En kylle-historie
Jeg er helt enig i, at kyller nu er ret besværligt. Desværre mente 2 høner noget andet. De var blevet misundelige på de to, som fik små midt i august, så ruget blev der. Den ene høne fik 4 kyllinger, men den anden, oh ve og skræk, fik kun en enkelt lille kylling ugen efter.
Jeg kørte rigtig langt til en fjerkræudstilling for at finde søskende til den lille. Ingen succes. Talte i telefon med mange søde mennesker, men ingen kunne hjælpe mig.
Til sidst løste hønen med den ene kylling selv problemet: Hun fløj ind til sin søster. Jeg skyndte mig at fjerne adskillelsen mellem de to, og det var selvfølgelig overvåget samvær i lang tid. Det ser ud til, at de kan danne en lykkelig storfamilie på trods af hønernes forskellige rang i flokken. Kyllingerne har accepteret hinanden, og den lille bliver ikke mobbet.
Besværligt nu? Ja, men jeg forventer, at hønerne vil sige til, når de vil have deres afkom ind til resten af flokken. Derefter vil de tage kyllingerne med udenfor og selv sørge for, at de ikke fryser. De andre høns skal nok lade de små i fred, for de er bange for at få en rasende kyllingemor efter sig.
De vil senere overnatte i rederne, som så skal renses hver morgen. De vil sikkert stresse hønsene noget med deres evindelige pipperi, men jeg er ikke bange for, at de kommer til at fryse.
Men det er svært at skaffe kyllinger nu.