Indavl eller ej ?

[Nielsen]

Nu kommer jeg lige til og høre jer her på forummet, hvornår der er tale om indavl og hvornår ikke.

Man hører jo lidt rundt omkring, og jeg hører altså at nogen sætter par sammen af søskende og de sælges så videre....

Jeg troede at det var indavl, men det er måske anderledes blandt høns ?

Passer det,  at man sagtens kan sætte søskende sammen parvis i 3-4 generationer uden det har nogen betydning ?

Jeg var ellers 100% sikker på at det lå med høns som med alle andre dyr, at hvis man avlede satte man par sammen fra forskellige stammer....

Jeg spørger om det for og lære, for spørger man ikke finder man heller ikke ud af hvordan tingene hænger sammen. Så det er hverken beskyldninger eller noget andet, men blot ren nysgerrighed 

[Susanne Ebbe]

Godt indlæg Nielsen.

Jeg vil samtidig gerne høre om der er en der udover indavl kan forklare om linieavl?

[ina.....]

Linieavl
Hvis vi nu ser for os at der er to haner som eks er brødre, eller far og søn.
De får hver en flok høns som ikke er i familie......

Nu laver hver hane sine kyllinger på de udvalgte høns, og de deraf komne kyllingehøns  overlader vi så til en hane af den modsatte flok, hvis man bliver ved med at vælge de bedste høner, og den bedste hane fra de to flokke, ja så er det linieavl. 

Indavl
ja så parer man søskende med søskende, med mor og med far, meget tæt, og det er svaret på
Indavl.

[Børge Bech Jensen]

Nu skal man så passe på..

Med linieavl får man fastlåst den type man er nået frem til, og når dette er gjort, skal der flere udparringer til for at vælte typen igen.
Men med en længere linieavl ender man i indavl, så mange foretrækker, at man hver tredie gang henter ubeslægtet blod ind, netop for ikke at ende med indavl, som kan ende med degenerede typer, og indavlsdepressioner.

Når det så er sagt, så skal jeg ikke kloge mere i den, for der findes masser af ekspert skrivelser omkring emnet på nettet.

Kan lige fortælle, at der er lavet forsøg med fisk, hvor man har lavet indavl i over ti generationer, og her var der ikke tegn på indavl, så der er sikkert forskel på, om det er høns, mennesker eller fisk..

Glemte lige at sige, at ved at lave indavl i en enkelt generation, det sker der ofte ikke noget ved overhovedet, udover at man slår typen fast, men man skal huske, at selv om man får de gode ting ind dobbelt, så får man også de dårlige ting ind dobbelt, og det kan forekomme, at genetiske fejl, arvelige sygdomme etc. lige pludselig slår igennem.

[Danny Westh]

Der er mange udstillere der sjældent får nyt blod ind da nogen mener at deres arbejde "går i vasken". Eksempelvis var jeg nede ved en opdrætter af Faverolles. Han havde kun fået nyt blod ind 3 gange de sidste 20 år.
Der er ingen tvivl om at du godt kan parre søskende med brødre (i hønseverdenen) eller døtre med far og så videre. Et par led sker der ikke noget men hvonår der sker "noget" ved jeg ikke. I første omgang er det vel svagere, og måske mindre, individer der kommer ud af det. Jeg tror ikke at det bliver de rene vandskabninger som nogen måske går og tænker.

Iøvrigt skal du tænke på at der i alle fremavlede hunderacer, høns, fisk, katte osv. osv. er arbejdet med en hvis grad af indavl da man lettere kan avle efter en bestemt egenskab på denne måde.

Danny

Danny

[Bjarne Andersen]

For mit eget vedkommeende har jeg en stamme sorthovedet dværgpapegøjer, som jeg har haft siden 1980. Jeg har 2 gange fået nyt blod ind.
Jeg føre stamtavle på fuglene og har altid flere par 7-8 par.
Når jeg parre fugle sammen er de for det første altid over 1 år gamle.
Jeg parre heller aldrig søskne sammen, men altid fugle hvor der ikke kan spores slægtskab tilbage til bedsteforældrene, det vil sige at ingen af fuglene på stamkortet er på begge kort.
Det første år tager jeg et kuld unger og max. 4 unger i et kuld, resten flyttes eller aflives.
Mine fugle har altid været store og flotte.
Jeg har prøvet et par gange af nød at pare 2 søskne sammen og altid med negativ resultat til følge. Hvis man har en han eller hun med gode egenskaber, kan man med fordel en enkelt gang parre tilbage på forældrene, da man så får 2/3 af forældrefuglen i afkommet, men som det nævnes kommer både goder og dårligdomme i dobbelt potion ved denne fremgamgs måde.

Omkring det med arvelighed tror manget at når de køber en 95-96 hane til deres dyr er de nået langt. Dette kan være en stor fejl, da det ofte er bedre at købe et dyr der har fået 89 point fra en stamme der ligger højt i bedømmelse, da dette dyr har de gode egenskaber i sig. Modsat et dyr der har fået 95 point fra en stamme der liger langt nede i bedømmelsen, da dette dyr har de dårlige egenskaber i sig i højere grad end de gode.
Dette kan ofte ødelæge mange års avlsarbejde. Det der kommer an på er at men har flere stammer og gerne med 1 hane og 2 høner i hver, samt føre stamtavle på dyrene, så har man mulighed for at avle i flere år uden at blande ny blod ind og når det endelig bliver nødvendig så tag flere prøveparinger før det blandes med den øvrige stamme.

Udfra dette opnåede jeg på få år, fra at have nogle midel gode hvide kochin dværge til at have de beste hvide på landsudstillingen og de bedste der havde været udstillet her i 16 år
Bjarne.

[Børge Bech Jensen]

Fint indlæg, Bjarne

Men, der er altid lige et men, man skulle ha' købt et hus med en større have, så der var plads til lidt flere, så for os må det hovedsageligt blive ved hyggen.

Det kan jo så ske fra tid til anden, at man indkøber materiale, så der også er mulighed for at komme på udstilling, og få et godt resultat, det er så bare ikke udslag af eget avlsarbejde, men pyt, bare det er sjovt.

[Bjarne Andersen]

Det værste er at nogle går så meget efter det bedste at de glemmer dyrenes ve og vel. I disse tilfælde har jeg svært ved at se formålet med dette. Der er da ikke noget mere skønt en som da jeg havde hvide dværg kochin og jeg havde en havestol i hønsehuset og når jeg satte mig på den stod alle fjerboldene i kø for at flyve op på mine ben og blive snakket med. Ofte sloges de om pladsene. Dette var et fast retual hver aften. Eller når man kommer på udstilling og vil fotografere en høne, der hver gang man få hende listet ind bag i buret og gør klar til at tage billedet er hun helt fremme og kikker frækt lige ind i linsen. Så er det virkelig værd at have med dyr at gøre, og så siger blik pokalerne ikke så meget.
Denne fornøjelese er lige god om det er krydsninger eller fine racedyr man har med at gøre.
det der gør raceopdræt til noget særligt for mig er den alsidighed man møder bla. på landsudstillingen, hvor jeg hvert år kan frydes og facineres over de mange forskellige racer og farver der findes., ikke mindst når man tænker på hvor mange års arbejde der ligger bag.
Dette er da også for mit vedkommende en af grundende til at jeg i flere år har kæmpet med myndighederne for at denne alsidighed også kan bestå fremover. Verden ville være fattig uden.
Bjarn

[Thomas Poulsen]

Der er aldrig kommet nyt blod til de orangefarvede dværg welsumere i DK, 1979 kom de hertil! og de klækker stadig godt jeg fik 21 kyller ud af 30 æg
Så længe man ikke sætter en generation sammen, kan det sagtens kører i rigtig mange år!
Jeg har dog bestilt rugeæg fra tyskland, så nu  kommer der nyt blod

Noget andet en opdrætter gjorde i 2007, var at krydse en sølvhalset welsumer høne med en orangefarvet welsumer hane, en høne fra det par blev bedste orangefarvede høne på LU... Det store spørgsmål er nu hvad der kommer ud af vinder hønen i år der skal sgu værer orden i papirerne når man går igang med sådan noget  

[Helen Ørndorf]

Thomas var det ikke de rustrøde der kom hertil i 1979?

[Brita]

Det var også mit spørgsmål, da jeg startede for 7 år siden og købte en hane og 4 høner, der formentlig var fra samme kuld. De er fritgående, så jeg har slet ikke styr på, hvem der er far til hvem. Der er 18 og halvdelen er haner. De pusler rundt parvis og hygger sig.
Bankede folk på dørene i starten, hvis jeg kunne se nogle små landhøns, for at spørge om vi skulle bytte haner. Men det blev ikke til noget.
Det Bjarne gør må være det helt rigtige, og det gælder vel alle dyreracer. Jeg passer på med mine får, for det er dyrt med dyrlæge, når der er problemer.
Sålænge dyrene er sunde og velfungerende, er der vel ikke noget galt.

[Bent Skaarup Pedersen]

Indavl eller ej ? - sådan kan man faktisk ikke stille det op, der vil altid være tale om indavl ved raceavl, problemet er graden af indavl !
(lån en bog på biblioteket om populationsgenetik - hvis du vil vide mere om teorierne).

I almindelig praksis anser man det ikke som et problem med indavl, før der viser sig uønskede virkninger - dårlig befrugtning, dårlig tilvækst og eventuelt fysiske skavanker.

De fleste raceavlere klarer problemet ved at have flere stammer af samme varietet, og kan så selv klare en vis grad af blodfornyelse. Altså normalt en skønsom blanding af linieavl og indavl.

Ofte ses virkningen af indavl først på størrelsen, efterhånden som graden af indavl stiger bliver dyrene mindre, og ved "udavl" - altså avl med ikke nært beslægtede individer - stiger størrelsen igen, nogle gange ret markant.

Brug blot din sunde fornuft, hold øje med dine dyr, og blodforny kun een stamme ad gangen !

med venlig hilsen - Bent Skaarup Pedersen

[Bjarne Andersen]

Hvis man ser hvordan naturen selv sørger for blodfornyelse, må det være en af de retnings linier vi skal bruge da naturen altid gør det der er mest fornuftig for at en bestemt art kan bestå med sunde og gode dyr.
Et eksepel kan være løverne i Afrika, hvor han ungerne udstødes af flokken når de bliver kønsmodne, for så at samles med andre haner der vandre rundt til de selv finder en flok huner de kan overtage og hermed tilføre nyt blod.
Kakkelakker som jeg opdrætter til mine stære, er det sådan at kun hannerne har vinger og kan flyve over store afstande og på denne måde skaffe nyt blod. Sådan er der utalige, måder i naturen at sprede nye gener på.
Samtidig har sygdommer også en positiv virkning på at en art bliver stærk og sund.
Sygdomme fra naturens sider er til for at regulere en art og sortere de svage fra for at give plads til de stærke og hermed sikre artens bestående. samtidig er sygdomme også medvikende til at modvirke svage dyr der er opstået ved indavl og hermed ikke positiv virkende for indavl i naturen.

Indavl fortolkes bredt da mange mener at en hver race er indavl. Dette mener jeg ikke kan kaldes indavl. Indavl må være når man parre nært beslægtede dyr F.eks. beslægtede dyr tilbage til bedste forældre eller oldeforældre. Jo mere en race spredes jo mere kommer generne væk fra hinanden og jo større en muligheden for blodfornyelse, Eller genfornyelse som det burde hede.
Bjarne.
 

[Thomas Poulsen]

Hej Helen

De rustrøde kom i 1967 http://www.raceavl.dk/wels.htm

[Helen Ørndorf]

Ja du har ret Thomas, jeg blander stiftelsen af specialklubben og de første welsumere i DK sammen.