Kære Menneske!
Lad mig præsentere mig selv: Jeg er hønen, der medvirkede på scenen i dag. - “Mor” er mit navn. Faktisk hedder jeg lidt mere, men for ikke at komme i karambolage med reglerne om ophavsret, må jeg altså ved denne lejlighed nøjes med disse tre bogstaver. - Så Menneske; kald mig Mor (o:
Jeg håber, du nød forestillingen og har haft en hyggelig stund i selskab med nogle herlige mennesker. Måske har du også fået lidt godt til ganen?.. Det håber jeg.
- Egentlig kan jeg jo være fuldstændig ligeglad... Du er menneske; jeg er høne, så hvorfor skulle jeg bryde mig om dine kår, dine glæder, dine sorger?.. Du er jo blot endnu et af rovdyrene, jeg og mine fæller må overgive vores æg og afkom - og livet - til, når du er sulten...
Men jeg accepterer dig! Accepterer dig som den du er: min overmand i fødekæden. Jeg forstår, du skal bruge mig til at brødføde dit afkom og dig selv. Jeg ønsker det selvfølgelig ikke, men sådan er naturen nu engang indrettet, og jeg er - som du - en del af naturen... Jeg accepterer min skæbne og min plads i fødekæden.
Jeg er – præcis ligesom du – en omnivore, og går ikke af vejen for et godt måltid, der kan styrke mig og mine børn. Jeg har brug for næring – ligesom du og dine... Men jeg tager kun, hvad jeg og mine børn behøver, og mit bytte er frit til det sekund, jeg tager det i mit næb...
Dette er mit håb for alle! Også for dig og dine... Frihed og accept!
- Jeg beder ikke om det, for ingen hører mig...
- Jeg truer mig ikke til det; hvorfor skulle jeg? - og med hvad?..
- Jeg råber ofte højt og længe, men til ingen nytte... I lytter ikke, din art... ( måske forstår I ikke?..)
- Jeg spørger ikke hvorfor, for ingen svarer mig... ( måske ved I ikke?..)
- Jeg er i live, men jeg lever ikke... (ved du, hvor heldig du er?..).
Så derfor håber jeg!.. Det kan ingen tage fra mig!..
- Selv gennem tiden bag tremmer, uden at kunne strække mine vinger og hilse dagen velkommen... uden solen, uden vinden, uden de ting, der er naturlige for både dig og mig – og for dig er givet...
- Selv med maskinlydene, summen af elektrisk lys, mine fællers hakken mod metal, ammoniakken og støvet i halsen, tusinder af stemmer, der synger frustrerede eller tomme klagesange – over og under og til alle sider; som konstant akkompagnement til min korte tid i live... Selv da håber jeg...
- Selv når jeg den eneste gang siden jeg kom derind, tages ud af mit bur, håber jeg... - Ikke længere for mig selv – men for alle andre!..
- Jeg håber på forståelse.... Jeg håber på, du vil huske mig, når du står ved køledisken; håber du ser mig for dit indre øje, når dine børn tigger om mad... Jeg håber, du nyder din frihed til at vælge... Jeg håber, du værdsætter din rang i fødekæden... Jeg håber, du vil hjælpe mig med at opfylde mit håb, som jeg hjælper dig, med at stille dine børns sult... For jeg har ikke friheden til selv at vælge...
Jeg håber blot på frihed og accept... Vil du give mig det?..
Kærlig hilsen
Mor
I Danmark er vi 1,6 millioner burhøns... Vi laver æg til alt fra mayonnaise, kager, dressing, is, hundefoder, suppe etc. etc...
Vi lever hver især på et areal, der har omtrent samme størrelse som dette stykke papir, du sidder med i hånden...
Vores bur er lutter tremmer; også bunden... De står stablet tre ovenpå hinanden...
Vi har ingenting at sove på, sidde på eller at bruge tiden til... Vi har ikke frisk luft eller dagslys...
Vores næb bliver brændt over, så vi kun har 1/3 tilbage... Ellers plukker vi hinanden til blods...
Vi er desperate, når vi skal lægge vores æg, for vi har ingen sikre steder at lægge dem... Vores æg er for os, hvad dine børn er for dig! - Vi forsøger altid at kravle ned under hinanden, som en nødløsning, men det hjælper jo ikke...
Bunden i vores bur er skrå, så vi har altid ondt i kroppen...
Vores knogler er så skrøbelige som glas, for vi har ingen mulighed for at røre os... Mange af os brækker knoglerne, når vi tages ud af buret den dag, vores liv skal sluttes...
Vi bruger ca. 30 timer på at lave et æg... -
- ...Tak, fordi du tog dig tiden til at læse om os...
Med kærlig hilsen...