Maria, vi flyttede fra Skjern til Stevns sidste sommer de første dage i juli, hvor det var bagende varmt. Jeg havde hønsene i trætransportkasser med et dyr i hvert rum og også godt gang i klimaanlægget i bilen på den ca 3 timer lange tur.
Hvis du har mulighed for at transportere dine høns på f.eks. en trailer, hvor der ikke er for varmt, vil jeg mene, at du kan have to dyr i hvert rum. Det er også vigtigt, at der er lufthuller i kasserne. Hvis du har dyrene inde i bilen, vil jeg anbefale, at du kører uden varme, og så en god frakke på og måske varme i sædet, hvis du har det. Det er nemlig varmen, når de er pakket ned, som er rigtig hårdt for dem, de sidder jo med dynefrakke på i et ret lille rum i kasserne. Til LU har jeg sommetider oplevet, at hønsene har været helt våde/fugtig varme, når vi modtog dem og satte dem i burene.
Her i den kolde tid vil det jo være et voldsomt skift for dem at komme svedig og varm ud i kulden, så det er nok bedst at flytte dem ved aftentid (hvis muligt), så de kommer direkte fra kasserne og på pind i hønsehuset.
Vores flytning forløb fint, vores hønsehus kom på en blokvogn efter et par dage, så der kunne hønsene løbe frit og genkendte helt klart deres hus, hvor de uden problemer gik ind til natten.
De første dage gik de i nogle udstillingsvolierer, som jeg havde lånt af den lokale fjerkræklub her på Stevns, om natten var de nødt til at sidde i kasser, da voliererne jo ikke er rævesikre.
Held og lykke med din flytning, det skal nok gå godt