Kære alle fjerkrævenner
2013 har i sandhed været et fantastisk år. Intet mindre. Der har været rig lejlighed til at mødes omkring fjerkræ i 2013, faktisk noget så sjældent som 2 landsudstillinger i samme kalenderår. I januar i Fredericia og igen i december i Herning hvor vi kunne samles. Og så en rigtig dejlig dag hos Peter Agger i eftersommeren, hvor det var ren hygge. Tak for at vi må komme, Peter og I andre arrangører.
2013 var også året hvor vi fik sat race- og havehøns på dagsordenen. Endelig, efter at have lobbyet for at det skulle være lovligt at sælge/forære æg fra egne høns lykkedes det i foråret at trænge igennem og få lavet reglerne om og så helt uden bureaukrati! Nu er det lovligt at sælge æg, hvis man har max. 30 høns. En kæmpe tak til de 60 ægtivister, som sparkede døren ind til Fødevareminister Mette Gjerskov ved at sende æg med posten. Uden jeres indsats, var det ikke sket.
Ved samme lejlighed er det også gået op for mange at en pæn del af danskerne æg rent faktisk kommer fra race- og havehøns. Ca. 7% og det er faktisk flere end der kommer fra ”fritgående” høns i produktion og ca. halvt så mange som kommer fra økologisk produktion. Det er tal som har overrasket og indtil nu har været skjult.
Aktiviteten på forum er også høj. I gennemsnit laves der 15 nye emner om dagen, og imponerende 138 nye beskeder per dag. Der er en naturlig variation over året og lige nu er det en lidt stille periode, men bare vent til foråret og kyllingerne kommer...Selv om det er en lidt stille perioden, så har over 210 forskellige medlemmer har været logget på i dag, og indenfor den sidste uge har 580 forskellige medlemmer været logget på. Jeg synes det er imponerende tal og vores database indeholder næsten 25.000 emner og over 250.000 beskeder med viden der er guld værd.
I 2014 fylder Forum faktisk 15 år og dermed er Forum da vist et af de ældste sociale medier i Danmark og endda ældre end Facebook (ta den!). Meget er sket siden starten og forhåbentlig vil der også ske meget fremover. Der er nok at arbejde med og det vil vi forsat gøre.
Vi ser gerne at endnu flere får mulighed for at holde høns, ænder og andet fjerkræ og det vil vi forsætte med at arbejde på.
Af hjertet tak for et godt 2013 og må det kommende års klækning være god.