Vindæg har ikke noget med manglende kalk at gøre - vindæg ses oftest ved unge æglæggere. Årsagen kan være, at æglægningsorganerne specielt den skaldannende del ikke er fuldt udviklet endnu pga manglende hormon - så det er derfor, dine unge høner lægger disse 'ballonæg'
Når høner i deres bedste alder lægger vindæg kan det skyldes en betændelsestilstand, som medfører en øget bevægelse i æggelederen, hvorved æggeblommen bevæger sig hurtigere igennem så skaldannelsen når ikke at at finde sted. I denne alder kan det også betyde, at hønen er stresset, når den lægger vindæg.
Tyndskallede æg kan skyldes dårlig optagelse af kalk i kroppen pga D-vitminmangel, og dette ses sjældent ved unge høner.
En høne, som er ved at gå på æggepension, kan lægge både vindæg, tyndskallede æg og æg med de sjoveste former - alt fra snoede 'skorstene' og antenner til små bitte æg.
En hybridæglægger, som får tilstrækkelig med vitaminer, ordentlig foder og kalk igennem sit liv, ender ikke ud med at nedbryde sine egne knogler til brug for æg - det er en skrøne. Måske kunne det ende sådan i industrien, hvor der tænkes i stor produktion til minimal pris på kortest tid, men her bliver hønerne så ikke mere end 1½ år.