Jeg er kommet med på 'vagtelbølgen' for 2-3 uger siden, og har anskaffet et par unge kinesiske dværgvagtler, som nu bor i mit drivhus.
Nu er de for alvor faldet til, og det er sjovt at følge med i, hvordan de har udvidet deres sprog siden de kom.
I starten pippede de kun - næppe hørligt - når de futtede rundt i drivhuset.
Så begyndte hanen at gale - det lyder nærmest som et musvågeskrig, og ret højt, fuglens størrelse taget i betragtning.
Her til morgen bemærkede jeg et par nye lyde, hanen har en lille pip-kluk pip-kluk pip-kluk lyd. Og derefter begyndte begge fuglene på en dyb bååårk-lyd, nærmest som en høne, men de små fugle puster halsen/brystet op mens de siger lyden og de skiftes til at sige den, så det er vel en slags 'vi-hører-sammen-og-jeg-er-her-hvor-er-du' -lyd.
Glæder mig til at finde ud af, om de har endnu flere lyde på repertoiret!