu lyttede de alle intens på samtalen mellem de to der udenfor:
Damen i Termokeldedragten sagde: "Det er godt du tog dig sammen og købte den presenning, jeg tror, når den er blevet sat op, så vil vi med god samvittighed kunne" - nu kom hun til at hoste og fik ikke sagt de sidste ord, som kunne have afsluttet, det hun var ved at sige.
Manden i Træskoene sagde ikke noget, men på hans skramlen med sin værktøjskasse, kunne man fornemme, at han var irriteret over at få revet i næsen, at det var hans sendrægtighed, der havde forsinket projektet med overdækning af løbegården.
Nu kunne man hører, at presenningen blev læsset af og det lød, som om der også var nogle pæle, som blev lagt på jorden.
Nu kunne unge Stig ikke holde sin nysgerrighed tilbage længere, han fløj op i vinduet og forsøgte at få fat i noget, han kunne holde sig oppe med, for der var kun en skrå kant fra vinduet og ned mod den bærende væg. Det havde aldrig fungeret, det med at flyve op og kikke ud af vinduet. Rigtig nok - han kunne ikke holde sig fast, så han endte på gulvet igen. Men unge Stig var ikke sen til at forsøge igen, men desværre med samme kedelige resultat.
Nu var Tinnitus atter klar i hjernen og kunne også se, hvorfor det var vigtigt, at følge med i hvad det var der skete udenfor. Men der var lige en ting han skulle have gjort, før han kunne deltage i vindueskikkeriet. Den lille døde kylling, den skulle han have af vejen, før andre end han og gamle Oda fik nys om tragedien. Hurtigt fik han det lille foster op under vingen og gik hen i hjørnet, hvor der stod et katte-transport- bur, som blev benyttet af visse af hønsene, som ikke kunne finde ud af at benytte de andre redder. Her lagde han forsigtigt fostret ind langs kanten ved muren - diskret vendte han sig om og skrabede halm hen over.
Så vendte han tilbage til stedet, hvor vinduet var og nu kan det nok være, at, alle høns var mødt frem - undtagen naturligvis Den Evige Skrukke - Det var som om alle følte, at det med den presenning var af vital betydning for deres tilværelse og det var som om den kunne betyde en udfrielse af den indespærring, der nu havde stået på så længe. Ingen kunne sige hvordan Presenningen kunne løse deres problem, men ...
Tinnitus kunne godt se, at Stig havde fat i noget rigtigt, det ville være en god ting at kunne følge med i hvad der skete der ude. "Nu må I alle være med" sagde han. "Hulda, flyv op på sovepindene og forsøg at finde et sted, hvor du kan se ud af vinduet". "Lille Gerda du---Tinnitus standsede, Lille Gerda var der jo ikke, hvor var hu.....nej det måtte han komme tilbage til.
"Hulda hvad kan du se ?" Alles øjne vendte sig spændt mod hende. Hulda svarrede " Ja, det er som det plejer, jeg kan kun se vejen oppe ved plantagen og skrænten ned mod vores hønsegård, jeg kan ikke se traileren, den er for tæt på huset. Jeg kan heller ikke se de to mennesker der ude."
"Så er der lysarmaturet - vi må have en der op" Tinnitus kikkede rundt på de omkringstående. Gamle Oda - nej det var ikke rigtigt at bede hende prøve. Hun havde det sidste års tid haft problemer med at flyve op på sovepindene . Så Hulda da, nej hun var blevet temmelig tung på det sidste, og amaturet var jo af gammel dato og måske ville hendes vægt gøre, at kablerne der holdt det fast i loftet, ikke kunne holde til øh vægtforøgelsen.
Måske skulle det med amaturet helt opgives, men hvad så ? Tinnitus vred sin hjerne, så fik han en ide. "Hør her" sagde han "vi må forsøge at danne et tårn, sådan som vi gør når der er Moreller oppe i plantagen om sommeren" - " I ved, den ene oven på ryggen af den anden, til den øverste kan se ud af vinduet."
Alle tænkte med glæde på den dejlige tid med Morellerne - pludselig fik alle en energi som de ikke havde haft i ugevis og stimlede sammen om Tinnitus.
Han kikkede nøje på hver i sær for at udvælge, hvem der skulle danne tårn.
Men hvad var nu det - Gasen var holdt op med at skræppe op, som han altid gjorde, lige så snart noget nyt skete og Damen i Termokedeldragten og Manden i Træskoene - var de gået væk ? Der var helt stille udenfor - var de bare gået - uden at det var blevet bemærket af nogen i hønsehuset ?, Nu var alle ellers lige så opsat på at der skulle ske noget, men ....
-fortsættes
-
15. december
Endnu en smuk og frostklar morgen oprandt, og solens første stråler fandt vej ind i hønsehuset.
Det kunne Lille Gerda bare ikke se, for hun sad i sin væltede papkasse inden for i brusekabinen - i karantæne. Gerda vågnede i stedet ved sine egne små uh-uh-uh-lyde, som nattens drømme om Tinnitus, Oda, Hulda og alle de andre havde fremkaldt. Gerda åbnede sine små øjne, men lyset var endnu ikke blevet tændt i brusekabinen, så alt var stadig sort omkring hende, selvom hendes indre ur fortalte hende, at solen måtte være ved at stå op. Gerda følte sig trist og modløs. For hvad er en lille høne uden sin flok? Hun prøvede at samle sig og forestille sig de dejlige majskerner, som hun hver dag fik serveret og havde helt for sig selv. Men allerede dagen i forvejen var det som om de havde mistet deres smag, og hun havde kun pillet ganske få ud og spist.
Pludselig blev loftslyset tændt, og ind trådte Konen i Termokedeldragten (dog nu iført morgenkåbe). "Nå, lille høne, hvordan har du det det i dag?" Hun satte skålen med majskerner foran Gerda og fyldte den anden op med saftige korn. Men Lille Gerda blev bare liggende i sin kasse med hovedet på brystet og lukkede øjnene. Konen i Morgenkåben gispede og for ud igen. Lidt efter kom hun tilbage med Manden i Træskoene (nu tøfler): "Hvad tror du? Tror du hun er blevet smittet, da hun var ude? Hun ser godt nok sløj ud... Du må hellere se at få slibet øksen i dag".
Netop da det ord faldt - øksen - sprang Gerda ud af sin kasse med et højt SKRÅÅÅK og flaskende vinger, der væltede både foder- og vandskål, hvorpå hun tog hovedspring ind mellem Mandens tøfler og ud på gangen på den anden side. Hun spurtede afsted, alt hvad fjer og dun kunne holde, men gulvet var glat, så benene skred ud til siderne, og hvor skulle hun egentligt løbe hen? Hun drejede skarpt til højre ind ad en åbentstående dør ind i rum, hvor der midt på gulvet stod en firkantet kasse på ben og med store bløde bakker ovenpå. Her sprang Gerda op - og standsede et øjeblik. Det føltes rart som de bløde bakker formede sig om hendes bug - for første gang nogensinde indfandt lysten til at lægge et æg sig, hendes første æg... Men nej! Gerda var jo på flugt, så videre op fra det bløde og op til åbningen ovenover, hvor lyset - SOLlyset - fandt vej ind. Her måtte Gerda kunne komme UUUUUD.
BONK - Gerda knaldede sig lille hoved mod ruden og stod så helt stille, mens sol-måne-og-stjerner dansede om ørerne på hende. Lidt efter blev hun løftet op af bløde hænder, og hun hørte Konen i Morgenkåben sige blidt: "Nåeh, lille høne, du savner da vist dine venner, hva'?" Gerda blev helt slap i kroppen og borede sit hoved langt ind under armen på Konen og mindedes dengang i sommer, da hun bare var en lille kylling, der kunne bore sig ind under sin mors varme, trygge vinge, når den store vide verden blev for overvældende.
Således hensunken i søde minder, mærkede Gerda, at Konen begyndte at gå. En dør blev åbnet, og pludselig stod luften kold, skarp og frisk om Gerda. Indbildning, tænkte hun, jeg er jo bare på vej tilbage til papkasssen... Det knasede under Konens morgentøfler, og så hørte Lille Gerda pludselig en velkendt lyd: Lyden af slåen der bliver løftet af døren ind til hønsehuset, og den forventningsfulde kaglen fra Oda, Hulda, Lisa og alle de andre - Lille Gerda flåede sit hovede ud af Konens trygge armhule og stirrede vantro omkring sig, mens Konen satte hende ned på gulvet i hønsehuset og sagde: "Vi tager chancen, lille høne".
Fortsættes...
-
16. december
Alle i hønsehuset sover længe denne morgen, selv den ellers så morgenduelige Tinnitus har ikke travlt med at gale den nye dag velkommen. Men det blev også sent i går aftes, inden hønsehovederne lukkede høreflapperne og deres små øjne. Lille Gerda kunne slet, slet ikke blive færdig med at berette, om ALT det hun havde set og hørt og lært de forløbende 4 dage. Det eneste hun holdte for sig selv var, hvordan hun hver aften faldt i søvn med tårevædet øjne, og om morgenen vågnede til sin egen klynkende uh-uh-uh.
Tinnitus er bemærkelsesværdigt stille. Men det er fordi hans alt for lille hane-hjerne arbejder på højtryk. Han kan slet ikke fatte, at lille Gerda har suget så meget viden til sig, på så kort tid. Er det virkelig ved at være tid til, at Hulda skal miste sin førerposition? Nej, det kan ikke passe. Hulda har gjort det godt, og hun er heller ikke så gammel endnu. Og lille Gerda, hun er jo stadig kun en teenager, der er i sine følelsers vold. På den anden side, Hulda er jo blevet noget ustabil på det sidste: Hidser sig højlydt op det ene øjeblik, for det næste øjeblik at sidde hensunken hen og lade sig behandle fra hønseapoteket. Til gengæld så skaffede Hulda på den måde det lækreste hønseguf til hele flokken så tidligt på vinteren. Og Gerda er jo ikke voksen endnu. Hun har end ikke lagt sit først æg, og hun har ej heller forstået, hvordan hun skal gøre kur til hanerne. Men det var Hulda, der smed et vindeæg, det så Tinnitus godt. Han så også, at det var lille Gerda, der dækkede resterne til med strøelse, så konen i termokedeldragten aldrig opdagede det. Årrhhhh hvor det knager i den lille hane-hjerne, hvad skal han dog stille op? Hulda er stadig vellidt, og selv lille Gerda respekterer hende. Ja, Gerda respekterer Hulda, men Tinnitus har set, at det er gamle Oda som Gerda søger råd hos. Det er ved at være helt tydeligt for Tinnitus: Gerda har et medfødt potentiale til at blive en afholdt førerhøne. Tinnitus kan bare ikke se det for sig: En lille livlig dværghøne som fører for en meget blandet flok af alle størrelser. SUK! Alle de grublerier giver Tinnitus hovedpine. Bare han ikke er ved at blive syg.
Lige så stille sniger lille Gerda sig ind i den tomme redekasse – hun har i smug været der et par gange før – men i dag er der virkelig noget, der føles anderledes end det plejer. Noget inde i hendes lille krop der er helt forandret. Hun ligger der meget længe, faktisk flere timer. Nyder at putte i halmen, men bliver hele tiden afbrudt af noget der føles som mavekramper. Eller, mavekramper er det ikke, nærmere noget der værker i hele kroppen. Da det går op for Gerda, at hun har lagt sit første æg, bliver hun noget så STOLT. Hun kan slet ikke lade være med at bekendtgøre det højlydt til hele flokken "KYKKELIKYYYYYY, KYKKELIKYYYYYYY, KYYYYY, KYYYYY KYYYY". Maude ligger i sit hjørne, og ønsker at Gerda dæmper sig lidt, det ender jo med at hendes æg sprænger pga. lufttrykket. Oda kigger forbi, og med et lille smil om næbbet giver et lavmælt tillykke: ”det var jo kun forventeligt, så rød som du er blevet i kammen på det sidste”. Lisa siger ikke noget, men hun forstår ikke at der skal være alt det postyr på grund af et æg. Men hun har oplevet det før i den her flok. Selvfølgelig har man da lov at være stolt, for et æg udløser altid glæde og anerkendelse fra konen i termokedeldragten. Men i Lisa´s verden, er et æg bare en del af den daglige morgenrutine, og hun forstår i øvrigt heller ikke formålet med, at Maude ligger ovenpå sine æg dag ud og dag ind.
Fortsættes….
-
17. december
Den Evige Skruk, Maude var alligevel glad på Lille Gerdas vejene, Det første æg var nu noget helt særligt. Hun huskede hendes eget. Hun var hønse stolt, da det endelig kom. Hun havde nemlig selv ventet på det med stor glæde. Hun havde vist fra den første svage rødmen af sin kam, at hun ville vige sit liv til æg og udrugning.
Havde hun ikke - faktisk fra hun selv havde været en lille kylling - vist omsorg for sine søskende, lige fra day one. Det havde hun altid følt var noget meget vigtigt i livet, at vise hensyn og være med til at give nye små individer en god start her i livet.
Hun havde godt fornemmet, helt fra den første gang hun lagde sig skruk, at hun blev betragtet som lidt sær og noget af en særling. Det kan godt være, at det ikke er flertallet af høns der - som det første som æglægger - starter med at lægge 12 æg og så blive skruk og begynde at ruge. Det var hun godt klar over, Men hun følte helt ind i sit inderste, at det var hendes livsopgave, at sætte så mange nye væsner i verden som muligt.
Havde Damen med Termokedeldragten ikke klaget over, at flere af hendes specielle hønseracer ikke længere havde evnen til at ruge ? Var det ikke også det Hulda fortalte - flere gange - efter hun havde været fremvist på udstilling - at flere og flere racer mistede den evne ?
Hvorfor var det så så galt, at hun havde den evne - var hun måske ikke mere oprindelig - end så mange andre. Det kunne godt gøre hende ked af, altid at blive betragtet, som lidt af en underlig en. En som ikke tog del i det at producere æg til andet brug, for hvad mon egentlig alle de æg der dagligt flød frem til Damen i Termokedeldragten, blev brugt til ?.
Det blev i hvert fald ikke til nye medlemmer af deres flok - og godt det samme, for så var her jo slet ikke til at være i hønsehuset. Men hun kunne nu godt ligge og tænke over dette, når hun rugede.
Skulle hun være ærlig, så var der også visse fordele ved at ruge hele tiden. Hun skulle ikke stå til rådighed for Tinnitus hver dag, som hun kunne se fra reden hvor hun lå, at de andre skulle. Hun slap også for hver efterår, at skulle forsøge at slippe for de unge haners gøren haneben. De var jo nærmest umættelige, Hver gang Tinnitus ikke så det, var de på krigsstien.
En fordel mere var der, ved at ruge og føre kyllinger. Der blev tros alt set lidt op til hende, når hun kunne fremvise sin børneflok og ikke mindst viste hun, at andre høns havde respekt for hende, i den periode hun gik med kyllinger. Tinnitus tog også særlig hensyn til hende og forsvarede hende. Men det var vel også som det skulle være, for han troede jo altid, at det var hans børn hun opdragede. Det viste hun godt inderst inde, at det ikke altid var. Hun havde godt hørt, at hun blev lagt på æg der kom fra andre hønsegårde. Men det sagde hun ikke noget om og hun havde altid elsket hver enkelt lille kylling, der var kommet til verden under hendes varme bankende hjerte.
For tiden var det nu ikke lutter lagkage at ruge. Der var en evig støj omkring hende, og der kom mange flere i hendes rede en normalt. For som regel var det blot for at lægge et æg hos hende, de andre kom. Men sådan var det ikke nu, nu kunne der godt komme flere på en gang og blot jokke rundt uden noget formål overhovet.
Det var det der skete den forfærdelige dag for kort siden. Hun havde ligget - helt i egne tanker - da der pludselig kom tre høner på en gang. Det havde skabt en frygtelig uro og massen i reden. Da de endelig forlod hende, var alle æg rodet rundt i hele reden og hun fik travlt med at få dem rullet sammen under hende. Hvert æg blev kærligt og forsigtigt ført tilbage under hendes varme krop, samtid med hun omhyggeligt efterså hvert enkelt for eventuelle skrammer. Heldigvis var alle i god behold, men da hun talte efter, og det gjorde hun hele tre gange, manglede et, hvad kunne hun gøre ? I det mylder af artsfælder der hele tiden var alle steder i hønsehuset - der var intet hun kunne gøre.
Hun havde også mærket det første lille liv rører sig under hende. Hendes hjerte svulmede af glæde og stor forventning til at se de små komme - for der var kun 4 dage til de ville komme - viste hun. Underlig nok havde Damen i termokedeldragten ikke været hænde hos hende for at have æggene i vand, som hun plejede at gøre, men hvad var som det plejede at være for tiden - nej vel ?
-fortsættes
-
18. december
Så, hvorfor var det nu, at der blev så stille udenfor hønsehuset, nu hvor bygmester og fodermester havde læsset en presenning af. Det var da underligt.
Alle i hønsehuset var ellers helt oppe på det yderste af alle klør, for de var sikker på, at den presenning var en del af en løsning på deres problem, med at den lem ikke gik op mere.
Men nu hørte de atter Manden i træsko og Damen i termokedeldragten komme - og nu kan det god være, at Tinnitus fik travlt med at få alle til at koncentrere sig om at danne det tårn, der skulle være med til at gøre, at det var muligt at få bare en i hønsehuset til at se ud i hønsegården og kunne fortælle alle de andre hvad der foregik.
Og nu gik Tinnitus i gang med at danne den samme skulptur som kaldes Stadsmusikanterne fra Rådhuspladsen i Bremen - han kunne bare efterligne, det kunne jo ikke blive en tro kopi - Han ville helst selv stå øverst, for at være den der så hvad der foregik udenfor, men han kunne godt se, at han var for stor og tung.
Hvor mange skulle deltage ?, - nå ikke mere tænken, nu skulle der handles.
"Hulda du stiller dig hen til vinduet, Lisa hop op på Hulda´s ryg - ja jeg ved godt Hulda, at du får uorden i dine fjer, men det må du se udover i denne gode sags tjeneste" sagde Tinnitus.
Hulda gjorde som der blev sagt og Lisa sprang op. Lisa kunne sagtens stå fast på Hulda´s brede ryg.
"Nu du unge Stig - op på ryggen af Lisa". Stig fløj op, det var ikke hver dag han havde to damer under sig på en gang - Tænkte han i et split sekund - så kom hans tanker retur, for han skvattede ned - Lisa´s ryg var slet ikke som Hulda´s, hendes var meget mere smal og rygkammen trådte frem, som en bjergkæde i et ørkenlandskab. Nej, det går ikke, sagde Tinnitus, så ned med dig Lisa og så op med dig unge Stig - som sagt så gjort. Nu dig Lille Gerda.
Alle var på plads, men Lille Gerda kunne lige nøjagtig IKKE se ud, der manglede bare få centimeter........
Så lød der en skræppen uden for, det var Hr Gak der lod sin meget gennemtrængende stemme lyde - "Hvorfor havde jeg ikke tænkt på ham, selvfølgelig, Hr Gak var alt for nysgerrig og alt for snaksalig til at lade det der nu skete udenfor hønsehuset, forblive ufortalt med sin evig skræppen".
Så ned med Lille Gerda og Unge Stig. Hulda rystede sig og rettede på fjerene og sendte Unge Stig det blik, der siger alt, når en ældre dame har været i nærkontakt med en ung hane. Stig slog ikke blikket ned, men stirrede tilbage. Hulda overvejede at...., men undlod, for der var vigtigere ting i vente.
Alle stillede sig hen til døren for bedre at kunne høre hvad Hr Gak skræppede op om.
"Se se, der kommer de med stigerne - to styk, ah - og nu stiller de dem på hver side af hønsegården" Ser man det, hmmmm - nå ok, hvad ?"
For en gangs skyld ville alle i hønsehuset have håbet at Hr Gak bare ville snakke løs og ikke komme med de små udbrud. De sagde jo ikke noget om hvad der skete.
Hulda råbte "Hr Gak, hvad sker der". Hr Gak " Nå - fruen vil gerne vide hvad der sker her ude. Det er da noget nyt - du plejer ellers at bede mig holde k...." "Ja nu må jeg se, om jeg vil fortælle det - hvad får jeg for det ? - hvis i nogensinde bliver sluppet ud - så er noget grøntkål jo altid godt. Det får I jo altid bragt, mens en anden altid selv skal finde sig at der kun er rester tilbage i urtehaven, efter at der er blevet plukket til Jer". Hr Gak knejsede endnu mere end han plejede, for han nød den nye situation, hvor han havde overtaget. Det var godt Hulda ikke kunne have set ham, for så havde hun nok ikke kunnet holde sin mund og råbt efter ham.
Nu sagde Tinnitus, for han følte det kun var ham der kunne lave aftaler omkring det foder hans flok fik af damen i termokedeldragten - " ok, jeg lover du skal få grøntkålen . næste gang vi får den serveret og vi har mulighed for at få den ud til dig".
"Godt, godt - så skal jeg da - denne ene gang, lade mit gode hjerte løbe af med mig" sagde Hr Gak.
Ser I - nå nej det gør I jo ikke - hmmm, nu tager Manden i træsko og Damen i Termokedeldragten fat i hver sin ende at presenningen og løfter den op og går ned til stigerne, Sagde jeg at stigerne står ude ved enden af nette der omgiver Jeres gård ? - der hvor skrænten op til vejen begynder ?" Hr Gak nød sin nuværende stilling i fulde drag. Endelig havde han den magt han altid havde ment sig berettiget til.
"Og nu går de op på stigerne - er I med der inde -" Sagde Hr Gak. Hulda blev så rød i kammen, som var hun i rækken af æglæggere, hvad hun nu ikke var - og skulle lige til at råbe, da Tinnitus lukkede næbet på hende. Hun var var ved at eksplodere af raseri, men Tinnitus´s blik fik hende til at besinde sig.
Tinnitus sagde.....
Fortsættes
-
19. december
"Men hr. Gak, du bruger Manden og Konens fremmede ord som var de dine egne - og der er altså noget jeg ikke helt forstår: Hvad er en pressening? Og hvad skal den i vores hønsegård?", spurgte Tinnitus.
Der blev stille ude på den anden side. Pånær nogle små host og rømmen fra Hr. Gak, der til sidst begyndte: "... joeh, ser I... altså... den er meget stor og øh... blafrer i vinden, især nu de går op på stigerne... nå, nu fløj den fra dem!"
Det løb Tinnitus koldt gennem nakkefjererne, og han tænkte med gru tilbage på den dag i det tidlige forår, da en kæmpe rovfugl, med et vingefang så stort som den dør Konen med Termokedeldragten benytter ind til hønsehuset, havde cirklet over hønsegården. Tinnitus havde, straks han så den, råbt et højt 'SKRÅÅÅÅÅK', og alle store som små var styrtet ind under buske og træer. I lang tid havde de stået der og skævet op i himlen, og først efter lang tid havde rovfuglen søgt andre jagtmarker, og de havde igen turdet vove sig tilbage til deres insektjagt midt ude på græsset
Så store blafrende ting var ikke lige Tinnitus' kop hønsevand.
Og i øvrigt lød det til, at han havde lovet deres grønkål væk forgæves, for Hr Gak havde pludselig fået meget travlt med at se til Fru Gak, der var igang med at pynte buskene i haven med gule og røde blade, som hun havde samlet i efteråret og omhyggeligt gemt i pres under sin redekasse til nu. Det gjorde fru Gak hvert år ved denne tid, hvor dagene bare blev kortere og kortere, og alle så småt begyndte at frygte, at solen aldrig mere ville stå op. Men fru Gaks små røde og gule blade lyste så fint og hyggeligt op i haven, ligesom Manden i træskoenes lyskæde i grantræet, og indgød dem alle mod til at vente. Vente på den velsignede dag, hvor...
Tinnitus standsede brat sine flyvende tanker. Det var jo snart j.. ...!?! Og han havde jo slet ikke sørget for...!?!? Og det plejede han jo, og hønsene ville blive så frygteligt skuffede, hvis ikke de som alle de andre år fik... Tinnitus blev klam om vingespidserne og fik sved på kammen. Al den hurlumhej med lemme der ikke kunne åbne, mistrivsel og fjerpilleri, og nu også store, farlige, blafrende presseninger - der i øvrigt var fløjet FRA Konen og Manden!?! Tinnitus gispede - og tog så en dyb indånding: Nej, nu måtte han altså lige tage sig sammen og tro på, at Konen og Manden nok skulle passe på dem, som de jo altid gjorde, og ikke ville udsætte hans flok for unødig fare. For Tinnitus havde andre og vigtigere gøremål her to dage før den længste nat og fem dage før den store fest.
Imens lå Maude Den Evige Skruk og talte på svingfjer. Igen og igen. Altså, Konen i Termokedeldragten havde lagt de dejlige æg under hende for 1, 2, 3.... 12, 13, 14, - jo, det var altså kun 15 dage siden...?! Var det ikke? Hun talte igen. Jo, det passede godt nok... Så måske var verden ikke helt alave alligevel? Måske var det derfor Konen i Termokedeldragten ikke havde set til hende og æggene endnu? Maude talte lige igen for en sikkerheds skyld. Al den uro i hendes redekasse havde slået hendes ellers altid så præcise æggeur ud af kurs.
-
Slut 19 og så 20. december.
Hun talte endnu en gang, det var da pokkers til tællereri, for normalt var hun god til det, men nu havde hun talt så mange gange, at hun blev i tvivl, om hun nu også talte rigtig. 1, 2, 3....12, 13, 14, 15 og 16, det var da 16 dage - så var der kun 5 tilbage, jov det måtte passe, altså den 24 ville være dag nummer 21. Det passede nu også godt med det liv hun havde følt der var i æggene i de sidste dage - hvor hun glædede sig.
Lisa så sig omkring, på dem som sad nærmest hende, sov de - ja, hun måtte nok også heller se at få søvn i øjnene, men hun havde lidt svært ved at sove for tiden. Det var ham unge Stig, hun kunne ikke rigtig glemme, da han forsøgte at stå på hundes ryg, da de skulle danne tårn forleden - der hvor hun kom fra, var der ikke haner, så hun kendte ikke den følelse, det havde vagt. Hun følte en indre sitteren og faldt i søvn.
Nu hørtes træsko klappren udenfor, alle lagde sig i selen for at lytte, det var manden i ....., som kom gående. Han åbnede døren til hønsehuset og kom ind. I hånden havde han en sav, og i den anden værktøjskassen. Nu fandt han to dørhængsler frem, det ene fasgjorde han lidt over midten - først på døren og så på karmen. 2. hængsel, fæstnede han lidt under miden af døren, på samme måde. Nu tog han saven og delte døren i 2 dele. Døren åbnes herefter for oven, uden at den nederste del blev åbnet. Derefter gik han ud og fastgjorde hønsenet for den øverste del. "Så" sagde han "Nu kan der komme mere frisk luft ind til jer Folkens".
Tinnitus kikke beundrende på den nye anordning, det var virkelig en god ide, for det gav jo som rigtigt var, mere frisk luft, men det gav også mere lys i hønsehuset, hertil kom, at det ville blive meget lettere at høre hvad der foregik udenfor.
Nu gik manden i træsko over gårdspladsen og kom snart igen. Denne gang havde han en plastplade med, som han stillede op af hønsehuset. Pladen var gennemsigtig. Der blev hentet flere ens plader - hvad skulle det nu til for, tænkte Tinnitus.
Så hørte de damen i Termokedeldragten komme. Hun sagde: "Det bliver da også meget bedre med de plastplader, som tag på hønsegården end den presenning". "Det var da godt vi hørte udsendelsen i radioen, om, at der skal være fast tag på hønsegården og ikke en presenning, så kan vi snart lukk.....- igen fik hun et hosteanfald og fuldførte ikke sætningen.
Tinnitus og de andre var helt tavse, skulle hønsegården nu overdækkes - hvad så med de dejlige æbler, der om efteråret faldt ned, for ikke at tale om larverne der spandt en tråd oppe på grenene og firede sig ned, for at de kunne grave sig ned i jorden - der gik ofte en sport i og se, hvem der fik flest larver fanget på en dag - skulle alt det nu være fortid.?
Og hvad med muligheden for at se, om der kom rovfugle - nå nej, de kunne ikke angribe fra den front mere - Tinnitus var glad for, han ikke havde sagt det højt, hvad han just tænkte.
Men nu blæste Hulda sig op "Sig mig lige engang", "har damen i Kedeldragt ikke altid sagt, at hun ikke vil have en udestue udenfor sine stuevinduer - om så taget derpå var af plast - for så bliver der under alle omstændigheder mørkt inde i stuerne". "Men os kan hun godt lade gå i halvmørke i vores hjem, det er da for galt, hvad skal det nu være godt for".
Gamle Oda nikkede samtykkende. Hendes syn var ikke blevet bedre med alderen. Så hvis lyset blev dæmpet - og især nu hvor dagene både var korte og det som oftest var mørkt i vejeret - så ville hun få svært ved at orientere sig i hønsehuset. Det kunne endda knibe, som det var nu.
Men nu hørtes det, stigerne blev stillet op af hønsegården, lyden gik fint igennem via hegnstråden der var monteret for den øverste del af døren. Så nu blev en af plastpladerne hentet - kort derefter hørtes lyden af søm, der blev slået i med en hammer.
Da den sidste plade blev fjernet, kunne alle se fra gulvet, hvor de stod, at den blev lagt på plads over hønsegårdens gård og dækkede helt op til taget på hønsehuset. Bang - Bang lød det, da manden med træsko slog de sidste søm i og pladen var fæstnet til lægterne langs den øverste del af hønsegårdens kanter, hvor på tråden var fæstnet. Ganske rigtigt, det blev straks mørkere i huset - åh nej.
Så var det vist på tide, at få fyldt krogen med korn for natten, for det var som om dagen pludselig blev forkortet med flere timer. I farten var der ingen der så, at manden i træsko dels skyggede for udsynet og dels var pladen - for at beskytte den mod riser - dækket med et stykke blød plastik, som skulle fjernes efter montagen.
Men det glemte alle, da damen i termokedeldragten viste sig med den røde Magrete skål, for så var alle klar over, hvad der var i vente HØNSE GUF - hvilken lykke, og så så sent på dagen, hvem kunne ønske sig noget bedre end HØNSE GUF. Selv Lisa var blevet helt tosset med det, for det havde hun aldrig fået, der hvor hun havde levet før. Der var kosten meget ensidigt - piller, piller og atter piller - så var dette rigtig nok noget andet.
Selv Maude Den evige Skruk forlod reden for at deltage i festmåltidet. Hun spiste med lynets fart, for at komme tilbage til sine æg.
Naaaa sagde damen i termokedeldragten, "skal vi se, om der er nogle æg til mig i dag". Hun så ind i hver enkelt rede for at finde, de æg der måtte være kommet, for der havde meget længe, ikke været et eneste æg til hende. Man kunne se skuffelsen i hendes øjne, men hun sagde det ikke. Men sagde så " i morgen vender lyset, fra da af, begynder solen at komme højere og højere på himlen for hver dag der går ".
Der gik et glædelses sus gennem dem alle, åh hvor lød det dejligt, så kunne det måske også være at den for...... lem ville åbne sig. Tinnitus havde tænkt på, om det kunne være fugten, der havde påvirket lemmen, så den måske blot sad fast fordi den havde udvidet sig. Måske solen, når den fik magt, kunne tørrer lemmen, så den atter kunne åbnes. Men den lille røde lampe, på transformeren - den skulle jo lyse, det kunne solen vel ikke også klare ?
Med alle disse gode tanker gik alle til ro, selv maven havde det godt ovenpå den gode mad. Det var længe siden, at der havde været lidt håb om fremtiden, men nu...
-fortsættes
-
21. december
Tinnitus åbnede langsomt det ene øje. Var det tid? Nej, det var stadig mørkt...
Han puttede hovedet under den anden vinge og blundede videre.
Vågnede med et sæt - nu havde han da sovet over sig!!!... nej, det var stadig mørkt!?!
Tinnitus kneb øjnene i og forsøgte at sove videre. Men hans lille hanehjerne var nu lysvågen, og små frygtsomme tanker begyndte at krible inde på den trange plads:
Ville denne nat da ingen ende tage?!? Var det det, som det onde gik ud på? At det i år vitterligt ville være sådan, at solen aldrig mere stod op - sådan som de gamle vikingehønsehistorier fortalte?!?!?
En kold rislen løb gennem hans nakkefjer, og han skuttede sig så voldsomt, så Hulda var lige ved at vågne.
Tinnitus tog en dyb indånding, helt ned i kroen, og lod langsomt luften sive ud af næbet igen, mens han igen mindede sig selv, om at med den uro der var i flokken for tiden, var det vigtigt, at han som førerhane bevarede roen og ikke begyndte at rable gamle hønseskrøner af sig, om at solen aldrig mere ville krybe op over horisontens kant, og at det sidste hanegal havde lydt, og det sidste æg var blevet lagt, og ragnarok ventede forude, og... og...
Dyb indånding igen, denne gang helt ned i kråsen - det var dog utroligt som den sol lod vente på sig idag.
I det samme slog den første solstråle igennem træernes nøgne grene for enden af den store hønsegård, som de ikke havde boltret sig i så længe, krøb forbi bærbuske og æbletræer, gennem det rimdækkede græs, for til sidst at ramme vinduet i hønsehuset og fylde Tinnitus' øjne - og lille hjerte - med lys.
"KYYYYYYYYKKKELIKYYYYYYYY - og godmorgen de damer (og Stig)", galede Tinnitus af sine lungers fulde kraft, "solen har vundet over den længste nat, og om ganske få timer er deeeeeeeeeeet.... HØNSENYTÅR!!"
Som på tælling slog alle hønsene øjnene op, og da Tinnitus' morgengal endte på 'hønsenytår', forvandledes de sædvanlige morgensprækker til store, runde kugler: "Høøøøønsenytår, høøøøønsenytår!", begyndte først Førerhønen Hulda, så Gamle Oda og snart Lille Gerda, ja selv den unge Lisa - mens den unge Stig kiggede sig forvirret omkring. Han prikkede til Gamle Oda: "Øhm, jeg forstår ikke helt... hvad sker der egentligt?"
Gamle Oda kluklo: "Nææh, unge hanemand, det ved du selvfølgelig ikke noget om, dels er du for ung, dels kan du ikke lægge æg. Men vent nu bare og se!"
Tinnitus galede igen: "Alle høns til fodertårnene! Vi har mange ting vi skal nå inden hønsenytåret, som falder tidligt på dagen i år, vi skal jo både..." Han tav pludselig. Træet, hvad med træet? De plejede jo at danse rundt om det lille grantræ ude i hønsegården, som de pyntede med fjer i forskellige farver. Der kunne de jo ikke komme ud. Men danse skulle de, rundt i ring, ligesom som dagene går i ring gennem året, fra de første æg til de første kyllinger til fjerfældning og æggevinterhi til de første æg... Tinnitus kløede sig på kammen.
Imens var alle høns i fuld sving rundt om ham, undtagen Stig der stod midt i det hele og stadig var vildt forvirret. Først en hurtigt morgenenergipåfyldning ved fodertårnet, og så en tår vand. Derpå var der kø ved murerbaljen med blomstermuld - alle skulle have et bad i dag, et langt og grundigt et. Også Lille Gerda stod i kø. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hendes mavefornemmelse bød hende at følge de andre. Lisa stod bag Gerda og sukkede lidt over posturet, for hende kunne det ligesågodt være hønsenytår hver dag - men på den anden side, det var nu ret hyggeligt, at de sådan alle var i sving på en gang, og ikke kun hende.
Tinnitus spekulerede som en gal. Han måtte have fat i hr og fru Gak. "Gak! Gaaaaak!", kaldte han lavmælt under tråddøren og håbede ikke de forventningsfulde høner opdagede noget. Han ville så nødigt ødelægge deres forventningsglæde. "Hr og fru Gak, er I der?" Tinnitus hørte platfødder træde det rimfrosne græs fladt og nærme sig hønsehuset.
"Jaaa", svarede hr Gak, "har du grønkål til os som aftalt?" Åh pokkers, det havde Tinnitus glemt alt om, hurtigt - en hvid løgn: "Mnjaaa, altså, vi har ikke fået samlet så meget sammen endnu, og vi syntes jo, at I har fortjent en stor portion for de vigtige oplysninger du gav os forleden", Tinnitus bed næbbet sammen om tungen for ikke at tilføje 'men ubrugelige', " - og nu har vi brug for jeres hjælp igen"
"Nå, så deeeet har I", gakkede hr Gak, "og hvad får vi så for det?"
"Vores næste portion æbler?", skyndte Tinnitus at svare inden han fortrød - det daglige frugt og grønt var vigtigt foder for flokken i disse indelukkede dage, ikke kun som beskæftigelse, men også som erstatning for det grønne, nærende græs som hønsene jo ikke havde adgang til længere.
"Det er i orden", svarede hr Gak, og fru Gak skræppede bifaldende op, "hvad kan vi hjælpe jer med?"
"Jo, altså ser du - det er jo hønsenytår i dag, og... ja, I fejrer jo også nytår ved jeg, og jeg har da hørt, at før de onde tider første gang ramte landet for mange, mange, vist nok ti, år siden, da dansede vi - høns og gæs - og ænder! - der boede vist ænder her dengang også, dem med de smarte orangerøde masker!... åh, undskyld, nu fortaber jeg mig i de gode, gamle dage, men altså - vi dansede alle sammen rundt om det store grantræ ude i haven dagen efter den længste nat", Tinnitus tabte pusten af bare begejstring.
"Jooo, det kan jeg godt huske", svarede hr Gak henført, "det var mit første nytår, jeg var ganske ung og uerfaren, og der stod fru Gak, dengang frk. Gak, og jeg greb hende under vingen, og vi dansede..." Hr Gak sukkede - og forsatte så i sit sædvanlige skræppende toneleje: "Ja, og så kom det onde forbi første gang, og siden fik I egen hønsegård, ænderne måtte flytte, og jeg og fru Gak danser nu alene rundt om det store grantræ, mens I danser om det lille i hønsegården. Nå, men hvor vil du egentligt hen med alt det snak?"
"Vi kan ikke komme ud til vores træ, så vi må have noget andet ind og danse rundt om - ellers bliver hønerne altså skuffede, og det kan de ikke klare oven på alle de strabadser vi har været igennem den sidste tid, nej det ville være en katastrofe! Måske de slet ikke ville begynde at lægge...", Tinnitus tvang atter panikken bort med en dyb indåndning, nu helt ned til kloaken, og fortsatte: "Jeg tænkte på - I to store gæs er så stærke, kunne I ikke rive en gren, bare en lille en, af det store grantræ? Så kunne vi danse om den?"
"Hmmm, jo det kan vi da godt forsøge - vi er nemlig meget stærke, det har du helt ret i", hr Gak slog med nakken, så Tinnitus kunne høre halshvirvlerne knage helt ind i hønsehuset, "kom, fru Gak - du må vælge en gren, der kan undværes uden at vi helt vansirer -vores- træ".
Lyden af platfødder fjernede sig, og Tinnitus strakte sig på tå i håb om at kunne nå op til tråden i den øverste halvdel af døren og kigge ud. "Hvad laver du?" Tinnitus for sammen, bag ham stod Stig og så stadig ret så forvirret ud. Tinnitus fik helt ondt af den unge hane og skulle lige til at fortælle ham det hele, da der lød høj skræppen ude fra haven.
"Kan I så lade være at ødelægge træerne, I fjollede gæs!" Det var Konen i Termokedeldragten, der var på vej med nye foderforsyninger - Tinnitus' lille hjerte sank i livet på ham, i takt med at både lyden af platfødder og gæssenes skræppen forsvandt ned i det fjerneste hjørne af haven. Hvordan skulle han dog nu nå det?
I det samme gik døren til hønsehuset op, Konen i Termokedeldragten kantede sig ind, først med kornspanden, og så - oh, mirakel! En kæmpe grønkålsstok!!! Hun kastede hurtigt et blik i de tomme redekasser og løftede forsigtigt på Den Evige Skruk Maude - og sukkede: "Stadig ingen æg..."
Så snart Konen i Termokedeldragten var ude af døren igen, greb Tinnitus Stig i vingen: "Kom - hurtigt! Du må hjælpe mig".
Sammen skubbede og moslede de grønkålsstokken ud midt på gulvet, og da den sidste høne var hoppet ud af blomsterjordbadet, skubbede de med stort besvær og sveden piblende ned over næbet murerbaljen derud også. Og så: "En - to - tre - løøøøft!" Men superhanekræfter fik de grønkålsstokken op at stå midt i murerbaljen og boret godt ned i blomstermulden. Forpustede strakte de begge ryggen - og opdagede at alle hønsene var stimlet sammen rundt om dem. Hønsene stirrede målløse på det fine arrangement og brød så ud i vingeklapsalver og frydefuld kaglen. Stig og Tinnitus rødmede helt ud i hageflapperne.
Strak begyndte alle at støve rundt i spånerne og halmen for at finde de fineste fjer, som forsigtigt blev lagt på grønkålens blade.
Tinnitus begyndte at skæve ud gennem vinduet, ud på solen. Det var ved at være tid. Det kunne han mærke. Han behøvede ikke noget armbåndsur for at vide, at lige om lidt ville klokken slå 11.44 - nej, det fortalte hans indre æggeur ham, og det meget præcist.
Tinnitus strakte sig på tå, og denne gang ekstra langt, og sugede en stor portion luft ind og galede: "Aaaaalle ind i rundkreds!"
Hønsene stimlede sammen rundt om grønkålsstokken og tog hinanden i vingespidserne, selv Maude var steget ud af sin redekasse, og unge Stig var også nu begyndt at mærke instiktet røre i sig.
"10-9-8-7-6-5-4-3-2-1 - GOOOODT HØNSENYTÅÅÅÅR!" Alle kaglede og galede i kor, og straks begyndte de at danse først den ene vej, så den anden vej, og deres kaglen og galen begyndte at forme en hel melodi: "Vær velkommen hønse-nytår, velkommen herhid".
Og så skete det forunderlige. En efter en, hele kredsen rundt, tændtes der ligesom et lys i hver eneste hønekam, ja selv Tinnitus' og Stigs kamme begyndte at blusse. Lille Gerda blev først helt forskrækket, men fik så et klem i vingespidsen af Gamle Oda, der blinkede til hende og sagde: "Godt nok tyvstartede du lidt, men først nu går det for alvor løs".
De gik alle tidligt til pinds den dag, helt udmattede af alle udskejelserne. Og glade. I dag havde de ikke skænket den lukkede hønselem mange tanker men bare glædet sig over, at en ny hønsecyklus var oprunden.
Men midt på natten fik Lille Gerda mavekneb. Det tog hun helt roligt - nu vidste hun jo, hvad det betød. Selvom det var bælgravende mørkt, sprang hun ned fra lysarmaturet, let som en fjer, og trippede hen til redekasserne. Maude sov så fredeligt, så Lille Gerda hoppede op i redekassen oven over hende og puttede halmen godt ind under sig.
-
22. december
Gerdas mavekramper forsvinder hurtigt af sig selv i løbet af natten. Men hun har ikke lagt et æg. Det forstår hun godt nok ikke helt, hun troede jo lige, at hun havde fået styr på det der med æglæggeriet. Men nej, så nemt er det åbenbart ikke. Måske skyldtes mavekramperne, at hun havde været lidt for ivrig med at spise af træet? Hun er blevet noget så begejstret for den der sang med ”først skal træet vises, siden skal det spises”. Det var en vidunderlig fest i går.
Solen er stået op, og Tinnitus er ved at gale den nye dag velkommen. Så det er tid til at strække sig lige fra tånegl til vingespids, og komme ned fra pinden. Gerda skynder sig ud fra redekassen, inden nogen når at se hende. For det er vist nok noget sjusk, det der med at sove i redekassen - konen i termokedeldragten vil ikke have det. Solen er ikke til at få øje på, for som så ofte på den her årstid er himlen grå i grå. ”Himlen” - den er det kun Gerda der har set, lige siden lemmen ikke gik op mere. Men selv uden et kig til himlen, kan de alle sammen fornemme om solen er stået op eller ej. Ikke mindst på den fantastisk dejlige luft der strømmer ind fra nettet i den øverste del af stalddøren. Gerda forstår ikke, hvorfor der skulle gå SÅ lang tid, før manden i træskoene kom med sav og nye beslag. Er han da slet ikke en god flokfører, som forstår hvad flokken har brug for? Mangler han ikke lidt handlekraft? Det er som om konen i termokedeldragten, bedre ved, hvad flokken har brug for. Men er det ikke altid han-er/ han-ner der bestemmer? Eller måske er det anderledes hos menneskeracen, der er det måske altid høn-er/hun-ner der bestemmer? Ja, det må være sådan det er! Hun fornemmede det, da hun var i ”karantæne” i ”brusekabinen”. Uhh, væk med de tanker. Det var ikke et rart sted at være.....
Tinnitus har også haft en lang nat, med mange tanker og kun lidt søvn. Men ingen løsning på problemerne. Og nu er der kun 2 dage til den store fest. Han plejer altid at have en lille fin kvist til alle damerne på den store dag. Men hvor skal han skaffe dem i år? Han plejer at finde dem udenfor under buske og træer, men i år kan han jo ikke komme ud. Herinde kan han finde et HALMSTRÅ til dem. Men han kan da ikke bare komme med et HALMSTRÅ, det kan de jo selv gå ind i redekassen og hente. På den anden side, det er tanken der tæller. Og damerne ved jo godt, at heller ikke han har kunnet komme ud. Måske kunne han få hr. og fru Gak til at finde nogle fine kviste, men hvordan skal han få dem ind i hønsehuset? Og hvordan skal han overtale dem til at hjælpe ham?
Gerda føler igen de her underlige mavekramper, og bliver draget af redekasserne. Men HOV, de er alle sammen optaget! Ja, faktisk står damerne i KØ, og skynder endda på dem der ligger derinde. Der ligger endda to høner i nogle af kasserne. Den eneste der ikke står i kø er Lisa. Hun er morgenhøne, og har for længe siden klaret den daglige tjans. Lisa så godt, at Gerda sov i redekassen. Men Lisa siger ingenting. Nu står hun ved fodertårnet, og guffer ivrigt i sig. Det er imponerende så meget hun kan spise altid. Egentlig er hun ikke særlig stor – kun en halv gang større end mig, tænker dværgen Gerda - og tyk er hun bestemt heller ikke. Faktisk består hun næsten kun af ben og fjer.
Arghhh, de mavekramper! Gerda må finde en løsning. Hun går hen til kassen hvor Maude ligger og fylder det hele.
Gerda: ”Maude, jeg er altså nødt til at komme ind og lægge et æg”
Maude: ”Ikke tale om, jeg kan ikke overlade ansvaret for MINE æg til andre”
Gerda: ”Jamen, jeg kan ikke vente i den der lange kø” (peger med næbbet i retning af æglægnings-køen)
Maude: ”Hrummfff – du må lære at kende din besøgstid”
Gerda: ”Åhh, Maude. Jeg skal nok øve mig, det lover jeg! Men det er kun mit andet æg, så jeg kan ikke helt styre det endnu”
Maude: ”Jeg kan ikke overlade mine æg til en så uerfaren høne som dig. Du kunne jo komme til at ødelægge et af dem”
Gerda: (meget stille) ”Jamen, jeg fylder ikke så meget. Jeg kunne ligge lige så stille og forsigtigt ved siden af dig?”
(Maude ser meget eftertænksom ud, og får et udspekuleret blik i øjnene)
Maude: (med alvorlig stemme) ”Gerda, har Tinnitus været oppe på ryggen af dig?”
Gerda: ”Ja, han var der både i går og i forgårs” siger Gerda ivrigt, og får et stort smil om næbbet. ”Det kilder så dejligt og underligt i hele kroppen”.
(Maude samler sine æg lidt tættere, og gør plads til Gerda)
Maude: ”Hop ind med dig, men du skal ligge stille, og på ingen måder skubbe til mig!”
(Gerda hopper forsigtigt ind i reden, og lægger sig lige så stille til rette ved siden af Maude)
Gerda: ”Tak”
Maude: ”Og jeg vil ikke have noget postyr i dag, når ægget er lagt”
Da Gerda efter en rum tid endelig har fået lagt sit andet æg – i Maudes redekasse – forlader hun lige så stille reden. Maude rokerer straks om på sine æg, og på helt umærkelig vis er Gerdas lille dværgæg nu også i skjul under Maudes varme og beskyttende fjerdragt.
Tinnitus må benytte sig af, at alle damerne med deres skrig-røde kamme har så travlt henne ved redekasserne. Han tænker at Fru Gak vil forstå ham. I øvrigt er Fru Gak ikke en handelskvinde, som altid skal have noget til gengæld. ”Fru Gak, Fru Gak” står Tinnitus henne ved døren og kalder. Fru Gak kommer vraltende hen til døren på sine platfødder, og spørger ”Hvad er der nu Tinnitus? Der sker ikke noget ude i hønsegården i dag” Fru Gak kan lige præcis nå op til kanten af stalddøren med næbbet, og kigger derfor ind i hønsehuset. Tinnitus forklarer Fru Gak, hvordan han plejer at forære en lille fin kvist til alle damerne juleaften. Fru Gak elsker selv fine ting, så hun vil gerne hjælpe ham – for damernes skyld. Men hun ved godt, at Hr. Gak vil blive sur over, at hun ikke kræver betaling. Så hun må gøre det diskret. Og der er ikke lang tid til juleaften, så spørgsmålet er, om hun kan nå det. ”Men hvor mange damer har du derinde?” spørger Fru Gak. Tinnitus tæller: ”gamle Oda, førerhønen Hulda, den evige skruk Maude, lille Gerda, hybriden Lisa…...10 damer i det hele” "og så er der unge Stig". Han har aldrig før haft en anden Hane i flokken juleaften, så han ved ikke, om han også bør have en lille fin kvist til Stig”.
Hele dagen står Tinnitus vagt ved stalddøren, for at holde øje med, hvornår Fru Gak kommer forbi med en fin gren til ham. Hver gang hun kommer, sætter hun den lille fine kvist ind i det nye hønsenet på stalddøren. Da Tinnitus ikke kan nå – selv når han står på tæerne – må han hoppe mens han basker med vingerne, for at få fat i de fine grene. Det ser mildest talt ikke særlig yndefuldt ud. Da det bliver aften, og konen i termokedeldragten kommer og lukker den øverste del af stalddøren, har Tinnitus kun fået 8 fine grene af Fru Gak……men han har jo 10 damer, så hvad skal han gøre?
Fortsættes……
-
23. december
Den Evige Skruk Maude har haft en urolig nat. Der kommer små pip og rumsteren rundt fra hendes æg, og selvom hun er en erfaren kyllingemoder, er hun som altid lidt nervøs for, om alt er som det skal være: Sørger de små nu for at spise hele deres madpakke? Og at rationere den sidste luft i luftboblen? Har hun selv skruet tilpas op for temperatur og luftfugtighed? Mon hun lige skal plukke et par fjer mere fra maveskindet?
Maude tæller på vingespidserne: 24 timer - bare 24 timer, så oprinder den store dag. Hun kan næsten ikke vente.
I dag vælter solen ind af vinduet til hønsehuset, og Tinnitus der som altid vågnede før de andre, og det lige før solen sneg sig op over horisonten, føler sig underlig let om hjertet. Som om den sidste tids mange strabadser og bekymringer er ved at fortage sig i takt med at lyset vinder over mørket.
Tinnitus remser op for sig selv: Hulda blev syg, men blev med hjælp fra HønseApoteket rask igen.
Gerda forsvandt, men i karantæne og ikke i kummefryseren, og kom hjem igen.
Maude ser nervøs ud som hun plejer, når hendes æg er ved at klække - tænk, skal det virkelig lykkes hende at ruge små kyllinger ud i denne kolde og klamme tid?
Og ganske vist er hønselemmen ud til hønsegården stadig i stykker, men Konen i Termokedeldragten har sørget godt for dem med indendørs badekar, grønkål og æbler i massevis - og hønseguf. Og Manden i Træskoene har givet lys og luft ved at lave en to-delt dør. Og så har Manden og Konen heldigvis indset, at en stor og flyvende og flaksende 'pressening'-rovfugl er alt for farlig at have i nærheden af Tinnitus og hans flok.
Desværre opdagede de hullet i muren - meeen det var nok meget godt, for tænk hvis ræven eller måren havde fundet det. Tinnitus' får hønsehud ved tanken.
Ja, så var der jo godt nok lige det bankeri forleden, der til sidst var endt med at der var blevet helt mørkt i hønsehuset - på trods af den nye halve netdør.
Men hov, det havde hønsene jo helt glemt at brokke sig mere over, for så havde de jo festet og fejret, at solen atter var stod op efter den længste nat. Tinnitus sukker af velbehag - og er også lidt stolt over sig selv, og faktisk også af den unge Stig, at de sådan havde formået at få et træ op at stå -inde- i hønsehuset. Og det tilmed et træ der kunne spises af!
Og nu. Nu står alle hans damer med røde kamme i kø ved redekasserne for at lægge deres fine æg, små som store, hvide, brune og et enkelt grønt. Selv Gamle Oda - selvom det nok mere er af vane end af egentligt æggelæggetrang. Tinnitus føler hans stolte hanebryst svulme af stolthed over hans dejlige flok.
Og i morgen, ja allerede i morgen, skal de atter danse om træet, for da er det jo menneskenes store festdag for solen, lyset og den nye begyndelse. Tinnitus fniser kærligt af de dumme mennesker, der jo er hele tre dage for sent på den. Men det er jo, hvad man kan forvente - de har jo ikke noget indbygget æggeur. Til gengæld betyder det ekstra guf til Tinnitus og hans damer (og Stig) såsom risengrød og julesteg og brune kartofler med sovs... Tinnitus slikker sig om næbet.
Og stopper brat sine søde drømmerier: Træet - de skal danse om træet igen. Men det har de jo spist! Der er kun enkelte duske tilbage på den store grønkålsstok. Det kan de umuligt danse omkring. For slet ikke at tale om de fine kviste, der skal gemmes under det og findes frem en for en til hver af damerne. ... Tinnitus slår sig for kammen med vingespidsen. Pokkers - han har da nær glemt, at han stadig mangler to kviste. Han må have fat i fru Gak.
Tinnitus spurter hen til den halverede stalddør - men den øverste del med hønsenettet er stadig lukket. Konen med Termokedeldragten lader vente på sig i dag, af alle dage, den travleste af de travleste. Letheden om Tinnitus' hjerte er pist væk, og som så mange, mange gange før i den sidste lange tid forbander han den lukkede hønselem og Det Onde Derude langt væk. Han mærker, hvordan hans øjne bliver helt fugtige - og skynder at rømme sig, strække sig på tå og gale alle sine frustrationer ud.
I det samme hører Tinnitus skridt i gruset udenfor. Endelig kommer Konen med Termokedeldragten! Han kan høre foderspanden skramle. Men hør - hvad er nu det!? Hun standser og stiller spanden fra sig. En slå går op, men ikke den ind til hønsehuset - denne har en anden mere knirkende lyd. Det er slåen ind til hønsegården!!!
Gamle Oda prikker til Tinnitus: "Hørte du lige det jeg hørte?" Tinnitus nikker stumt. "Den lyd har jeg ikke hørt længe, men før da har jeg hørt den hver dag i mit meget lange liv. Tror du - tror du virkelig...??"
De lytter begge intenst efter Konen i Termokedeldragtens fodtrin uden for hønsehuset. Så rammer lyden af metal mod metal deres øregange - og hjertet synker i livet på dem. Åh, hun er bare ved at slå flere søm i deres hønsegård... Tinnitus og Oda synker begge skuffede sammen. "Nå, men vi kan vel ligesågodt se at få fyldt kroen lidt til dagen", siger Oda opmuntrende til Tinnitus, og de vender sig begge om for at gå over til fodertårnet.
Pludselig lyder der et velkendt KLONK. Tinnitus snurrer rundt om sig selv, ja selv Gamle Oda er lige ved at snuble i skørterne, så hurtigt får hun vendt sig igen. Begge stirrer vantro frem for sig, og så på hinanden, og så frem igen: HØNSELEMMEN ER ÅBEN!!!!!!!!
Nu hører de også Konen i Termokedeldragten kalde fra den anden side: "Kom så, bokkelokker, komsedasse - så er der serveret!" Tinnitus og Oda stirrer igen på hinanden. Så hører de brølet: "UUUUUUD!!! Lad mig komme UUUUUDDD!" Hulda, den store, kraftige høne, løfter op i de store skørter og spæner alt hvad fjer og dun kan holde UD gennem hønselugen: "Jeg er FRIIIIII!!! Jeg er FRIIIIIII! Jeg er..." - BOIIING....
Oda og Tinnitus skynder sig hen og kigger ud af hønselemmen. Hulda sidder på gumpen og ser rundforvirret ud. Over deres hoveder er det ikke himlen de ser, men gennemsigtige plader. Og bare nogle meter fra hønsehuset er deres hønsegård skåret midt over af hønsetråd og tentorpæle.
"Ja", siger Konen i Termokedeldragt, "nu kan I da komme lidt ud i den friske luft, men resten af hønsegården får I først adgang til, når de dumme regler bliver ophævet. Er I klar over hvad trapezplader koster? Nej, det er I selvfølgelig ikke..." Konen fortsætter, nu mest for sig selv: "Nå, men i det mindste får de nu lidt mere plads og jord under kløerne igen. Og jeg kan også fodre herude, for nu er der jo tag over som de (andre) dumme regler kræver. Suk. ... Nå, men imorgen er det jul, og så skal de få ekstra dejlig sul!"
Tinnitus træder forsigtigt ud af hønselemmen og kigger sig omkring. Og nikker tilfreds. Nu kan de atter komme ud og skrabe og nippe de sidste blade af buskene. Og han kan selv finde de sidste to julekvistegaver. Og de kan danse om deres lille grantræ, for det står jo lige der... åh... på den anden side af den nye hønsetråd. Nå. Hm. Ja. Så må de vel nøjes med grønkålspinden.
En efter en træder hønsene langsomt ud under det nye tag. Nogle styrter hen under den nærmeste busk og tager det første ægte jordbad i lang tid. Andre kaster sig grådigt over græsset, som ingen har nippet af længe. Og Lille Gerda spurter hen til hegnet og stiller sig på tå og kigger langt efter naboens hønsegård.
Udenfor hønsegården vralter hr og fru Gak omkring. Hr Gak knejser med nakken og lader som om ingenting er hændt, men fru Gak sender Tinnitus et venligt glimt med øjet.
Den aften går Tinnitus til pinds med ro i sin lille hønsesjæl. Det Onde hærger stadig Derude, men nu åbner hønselemmen igen, og de kan komme ud i den friske luft. Alt er trods alt endt godt, og skidt pyt med at de ikke kan danse om det lille grantræ - det skal nok blive jul alligevel.
-
24. december (må først læses ....., men jeg skal på juleferie og har kun tid nu .....)
Tinnitus vågner rigtig tidelig i dag, han kan næsten ikke tro, at de i går fik lov til at gå ud, tænk at have været indespærret siden den 15. november - men nu vat det slut. Grunden til at han vågnede så tidelig, var fordi han i går havde sat sit indre hønseur så han kunne være sikker på at kunne overvære åbning af lemmen. For i aftes - efter mørket var faldet på og alle var på pind, kom damen i termokedeldragt helt uventet igen. Hun havde tændt lyset og var gået over til det apparat, som nu i over 1½måned ikke havde været sat til - det er den automatiske lemåbner der nu skulle sættes i drift igen - kunne Tinnitus fornemme.
Så blev transformeren sat i el-stikket og den lille røde lampe lyste atter. Efter få sekunder begyndte den snurrende lyd - åh den dejlige lyd, Tinnitus huskede atter lyden, hvor havde han dog savnet den, lyden der betyder at lemmen åbner.
Damen i termokedeldragten sagde hurtigt "God nat søde venner og sov godt" og så forsvandt hun ud af hønsehuset, mens hun slukkede lyset i farten. Straks stoppede den automatiske lemåbner med at åbne og gik i gang med at lukke. Selvfølgelig var det godt der blev lukket, så ræven eller måren ikke kunne komme på besøg, men Tinnitus ville næsten heller havde at lemmen stof åben og så løbe chancen , end at den måske ikke ville åbne i morgen tideligt.
Derfor sad Tinnitus nu, stift stirrende på den røde lampe for som om han kunne tvinge den til at virke, hvis den nu pludselig skulle slukke. Tiden sneg sig bare sååååå langsom, åh bare så langsom, så nu mente Tinnitus at lyset udenfor var som den skulle være for at lemmen gik op, Han satte i et vældigt Kykkelig Kyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyy og sandlig, om ikke lemmen ganske langsomt begyndte at glide op.
Nu kan det nok være at alle kom ned på gulvet og ikke som det ellers var normalt, begyndte at få noget morgen mad, nej alle ville ud og det på én gang. Der var en massen og en skubben for at komme ud. Faktisk skete der det, at Tinnitus og Hulda kommer til at spærre for udgangen, de sidder faktisk fast. I deres iver for at komme ud, kommer de til at presse sig ud samtidig og da de begge forventer den anden lige venter lidt med at gå frem, går, nej presser de sig frem samtidig og med det resultat, at de klemmer sig fast. Men ikke nok med det, så forsøger Unge Stig at komme op over dem og ud, men drt gør det bare værre, for nu sidder de alle 3 klemt fast. De der ikke nåede hen til lemmen først, er nu fremme og presser på for også at komme ud.
STOP; STOP, råber Tinnitus "Hold op med at skubbe" " vi sidder uhjælpeligt fast". Der bliver en kaglende og en skræppen af den anden verden, Fru Gak (Hr Gak manglede) kommer forskrækket tilbage fra græsplænen i en hulens fart "Hvad sker der dog, hvad er det for en larm" råber de. Larmen får også de to gårdkatte til at komme ilende til, for så megen larm, har de ikke længe hørt. Nu kaglers der og skræppes der af den anden verden, selv kattene begynder at hyle op, for de vil da også gerne give deres besyv med, selv om de ikke er klar over hvad der egentlig sker.
Så går døren op til huset hvor manden i træsko og damen i termokedeldragten sover om natten, og ud kommer damen - men IKKE i termokedeldragt - hun har sutter på og har lige nået at slå en frakke om sig. Hun er naturligvis blevet tilkaldt af alt den larm. Hun er helt hvid i ansigtet af skræk, for hun er af den overbevisning, at lemmen ikke lukkede efter hun forlod hønsehuset i aftes og at ræven nu er på spil.
Det er aldrig sket før, at Tinnitus har set hende komme i sådan en fart, han bliver så forbavset, at han lukker næbet, det samme sker for alle de andre og alles øjne vender sig mod damen i ---frakken - hun falder lige så lang hun er over det lille juletræ, som manden i træsko havde været ud og fælde i går aftes, mens hun satte strøm p automatikken i hønsehuset.
Han havde ved hjælp af en pandelampe og en økse, været ud i urtehaven, for at fælde et lille grantræ, granen havde han en helt bestemt ide med hvad den skulle bruges til, og som han ville overraske både damen i termokedeldragten og hendes elskede høns med. Men uheldigvis havde han efterladt træet, midt på gårdspladsen og desværre lige der hvor damen i termokedeldragten nu kom løbende i sine morgen sutsko.
Nu sås manden i træsko i døren ind til huset, han kunne ikke skjule en dyb latter, der kom helt nede fra lungernes dyb. Han lo af hjertes lyst og gik frem mod træet med den nedlagte dame. Hun vendte ansigtet mod ham og så begyndte hun også at grine, så det var en fryd.
Tinnitus, Hulda og unge Stig kikkede med underen på optrinet, de kunne ikke rører sig en tomme, de sad virkelig fast.
Nu hjalp manden i træsko den uheldige dame i termokedel......nå nej .....frakke, op på benene igen. "Hvorfor ligger der et juletræ her ?" spurgte damen i termokedeldragten og så undrende på sin mand.
Ja, jov ser du, jeg havde tænkt at.....Længer kom han ikke før damen i termokedeldragten vendte sig om og sagde "Åh, Gud - det er jo mine kære Høms jeg var på vej ned til - kom".
De satte i løb ned til hønsehuset med hjertet helt oppe i halsen, havde ræven nu......Nej- se der, har du set de 3 fjollehoveder i åbningen - Damen i termokedeldragten havde straks set, hvad der var galt og nu begyndte hun at le, dels af glæde over at der ikke havde været besøg af ræven og dels af det komiske der var i, at de tre hønsebasser åbenbart sad fast i åbningen.
Hun fik hurtigt åbnet ind til hønsegården og gik hen til sine fastsiddende dyr. Hun rakte hænderne ud efter dem, for at hjælpe dem fri. Tinnitus blev faktisk både lidt flov og lit vred, vred over at hun grinede af dem, så han hakkede ud efter hende.
"Så, så du, jeg vil jo bare hjælpe jer fri" sagde damen i termokedeldragten og skubbede blidt til alle tre, så de kunne komme fri, ved at blive skubbet ind igen. Det gjorde udslaget, alle kom fri og nu gik de mere roligt til værks, de gik ud en for en. Da lågen stod åben, var de straks på vej hen mod den, men så kan det nok være, at damen nu uden sutsko, for dem havde hun tabt på vejen efter faldet over juletræet, kom retur og ud af hønsegården og fik lukket lågen.
Så gik hun op mod huset, hvor hun så manden i træsko tage det lille juletræ og bære det over mod værkstedet. "Hvad skal du nu" spurgte hun. "Kom" sagde manden i træsko "kom", så skal jeg vise dig hvad jeg har fået af ide, med dette træ.
Damen i termokedeldragten kom til at se ned af sig og fik mere travlt med at komme ind, for hun var ikke bare beskidt, men hun frøs også. "Jeg skal lige ind og ordnes og have noget tøj på, så kommer jeg".
I hønsegården var der travlhed, alle skulle rundt og se alt det de havde savnet så længe. Selv om der ikke var så meget plads, da noget jo var hegnet fra, så var det alligevel vidunderligt, igen at kunne få jord under neglene og rode rundt i alle de blade der lå over alt.
Efter nogen tid gik døren op tik værkstedet og ud kom manden i træsko sammen med damen i termokedeldragt. I mellem sig bar de det lille juletræ, men det havde ganske skiftet udseende. Nu kom de hen til hønsegården, åbnede lågen og trådte ind med træet. De stillede det midt i gården og hvilken glæde var det ikke. Her havde Tinnitus forberedt sig og sin flok på, at i år skulle de ikke danse omkring juletræet der står i gården, men bare på den forkerte side at hegnet, nu hvor de er sat en andet op.
Alle - undtagen den evige skruk Maude - stimlede sammen omkring det lille træ, som ikke var så lille endda, når det sås fra en hønsehøjde. Nå og ih, lød det fra alle sider.
På træet var der placeret menneske pynt, men ikke helt som det plejer at se ud. Træet havde rigtig mange kugler, som manden i træsko åbenbart havde lavet uden at nogen havde opdaget det. Det var fyrretræskogler, der var dyppet i en gryde, hvor han havde smeltet kokus fedt og blandet det med solsikkekærner, valnøddekærner og rosiner.
"Se kære Tinnitus, lille Gerda, Unge Stig og alle Jer andre, her er vores julegave til Jer", sagde damen i termokedeldragten, for den havde hun fået på igen. "var det ikke en overraskelse" . Det måtte de jo give hende ret i. Efter at manden i træsko og damen i termokedeldragten var vendt tilbage til huset, fik alle travle med at finde deres julepynt frem.
For i hønsegården var der masser af flotte blade, som kunne bruges til at pynte træet med. Tinnitus viste godt, at det var en uskik at pille fjer af sig, men i dagens anledning tillod han sig at tage en af sine smukkeste halefjer og placerede den på en af grenene. I den nedgående sol, skinnede halefjeren i de smukkeste blå og grønne nuancer. Fru gak kom også med nogle af hendes blade til træet. Hun kunne ikke forstå, men Hr Gak var forsvundet her til morgen, hvorfor skete det hvert år for hende ?, Altid skulle hun tilbringe julen alene. Men så kunne hun jo glæde sig til nytårs aften, for så kom der vel som sædvanlig en ny Hr Gak. Nytåret skulle hun så aldrig gå alene ind i.
Nu skulle Tinnitus lige ind og se til den evige skruk, Maude - Hun lå der med sit hvide bryst og mellem det og halmen kikkede 10 små sorte hoveder frem. "Til lykke Maude, med de små" sagde han og "her er der en lille gave fra mig". Maude tog imod en lille fine gren - hvor var den smuk. "Tak" "rigtig mange tak, for gaven" Sagde hun. Tinnitus smilede til hende og hans faderhjerte struttede at stolthed - hvad han ikke viste var, at........
Ude ved træet var alle ved at gøre sig klar til at danse omkring juletræet. Oppe fra huset sås damen i termokedeltragten (nu skiftet ud med en smuk rød kjole med et nissemotiv på) og manden i træsko, nu skiftet ud med et par varme sutter hæve rødvinsglasset og skåle ud mod hønsegården.
Tinnitus sluttede sig til de andre og nikkede venligt op mod huset og skævede til alle hans små smukke gaver til alle, som lå klar til udlevering, når de havde danset omkring juletræet. "Men først skal det vises siden skal det spises".
Glædelig jul fra os alle til alle Jer !mc
-
25. december
Nå ja, eventyret er slut for i år.....det har været sjovt at være medskribent ;D
Men jeg er lidt nysgerrige, hvor mange har egentlig læst med?
-
Det har jeg :) og har hygget mig med det :)
-
Det har jeg også og undskyld de gange hvor det var lagt ind før tid kunne jeg ikke nære mig. Jeg læste det med det samme. På en eller anden måde følte jeg mig lidt identisk med lille Gerda. Nok på grund af navnet og så også fordi jeg også er ret lille.
-
Jeg har læst det meste, og skrevet et enkelt afsnit, ville dog gerne have skrevet lidt mere, men pyt med det.
Kan være jeg skriver en efterskrift ;)
-
Herfra også glædelig jul (baghjul ) til alle. Det har været meget inspirerende at skrive sammen med andre. Det skal vi gøre igen, syntes jeg. Afsnittene bliver længere, kan jeg fornemme - måske eller nok fordi man ikke nødvendigvis tænker på det næste afsnit og slet ikke, på hvad der skal ske endnu længere fremme.
Et efterskrift lyder da helt fint Lene.
-
Jeg har, og har glædet mig til et nyt afsnit hver dag. Tænk, at man kan gå og tænke på , hvordan Tinnitus og hans damer (og unge Stig) klarer sig ... Tak til skribenterne, det har været den bedste julekalender!
-
Har, med stor glæde, fulgt med. TAK!
-
Har også læst med. Det kom i godt fra. Jeg tror at de fleste har læst med. Men det plejer kun at give nogle få reaktioner hvis man spørger folk. Så det betyder ikke at vi ikke kunne lide det. Tak for hyggelig læsning.
-
Jeg har også læst med og glædet mig over, så meget godt, I bryggede videre på min start. Desværre lagde en tackling i form af sygdom i den nærmeste familie sig grundigt på tværs af mere skriveri fra min side - men det var heller ikke spor nødvendigt. Og måske blev Juleeventyret 2016 måske netop så godt, fordi så mange involverede sig og kom med ideer. Måske er traditionen lagt for kommende juleeventyr, og der kan jeg, 7-9-13, være med, igen /o
-
Har også læst med og af og til højt for husbond :). Nød hvert bogstav og hvert fantasifuldt indslag.