14. december
Magnus er på vej til den anden side af trægrænsen for at se til sine unggæs, som han ved fra Kraka ikke lige er til at finde på deres sædvanlige område. Han støver omkring og kan heller ikke finde dem, så han lægger vejen om ad rævens hule for at sikre sig at de ikke er blevet ædt, så nu ønsker han at få ræven i tale, så de en gang for alle kan få afgjort ejerskabet til de gæs, som jo gerne skulle gå i Gustavs flok og vokse godt til over den næste sommer, så Magnus føler at det er hans ansvar at holde øje med dem, når nu Sigurd er forhindret i at komme omkring.
Da Magnus når frem til rævens hule, er det svært at være helt lydløs for sneen der stadig falder i hyggelige julemængder knager i den hårde frost. Magnus lure lidt, og så gør’ han, ikke truende bare almindelig gøen.
Der går lidt tid inden ræven kommer gabene til syne ved hulens indgang, han sænker hovedet, og hans øjne lyser i en blanding af foragt og frygt, hvad vil du Magnus, mangler du en gås eller måske to, han snerre hoverende, og Magnus har rejst alle børster på ryggen, og løftet overlæben truende af ræven, hvor er de din kratlusker, hvis du ved det, så vil jeg vide det, de skal have foder så de kan klare sig, og hvis der ikke svinder i foderet, så holder manden op med at kommer med mere, og hvis de dør, kommer både jeg og Gustav og gør regnskabet op. Ræven ser tvivlende på Magnus, og Magnus prøver at læse i rævens ansigt, og det går op for dem begge, at ingen af dem helt præcist ved hvor den lille flok gæs er blevet af.
Cornelius går stolt omkring på den nyfejede flisegang og nyder synet af sit hus med julelys på, og det er hyggeligt at gå rundt i det dystre vinterlys og se at der er oplyst på alle hans ynglings steder.
Gustav har forsøgt at komme fri af den fremmede flok i den lille by ved kysten, men det er ikke lykkedes for ham, de er nu sat bag hegn, og der bliver fodret godt op til flere gange om dagen. Det er Gustav jo glad for, for han trænger meget til at få sul på kroppen, hans vinge piner ham, så det gør ham godt at hvile, men han kan mærke at han skal væk i en fart fra de ellers så hyggelige grågæs, der vist ikke kender deres skæbne og Gustav tager ingen chancer, han vil hjem til trægrænsen inden han ender som julegås langt hjemmefra, men hegnet er højt og det siger lyde, som Gustav har hørt ved Krakas marker hvor kørerne går bag hegn, han har en gang prøvet at nappe i sådan et, og det skal han ikke prøve igen, men vingen kan ikke bære ham over, så han må vente på sin mulighed for at slippe ud når menneskene kommer med foder.
Cornelius er godt tilfreds med tingenes tilstand i øjeblikket, men han kan godt se at der er bekymring omkring den gamle gås ved komfuret, Sigurd er derinde flere gange om dagen, og konen kommer kun ud et øjeblik hver morgen for at sørge for sine høns og så går hun igen ind for at holde øje med gåsemor, der nu har fået helet sit ben, der ikke mere er hævet og ømt, hullerne under vingerne hvor ræven havde fat er også dækket af rene tynde sår, så der er heller ikke noget der, der skulle gøre at gåsen ikke kommer sig, og konen med de ternede sutsko tænker om ræven mon har klemt hende så hun har skadede ribben, for det kan virkelig gøre ondt meget længe, det ved hun fra en jul hvor hun faldt ned fra stigen da hun pudsede vinduerne i stuen så hun og manden kunne sidde ved deres bord og se ud på de gode høns i haven, konen prøvede at trykke lidt på siderne af gåsen, der ikke reagerede på det overhoved. Gåsemor er ikke bange for konen og manden mere, men har åbenbart forstået at konen med de ternede sutsko og hendes mand ville hende det bedste, og hun vidste fra katten Sigurd, at her på gården var alle dyr velkomne til at spise og få ly, og de der var kommet til skade blev passet af de kærligste hænder Sigurd kendte til, og det kunne selv Cornelius tale med om, for han var jo netop som lille kylling blevet passet i kassen ved komfuret, da hans mor var bukket under for kulden på det kolde staldgulv i kampen for at holde sine vinterkyllinger varme, så han er førstehåndsvidne til konens varme kærlige hænder.
Men uanset hvad de siger og gør, så er gåsemor stadig i dårlig forfatning, og selvom hun får den bedste mikstur, som konen koger på komfuret, ja så hjælper det ikke. Sigurd står ved kassen og spørger gåsemor, om der da ikke er lidt bedring, og den gamle gås ser på ham, men det eneste hun siger er, ”hvad skal det nytte, hvad skal det nytte”, og så lukker hun igen sine runde blå øjne. Hov Hov siger Sigurd til hende, da han nu er ved at miste tålmodigheden, hvad med de unge gæs på den anden side af trægrænsen, hvem skal nu lære dem om de fremmede steder, og hvad med Gustav når han kommer tilbage til foråret, han vil da regne med at du er der, nej nej siger gåsen, Gustav ved jeg ikke er der,,,,,, Jamen siger katten mens den stikker halen i vejret i irritation , hvor skulle han vide det fra, han er jo for længst taget afsted fra trægrænsen på den anden side af skoven, ja ja siger gåsen men han og jeg har taget afsked, så han ved jeg ikke er der, og han vil aldrig se efter mig her, for Gustav kommer ikke til menneskene.
Næhh tænker katten, det gør han vel ikke, mens han tænker på at han ikke kunne overtale de unge gæs til komme med ham til gården, netop fordi Gustav havde sagt det, og at han og Magnus blev uvenner over det. Sigurd går ad flisegangen for at tale med den sorte høne, for han mener jo at de alle må gøre deres indsats for at der an blive glæde på gården, og det er en stor forhindring at den gamle gås ikke kommer sig, han må have Cornelius og Nogen og Magnus med på råd, hvad enten Magnus vil eller ej.
Fortsættelse følger: