Dansk Fjerkræ Forum

Hønsegården => Problemer og sygdomme => Emne startet af: Betina73 efter 05 Januar , 2020, 16:18

Titel: Kyllinger med skruk høne
Indlæg af: Betina73 efter 05 Januar , 2020, 16:18
Hej
Jeg er ny i forummet, så jeg beklager, hvis dette indlæg er havnet det forkerte sted.

Min udfordring er, at jeg gerne vil lægge nogle befrugtede æg under en af mine høns når de bliver skrukke. Jeg er dog meget i tvivl omkring praktikken. Jeg har et eleveret hønsehus (ca. 1,5 x 1,5 m) med stige ned til en hønsegård på omkring 4 x 1 m. Vi har tre høns og en redekasse.

Som jeg forstår det, er det bedst at den skrukke høne bliver afsondret fra de andre. Er det korrekt?Eller kan jeg lave en ekstra redekasse i hønsehuset ? Andre har foreslået en æblekasse med halm, men hønen har vel ikke godt af at være ude og risikere træk..

Og nå kyllingerne gå sammen med de store høns?

Jeg håber, at der er nogen herinde, som kan hjælpe 😀

Dbh
Betina
Titel: Sv: Kyllinger med skruk høne
Indlæg af: Margrethe efter 05 Januar , 2020, 17:53
Hej Betina :)

Jeg har erfaret, det kan være lidt problematisk at flytte en skruk fra den redekasse hun nu engang har valgt at lægge sig skruk i. Man risikerer, hun går af æggene. Det er nemmere at flytte hende, hvis der er tale om at flytte hele den kasse, hun ligger i, hen til et andet hus. Flyt så kassen om aftenen og mørklæg eventuel kassen, til næste dag. Når hun går af for sin daglige luftetur, er der større sandsynlighed for, hun genkender kassen og lægger sig igen.

Men jeg har ofte ladet dem blive liggende i hønsehuset, hvor de andre høns færdes, uden problemer. Sæt eventuell tråd for den kasse hun ligger i, så de andre ikke kan genere hende under rugningen. Tag hende så selv af æggene en gang i døgnet, hvor hun har brug for at komme ud og spise/drikke, støvbade og selvfølgelig lægge den obligatoriske store, ildelugtende skrukklat, som hun har ligget og sparet sammen til. Er der ikke tråd for kassen, kan det være en god ide at mærke æggene. Skulle andre høner mase sig ind og lægge æg ved siden af skrukken, kan de nylagte æg hurtig fjernes igen.

Hvor vidt skruk og kyllinger kan blive gående med de andre høns afhænger af flere ting. Blandt andet race. Nogle går det godt med, andre  er for agressive over for både skruk og kyllinger, med masser af ballade og risiko for døde kyllinger til følge. Jeg har selv Sebright. De kan være lige så stridslystne og ondskabsfulde over for små, nye kyllinger, som de kan være kælne og håbløst charmerende!

I første omgang vil jeg anbefale at lade skruk og kyllinger gå for sig selv. Eventuel i det samme hus, som de andre men med net imellem. Efter nogle dage, hvor de er blevet stærkere, kan de, hvis de går frit i haven, blive introduceret til resten af familiegruppen her. Det kan godt give lidt hak og "sætten sig i respekt" over for de nye. Men går de frit, har de mulighed for at fortrække, hvis de andre bliver for grove. Skrukhøner har det gerne selv med at ville tage sine kyllinger med tilbage til hendes famileflok, så de langsomt bliver integreret i hierakiet. Igen afhænger det af race og sindelag hos de andre, hvor vidt de accepterer det. Her er ikke andet at gøre, end at holde et skarpt øje med begivenhederne. Er der nogle iblandt som er mere agressive over for de nye end godt er, ja så må man gribe ind og isolere dem.

Held og lykke med det. Intet er så spændende og bekræftende ved hele hønseriet som kyllingeprojektet. Især med en skrukhøne ved roret.
Titel: Sv: Kyllinger med skruk høne
Indlæg af: Gok efter 05 Januar , 2020, 18:15
Min erfaring med mine dværgwyandotter er:

Hvis skrukhønen ikke er øverst i hakkeordnen, kan hun ikke beskytte kyllerne mod de andre høner. Det kan koste dem livet.
Kyllingerne må ikke kunne gå ud af huset og ned ad en stige eller lignende, før de er store nok til at kunne gå op igen. Meeennnn -de kan stadig ikke finde ud af at gå op igen, og vil dø af kulde, hvis du ikke er der og bærer dem op igen. Det kræver lidt indlæring, før du kan regne med, at kyllerne kan finde tilbage til reden med skrukhønen. Hvis en kylling eller to selv finder op til moderen, så vil resten blive efterladt og dø af kulde. Moderen vil passe på de to som er kommet op i reden, og ikke tænke på resten udenfor.

Titel: Sv: Kyllinger med skruk høne
Indlæg af: Alice efter 06 Januar , 2020, 13:31
Jeg tager skrukken væk fra de andre, for det er noget rod, hvis andre høner kommer og lægger sig oven i hende og æggene, som kan blive trampet i stykker.

Hvis skrukken er arrig, kan den besætte favoritredekassen, så de andre høner lægger æg de mærkeligste steder. Selvom der er 6 redekasser, er det altså kun 2 i øverste række, der er populære.

Skruk med kyllinger går i et aflukke (en boks på den anden side staldgangen). De har deres egen hønsegård, som desværre har en meget lang stige, som små kyllinger ikke kan gå op ad. Hønen viser selv, når de er store nok til at komme ud, men som regel må jeg i en uges tid hver aften fange de mere tungnemme kyllinger og sætte dem tilbage til mamma. Det foregår under hyl og skrig, og skrukken kommer af og til susende ud for at forsvare sit afkom. De har også et lille hus helt nede i deres hønsegård, så de kan søge ly for sol og regn.

Skrukken viser, når hun synes, de små skal ind i flokken. Så lukker jeg begge døre op, og hun spadserer med sit kuld over staldgangen til de store.

Sidste år havde en wyandotte kyllinger, som hun nidkært passede i 13 uger! Til sidst var de andre høns så bange for at nærme sig kyllingerne, at de længe efter den moderlige omsorg var ophørt ikke turde være i nærheden af de unge høns (var de efterhånden).

Nu er damen skruk igen, og selvom jeg ikke er glad for vinterkyllinger, har hun fået 11 æg. Det er noget møg med små kyllinger i en stald uden store dyr, som kan holde temperaturen oppe. En påske fik jeg daggamle kyllinger, for jeg havde en meget ihærdig skrukhøne. Temperaturen faldt til minus 15 grader et par dage, og selvom jeg købte en griselampe, kunne den kun holde 11 grader rundt omkring foder og vand. Af 9 kyllinger døde 3. Måske fordi hønen ikke var tilstrækkelig rutineret til selv at lægge sig klods op ad foderautomaten.

Men det kræver plads til høne og kyllinger, og alle skal have noget fornuftigt at foretage sig (skrabe i jorden after godbidder, æde græs, lede efter lækkert ukrudt). Lediggang er roden til alt (det meste) ondt.