Juleeventyret 2018

[Lene71]

16. december

Alfred har sovet dejligt. Han har ligget sødt og drømt om nisser hele natten. Far har også drømt om nisser, men hos ham har det mere haft karakter af mareridt, med en frygtelig urolig søvn til følge. Og den helt ægte nisse, ja hun har næsten ikke haft tid til at sove. Hun har pakket rejsetasken, og er flyttet op på loftet i det stråtækte hus på den store grund. Lige over det værelse Rosa og Lotus sover i. Rosa og Lotus har egentlig hver deres værelse, men da de insisterer på at sove sammen, er det blevet til at de har et fælles soveværelse, og et fælles legeværelse. Nissekonens vigtigste mission er, som tidligere nævnt, at finde ud af om Rosa og Lotus er nisseparate. Med gårsdagens oplevelse i mente, er hun ikke et øjeblik i tvivl om at Alfred er mere end 100% nisseparat.

Alfred er, ikke helt usædvanligt, den første som er oppe den her morgen. I sin pyjamas og farmors hjemmestrikkede ragsokker, går han ned i bryggerset for at kæle med de 3 killinger. Men da han kommer derned, er papkassen med killinger tom, og Julius er også væk. Han begynder at græde, og løber op ad trappen igen, lige så hurtigt som hans små ben magter, og løber lige ind i Mor og Fars soveværelse uden at banke på døren først. Helt grådkvalt får han fortalt at Julius og killingerne er væk. Mor tager Alfred op, og prøver at trøste ham med at der nok bare er blevet lidt for varmt ved siden af skorstenen, og Julius har flyttet killingerne hen i et andet hjørne af bryggerset. Men Alfred er utrøstelig. Far tager sin sutsko på, og går ned i bryggerset. Det er rigtig, der er hverken Julius eller killinger at se. Han begynder lettere desperat at endevende hele bryggerset, og leder højt som lavt. Tømmer vasketøjskurve, kigger i alle skoene, flytter kommoden ud fra væggen, tømmer skoletaskerne, tjekker i vaskemaskinen. Snart ligner bryggerset noget der har haft besøg af ubudne gæster, men der er stadig ikke en killing eller en kat at finde. Mor er gået i gang med at lede og kalde i resten af underetagen, og alle børnene er i gang med at endevende 1. salen. Julius kan ikke være gået ud i nattens løb, for kattelemmen har været låst, og hun lå ganske vist i sin kasse og diede killingerne, lige Inden Mor gik i seng i går aftes. Mor tænker i sit stille sind, at man næsten skulle tro at der er nisser på spil……

Der er en meget trykket stemning under morgenmaden. Ingen forstår hvor Julius og killingerne er blevet af. Far fylder lommerne med kattegodbidder, og går sammen med Rosa og Lotus ud i kvarteret og kalder og kalder og kalder på Julius. Alfred er ked af det, og når Alfred er ked af det, finder han trøst i at gå ned i hønsehuset og snakke med hønsene. Da han kommer ind i hønsehuset, går han strakt hen til Maria som fortsat ligger på reden. Men i dag bliver han ikke budt velkommen. Maria ligger og hvæser af ham, og han får ikke lov til at lægge sine hænder ind under hende. Det er godt nok underligt, sådan har han ikke set Maria opføre sig før. I det samme løber der en mus tværs over gulvet, og ned fra den øverste opbevaringshylde springer en kat, som lander med sin venstre forpote lige over musen, som nu ikke har en chance for at slippe væk. Det er Julius. Alfred lyser op i et stor smil, og løber op til huset for at hente Mor. Mor går med ned i hønsehuset for at hente Julius, men Julius er ganske utilfreds med at blive taget op, og vrister sig straks fri. Samtidig ligger Maria og hvæser af alle der nærmer sig. Mor er ikke så bekymret for Julius, men er bekymret for, om Maria kan finde på at gøre Alfred noget. Hun tager sin telefon, og ringer til Farfar. Farfar råder hende til at lade døren til hønsehuset stå åben, så de andre høns kan gå ud hvis de bliver bange for Marie, og ellers holde børnene væk indtil han kommer – men han skal først til frokost hos en af sine kammerater, lyver han.

Nu kan det ellers nok være der bliver travlt hjemme hos Farfar. Han ringer rundt til nær og fjern af alle sine hønsevenner, som går i gang med at trække på deres netværk. Men farfars mission lykkedes. Han sætter sig ud i sin bil, og kører langt ud på landet.

Det er blevet eftermiddag, før Farfar kommer. Med sig har han en lille papkasse med huller i siderne. Inde på køkkengulvet åbner han papkassen, så hele familien kan se hvad der er i den. Der ligger de kæreste, små, nuttede, dunede daggamle kyllinger. Hele familien får lov at holde en hver, før de bliver sat tilbage i kassen. Mor, Far, Rosa, Lotus og lillebror Alfred går på rad og række efter Farfar ned til hønsehuset. Nede i hønsehuset bliver de mødt af Julius som sidder og mjiaver hjerteskærende, og Maria som fortsat ligger på sin rede og hvæser af alle der nærmer sig. Farfar beordrer at Julius skal fjernes fra hønsehuset, før papkassen bliver åbnet igen. For han har ikke kørt land og rige rundt på en søndag, for at skaffe den slags foder til en kat. Julius render nu rundt ude omkring den lukkede hønsegård, og mjiaver stadig hjerteskærende og insisterende. Inde i hønsehuset sætter Farfar sig foran Maria, og åbner kassen med daggamle kyllinger. Sandelig om Maria ikke straks stopper med at hvæse, og letter lidt på sig for at gøre plads til de nye små. Men HOVSA, hun gemmer på noget - 3 små sultne kattekillinger! Nu fik selv Farfar ved selvsyn at se, at en høne kan få killinger.

Mor, Rosa og Lotus tager hver en killing ind på deres varme maver, mens de alle samme går tilbage til huset, hvor Julius glædeligt følger med. Og vel inde i huset serverer Julius straks det største og lækrest mælkemåltid for sine 3 små vidunderlige killinger. Børnene tænder for Disney-Channel, mens de voksne sætter sig i sofaen med en kop kaffe. Der er ikke rigtig nogle som fatter hvordan Søren de killinger kan være kommet ned i hønsehuset i løbet af natten……..

[Lone]

17. december

I det stråtækte hus sad Farmor i køkkenet med en af Julius’ killinger på skødet. Alfred havde, med hjælp fra lidt nissefeber, plaget sig til en hjemmedag fra børnehaven, og nu sad han og Farmor så og hyggede. Julius og hendes killinger havde fået stuearrest i køkkenet, i håb om at kunne holde bedre styr på dem.
Med en ganske forsigtig finger strøg Alfred killingen (den hvide med grå plet mellem ørerne) på ryggen. Pletten på hovedet havde ændret sig og lignede nu mere en bred cirkel  på den ellers hvide killings hoved.
‘Farmor, er det en han eller en hun?’ spurgte Alfred, velvidende at Farmor nok havde bedre styr på den slags end Far, der som bekendt havde udpeget Julius til at være en hankilling, da den troppede op på deres trappesten, sidste år ved juletid.
Farmor løftede forsigtigt den lille hale på killingen og sagde med kendermine:
‘Det er en han’
De kiggede begge ned i kurven på Julius og de 2 andre killinger, den helt sorte og den gule.
Een for en løftede Farmor dem op og tjekkede efter:
‘Utroligt, 3 hankillinger’ sagde hun og puttede killingerne ned til deres mor igen.
‘Den hvide ser ud som om, den har krone på’ sagde Alfred og fulgte med fingeren den mørke ring rundt mellem killingens ører. Killingen svarede med en inderlig gaben, inden den sov videre i varmen ved skorstenen, mellem sine to brødre.
‘Måske er det de tre vise mænd, der er kommet for at se  Marias kyllinger’ sagde Farmor med et underfundigt smil. ‘Så må de hedde Caspar, Melchior og Balthazar’
Alfred så på sin Farmor med store øjne. Der var en Kasper i hans børnehave, men de 2 andre navne havde han da aldrig hørt om før?
Så måtte Farmor fortælle historien om de tre vise mænd: Den hvide, europæiske Caspar, den mørke afrikanske Balthazar og den gyldne Melchior fra Østen, der kom rejsende til stalden i Bethlehem.
Alfred var lutter øjne og ører og glemte helt at være syg. Da historien var slut, sad han lidt og tænkte og sagde så til Farmor:
‘Det er nogen sære navne - kan vi ikke finde på noget nemmere?’
‘Det kan vi da’’ sagde Farmor med et lille smil. Hvad med Kasper, Mikkel og Balder, er det nemmere at huske?’
‘Jo, de er okay’ sagde Alfred, tilfreds killingerne hed noget, han både kunne sige og huske.
Efter en tænkepause med mere kæleri for killingerne sagde Alfred:
‘Det er da egentlig synd for hønsene, at de ikke skal være med til at danse om juletræet juleaften’ fortsatte Alfred. ‘Måske skulle vi lave et juletræ til dem også, nede ved garagen?’
‘Ja, det var nok en god ide. Måske står der allerede et træ eller en busk, vi kan hænge pynt på’ sagde Farmor. ‘Er du rask nok til at trække i varmt tøj og gå ned og kigge?’
‘Ork ja’ sagde Alfred og pilede ud i bryggerset efter den lyserøde flyverdragt og termostøvlerne. Farmor skyndte sig efter, også for at få lukket døren til køkkenet for katten og killingerne, de skulle nødig smutte ud igen.
Ude i haven, nede ved den gamle garage, nu hønsehus, stod der lige netop et lille grantræ, mellem alle de vildtvoksende buske og det lange græs. Mærkeligt, Farmor syntes ikke, hun havde lagt mærke til det lille træ før, men det måtte jo have været der hele tiden, for det var da ikke nyplantet, kunne hun se. Underligt nok var græsset, der ellers var langt og vildtvoksende i resten af haven, luget væk, så det lille træ stod fint og frit - lige klar til at pynte. Måske var det Farfar, der havde noget i tankerne? Han var jo noget af en ‘hjælpenisse’, tænkte Farmor.
Alfred var glad, træet var på hans højde, så han kunne pynte hele træet og ikke kun de nederste grene, som det inde i stuen.
‘Kom, Farmor, vi skal ind og finde noget pynt og nogen lys - og en stjerne!!’ Alfred løb afsted op mod huset, han virkede slet ikke syg mere. Farmor travede bagefter. Havde hun set sig tilbage, havde hun måske fået øje på en lille rødklædt skikkelse, gemt under de nederste grene på det lille grantræ.
Den lille nissekone - for hende var det selvfølgelig - gned sig i hænderne og smilede. Det gik jo fint, det her. Lige efter planen i hendes nissehoved under den røde hue.

[Hans-Kurt]

18. december

Inde i den varme stue i huset med det røde tag, sidder nissemor i gyngestolen og hviler ud, efter det med juletræet. Nu glædede hun sig til at se det pyntet,
for det havde hun hørt menneskene sige de ville.
Nu sad hun så og nød varmen og lod tankerne flyve. Det gjorde hun altid, når der var noget hun skulle tænke mere over end andet. Det var det hun nu skulle, for i dag ville hun beslutte hvad hun skulle tage med op på det værelse, hun skulle bo i de næste par dage i huset med stråtaget.
Det var tid til at vælge hvad hun ville give Far, Mor, Lotus, Rosa og lille Alfred den 24. Hun havde altid givet beboerne i huset med stråtaget en juleoverraskelse og i år skulle ikke være anderledes end alle de foregående år. Det var så dejligt, at der atter var børn i huset og så næsten bedst af alt, dyr igen, hønsene havde en særlig plads i hendes hjerte. Det skyldtes nok, at det i hine tider var i hønsehuset hun aller første gang så sin kommende mand og blev forelsket i ham, ak ja, det var den gang. De havde gennem årene hjulpet hinanden med julegaven til deres mennesker i huset, nu skulle hun så selv stå for løsningen af opgaven.

Varmen og trætheden fik hende til at lukke øjnene og stille og rolig faldt hun i søvn og drømte - i drømmen svævede hun tilbage i tiden og så hende og manden producere
julegaver. Hun så året hvor de havde bygget to stærekasser, og året hvor hun fik en stor bulden finger da hun ramte sin tommeltot med hammerne da de lavede en trækælk til
børnene der dengang boede i huset. Hun så også tørrestativet de havde sat op ude i æblehaven til husets frue. Åh hvor var en sommerdag med en let brise dog dejlig, når det
nyvaskede sengetøj blev kælet af vinden ....... Det var alt sammen dejligt - der lød et smæld over i brændeovnen, det vågnede hende og hun huskede klart sin drøm, det
var ikke muligt for hende at tilvirke sådanne ting, som hun havde drømt om, de krævede ligesom to for at få et godt resultat ud af det, men hvad skulle hun finde på ?.
Hun rejste sig og gik ud i værkstedet, der kunne hun måske finde på noget. Hun lod blikket gå rundt - der var ikke sket meget her efter hendes mand var rejst til Grønland
nej såmen, hendes blik stoppede ved bundtet af rughalmen, der var stadig en god portion tilbage efter de havde .......det var da det hun ville, de havde lavet de flotteste halmbukke dengang og det kunne hun godt selv - for de havde lavet en del dengang. Godt nok var de fleste øvelses bukke, med de sidste havde været flotte og ikke som dem hun havde set hos andre mennesker i andre huse, hvor hun havde været for at besøge sine andre nissevenner som boede der.
Hendes halmbukke havde meget flotte flettede horn og et prægtigt gedebukkeskæg alt sammen lavet ud af det samme bundt halm. Ja det var den gave hun ville give dem.
Hun tog rughalmbundtet, bandt noget høstbindegarn stramt omkring et par steder så hun kunne bære det sikkert op til huset. Hun satte bundet uden for værkstedsdøren og
gik ind i stuen for af finde de ting hun skulle bruge de næste par dage oppe i huset med stråtaget.

Hun klædte sig på og tog bylten på nakken og gik ud, tog halmen under armen og begav sig af sted.
Vel oppe ved huset sikrede hun sig, at der ikke var nogle hjemme og gik ind. Det var heldigt, at hendes nøgle også passede til dette hus, så skulle hun ikke til at rode efter ekstra nøglen til huset, selv om hun godt viste hvor den lå.

Hun gik overpå og hen til værelset og gik ind, det var vist et af de rum som ikke blev brugt til andet end ting der ikke lige var plads til andre steder i huset. Men det betød ikke noget hun skulle jo blot være der et par dage.  Nu skulle hun så have gjort to ting. Holde øje med pigerne på værelset overfor og se om de troede på nisser og så lave en julebuk

Da hun gik ind på værelset, så hun ikke, at et par strå sad fast i gelænderet og gled ud af halmbundet og blev hængende.

Hun stillede halmbundtet fra sig og så efter lemmen i loftet, rigtig, hun havde husket rigtigt, der var en lem. Hun kravlede op på reolen der stod lige under lemmen og da hun kom helt op åbnede hun forsigtigt op til loftet. Hun kravlede op på loftet og gik forsigtigt hen til loftet over pigernes værelse. Her var der ikke en lem, men hun kunne forsigtig
skrabe lerlaget der lå der væk og så pille en lille bitte stump hampegarn ud af sprækken mellem loftbræderne, nu var der udsigt til pigeværelset nedenunder. Uheldigvis
var det gamle lerlag så tørt, at det smuldrede og en lille smule gled gennem hullet og landede på gulvet i værelset neden under. Ikke meget, men nok til at det kunne ses.

Nu kunne hun høre, at Lotus og Rosa kom hjem fra børnehaven, for de pludrede på vejen op til deres værelse. Hun lagde sig på loftgulvet og ventede.....

[Hans-Kurt]

19. december

Farfar var ikke helt oppe på dubberne, det havde kostet megen energi at skaffe kyllingerne til den hvide høne og faktisk havde ombygningen af garagen til et brugbart hønsehus også kostet på kræfterne. Nu hvor julen var så tæt på, skulle han altså til at lave julegaverne som han jo altid gjorde selv, færdig lavede julegaver var ikke lige ham.
Så de næste dage ville han hellige sig gaverne. Men energien, den var ikke helt i top.

Farmor havde skyndt sig at gemme sin julegave til Farfar, da han kom ind for at få formiddagskaffen. Han så noget udkørt ud, syntes hun. "Skal du ikke til at tage det lidt med ro, jeg syntes du har været på farten hver dag - lige siden du begyndte at ombygge hønsehuset og hvad med julegaver ?. Du plejer jo at lave dem selv, skal du ikke det i år ? og kan du i det hele taget nå det ?

Farfar satte sig ved køkkenbordet og tog en slurk af kaffen Farmor havde skænket op til ham. Så på hende og sagde " Det skal jeg da de næste dage går jeg i værkstedet - så ved du hvor du har mig" smilede han til Farmor.

I huset med stråtag var der faktisk også meget stille. Pigerne var oppe på deres værelse, knægten sad ved sofabordet og tegnede med de farveblyanter han havde købt i forrige uge for egne penge. Han havde hørt, at de andre var i gang med at producere julegaver og det ville han også.
Han havde besluttet, at alle skulle have en tegning fra ham, så han knoglede på med papir og farveblyanter. Han var lidt i tvivl om valget af farveblyanter nu også var det rigtige, for de knækkede bare han trykkede lidt til. Det tog jo også tid at spidse dem.

Mor havde også travlt, hun strikkede på livet løs. Det hun havde strikket til Farfar, Farmor, Far og Lotus var færdig og pakket ind, så det var kun de sidste strik der skulle på plads.

Pigerne var også i gang med julegaverne. Men de havde lige et par ting de skulle have undersøgt først. De havde på fornemmelsen, at der skete noget i huset og især oppe på loftet, for da de var kommet hjem forleden, så de der var klemt nogle halmstrå ind ved et af trappetrinene op til loftet og de viste at farfar ikke havde været i huset fornyelig, så det kunne ikke være ham der havde efterladt dem. Far kunne det hellerikke være, for hvor skulle han have halmstrå fra. Og mor var det hellerikke, hun ville ikke have efterladt halm på trappen, hun vile have sørget for at de kom i skraldespanden. Men hvor stammede de så fra ?. Da de kom ind på værelset opdagede de endnu en mærkelig ting. Sand i en lille bunke på gulvet. Det var ikke bare sand fra en beskidt sko eller fra en af deres lillebroders sokker, for det sket ikke så sjældent, at man kunne - som mor sagde - tømmen en helt sandkasses indhold ud af hans sko og strømber.
Nej bunken af sand lå, som var den kommet fra et timeglas. Smukt formet som en lille sukkertop. Pigerne studerede sandbunken nøje. Hvor var den kommet fra.

Logisk set, måtte den komme oppefra. Pigerne kikkede op på loftet. Hvad var det ?. Nøjagtig lige over sandbunken var det hvidmalede loft blevet tildelt en lille brun plet, hvor der også hængte noget - var det ikke en tråd af en slags. Det var det. Pigerne så på hinanden - nissen - var det ikke som om alt dette kunne stamme fra en nisse ? og hvis det var det, måtte nissen nødvendigvis være oppe på loftet. De satte sig stille på gulvet og slog ørene ud og stirede intens på den brune plet på loftet.

Samtidig sad damen med den røde hue på loftet og kikkede den anden vej, ned på pigerne. Hun sad også stille, for at de ikke skulle høre hende.

[Hans-Kurt]

20. december

Farfar havde besluttet at i år skulle alle have noget af træ. Til Farmor lavede han 8 træknapper. Til sin søn ville han dreje en lysestage, det samme ville han give til svigerdatteren, så havde de to. Lotus havde altid talt om en skål til sine marmor- og glaskugler. Lone skulle have ....., nu faldt han i staver og stod blot og kikkede ud af vinduet, mens dagen lige så stille blev mørkere og mørkere udenfor. Godt det snart var den 21., for så ville solen vende og begynde at komme
højere og højere på himlen for hver dag der gik.

Oppe på loftet væltede halmbundet pludseligt og det lød et lille bump nede i værelset. Nissemor vendte sig hurtigt og så over på halmbundtet, som nu lå i sin fulde længde hen over nedgangshullet ved lemmen til loftet. Det gik altså ikke, hvorfor havde hun da heller ikke sørget for at få lukket den lem, da hun var krøbet op på loftet. Nu rejste hun sig og gik over mod det åbne lofthul.

Pigerne hørte bumpet og så på hinanden. De viste instinktivt, at nu gjaldt det om at være hurtigt, for der foregik altså noget på det loft.
De viste også, at der i værelset overfor deres, var en adgang til loftet. De for ud på gange og åbnede døren ind til værelser. Der var helt mørkt der inde og de tændte lyset og så, at loftlemmen lige så stille blev lukket - altså måtte der være nogen der oppe, for hvis det var vinden der havde åbnet til loftet, ville lågen jo være kommet retur med et brag. Lotus satte fingeren for munden og slukkede lyset og trak Lone med ud på gangen. Der viskede hun "vi skal lade som om vi ikke ved der er nogen på loftet og så når der er gået nogen tid, så lister vi os her ind på dette værelse igen og åbner til loftet, måske vi så kan finde ud af hvad der er der foregår der oppe.

De gik tilbage til deres værelse og lod som ingen ting. Lotus tog en bog og lod som om hun kikkede i den og Lone tog sin ynglings dukke op af dukkesengen og begyndte at omklæde dukken.

Oppe på loftet var nissemor på vej hen for at kikke ned til pigerne og håbede ikke de havde opdaget noget. Det så det ud til, for de var åbenbart gået i gang med hver deres leg. Nissemor havde jo været på vej hen for at lukke lemmen til loftet og derfor ikke set, at pigerne faktisk
havde været over i værelset med loftlemmen. Derfor troede hun ikke de havde opdaget noget.
Hun åndede lettet op og satte sig på en gammel træølkasse og gik i gang med at lave en stor halmbuk.

Jes var fløjet op på pinden, der var placeret ud for hønserederne og gik hen til den kasse, hvor skrukken lå. Han kikkede ind til hende og så, at hun lå meget dybt i halmen. "Nå - hvordan står det så til i dag" sagde han. Jovvv, godt, du har godt hørt jeg har fået kyllinger - ik ?". Jes nikkede,
"Det har jeg, det er jo ikke til at undgå at høre, dels var der jo en del molør da de ankom og så kan jeg jo høre dem, når du taler til dem. "  " Er det nu også en tid at få kyllinger på ?, så vidt jeg ved, er det ikke lige årstiden for den slags".
"Det kan du have ret i, men jeg ELSKER kyllinger, uanset årstiden. Det ligger i mine gener at have kyllinger omkring mig hele tiden, året rundt".
Nå ja, det kan vel også gå, tænkte Jes. Han fløj ned igen og forlod hønsehuset.
Udenfor så han på det juletræ der pludselig stod lige nær hønsehuset. Det var Nissemor der havde plantet det der, det havde han set, da hun i den årle morgenstund var kommet slæbende med det og havde plantet det. Det var da en dejlig ting, at få sådan et stedsegrønt træ tæt på hønsegården. Det kunne give skygge på varme sommerdage og nu- nu kunne det glæde øjnene, hvis altså det blev pyntet, for det havde han set et tilsvarende, bare større grantræ være i en af haverne ved siden af hans domæne. Det træ havde mange hvide lys på grenene og de blev tændt, nogle få minutter før Jes ledte sin lille flok ind i hønsegården og ind i hønsehuset. Fra hønsehuset, kunne de ikke se juletræet med lys, men de kunne godt forestille sig, at det måtte være smukt at se på når det blev rigtig mørkt. Den store høne havde fortalt, at der hvor hun kom fra, havde et lignede træ lyst op i mange timer hver dag og helt til hellig tre konger dag. Det havde været meget hyggeligt og også lidt praktisk, for var man kommet lidt sent ind en dag
så kunne man godt nå at spise sig mæt i korn, inden sovepinden kaldte.
Hun fortalte også om det år, hvor der var kommet nye beboer i nabohuset til hvor hun da boede og de havde sat nogle lyskæder op lige fra stuehusets gavl og hele vejen rund i hækken ned til hønsehuset. Men det var ikke hvide lys det havde været en blanding af røde, blå og grønne lys. Egentlig smukt, men da de så en aften begyndt at stå og blinke da ......Først troede alle, at der var problemer med strømmen, det havde der været før. Det havde de selv set i hønsehuset,
hvor lyset havde stået og blinket nogle gange inden det til sidst var slukket helt.

Det var det den store høne og de andre høns havde troet var tilfældet med de farvede lys, men nej, det fortsatte med at blinke og blinke. Det blev bare ved og ved.
Først ved midnatstid gik de ud. Men næste dag begyndte det hele forfra igen - blink - blink .
Det blev faktisk lidt af et problem med alt den blinken, for det var svært at falde i søvn, når man hele tiden blev forstyrret - det stod på i mange dage, men til sidst stoppede de da endelig. Men så blev det nytårs aften, nej den rædselsfulde aften ville den store høne ikke tale om, for det stod som hendes værste mareridt.

Lige nu håbede hun blot, at det lille træ udenfor hønsehuset hvor hun nu boede ville blive pyntet med en lyskæde med hvide lys der lyste konstant, for det andet
-----i guder hvad mennesker dog kunne finde på, tænkte de da aldrig på deres med-dyr.

Oppe i huset med stråtaget, var mor på vej ud i udhuset hvor julepynten var, for at finde noget pynt til juletræet ved hønsehuset. Hun kunne huske, at de havde en udendørs kæde og at den vist lige passede til det lille træ. Ligeledes viste hun, at der var nogle glaskugler fra hendes barndomshjem, som kunne tåle at være ude i alt slags vejr. Det var pynt hun havde passet på i mange år, for en dag ville hun selv have en have med et juletræ, det vist hun bare. Nu skulle de så i brug, hun ville får far og ungerne med ned og pynte træet, når hun havde fundet pyntet. Hun åbnede døren til udhuset og gik ind. Hvad var det ? Hvem havde stillet de kasser der - foran skabet med julepynt, for de stod der bestemt ikke sidst hun havde været i udhuset. Hun kikkede
i den øverste kasse - ubs det skulle hun vist ikke have set, for det var jo .......

[Hans-Kurt]

21. december

Klokken var kun 06.12, men Lyset fra det lille pyntede juletræ ud for hønsehuset havde vækket alle indvågnerne.
Det var dog ikke et lys der gav fuld bevægelighed, da de ikke kunne sammenlignes med dagslys. Alligevel var det nok til at Jes kunne kalde alle til orden og starte dagens dont. Han galede og strakte sig og rystede nattens søvn ud af kroppen. Han kikkede sig søgende rund, var alle vågne ?
Det var de og begyndte forsigtigt at gå ned af hønsestigen for at indtage dagens første måltid. Var det i dag dem lille hvide høne med kyllingerne ville forlade den trykke rede og vise de små, at verden var mere en halm og trævægge ?

Så man ud på træet, kunne man kun glædes over hvor smukt det var blevet. Far havde sat de elektriske lys på og han havde været meget sirlig med at sørge for at de blev fordelt ligeligt over hele det lille træ. Et lys for enden af hver gren kunne det lige nødagtigt blive til og et på toppen. Desværre havde han ikke et så veludstyret værksted som feks Farfar havde, for et udendørs elkabeltromle havde han ikke. Men med lidt snille og en plastspand - hvor under sammenkoblingen kunne ske - fik Far strøm på. Det ville forhåbentlig sikre mod vand til ledningerne - håbede han.
Mor og ungerne var kommet over fra udhuset med en kasse julepynt. Den bestod af runde kugler som Mor havde samlet på, da hun var barn. Gennem flere år var hendes ønske til advents gaver altid en kugle fra dyrlægen. Dyrlægen ? Når hun var med over hos den
lokale dyrlæge i november/december havde hun altid stået og beundrede de flotte julekugler der pyntede over skranken hvor damen man betalte hos, sad.
Det var kugler med dyremotiver på. Så alt efter hvad kæledyr Mor havde det år, skulle kuglens motiv naturligvis være det samme. Så det var blevet til kugler med en kat, en hund, en kanin osv osv.
Nu prydede de så træet i hendes egen have og kunne glæde hendes egne unger - også hønsene nød synet. Jes var særlig optage af kuglen med hanen på, for til alt hel var det en hane af hans race. Så Jes kunne godt - i et sentimentalt øjeblik se det som et selvportræt. Men det sagde han ikke højt.

Lotus var især glad for kaninkuglen, for den mindede hende om Ninus hun havde for år tilbage og derfor var kuglen med undulaten Rosa´s foretrukne, af samme grund som
Lotus. Alfred havde ikke en ynglings kugle, han syntes om dem alle. Alfred insisterede på, at næste gang de skulle til dyrlægen, ville han vælge en ny til samlingen.
Mor lovede ham, at det skulle han nok få lov til, men forhåbentlig skulle de ikke til dyrlægen foreløbig.

Som bekendt var Damen med den røde hat flyttet op i huset med stråtaget. Her sad hun nu og foldede halmbukken og det var en sand fornøjelse for hende. Hun gik så
meget op i opgaven, at hun slet ikke bemærkede at loftlemmen lige så stille blev løftet op og to par små pigeøjne kikke op på loftet og så hende side på ølkassen.
Pigerne sad med tilbageholdt åndedræt, så fandtes nisser altså, de var ikke i tvivl længere. Hvor tit havde der ikke været voksne der fortalte dem, at nisser ikke fandtes, men nu ...... De lukkede lemmen igen, meget forsigtigt og listede ud af værelset og over på deres eget. Her satte de sig og kikkede på hinanden, hvordan skulle de dele deres viden om at nisser eksisterede med andre ?, hvordan skulle de kunne overbevise andre. Det fik de nogen tid til at gå med at diskutere. Efter hånden glemte de at viske
sammen men talt i et helt normalt stemmelege.
Oppe på loftet var nissemor færdig med julebukken og lænede sig lidt tilbage for at beundre sit værk. Da hørte hun pigestemmerne nedenunder og lænede sig ned over sit
lille kikkehul og lyttede. Da hørte hun, at pigerne virkelig troede på nisser, af samtalen var hun ikke mere i tvivl. Så kunne hun godt smutte hjem igen, men hvordan pigerne var
kommet frem til deres erkendelse af at nisser er virkelige, det havde hun ikke fundet ud af, men pyt det var ikke så vigtigt.
Halmbukken lod hun stå, for den skulle jo bruges i huset den 24.

Hos Farfar i hans værksted flød gulve med træspåner og gaverne var ved at være færdige til hele familien. Nu skulle de bare pudses og til sidst pakkes ind. Som indpakningspapir ville han benytte jutesæk lærred fra de jute sække han havde gemt fra da han lagde kartofler i det tidlige forår. Han kunne klippe passende stykker ud til de enkelte ting og så som bånd bruge den sorte tråd han havde haft med fra gården han forlod for år tilbage. Den tråd der havde fulgt han i over 25 år og som åbenbart ikke kunne slippe op.

Familiens voksne kvinder strikkede på livet løs, de var også ved at være i hus med det de skulle bruge som julegaver. Farmor skulle dog have en pause - hun havde lovet atter at
medbringe julebag til juleaften og dagene derefter. I år ville hun forsøge at bage færre - for i går havde hun faktisk - da hun tjekkede sine kagedåser, fundet en med jødekager fra sidste år.
Det var dem der havde fået lige rigeligt med varme, så de var blevet noget mørke i det. Det var nok derfor de ikke var blevet spist sidste jul. Nu gav hun dem med Farfar da han skulle over til hønsene. De skulle jo også mærke det snart er jul ......

[Lone]

22.december


I hønsehuset var det stadig mørkt, og hønsene havde ikke til sinds at komme tidligere ud af fjerene end højst nødvendigt. Det var jo også den mørkeste dag på året, sådan cirka, så det var vel en hønseret at sove lidt længe. Hvad dyrene ikke vidste, var at Farfars snedige tænd-sluk-ur til lyset havde forskellig indstilling på hverdagene og i weekenden - og i dag var det lørdag, så lyset ville først tænde kl 8, for ikke at lave unødig larm i kvarteret.

Den sorte høne, Aurora, lå alene i det fjerneste hjørne i hønsehuset. Hun havde fået for vane at gå der og rode de sidste par dage, i fred for de andre høns. Hun snakkede ikke så meget med dem, deres sprog var anderledes end det, hun havde lært som kylling under en skrukhøne. Og så var der det med halen. Aurora havde en smukt rundet bagdel, uden gump eller hale, og de andre høns benyttede enhver lejlighed til at løfte deres halefjer, som for at vise den sorte høne, hvad hun manglede. At Aurora så havde de smukkeste ørefjer, der krummede sig som en ballerinas fletninger op over hovedet, fik bare de andre høns til at fnyse af foragt.

‘Sikke noget pjat, fjer på hovedet skal være ganske små og ligge tæt ind til hovedet’ sagde Pylle Rock, hun var jo overhøne.

Maria, skrukhønen sagde ingenting, hun havde travlt med at passe alle sine kyllinger i sit skrukbur. Der skulle jo skrabes mad op i een uendelighed, så strøelsen stod om ørene på hele familien, og de små skulle holdes varme, når de ikke lige var ude at spise. Der var nemlig koldt i hønsehuset, undtagen lige der, hvor Farfars varmelampe holdt vandskålen isfri.

Men lige nu var der stille og mørkt i hønsehuset, inden dagen begyndte, kun Aurora puslede lidt rundt i sit hjørne.


En tre timers tid senere kom Far og børnene ind i hønsehuset på morgenturen med foder og godbidder fra aftensmaden dagen før. Hønsene var nu i fuldt vigør, Aurora havde forladt sit hjørne, og skrukken Maria kredsede rundt i sit skrukbur med vingerne bredt ud over kyllingerne, som en lille flyvemaskine.

Rosa og Lotus kiggede i rederne, men de havde allerede hentet æg aftenen før, så der var ikke gevinst.

Alfred gad ikke stå bag sine søstre, han kunne alligevel ikke se noget, som den mindste, han nu en gang var. I stedet tøffede han rundt langs væggen, måske kunne han finde en mus, når nu Julius havde barselsorlov fra jobbet som musejæger med sine killinger.

Med eet stoppede Alfreds termostøvle op. Hvad var det, der lå dér? ikke et æg, for de plejede da at være lysebrune, og det der var noget svagt blågrønt. Han rakte sin lille hånd ned og rørte ved noget glat og rundt, der stadig føltes lidt lunt. Æg, men ikke bare eet æg, men hele 3, og af en helt anden farve, end æg plejede at være.

‘Far, se her, er det nisseæg, det her?’ kaldte Alfred med ivrig stemme. Far og søstrene kom til, og Rosa greb et af de blågrønne æg - lidt ærgerlig over, at lillebroderen havde fundet noget spændende, før hende.

Far så på de 3 æg og kløede sig i nakken.

‘Det ved jeg sørme ikke, det må vi vist spørge Farfar om’

I Fars hjerne var der en svag erindring om, at Farfar en gang havde snakket om nogen høns med en anden farve æg end almindelige høns, men som det altid havde været, når Farfar snakkede høns, havde Far kun hørt efter med et halvt øre.

‘Der er lige et til hver af os - børn altså’ sagde Lotus og greb et af de andre æg.

‘I må da ikke spise dem,  der er måske nisser inden i!’ skreg Alfred - han så for sig en ganske lille nisse krøllet sammen inden i ægget, parat til at bryde skallen med sin lillebitte økse.

Tvillingepigerne så forskrækket på ham, de seneste dages begivenheder gjorde alt muligt, som de ellers ikke ville have troet på.

‘Årh, jeg tror nu bare, det er skallen, der har en anden farve, inden i er det bare almindeligt hønseæg. Men lad os nu lige spørge Farfar, han må jo vide, om een af hønsene kan være sådan en, der lægger blå æg. Må jeg lige tage et billede af æggene?’

3 børnehænder, med hver sit æg blev prompte rakt op, og Far tog et billede af de tre børnenæver med hver sit blågrønne æg

Børnene gik ud af hønsehuset med hver sit nisseæg (for det var det i deres øjne, indtil andet var bevist), og Far fulgte efter, med mobilen i hånden.

‘Hej Far, kan huske du har snakket om høns, der lægger blågrønne æg, er der sådan en i vores hønsehus, den sorte høne uden hale, måske? Ellers tror børnene, at nissen også er  begyndt at lægge æg her. Håber, du kan se billedet’

Mms’en røg afsted til Farfars gamle Nokia.

Der gik noget tid, længere end sædvanligt, Far og børn var for længst nået ind i det stråtækte hus igen og var egentlig parat til at komme ud af døren til dagens gøremål.

Så kom svaret fra Farfar:

‘Jo, den er god nok, der er en araucanerhøne i flokken, du kunne bare have hørt efter, da jeg fortalte om dem. Og jeg tror ikke, der er nisser inden i, eller at nissen har noget med dem at gøre overhovedet, så I kan roligt spise dem i aften. I øvrigt ville nisseæg vel også være røde’

Ja okay, det kunne Farfar sagtens skrive. Han vidste nok ikke, at hvis Alfred troede, der var en nisse i hans æg, så VAR der en nisse i.

Så kom de forløsende ord fra Rosa:

‘Altså nisseæg ville vel også være røde? ligesom deres tøj og alt det andet, de har’

‘Lige præcis, du har ret, det skriver Farfar også’ sagde Far lettet, over den geniale forklaring.


Hjemme hos Farfar og Farmor sad Farfar i køkkenet ved formiddagskaffen og uglede sig i håret. Gad vide, om alt det nissepjat var ved at tage pippet fra hele familien. Nu var han selv jo også begyndt at fortælle om nisser, der måske - måske ikke - lagde røde æg.

Farmor satte sin kaffekop og kiggede på Farfars mobil på bordet mellem dem.

*Er du nu også begyndt at skrive om nisser? spurgte hun med et venligt blik.

‘Hmm ja, sådan for sjov’ brummede Farfar og fortsatte så:

‘Tror du egentlig på nisser?’

‘Ja da! Jeg har jo boet sammen med en de sidste 40 år!’ lo Farmor og greb sit strikketøj igen, mens hun kiggede venligt på sin mand over brillerne.

[Lene71]

23. december

Det er dagen før dagen, og alle har travlt. Eller rettere sagt, de voksne har travlt. Faktisk er det lidt kedeligt at være barn, for de voksne har ikke tid til noget som helst sjovt, og så er det sådan en laaannnnggggggg dag. Der er en hel EVIGHED til det bliver juleaftens aften.

Rosa og Lotus kan ikke længere koncentrerer sig om at se Disney-film, og Alfred er ved at være træt af at lege med sine dinosaurusfigurer. Mor foreslår at de alle tre går ned i hønsehuset, gør julerent, og pynter rigtig pænt op, så hønsene også kan mærke det er jul. Der er en smule modvilje mod det forslag, men far siger ”på med flyverdragterne og termostøvlerne, og så afsted med Jer”. Allerede på vej ned til hønsehuset finder Rosa nogle skaller fra bog under det lille bøgetræ. Alfred samler grankogler op, og Lotus løber tilbage til huset for at hente en spand til alle fundene, og en saks til at klippe grangrene med. Far giver hende en rulle sejlgarn med i skyndingen, så de har noget at hænge alt pynten op med.

Vel nede ved hønsehuset, har de ikke kun en spand fuld, men også tre børnefavne fuld, af alverdens pynt: Forskellige slags grankogler, bogskaller, røde bær, indtørrede frugter, svampe, mos, tørrede blomsterstande og pyntegrønt fra alverdens stedsegrønne træer og buske. De begynder strakt at pynte op med stor iver – det der med julerengøringen er vist blevet glemt, og ret beset er det vel også en voksenopgave. Hønsene udviser desværre en lidt for stor interesse i at hakke i, og spise, alt pynten. Det får Alfred til at gå hen til Columbine, stryge hende over ryggen, nulre de fjerbesatte ben, og hviske stille ned i hendes høreorgan. Alfred fortæller hende historien om juletræet som først skal vises frem, så skal der danses om det, og først derefter må man spise pynten. Han belærer også Columbine om, at man først må danse om juletræet juleaftens aften. Columbine har godt nok ikke hørt om den slags før, men hun har stor tillid til, at det Alfred siger er rigtigt – for en menneskehjerne er større og klogere end en hønsehjerne, er Columbine helt overbevist om. Efter sin snak med Alfred, inviterer Columbine Jes med ud på en tur til æbletræet. Her beder hun Jes om at vise sig som en klog flokleder, og sørge for at alle reglerne om dans og spisning af pynt bliver overholdt. Jes synes det er en absurd tanke - at gemme på noget spiseligt – det er imod hans natur. Men den unge, og ikke så erfarne, Jes vil ikke risikere at fremstå som en ikke-klog flokleder, så han kalder flokken sammen inde i hønsehuset, og belærer dem om reglerne. Rosa, Lotus og Alfred fortsætter med at pynte op i hønsehuset – nu uden at hønsene blander sig næbbet i det, men blot kigger nysgerrigt på. Da børnene er færdige med at pynte op - og der er blevet rigtig flot kan i tro – beslutter de sig for at synge en sang for hønsene. De tager hinanden i hænderne og danser rundet mens de synger ”Højt fra træets grønne top”, hvor de synger EKSTRA højt på linjerne ”Først skal træet vises, siden skal de spises”.

Mens børnene har pyntet op i hønsehuset, har der også været travlt inde i det stråtækte hus. Ikke mindst nissen – altså den helt ægte lille nissekone med den røde hat – har haft travlt med at trylle og lave narrestreger. Og børnene gav hende den helt rigtigt idé i går. Det er hendes sidste chance for at få mor til at tro på nisser.

Mor har kogt en stor, stor portion risengrød og lagt ind i sengen. I byen langtidstilbereder man risengrød i dyner, for der har man ingen høkasse, som ellers bruges ude på landet. Lillejuleaften får familien altid risengrød til aftensmad, for der skal alligevel koges grød til næste dags risalamande. Til gengæld får de en god frokost, nu hvor lillejuleaften falder på en fridag. I år skal de have tykke skiver af bagerens hjemmebagte grove rugbrød med farmors opvarmede frikadeller fra fryseren, og ovenpå spejlæg pyntet med bacon og friskklippet purløg. Mor gør klar, og tager farfars æg ud af køleskabet og åbner æggebakken. Der er som altid en blanding af hvide og brune æg i forskellige farvenuancer og størrelser. Da mor skal til at lave spejlæggene er alle æggene pludselig helt røde – det var mystisk, de har stået på bordet hele tiden, og der har ikke været andre i køkkenet – det kan simpelthen ikke lade sig gøre! Noget chokeret kalder hun på Far. Far bliver også lidt paf, og prøver at granske sin hjerne for, om der findes høns som lægger røde æg? Det mener han bestemt ikke. Han prøver at berolige Mor med, at det nok er Farfar som har farvet æggene for sjov. Men den køber Mor ikke, hun har lige stået og set på de brune og hvide i æg i selvsamme bakke. Far tager et billede af æggene, så han kan sende det til farfar senere. Mor begynder at slå æg ud på alle panderne – for der skal laves mange spejlæg. Men pludselig bliver alle æggeblommerne røde. Mor bliver, ja - nærmest bange, skriger så rædselsslagent, at far tror hun er kommet til skade, og iler til. Mor står helt stiv og stum, og kan kun pege på spejlæggene med de røde blommer. Med store øjne får mor fremstammet ”de-de-der e-e-er-er en nis-niss-nisse i æg-ægg-blom-blomm-blommen som smi-i-i-smiiler til mi-mig”. Selvom det er svært, lykkede det for Far at bevare fatningen. Far tager blidt om Mor, og siger ”nu er det vist dig, der har fået nissefeber. Du har også arbejdet meget på det sidste. Jeg tror vi skal have dig op i seng”.

Da Far har hjulpet mor i seng, kommer alle børnene løbende ind for at få frokost. Lotus ser panderne med spejlæg, og råber glad ”SE, vi skal have ægte nisse-spejlæg”. Far ved ikke hvad han skal gøre - han havde tænkt sig at smide alle spejlæggene ud - for tænkt hvis de er giftige. Men på en eller anden måde, får Rosa overtalt Far til er servere æggene, og selv Far synes, det er lidt sjovt at sidde og spise hvide og røde spejlæg til jul.

Mens de spiser, MMS´er Far til Farfar: ”Sig mig, hvordan har du gjort det?” og vedhæfter et billede af de røde æg i bakken, og et billede af et rødt/hvidt spejlæg. Lotus spørger Far meget videbegærlig ” hvordan får en nisse egentlig nissebørn? Er nissen et pattedyr der føder levende unger ligesom Julius, eller lægger de æg ligesom hønerne? Og hedder nissers børn nislinger? Og hvor gammel skal en nisling være, før den er voksen?” Far er på herrens mark med hvad han skal svare. Mor var biologilærer før hun blev viceskoleleder, så far svarer ”det må vi hellere spørge mor om, når hendes nissefeber er gået over”.

Hjemme hos Farfar og Farmor kigger de lidt vantro på MMS´en. Med en blanding af ærgrelse og lettelse, siger Farfar ”jaa – vores søn går mig i bedene – til næste år tror jeg han er klar til at overtage nissetjansen”. Og til Far skriver han ”ha, ha, du er godt nok blevet dygtig til at billedemanipulere”.

[Hans-Kurt]

24. december

Dagen begyndte med -6C og det sneede lige så stille. I hønsehuset var der stille, alle var mætte af at have spist alt den gode julepynt der blev sat op i går. Måske var det en fejl - at spise pyntet - men når man er af hønseslægt, så spiser man nu alt det gode med det samme, det er en god ting, for hvad nu hvis man ikke oplever den næste dag, så ville man måske ærgre sig.
I skrukhuset var der også ro, men hvis man kikkede godt efter, ville man se, at alle kyllinger havde stukket hoved ud under den varme dyne af moderlige fjer og kikkede - for de havde hørt så meget om den jul der forestod og de ville ikke gå glip af noget.

I det lille stråtækte hus var Alfred som sædvanlig også tidelig oppe, han var bare så spændt på hvad dagen ville bringe og derfor var han krøbet op på hjørnebænken i køkkenet og sat sig til rette, så han kunne følge med i hvad der nu skulle ske. Lotus og Lone var ligeledes stået op og på vej ned i køkkenet. Far og mor snuede lidt endnu, men ville snart følge trop.

Farmor var stået særlig tidelig op for at få pakket sine sidste gaverne ind, nu da hun var færdig gik hun ud i køkkenet for at sætte kaffe over til hende og Farfar.
Farfar stod allerede over i værkstedet også han skulle være færdig med indpakningen. Han var temmelig stolt af sine gaver, han syntes selv, han var kommet godt fra det. Han glædede sig til at se hvordan de ville blive modtaget.

I det lille hus med det røde tag sad nissemor over morgen theen, hendes humør kunne være bedre, for hun fik pludselig en stor længsel efter sin nissemand.
Ville han komme hjem i år og da i dag, hvor det var juleaften ? Hun var ikke særlig glad for at skulle tilbringe juleaften alene. Derfor besluttede hun, at hun ville blive i det lille hus med stråtag i aften, efter hun havde givet dem halmbukken der stod oppe på loftet.

Farmor stod i køkkenet og tilberedte en ret, som Farfar kunne lugte helt ud i gangen, da han kom ind lidt over middag. Det var en lugt han genkende helt klart, høns i asparges.
Han sneg sig ind på Farmor og gav hende et klem, da han nåede hen til hende. Hun gav sig lidt, men kom hurtigt i balance igen. "Hvad er den af, skal vi have tarteletter med høns i asparges" spurgte Farfar. "Nej, det skal du ikke, men inden vi skal fejre jul med familien, skal vi lige forbi Knahrvorhn. Han kan jo virkelig lide mine tarteletter. "Hvem kan ikke det" sagde Farfar.
Det var rigtigt, der var ikke nogen der ikke kunne lide farmors tarteletter. "Det var en sød tanke, du der fik, at glæde Knahrvorhn, Farmor" sagde Farfar. Men sådan er farmødre, kan de glæde andre gør de det - og det er vores andres hel -IK ?.

Så på vejen over til familien i det stråtækte hus, stoppede Farmor og Farfar og afleverede retten til hr Knahrvorhn. Han skulle sidde alene - som han havde siden fru Knahrvorhn var død.
Derfor blev han nok ekstra glad for at der var andre der tænkte på ham en juleaften. Det var der flere der skulle tage at gøre, altså huske på dem der sidder alene sådan en aften !.

Far og mor havde allerede dækket julebordet i går aftes, der manglede blot den juledekoration, som far havde lavet over i værkstedet og som han nu satte midt på bordet. Og hvilket bord var det ikke, de havde dækket - et bord fyldt med minder. Spisestellet havde de fra Mor´s farmor, sølvstagerne fra fars Familie og servietringene, som mor havde lavet i sy timerne da hun gik i skole.
Rødvinsglassene var dem de havde købt i fællesskab til deres første fælles jul - i en Røde Kors butik. Jov der var virkelig minder i opdækningen. De sendte alle de kære i familien som ikke kunne være tilstede i aften en venlig og kærlig tanke. Nu skulle de så dele minderne fra deres slægter med egne unger og videreføre disse hyggelige ting, som er med til at skabe en god jul i familiens skød.

Ungerne kom ned fra loftet med deres gaver og lagde dem ind under træet der stod ude i forstuen. Det var nok de smukkeste træ de nogen sinde havde set. Godt 3 m højt og pyntet med flag, kugler, kræmmerhuse og meget mere. Det var et sammensurium af pynt samlet igennem mange år og hvor mange flittige børne- og voksne hænder havde fremstillet pynt til juletræet. Måske var ikke alt lige kønt, men der lå kærlighed og minder i hver enkelt ting. Pynten kunne som sådan få den ene generation efter den anden, til at forenes i minderne om heden gangende personer og række frem mod kommende.

Nu bankede det på døren, ungerne for ud og lukkede op. Der stod Farmor og Farfar, hver med en stor pose med gaver. Ungernes øjne kunne ikke slippe de store poser, for hvilken rigdom indeholdt de ikke ?. Der ville være til mange timers leg i den kommende tid, var de sikker på. Farmor og Farfar kom af overtøjet og gik ind i forstuen til de smukke juletræ. De åbnede deres poser og lagde deres gaver ind under træet. Nu var der helt fyldt
op, der kunne ikke klemmes flere gaver ind. "Så må vi fjerne endnu en krans på træet, hvis der skal flere gaver under træet" sagde far. Det var der nu ikke stemning for, for så ville træet komme til at ligne det der stod nede i Super Brugsens udstillingsvindue, og det så mere komisk ud, end smukt, var de blevet enige om i går, da de var der nede for at købe de sidste ting til juledagene.

Nu var der ikke længe til at middagen skulle serveres, men sagde Farfar, skal vi ikke ned til hønsene med deres julemenu. Det var der stemning for. Ungerne og Far og Farfar gik der ned sammen. De havde en skål med Hønseguf med.
Farmor sagde, at der måtte være nok med alt den risengrød de have fået de sidste uger, så nu skulle de have hønseguf. Til  skurken med de små kyllinger, havde mor hakket nogle hårdkogte æg og blandet det med havregryn, det skulle de have som julemad.
Alfred gik forest med æggemaden, Far med hønseguf og de andre havde - uden for den aftalte menu, hver et stykke hjemmebagt franskbrød.
Juletræet ved hønsehuset var tændt og stod der og strålede i kap med børnenes øjne og oplyste hele hønsegården, så man næsten skulle tro det var midt på dagen. Inde i hønsehuset var hønsene faktisk ved at gøre klar til natten, men da der blev serverer Hønseguf, kan det nok være de kom sus i fjerene. Alle for på det dejlige guf og åd af et godt hjerte. Ovre i skrukburdet blev der også fest. Der var ikke en kylling som ikke viste hvad hårkogte æg var. De åd lige så hurtigt de kunne den dejlige spise. Nu da alle var mætte, stop mætte, gik de op på pinden og satte sig til rette - Farfar blinkede til Lone, Lotus og Alfred og viste, at nu skulle de alle liste ud af hønsehuset og lade dem gå til ro.
Der var ikke blevet spist op, men så var der rester til i morgen, hvis ikke musene havde gjort kvål på franskbrødet.

Da de nærmede sig huset med stråtaget, så alle, at der på fortrappen stod en imponerende halmbuk og struttede med det flotteste halsbånd i guldlamme. Far og farfar kikke på hinanden og kløede sig i håret, hvad var nu lige det der skete her ? Lotus og
Lone så indforstået på hinanden og sagde i munden på hinanden "Nejjjj hvor er det en flot halmbuk, er den fra dig Farfar" - "nej" sagde Farfar. "Så er det dig far der har været på færde" sagde pigerne. "Nej det er heller ikke mig" sagde far. "Så må det
være nissen sagde Lotus og blinkede til Lone. "Ja, det må det så være" sagde far. Han tog den flotte buk med ind og satte den i forstuen, så den kunne pynte sammen med juletræet.

Oppe under loftet, på den store reol der indeholdte familiens mange bøger. Sad en lille dame med rød hat og smilede særlig bredt, for ved siden af hende sad ......ja hvem tror I det var der var kommet hjem til jul fra det kolde nord ? - Rigtigt det var ....
Og sådan gik det til, at alle kunne få - og hvad vi tre skribenter ønsker alle Jer der har fulgt vort juleeventyr 2018  - EN RIGTIG GLÆDELIG JUL.

[Alice]

Tak for alle jeres hyggelige indlæg- og glædelig jul til alle med og uden fjer!

[todda]

Først i dag har jeg fået læst hele julekalenderen .Sikken dejlig fortælling fra jer. .Godt frugtbart nytår ønskes fra Todda