Du har ret Lotte, jeg er en hønemor, nogen siger også en løvemor. Nu hvor børnene er voksne, er det mine dyr "det går ud over". Både de vilde og dem jer selv har, for ca. 8 år siden var vi på Kreta, den første dag var der en halvstor killing, der "adopterede" mig, hotelværten fortalte, at det var en til-løber som han da helst var fri for, så selvfølgelig satte jeg himmel og jord i bevægelse for at skaffe papirer, tilladelser osv. for at tage en halvvild skræmt kat med til Danmark (min Siam-pige derhjemme var IKKE begejstret i først omgang, men nu har de det rigtig godt sammen), og jeg har en fantastisk kat i dag, der nok er lidt reserveret over for fremmede, men som ved 110% sikkert, at han (ikke helt teknisk længere, men vi kalder ham hankat for ikke at såre hans følelser) kan stole på sine mennesker. Det har været fantastisk at se ham udvikle sig gennem årene! Selv nu sker der stadig en udvikling med ham i forhold til tillid og mennesker.
Vi fodrer naturligvis også diverse vilde fugle i haven hele året rundt, og belønnes med et utal af arter.
Med hønsene er det det samme, mine dyr SKAL trives, på en måde kan man sige, at det også er en slags egoisme: hvis ikke dyrene har det godt, har jeg det heller ikke godt, til gengæld er det en kilde til evig glæde at betragte nogle dyr, der tripper rundt og gør deres ting, skraber, pikker, skraber, pikker, tripper lidt videre, finder noget godt og kalder på de andre, ligger tilsyneladende meget syge på siden med ben og vinger strittende på underlig vis, men nej, det er bare en høne, der nyder solen: Det er også sjovt at se at høns har så mange forskellige personligheder, og at se hvordan de alle er klar over at fællesskabet er vigtigt for dem. Mine naboer synes vist jeg er lidt småskør, for de ser mig ofte siddende/stående i nærheden af mine høns, men det skal nok opleves, for at man kan forstå hvor sjovt det er at kikke på høns.
Nå, nu må jeg vist hellere stoppe, inden alle løber skrigende bort