Jeg synes det er en lidt sjov modsætning, som Tanja giver. Jeg ved at Tanja bl.a. har Maran, som mange vælger i dag pga. de store, mørkebrune æg. Maran er en race, der kan udstilles. Modsætningen kommer for mig, når Tanja siger, at hvis hun skulle have "produktionshøns" ville hun vælge Maran, hvis hun skulle vælge udstillingshøns, ville hun vælge hollandske dværge.
Jeg synes også, at hollandske dværge er en smukkere race end Maran; men det er vel blot et tegn på, at smag og behag er forskellig? Jeg tager Tanjas kommentar frem, fordi jeg tror mange har samme syn på produktionshøns kontra racehøns.
Den lyse Sussex (hvid/sort columbia) ser ud som den gør, fordi da racen opstod, blev fjerkræ solgt med fjerene på. Den hvide høne med de sorte aftegninger blev hurtigt kendt for at være en god slagtehøne, med noget lyst fintrevlet kød, der var let at tilberede. Hønen er bred og dyb af hensyn til, at kroppen skal egne sig til kødsætning, og til at hønen let skal kunne lægge de relativt store æg.
I Italien var æg med hvid skal på et tidspunkt meget populær. Samtidigt var hanekamme en delikatesse. Derfor opstod der en race, der var relativt lille af krop (spiste mindre foder end større høns). Den lagde hvide æg og havde en relativt stor kam. Det er den race, der kendes som italieneren.
I Australien blev orpington på et tidspunkt meget populær. Den kødfulde høne lagde imidlertid kun få og små æg. Derfor begyndte australierne at avle for nogle lettere høns, der lagde flere og større æg. Denne høne var på et tidspunkt én af de racer, der lagde allerflest æg, selv om det stadig var en tung race. Racen kendes i dag som Australorps.
Jeg har selv en race, som er en af de oprindelige dværgracer. Den stammer fra Belgien; men der er næppe nogen, der helt ved, hvornår den er opstået. Det er en 100% hobbyrace. Den lægger få æg, og en slagtehøne er lige knapt nok til et ordentligt måltid. Imidlertid synes jeg det er en utrolig smuk race. Det er Antwerpener Skæghøns.
Det svare ikke på det oprindelige spørgsmål.
Hvis man vil starte med udstillingshøns; mener jeg at det er bedst at starte med en race, der er temmelig udbredt i forvejen. Det er lettere at få suppleret sine stammer med ekstra dyr. Og det er lettere at få dyr af en god kvalitet.
Når man vælger race, mener jeg også det er vigtigt at vide, hvad man vil bruge sine dyr til. Selv om man udstiller, kan man jo godt synes det er vigtigt, at racen lægger mange æg, eller at der bliver nogle gode slagtedyr i efteråret.
Og så er jeg sikker på, at der er mange erfarne opdrættere i de forskellige klubber, der gerne vil hjælpe. Spørg.
Hønsedage er et godt sted at komme og høre om én eller flere racer; men jeg er en type, der hellere ville stille "dumme" spørgsmål, når jeg var i kontakt med en opdrætter end at gøre det i en forsamling, hvor jeg stort set ikke kender nogle af de tilstedeværende.