Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum
Rosenbud.dk - Alt i tilbehør til høns america.png

Nyeste

Forfatter Emne: Julefortælling 2022  (Læst 5718 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 934
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #15 Dato: 16 December , 2022, 23:20 »
17. december 2022
AnnaBell rundede hjørnet af åen lige før broen med de to gemmen strømninger og kunne se, at strømmen blev stærkere, det kunne hun fordi krusningerne tæt på det runde rør blev kraftige set i overfladen. Hun måtte også bruge flere kræfter for at komme frem.
AnnaBell var helt uvidende om at det nok er stedet hvor nissefamilien opholder sig, hun nu nærmere sig.
Så hun afsøger alle ting som hun ser, med et meget kritisk blik, Kritisk forstået sådan, at hun kikker efter ting der måske ikke helt er forventeligt det pågældende sted, især kikker hun efter fodaftryk eller små træsko. Hun ved jo at nisser går med træsko, det så hun sidste år. Men når man betænker, hvor små nisserne er og dertil, at træskoene er tilsvarende små, så vil det være næsten umulig at se deres aftryk, hvis ikke man står lige over for dem.
Men måske kan man se, hvis skrænten var våd, da nisserne passerede dem og var gledet, så – måske – men det kunne måske også være spor efter rotter, for de indgår også i naturfaunaen langs en å.
AnnaBell kunne godt se, at hun ikke kunne svømme gennem røret og ud på den anden side og derfra vider op af åen, for strømmen var simpelthen for stærk. Så hun valgte det firkantede hul med kampestenene  i bunden. Her var der ingen gennemstrømning lige nu, da vandmasserne ikke var så store. Hun hoppede op af vandet og begav sig op over kampestenene og se nu, for hvad var det ?. Hvad var det for noget der lå mellem to af de store sten.
Hun gik nærmere for at beskue det. Hun løftede det op med sit næb og lagde det på toppen af den nærmeste sten og begyndte at studere det hun havde fundet fra flere vinkler, hun vendte det og kikkede igen på det. Men hvad var det for noget ?. Hun kendte ikke noget der så sådan ud, træsko var det slet ikke, hue heller ikke.
Men hvad kunne det så være, for det var altså ikke noget der normalt forekommer i naturen. Nu havde det været godt, hvis AnnaBell havde tænkt tilbage på de gange hun havde været tæt på Fodermesteren, for han havde noget der lignede det hun nu stod med, bare i en meget større udgave – måske var det farven på genstanden der snød hende, for fodermesterens tilsvarrede var ikke så gul som dette stykke stof hun stod med. Hans var vel nærmest lysegrå og meget stort og langt og også smalt. Dette stykke stof var også smalt og langt og havde små frynser i begge ender – det manglede på Fodermesterens. Hvad kunne det dog være ??.
Det er kun i menneske tegninger af dyr, at de klæder feks en and på, med menneske tøj og det havde AnnaBell aldrig set – Ænder med menneske tøj – derfor kunne hun ikke gennemskue hvad det er hun står med. Vi – mennesker – er ikke i tvivl, det er et tørklæde – naturligvis. Og mon ikke det er et som engang har tilhørt og vel fortsat tilhører en nisse. For normale ænder går ikke med halstørklæder.
 
AnnaBell opgav at finde ud af hvad der var hun havde fundet og gik vider, men hun hængte halstørklædet op på en gren, så hvis den der har tabt det, vil kunne se det hænge der på grenen. Inden hun fortsatte. Nu var hun lige ud for den firkantede gennemgang og hun kikkede meget nøje efter, om hun ville kunne komme igennem og ud på den anden side. Det kunne hun meget nemt, for – det lignede faktisk en mini port – var pænt bred og høj. Hun gik frejdigt vider, dvs hun hoppede fra sten til sten. De var slebne flade gennem mange års slid, når vand, indeholdende sand, passerede dem.
Da hun var inde midt i gennemgangen, så hun, at der oppe under broen var – ja hvad var det egentlig ?.
Det var som om trærodden fra asketræet, der stod oppe på eller ved selve broen, havde strakt sin rod ind under betondækket og nu dannede et nyt gulv – for det måtte det jo være med den placering det havde.
Her ramte AnnaBell faktisk plet, uden hun helt kunne vide, at hun nu stod og så på det der danner gulv i den bolig der her er skabt af årtiers påvirkning fra vandes kræfter. Roden som groede ned i åens vand, er blevet presset til at bøje af og gro lodret ind under broen og i perioder uden vand har roden så kunnet gro sig kraftig og stærk i tykkelsen og så, når vandet atter kom, blev den nødt til at fortsætte ind under broen og derved skabe en stor massiv flade, lukket i den ene side og da den kom over til den modsatte side, begynde at gro op igen,mod og om kanten på broen.
Hvad AnnaBell ikke kunne se med det blotte øje er ……..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 934
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #16 Dato: 18 December , 2022, 00:03 »
18. december 2022
AnnaBell følte pludselig en sult af den anden verden og den skal altså stilles og hvor bliver den bedst det ?.
Rigtigt – hos Fodermesteren – så resolut begav hun sig op til stuehuset og ned til den sydlige end, hvor køkkenet er. Det er så praktisk, at hvis Fodermesteren ikke kikker ud af vinduerne, så kan man blot stille sig enten foran glasdøren ved det sted han spiser morgenmad, eller gå om i haven og kikke ind af den dør der er der, for den har også vinduer helt ned til jorden. Det er en taktik AnnaBell har lært af hønsene, for de kommer jævnligt forbi for at få enten rester eller godbidder serveret, helst omgående når de arrivere ellers gør de opmærksom på deres ankomst ved at hakke på vinduet.

Normalt – når altså Fodermesteren ellers er inde – så er han meget nem til at få til at komme hen i døren og give godbidder, hønsene har ham mistænkt for at nyde deres ankomst og fodring.

AnnaBell kontakter han normalt lidt op af formiddagen – sent hvis man skal være ærlig – for han er en sovetryne – især om morgenen.  Så ser han hende enten fra soveværelset eller når hun er helt tæt på køkkendøren. Og så kommer han med Majs – er man heldig så hjemmebagt franskbrød, det kan AnnaBell også godt lide.
I dag kan hun se, at der er stor aktivitet i køkkenet og via udsugningen ved komfuret, kan hun lugte, at der er gang i den helt store kokkerering. Fodermesteren står ved det store køkkenbord og ser meget koncentreret ud.

AnnaBell forsøger med sin svage stemme at gøre opmærksom på, at hun er der og gerne ser der bliver serveret, men det virker ikke – så går hun tætter på vinduet, så tæt, at han ikke kan undgå at se hende, hvis han kikker i den retning, men nej.

Han er alt for optaget af sine køkkensysler. AnnaBell har ikke lært at benytte næbet på ruden, det treks kan en af hønerne og for år tilbage havde en fasan også tillagt sig den vane. Men AnnaBell må bare vente til han kikkede ud.

Hun er ellers utålmodig, for hun er ene om at være der, hønsene er heldigvis ikke til stede. Og så åbnede han pludselig døren og ud smuttede Tot, heldigt, for så så han AnnaBell og han gik ind og hentede - - - -

Det blev til de dejlige majs og lidt senere kom han igen og denne gang med hjemmebagt franskbrød – åh hvilken luksus – hun nød maden – men skyndte sig at sluge den, for hvem ved hvornår de andre tiggere kommer.
Ud af døren kom den dejligste duft af madlavningen der var gang i inde i køkkenet. Der blev kogt suppe, kogt hjemmelavede kødboller, melboller blev også fremstillet, som vor mor gjorde det. Bagt Bedstefar med skæg kage og flute og endelig rørt æbleskivedej. For i morgen står den på julehygge på Møllegaarden.
Fodermestrene sætter en ære i at det han servere er hjemmegjort – for det mestes vedkommende. Så nu må han stoppe skriveriet for . . . . . . . .

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 934
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #17 Dato: 19 December , 2022, 00:53 »
19. december 2022
Hønen hold ligesom vejret og kikkede nervøst på de andre, hun var bange for, at de ikke ville tro hende, så fortsatte hun: Trærodden åbnede sig og det så grangiveligt ud som når en dør til et af menneskenes huse går op.
Alle der hørte hønen så skeptiske ud – det var det hønen havde frygtet. Men efter en pause, som hun syntes uendelig, havde en af mosegrisene vendt sig om og sagt: Det er som i et eventyr, ik ?, der sker der tit mærkelige uforklarlige ting – er det ikke spændende ?.

Det blev man enige om at det var det. ”Så du noget mere” ville alle vide. Ja, for nissen gik ind af det der lignede en dør og så lukkede trærodden sig igen og stod fuldstændig som før ! Men skete der ikke mere – nej ikke mens hønen var der, for efter et stykke tids venten, måtte hun jo se og finde de andre høns i sin flok, for en enlig høne i en skov – eller i hvert fald skov lignende område – gør klog i ikke at være alene. Flere øjne ser bedre end to, det viste hønsene af bitter erfaring. De havde – med mellemrum – mistet flere af deres kære til ræven.

Blishønen var nu klar over, at den havde fundet det den og AnnaBell ledte efter, nemlig stedet hvor gårdens nisser var flyttet hen og derfor ville hun nu drage tilbage til AnnaBell, som var den af de to, der ledte i området hvor det omtalte træ står.

Derfor takkede hun mosegrisen for oplysningerne, ja det var jo også hønen der ledte til opklaringen af mysteriet med de forsvundne nisser, der burde takkes, men hun var jo ikke til stede. Så blishønen gled lige så stille ud i åen igen og svømmede tilbage til der hvor Annabell og hun var skiltes. Herfra fortsatte hun så – gled forbi stedet med den gamle kane og rundede hjørnet hvor åen slår et sving og så nu Asketræet knejsede over broen med de to gennemstrømninger.

Hun kom så betids, at hun lige så AnnaBell lette og flyve i retningen af gårdspladsen. Hun kaldte på hende, men forgæves, hun var allerede for langt væk til at kunne høre hende. Hvad mon der gik af AnnaBell, siden hun fløj væk ?, Måske Blishønen skulle være forsigtigt, for måske havde AnnaBell set en fare og måttet lette – Blishønen valgte at blive ude midt i åens vand, erfaringen sagde hende, at her var hun i sikkerhed. Imens nærmede hun sig broen.
Hun er meget mindre end AnnaBell og kan derfor svømme igennem passager AnnaBell ikke kan, derfor valgte hun at svømme gennem det runde rør under broen og kom hurtigt ud på den anden side. Pu ha, strømmen var godt nok streng, men en lille krop og gode ben gør meget. Hun kom igen i smult vande og kunne nu koncentrere sig om det sted på Asketræets rod, hvor hønen havde fortalt, at der var sket det med at roden havde åbnet sig.
Blishønen svømmede ind til bredden, gik – eller retter hoppede fra kampesten til kampesten op til broens overkant. Med meget skeptiske øjne kikkede hun på den brede trærod der dækkede - næsten - for gennemsyn at gennemstrømningshullet – najj kunne det virkelig passe, at her var en dør ind i eller under roden ? Hun kunne ikke se den mindste revne – dvs der var naturligvis revner, for det er der jo i alle træer der er dækket med bark, så hun ledte efter revner der ikke ville forekomme ved naturlig spækning af bark, men forgæves, der VAR IKKE noget forkert at se.

Mærkeligt – mærkeligt – hvad så, hvad skulle der nu ske ?. Hun ville ønske AnnaBell var her, så kunne de i fællesskab have talt om hvad de nu skal. Men AnnaBell var jo fløjet op til huset – gårdens stuehus – og det ville Blishønen om ingen omstændigheder. I år1000-ner af generationer havde blis høns holdt sig på lang afstand af mennesker og hende her havde ikke tænkt at lave om på det – hun havde fået tudet ørene fulde om alle de grimme ting et sådant møde ville kunne medføre, af sine forælder, som havde fået den samme historie fortalt af deres for… osv osv.
Derfor valgte hun at smutte over i mølledammen og vente til AnnaBell kommer tilbage, hun ved, at det sker hver aften, lige før de skal gå til ro for natten. Hun placerede sig et sted, hvor hun både kunne se Broen og træerne der dækker for udsynet til gårdspladsen, så mente hun sig sikret at hun ville se AnnaBells tilbagekomst. Hun skulle ikke vente forgæves ret længe….

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 934
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #18 Dato: 20 December , 2022, 00:15 »
20. december 2022
Blishønen lå stille og hvilede sig, da den pludselig så noget rører sig over ved Asketræet. Den koncentrerede sig om at se hvad det var der skete. Solen var ved at gå ned, så det begyndte at mørkne inde under trækronerne. Men hun kunne se, at der oppe på stien der fører over broen, i retning fra kornet,  kom 2 eller tre små skikkelser gående. For bedre at kunne se, svømmede hun tætter på bredden som fører op til broen.

Nu kunne meget tydeligt se, at det var en stor og to små nisser der kom gående. Hvad mon der ville ske, hvis hun råbte dem an ? turde hun det ?. Hun skulle lige til at råbe, men så så hun ud af øjenkrogen, at AnnaBell kom flyvende og et øjeblik efter ladede hun lige bag Blishønen. Blishønen vendt sig om og fik straks kontakt med AnnaBell og forklarede omgående, hvad der var ved at ske.

AnnaBell blev fyr og flamme og de kikkede begge i retningen af stedet Blishønen havde fortalt nisserne kom gående. Men nu var de pist væk. Ikke en af dem var at se – åh nej, nu var de lige ved at få kontakt,  Og så ændrede alting sig bare lige  med et. De havde i alt fald  haft chancen for kontakt.

Hvad skulle de nu gøre ?. Hvorfor var en kontakt så vigtig lige nu ?. Det kunne AnnaBell fortælle, for hun havde tilbragt flere timer sammen med Fodermesteren og der havde hun set, at han forbereder julen og dens komme. Julen som AnnaBell husker så ganske tydeligt fra sidste år. Det var en af årets bedste stunder, huskede hun.

Især jule aften i nissernes selskab og med den hyggelige fejring af julen i Valnøddetræets store stub. Nu hvor hun tænker rigtig efter, så vil hun meget gerne opleve det igen. Men hvis de ikke snart får kontakt med nisserne, så forpasser de dagen, for Fodermestrene havde nævnt i dag, da han fodrede AnnaBell, at juleaften var om 4 dage.

4 dage er ikke meget tid, når de indtil nu havde været så uheldige mht at knytte kontakt med nisserne.
Da nu nisserne var væk, kunne blishønen sætte AnnaBell ind i hvad mosegrisen og hønen havde fortalt om hvor de tror nisserne bor. Men Blishønen var sten sikker på, at det med trærodden på Asketræet og det med den mystiske dør der åbnede sig når nissen fægtede med armene og sagde ord – måtte have noget at gøre med hvor nisserne bor. Mosegrisen og hønen havde jo også fået den tanke.

AnnaBell kikkede med en vis skeptisk mine på blishønen, men viste at hun kunne stole på hende, når hun fortalte noget. Dog ville hun gerne selv med egne øjne opleve, at der åbnede sig en dør i Asketræets rod.
Nu måtte de lægge en slagplan for hvordan de skulle kunne være så heldig at se døren gå op – AnnaBell og blishønen aftalte, at fra nu af skulle de fra solen stod op og til den gik ned, holde vagt ud for træet og aldrig tabe det af syne. De skulle finde en god udsigtspost hvor fra man kan overskue alt omkring asketræet.

Blishønen syntes at den pilestamme der ligger og strækker sig fra bredden af mølledammen og ud i vandet, vil være ideel, når man blot stiller sig oppe på det højeste at grenen. AnnaBell finder det ikke som en god udsigtsplads,  for med hendes føder, som jo som bekendt er svømmefødder, så kan hun ikke stå ret længe på en gren, og slet ikke af den tykkelse pilegrenen har.

På vandet går heller ikke, for det er for langt væk fra træet og de skal ikke råbe på nisserne når de viser sig, -  så derfor skal der findes en udsigts post der er tætter på. For ikke at mølledammens vand og åen løber sammen, så er der opkastet en vold mellem åen og mølledammen. Volden løber helt hen til broens to gennemløb. Engang da vandet fra mølledammen skulle trække vandhjulet på vandmøllen, skulle mølledammen fyldes op jævnligt, for at der skulle være vand nok til at drive møllehjulet.

Helt præcist hvordan det havde set ud dengang – måske i 1700-tallet, er der ikke rigtig nogen der ved i dag, men i dag er der ikke direkte adgang mellem de to dele. Men volden vil nu være ideel at bruge som udsigtspost, så det aftalte vore to venner, at den skal være. Det gør også, at – skulle der komme uvedkommende dyr eller mennesker, kan vore vagtindehavere hurtigt smutte enten ud i mølledammen eller i åen. Så nu fordelte AnnaBell og blishønen vagterne mellem sig, men først skulle de begge have en god nats søvn, så de kunne gå frisk til opgaven i morgen…..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 934
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #19 Dato: 21 December , 2022, 00:17 »
21. december 2022
Bedst som søvnen havde fået tag i dem begge, lød der et skrig, de for begge sammen af forskrækkelse, men afløstes straks af en mere rolig følelse, for det var jo bare hr ugle, som fortalte omverden, at han var vågnet og nu skulle på sin natlige patrulje rundt i skov og eng. Men alligevel, det lød altså forfærdeligt – det skrigeri – nå men det var nu engang uglens måde at fortælle om sin tilstedeværelse.

AnnaBell forsøgte med held at vinke ham til sig og han landede på grenen lige ved siden af hende. Hun spurgte først til hans helbred. Som han kunne oplyse var udmærket. Derefter spurgte hun til hans kendskab til om nisserne var flyttet til bage til Møllegaarden. Han så betænksom ud i månens skær – han var altid længe om at svare, som om det krævede megen omtanke før ordne kom til han. Jov det skulle han da mene de var, for han havde fra flere sider hørt det skulle være tilfældet, faktisk havde han selv hilst på nissefaderen en aften, hvor han havde mødt ham oppe ved det gamle stenfundament, hvor den for længst nedrevne vindmølle havde stået.
De havde udvekslet nogle få venligheder og der fortalte nissefaderen, at de efter lang tids leden, endelig havde fundet et nyt sted at bo. De ville jo så nødig flyttet væk fra gården, hvor deres familie havde boet i så uendelige mange generationer – som han udtrykte det.
Og stedet – havde han sagt  noget om det – ville AnnaBell vide – ja, det er faktisk lige her hvor vi tre opholder os nu, sagde uglen. Over under det store Asketræ – skulle det være – sagde uglen.

Nu måtte AnnaBell forsøge at styre sin stemme, for nu ville hun spørge uglen om han også havde kendskab til det mystiske med armbevægelser og ordremse, for at få en dør til at åbne sig, hun var bange for at han måske ikke troede hun var helt ved sig selv, når hun kunne omtale sådant noget.

Hun tog mod til sig og spurgte. Hun kunne godt mærke hendes stemme rystede lidt og hun ikke talte helt så højt som hun plejede. Uglen var tavs, han lukkede sine store øjne og åbnede dem kun langsomt igen, derefter drejede han hovedet lidt fra side til side, blinkede igen og sagde så: Ja ser du lille dame, det er jo ikke noget man taler ret meget om, det med at der sker mystiske ting, som ofte betegnes som overnaturlige. Men i mit lange liv, har jeg oplevet mange ting og deriblandt også det du snart vil fortælle mig om.
Du vil vel fortælle, at der sker ting som ikke sker under normale forhold, og at det som sker ikke burde kunne ske – ikke sandt ?.
Det var rigtigt hvad uglen sagde, derfor fortalte hun ham om ordremse og fagter. Uglen kunne bekræfte, at det havde han hørt om før og faktisk også selv oplevet et par gange.
AnnaBell var lettet, når en som uglen kunne tale om dette emne – helt naturligt – og åbenbart selv havde oplevet noget tilsvarende, så turde hun endelig tro, på det Blishønen havde fortalt, at hønen havde oplevet. Nu blev det bare endnu mere spændende om hun selv skulle opleve dette fænomen.

Uglen gjorde klar til at lette, for sulten var ved at overmande ham, og han blinkede til AnnaBell og meddelte sin afgang. AnnaBell, ja såmen også Blishønen, som havde lyttet med til de tos samtale, ville gerne tale mere med uglen. Kommer du igen senere, ville de vide, måske sagde Uglen og lettede og fløj ud over engen.

AnnaBelle og blishønen sad lidt og kikkede ud i luften, uden at sige noget, så skulle de lige til at begynde en samtale, da de begge så, at der over fra asketræets rod pludseligt trængte en lyskegle ud og oplyste de nærmeste omgivelser.
De blev både lidt beklemte ved situationen, men også umådelige spændte på, hvad det var der var ved at udspille sig, for deres øjne. Lyset blev kraftigere og kraftigere, efter som om der blev åbnet en dør.
Ganske rigtigt, det var en dør der blev åbnet og i døråbningen stod er en lille nissedreng med en lygte i hånden. Mageløst, så skulle de endeligt ……..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 934
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #20 Dato: 21 December , 2022, 23:44 »
22. december 2022
Den lille nisse kom ud af åbningen – eller som den er beskrevet nogle gange, døren – og begyndte at gå i retning af gårdspladsen. AnnaBell og Blishønen turde ikke gøre opmærksom på deres tilstedeværelse, så de nikkede til hinanden – ind forstående – de ville følge efter nissen. Men så opdagede de, at de i deres ivrighed med at holde øje med hvad der sker, ikke har lagt mærke til, at det faktisk er blevet mørkt, ikke helt måske, men dog så meget, at hvis de vil følge den lille nissedreng, så vil mørket om ganske få minutter været total.
Det gør, at de ikke kan følge ham, for de vil ikke kunne finde tilbage i mørket, Men AnnaBell kom i tanke om, at der på gårdspladsen er en belysning, der gør, at man lige kan orientere sig, så hun rejste sig og ville følge efter nissen, men Blishønen blev liggende, den ville ikke med. Den kunne ikke få sig til at nærme sig gårdspladsen, det kunne den bare ikke.
Skulle AnnaBell så forsøge at følge med, de måtte tage en hurtig beslutning. Det skulle hun, så hun fulgte efter nissedrengen og Blishønen blev tilbage. Lyset fra døren i trærodden forsvandt lige så stile, som døren gik i og det blev atter mørkt.

Nissedrengen gik raskt til og var snart ved gårdspladsen, AnnaBell var lige i hælene på ham, dog med en afstand der gjorde, at han ikke kunne høre hendes skridt. Nissedrengen gik over til staldlængen og fulgte den op til døren ind til malkerummet. Her så AnnaBell at han kravlede op og ind af kattelemmen der er i døren og som Tot og Knold, gårdens katte, benytter hver dag, når de efter aftensmaden, bliver sendt ud for natten.
Nu var AnnaBell på den, for hun havde aldrig prøvet at passere kattelemmen og hun havde bestemt heller ikke lyst til at prøve. I øvrigt ville det også larme så meget, at nissedrengen ville opdage hende.

Derfor lagde hun sig ind mellem staudetoppene i bedet, over for laden og ventede på nissedrengen vil komme ud igen, for det måtte han jo gøre, på et eller andet tidspunkt. Hun lå derfor som på lur og ventede – og ventede og – endelig skete der noget. Der lød et smæld fra kattelemmen og ud på gårdspladsen trillede et æble, så et til og atter et. Lidt efter kom nissedrengen til syne og han smed sin kurv ned foran døren og hoppede selv bagefter.

Nu fyldte han æblerne op i kurven og begyndte at gå tilbage, fra hvor han var kommet. Han slæbte meget, kurven var ganske givet tung for den lille fyr. AnnaBell gjorde sig klar til at følge efter, men så blev freden på gårdspladsen forstyrret af, at Fodermestrene kom kørende i sin bil, ind på pladsen. Det hindrede AnnaBell i at se efter nissedrengen, da bilen kørte mellem de to. Da bilen var væk, var nissedrengen også væk.

Pokkers også, nu kunne hun ikke følge ham, for uden en lygte der viser vej, kan hun ikke finde tilbage til mølledammen. Hun ville heller ikke gerne gå alene langs Orangeriet, staudebedet og på stien mod broen med de to gennemløb.
Altså måtte hun sove i nat på gårdspladsen. Det var nu heller ikke noget hun var bange for. Der havde hun sovet adskillige gange i løbet af sommeren. Det var i en periode, hvor hun ikke var tryk ved at sove ude i mølledammen. Så hun rejste sig og gik over til staldmuren for at finde sin soveplads. Den fandt hun hurtigt og lagde sig til rette.

Kort tid efter så hun Fodermesteren gå over gårdspladsen og hen til døren med kattelemmen. Da han så AnnaBell hilste han med stor glæde på hende. Fodermesteren er altid mere tryk ved hun sover der, end alle de andre steder, han har set hun opholder sig efter mørkets frembrud.
”Nå AnnaBell du gør måske klar til at være her i den tilstundende jul” sagde han ”Så vil du måske også have noget risengrød ?, for det stiller jeg ud til nisserne til juleaften.” Han viste godt hun ikke spiser risengrød, for han havde nogle gange forsøgt at give hende rester fra køkkenet, men det var kun franskbrød i små firkanter, han kunne logge i hende. Hun kunne jo heller ikke svare ham – hvor gerne hun end ville. Men de taler jo ikke samme sprog. Der er dog den forskel, at AnnaBell godt kan forstå hvad et menneske siger, men det ved de bare ikke.

Nu  vendte Fodermesteren om, gik ind i køkkenet og kom igen ud på gårdspladsen. Han gik målrettet hen til AnnaBell og i hånden havde han et stykke franskbrød. ”Det er vist en af dine livretter – ikke lille ven ? ” sagde han, mens han begyndte at rive småstykker af og smide dem hen til hende.
Man skule da være et skarn om ikke man kunne spise lidt franskbrød, tænkte AnnaBell og guffede i sig og glemte alt om nisser – trærødder der åbner sig. Hun gav sig hen i sin ynglings beskæftigelse – at spise serveret mad……..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 934
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #21 Dato: 23 December , 2022, 00:30 »
23. december 2022
AnnaBell nød brødet. Det mættede godt, her lige før hun skal sove. Egentlig nyder hun også samværet med Fodermesteren, han gør jo ikke noget ondt mod hende og hvorfor skulle han også det. Han har taget en småkage med til hende og giver hende den, men den falder ikke rigtig i god jord. I hvert fald spiser hun den ikke.

Sådan går det tit syntes han, hver gang han præsenterer noget nyt for hende, afvises det. Det er ikke som med hønsene. De guffer bare løs – kun kogt kartoffelskræl er ikke in mere.
Fodermesteren overvejer, hvad han skal give den lille dame de næste par dage, for han vil gerne byde på noget godt nu det er jul.

Men han ved jo godt, at med sine dyrevenner er det anderledes, end i menneskenes verden. Mad er foder og foder er – noget der skal til for at overleve og ikke nødvendigvis noget der skal nydes – som mennesker gør. Overdrevent fodring kan endda være fatal. Han husker med gru tilbage på dengang hans får var blevet fodret med korn af en vens søn. Fodringen var ment godt, men endte fatalt for flere får og nogle lam. Han rystede historien af sig og sagde godnat il AnnaBell.

Hun puttede sig ind under digitalis plantens blade. Planten havde hele sommeren prydet pladsen, med sine smukke lyseblå blomster. Nu var den for længst afblomstret, men blade og stængel, stod der endnu. Inden hun faldt i søvn så hun i gårdsbelysningens skær, at det begyndte at sne.

Her den 23. december da hun vågnede ved at høre hanen gale inde i hønsehuset, var der kommet et tykt lag sne, som på smukkeste vis dækkede hele gårdspladsen, ja vel hele landskabet her på egnen. Det var som om staudebedet igen blomstrede, nu bare med hvide blomster – alle sammen. AnnaBell nød det smukke syn og fulgte ivrigt med i hvorledes donpap hanen svang sig fra blomst til blomst for at æde frø. Dens røde bryst blev om end mere rød end normalt, med de sneklædte staude toppe. Hans frue fulgte lige bag ham, som altid, også hun fik sneen til at drysse ned på jorden, når hun landede – men hun sås ikke så tydelig som hende mand, da hun jo er helt grå og ikke rød.


AnnaBell blev forstyrret af Knold, som med stor fart kom hoppende ud af kattelemmen og for over mod køkkenet. Bare lyden af låsen der blev slået fra på køkkendøren, er nok til at både kattene, hønsene og AnnaBell reagerede omgående, for det er næsten altid signalet  at Fodermesteren kommer med mad. Det var så bare ikke tilfældet denne gang, han var blot på vej op til kostalden for at fodre.

Knold slap dog ind i køkkenet og kunne derved sikre sig morgenmad, da skålen med kattemad  altid står parat der inde. Høns og AnnaBell må så bare vente til han kommer til bage fra fodringen. Det gør de så men også gerne, for de kender jo arbejdsgangen særdeles godt.
Selvfølgelig blev der serveret morgenmad, da han vendte tilbage og så kan dagen endelig begynde. AnnaBell gik mod mølledammen, det var lidt besværligt, med den sne der var kommet i løbet af natten, men ikke uoverkommelig.

Da hun kom hen til vandet, hoppede hun i og svømmede over mod stedet hvor hun sidst havde set blishønen. Den var der heldigvis stadig og hun sagde god morgen, Blishønen hilste igen og kom hende i møde. Nu ville Blishønen vide, hvorfor hun ikke var kommet tilbage i aftes, for der var sket flere ting hun gerne ville have delt med hende.

Hun kunne dog godt forstå, hvorfor AnnaBell ikke turde færdes alene, som hun skulle have gjort. Men så matte hun høre godt efter, blishønen havde meget at fortælle fra aftenen i forvejen.
For ud af mørket var den lille nissedreng kommet gående tilbage og da han var ud for asketræet, så…..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 934
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #22 Dato: 24 December , 2022, 00:18 »
24. december 2022
Det er juleaften, udenfor ligger sneen højt, alt er stille. Dyrene i stalden er blevet fodret og ligger nu og drøvtygger. I hønsehuset er alle gået på pind, alle er mættet og krogen fuld af majs så der er nok til en hel lang nat. I morgen er dagen tiltaget med 45 sekunder, en start kan man sige, men det bliver til mere og mere for hver dag der går fra nu. Fodermesteren glæder sig til sidst i januar for så er lyset kommet så meget tilbage, at hans høns begynder at lægge æg igen. I skulle se hønsene nu, inden de skal sove. De har pudset fjerne så alle sidder korrekt og hvorfor kan de det ?, fordi alle er skiftet ud, over den sidste måneds tid.
De ligner alle helt nye høns klar til at gå ud i livet og måske de snart får nogle veninder for der er mange på egnen, der sætter stor pris på deres æg. Fremstillet som i de gode gamle dage, græs, korn og alt det andet dejlige de kan finde underes daglige vandring rundt i haven, skoven og på engen.


I Fodermesterboligen er julemaden næsten færdig, der mangler kun at få sovsen til at smage som brun sovs til flæskesteg skal smage. Julefrokosten – til hønsene i morgen – er puttet i en skål, efter hånden som middagen er fremstillet. Det er kartoffelskind, lidt karamel fra fremstilling af de brune kartofler, rester af den hjemmelavede rødkål, lidt fejlskårne gulerødder. Det skal de nok blive glade for.

En stor skål risengrød er stillet ud i laden til nisserne og af resten er der lavet ris a la man uden mandel, for det syntes Fodermesteren er lidt for pjattet, når han nu skal spise alene.
Fodermesteren sider i køkkenet, mens sovsen snore på komfuret, og kikker over mod stalden, skulle han – bare denne ene gang være så heldig at se nisserne komme for at spise det han satte ud til dem, eller er han for voksen til at kunne se det ?.


Under Asketræets rod er der også travlhed, for nissemor skal have alt på plads inden gæsterne kommer. Hun har for længst sendt nissefar og ungerne over i stalden for at hente risengrøden, som nu står i en stor skål midt på spisebordet. Her står også en skål med andemad fra mølledammen,  og en med de dejligste modne tjørnebær og sørme om der ikke også står et fad med jordskogger.
Al den mad er sat frem, for om lidt kommer både mosegrisen og dens unger og et par fætre, de skal have serveret jordskoggerne. tjørnebærrene er til Blishønen. Nissemor har nemlig set den spise dem med stor lyst og netop disse bær. For at pynte lidt på skålens indhold, har hun lagt lidt grønt mos og nogle asketræs frø ovenpå. Hun håber det vil bekomme blishønen vel.

Andemaden er til AnnaBell, nissemor har gennem længer tid set hende indtage netop denne ret hver morgen, før hun er fløjet op til gården. I bunden af skålen er der gemt majskerner. Dem har nissemor samlet når hun har været på besøg i hønsehuset.

I det hele taget har nissemor holdt godt øje med alle beboeren på Møllegaarden, det er en del af hendes pligt, syntes hun og hvis hun kan hjælpe med noget, så har hun gjort det – ofte uden at dem hun hjalp, opdagede det. Men det er jo også det en gårdnisse er til for.

 Hun var glades for at bo på det gamle halmloft på den gamle staldlænge, som ikke mere eksistere. Men fra andre nissefamilier hører hun, at det ofte sker, at disse gamle udtjente længer bliver revet ned. Aj ja, sådan går det.
Nu hvor de har fået indrettet sig under broen og med Asketræet som tag og gulv, så er hun såmen godt tilfreds.

Nu se hun gæsterne komme og går over for at åbne døren. Gæsterne sludre om hvor hyggeligt de skal have det i aften og Blishønen husker dem på, at det jo var hende der i aftes, mens nissesønnen fulgt af AnnaBell var oppe på gården, var gået op til den åbne dør, hvor nissemor stod og nød de første snefnug komme, og de havde hilst på hinanden.

Her havde nissemor fortalt blishønen, at hun hele december måned havde set AnnaBell og hende lede efter et eller andet og en dag havde hun hørt det var dem – nissefamilien – de ledte efter. Da besluttede hun, at de ville holde sig skjult – så godt som muligt – og så først til sidst give sig til kende og invitere til julemiddag.

Nu åbnede hun døren og bad alle komme ind. Og se trylleformularen til at få åbnet døren til Asketræets rod – ja det forbliver en hemmelighed – for os alle.

Kære læsere rigtig god jul og godt nytår ønskes af os alle her på gården og tak for I læste med :O)


Offline Gerda

  • Bruger
  • Indlæg: 824
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #23 Dato: 24 December , 2022, 07:00 »
Tak for endnu en god julehistorie og god jul og godt nytår til alle herinde på forum
1 hvid splash maran som hedder Marie, 2 sort kobber maran, og så er der Sofie som jo er en brakel hane, og brakel høner, barnevelder haner

Offline Lone

  • Bruger
  • Indlæg: 683
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #24 Dato: 28 December , 2022, 07:47 »
Jeg siger også tak for en dejlig julefortælling, med en malende beskrivelse af dyrelivet ved Møllegården.
Og håber, Annabell får et langt liv (så der også bliver basis for en fortælling til næste år  :) )
Det, der ikke er mindst een på Dansk Fjerkræforum, der ved - er ikke værd at vide :)