Dansk Fjerkræ Forum

Hønsegården => Hyggesnak => Emne startet af: Hans-Kurt efter 01 December , 2020, 12:45

Titel: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 01 December , 2020, 12:45
1.   december 2020
Det første lysglimt viste sig i hønsehusets eneste vindue. Det var den rigtige sol og ikke fra lyset på Grisen der dagligt kører forbi – som det lille lokalt tog hedder i folkemunde – der gav glimtet. Lyset var mere fremtrædende nu, hvor alle blade på træerne have forladt deres plads på grene og kviste og lagt sig til hvile dels i hønsegården, men så sandelig også på skrænter og mellem frugt træerne. Det havde også gjort, at alle indbyggerne i hønsehuset dagligt kan finde årets sidste krible krable dyr, da disse føler sig sikre under bladene og søger ind under dem. Før bladfaldet skulle der ledes mere intenst.
Hønsegården var ikke så vigtigt for hønseflokken før i tiden, den var noget der skulle passeres fra og til selve hønsehuset. For alle dage blev tilbragt i den store have, ja det er vel næsten en park der er til deres rådighed. Men så kom fugle influenzaen – den ødelagde hverdagen helt og fuldstændig. Fra den ene dag til den anden blev hønsegården til en stor fængselsgård, hvor man dagligt kan blive luftet. Den er forholdsvis stor og var tilgroet af brændenælder – disse blev ribbet for blade i løbet af få dage og nu står de nøgne stilke som en skændsel for en god kraftig plante.
Fodermesteren har gennemgået indhegningen i flere dage. Der er tale om en gammel hegning og derfor lidt mat i sokkerne, flere steder hængte hegnet faretruende lavt. Han fik det rettet op og tilføjet et kyllingetrådhegn øverst, for beboerne i hønsegården er nogle helt andre end dem gården blev bygget til.
Over hele hønsegården er trukket en sort tråd for at holde rovfugle ude, men kan de også holde hønsene på plads ?. Selv om de træer der gror på skrænten ned til indhegningen rækker sine grene ind over gården, helt over til taget på laden, ja så kan man godt betvivle, at det er nok til at holde hønsene inde.
Hvem bor så i denne hønsegård, ja det er noget af en fortælling værd. I flere år havde store buttede høns indtaget området, men en ulykkelig dag da fodermesteren kom ud en morgenstund, var katastrofen sket. ALLE høns undtagen en lille dværghane og nogle få store høns var tilbage – og fru Larsen, som lå og rugede i laden udenfor hønsehuset var stadig i live. Den automatiske hønselåge var der blevet slukket for og det fandt et rovdyr ud af. Årstiden var til yngel i bl a rævegrave – så mange sultne munde skulle mættes – og det blev de så.
Fodermesteren fik de to sidste høns lagt ud til Glenten, så han også kunne få føden et par dage og så gik dagene ellers med at få gang i automatikken igen. Men det var som om strømafbrydelsen havde skabt kuk i systemet. Lågen åbnede når den skulle være lukket og omvendt og hvad resulterede det i – rigtigt de sidste høns blev rævens bytte – undtagen fru Larsen og hendes æg.
Nu skulle så hønsehuset genopstå med høns, hane og kyllinger, men hvad skulle der vælges, se det vil vise sig i næste afsnit af juleeventyret – vi skal hilse på historiens stjerne – Brunhilde født i Nordjylland og opvokset her på Møllegaarden
Titel: Sv: Julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 02 December , 2020, 08:30
2. december 2020
Det var Brunhilde der så lysglimtet, da hun var ved at vågne – hun havde igen haft en urolig nat. Ikke at der skete det helt store mens hun sov, nej der var igen det at hun vågnede flere gange ved at der lød en puslende lyd fra gulvet under sovepindene. En lyd hun åbenbart var den eneste der hørte, for der var ikke andre der viste tegn på at de også var vågne. Lyden kom fra hjørnet hvor der var gnavet et hul i trævægen, så der var fri adgang mellem laden og hønsehuset – hønsehuset er en del af laden og er placeret i hjørnet ud mod haven og med en hønselåge ud mod nord til hønsegården. Det er Fodermesteren der selv har bygget huset – som han er meget stolt af. Det er såmen også et godt hus, god plads – 25m2 og med 9 reder – et aflukke til kyllinger. Så alt skulle være så godt, men der er ikke taget højde for at mus og endda rotter vil kunne få adgang.
Og i den seneste tid, er der natlige besøg – besøg, som gør Brunhilde nervøs. Hun kan nemlig ikke rigtig se hvad der sker og efter de fortællinger hun har fået i løbet af sin barndom på Møllegaarden af Fru Larsen, ja så er det måske ikke så sært.
Fru Larsen er jo den eneste der overlevede massakren og hun hørte kun hvad der skete, hun så det ikke (gudske lov), da hun rugede i en katte-flytte- kasse i en box Fodermesteren havde indrettet til hende og hendes afkom. Fru Larsen er en dejlig trind dame – rund og dejlig med en smuk fjerdragt i mørkebrunt med fine lysere striber på hver fjerende. Dertil har hun fjer op og ned ad sine ben. Hun er fantastisk til at ruge og passer sine børn eksemplarisk. Det bedste ved hende er nok hendes venlige væsen, som de nye beboere i hønsehuset har nyt godt af.
For ud over Brunhildes ankomst til gården, ja så kom er faktisk mange andre. Fodermesteren havde se og besluttet sig for høns som til forveksling liner de høns han husker fra sin barndom i Jylland, Hvide Italienere – høns der er livlige (måske for livlige – som det vil fremgå længere fremme i historien) og så havde han set dyrene i en fold i Mou ved Limfjorden.
En varm sommerdag blev 15 hønniker og 5 daggamle kyllinger hjembragt. De 5 kyllinger var en gave til Fru Larsen, da Fodermesteren havde hørt fra sin ferieafløser, at hendes rugning var resultatløs. Mellem disse 5 kyllinger var Brunhilde. Og hvad skete der så, da Fru Larsen blev præsentere for dem – hun afviste dem, men heldigvis kunne de sættes sammen med 6 dværgkyllinger, som var en uge gammel på det tidspunkt, og her skete sammensætningen gnidningsløst.
Her trådte Brunhilde sine barnesko og det var hun glad for. Hun nød dagene i deres selskab, men det var som om hun ikke rigtigt blev taget med i de forskellige ting den lille flok foretog sig. Ikke at hun direkte blev holdt ude, slet ikke, men sådan rigtig med i legene var hun ikke.
Hun blev meget overvældet, da hendes lille flok blev introduceret til de øvrige beboere i hønsehuset, for hvor var de dog store og meget aktive. Her håbede hun at få en rigtig god veninde til at hænge ud med – det skete desværre ikke.
Fru Larsen afviste godtnok de små, men blev alligevel en slags børnehavepædagog. For hun viste de nye rundt i hele hønsehuset og viste dem også hvor maden var og vandet og så – bedst af alt – når de skulle sove, fortalte hun historier. Historier fra gamle dage hvor hun var en del af en stor blandet flok at hønseracer og med masser af kyllinger.
En aften fortalte hun ……….Fortsættelse følger
Titel: Sv: Julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 03 December , 2020, 07:57
3. december 2020
En tidlig morgen – først på sommeren – fik vi besøg her på gården, vi var som sædvanlig på vores morgentur ude i haven bag huset og der så vi noget røre sig under blomsterdækket i et af de store bede, og ud kom Fru pindsvin med sine 4 små unger – I kan tro de var søde – kaglede fru Larsen – med små søde lyserøde snuder og fine pigge på ryggen. De var ikke helt stolte ved at komme ud til os store høns, men pindsvinemor beroligede dem og sagde, at vi ikke gjorde dem noget.
Jeg foreslog, at vi skulle spise morgenmad sammen og enedes om det. Og så gik vi i gang, vi skrabede mellem stauderne, pindsvinemor flyttede barkstykker med snuden – og hvilket herligt måltid vi der delte – masser af krible krable og når vi mødte en stor snegle med hus og som vi høns ikke kunne spise i en mundfuld, ja så hjalp pindsvinemor med at knuse huset – uhm hvor vi nød det.
Efter at have fyldt os med mad ville vi høns gerne have et støvbad, men der satte Pindsvinemor grænsen og de sagde tak for i dag og gik vider. De ville en tur ned til åen for at drikke. Der har vi ikke rigtig turde gå ned, da det indebærer at man skal ind i skoven – og det vil jeg ikke anbefale Jer at gøre, sagde fru Larsen. Nu skal I sove så fortæller jeg vider i morgen aften. Det udløste en vis mumlen blandt hønnikerne, men alle viste, at fru Larsen nok havde ret og de ville jo nødigt undvære en historie igen.
Dette med aftenshistoriene var gode minder Brunhilde huskede tilbage på, men nu, nu hvor der var gået mange måneder og indespærringen var en realitet, blev hun faktisk trist, for hun havde ikke rigtig nogle venner – de 6 små dværghøns – hun var vokset op med, var såmen søde nok, de plagede hende ikke i det mindste, men de kunne heller ikke udfylde det tomrum hun følte hun besad. Og de andre der nu var voksne alle sammen – ja de tillod heller ikke et venskab med hende. Hun måtte til stadighed flytte sig når de kom. Stod hun endelig ved korntruget og spiste, blev hun altid viftet væk og når Fodermesteren kom med godbidder fra køkkenet eller urtehaven, var det sjældent hun fik andel i det.
Turene rundt i haven og parken var også lidt ensomt for hende, men det skete at hun løb på Tot eller Knold gårdens to hankatte. Tot var et venligt gemyt, men ikke til at komme ind på livet af. Han gik altid sine egen veje – boede mest i overdækningen for halm til gårdens Galloway kvæg og deltog ikke i andre dyrs aktiviteter. Brunhilde havde flere gange forsøgt kontakt med ham, uden held – han undveg hende hele tiden – som om hun ville gøre ham noget. Så var der Knold – han er en helt anden type. Ham er der krudt i. En dag så Brunhilde ham snige sig ind på sine små søskende. Hun betragter nemlig de små, som hendes søskende. Det var over under Lindetræet ved gavlen af stuehusets køkken hun så Knold ligge på lur. Det undrede hende noget, hvis han ville angribe dem, for hun havde set hans store respekt for kyllinger, men det var for dem der gik med Fru Larsen, hun havde nemlig ruget igen og fået tre små dejlige kyllinger og dem havde han ikke spor lyst til at nærme sig, for en skrukhøne med kyllinger er ikke sådan at spøge med – viste han af erfaring.
Men han lå altså der på lur og lige da Brunhilde så han sprang – advarede hun dem med et vældigt skrig og så ………..fortsættelse følger…
Titel: Sv: Julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 04 December , 2020, 09:23
4. december 2020
Instinktivt fløj de små – najjj små og små – de var 4 måneder gamle – øjeblikkeligt op det bedste deres vinger kunne bære og Knold efter. Hans lille hjerte bankede garanteret dobbelt så hurtigt som normalt, nøj hvor var det spændende. Men lige i samme sekund kom Fodermesteren rundt om hjørner og så optrinet som han reagerede omgående på, ved at råbe højt af Knold. Og øv for Knold, for han var helt oppe og køre og umanerlig stolt af, at han endelig kunne forsøge at fange en af de kyllinger han havde gået og set på hele sommeren, men ikke kunnet inddrage i sine lege pga den skrappe fru Larsen. Og hvorfor tog Fodermesteren sådan på vej ?, han ville jo ikke gøre kyllingerne fortræd bare lege med dem og måske være med til at motionere dem en gang i mellem. Fangeleg var nu så befordrende for dels at få rørt sig men også for at styrke jagtevnerne. Men dette argument var vist ikke lige det rette – nu.
Kyllingerne landede et godt stykke fra hvor de var lettet og var noget rystet over oplevelsen, når de tænkte tilbage på hvad fru Larsen havde forklaret sine 3 små i sommers omkring omgang med katte, så forstod de først nu til fulde hvad hun havde sagt. De kunne dog ikke helt greje katte, for Tot syntes de ikke var så frembrusende som Knold, på trods af, de dog havde set Tot med en fugleunge i flaben på et tidspunkt. Så ham skulle de nok også til at passe bedre på, fremover.

Efter denne oplevelse havde flere af de implicerede brug for at sunde sig og heldigvis glemmer man hurtigt, når man er en ung høne og en halvvoksen kylling. Så Brunhilde gik på opdagelse langs græsplanekanten og bedet der strakte sig ned til åen. Skrænten som der reelt var tale om var beplantet med nykketunger af den store og kraftige slags, dem kende hun fra andre steder i den store have, de var både gode og praktiske gode fordi de – under deres store blade sørgede for at jorden forblev tør selv når det regnede kraftigt, og derfor gav mulighed for dejlige støvbade og ja så kunne det også bruges til paraplyer når en regnbyge kom forbi.
Når man sådan går på opdagelse og intens ser på alt det der er omkring en, så kan man godt komme længer væk fra kendte områder end godt er – hun var jo blevet advaret omkring skoven hvor åen løber igennem. Ikke et godt område . der i den grad er beplantet – ikke som en normal have er med blomster og buske i rækker og geled, men et område som i flere årtier har fået lov til at ligge urørt hen. Til stor glæde for de planter, træer, insekter og fugle der lever der.
Brunhilde var kommet et godt stykke ind i skovområdet, da nu kom til et vældet træ, det var ved at gå tilbage til naturen, forstået således, at det gået i opløsning, men her var et vældigt liv af biller, bænkebider og meget mere. Bedst som Brunhilde stod og tog for sig af retterne lande en stor flagspætte på stammen lidt fra hende. Hun kikke op og hilste. ”Hej” sagde spætten, ”nå du er nok kommet langt hjemme fra – var –”. Det havde hun slet ikke lagt mærke til. Hun kikkede op og kunne godt se, at det her sted kendte hun ikke.
Men det gjorde hende nu ikke urolig. Hun svarede spætten ”ja, det er jeg vist – bor du her” Nu udspandt der sig en samtale de to imellem og Brunhilde og hun kunne forstå, at han boede med familien i det kæmpe store egetræ længere fremme af åen. Hun forstod også, at det var et rigtigt godt sted at bo, for der var masser af gode skjulesteder hvis man havde brug for det og også godt med spiselige ting. Hertil kom at det var beboet af mange forskellige dyr. Det var næsten som et højhus i menneskenes verden. Højhus – det viste Brunhilde ikke hvad var, men det lød meget spændende. Der ville hun over – men måske det var bedre af finde hjem nu, lyset var ved at svinde og solen på vej ned. Så hun takkede for samtalen og begav sig på vej hjem.
Pludselig – som hun gik der i sine egne tanker – så hun en skygge på jorden lige forn sig, hun kikkede op og der så hun en ugle komme på lette vinger. Den satte sig i  på en gren der var brækket at et træ under en storm sidste vinter og som havde fået lov til at blive liggende, da den ikke generede Fodermesteren.
”Vær hilset” sagde uglen ”i denne del af skoven – hvad laver du”.  ”Jeg er på vej hjem, det bliver jo snart mørkt” svarede Brunhilde. ”og du – skal du også snart hjem” spurgte hun. Uglen svarede, at det ikke var tilfældet, den var netop vågnet op fra en lang god dags søvn, Den sover nemlig i dagtimerne når andre er aktive. Det undrede Brunhilde, for når det var mørkt kunne man jo ikke se noget og hvorfor skulle man så være vågen ?. Uglen forklarede hende, at det var nu dens natur og det var den ganske tilfreds med, for så blev den ikke forstyrret af alle andre, når den fløj rundt. Den havde ved et uheld en dag begivet sig ud i dagslys – mest fordi den hele tiden blev forstyrret af en flok unge lømler  - unge alliker – og der havde den set et mylder af andre væsner bevæge sig rundt i det område han kun kendte fra nattetimerne. Nej tak, det kunne han sagtens leve foruden.
Nå men Brunhilde luskede hjem, egentlig glad for livet, især når hun var sig selv og kunne gøre helt hvad hun ville, men ved tanken om at skulle ind i hønsehuset – møde de strikse høner – og den megen uro, nej det tiltalte hende ikke rigtigt, men hvad gør en ung uerfaren hønnike når hun er så alene som hun følte sig.
Måske hun skulle flytte hjemme fra – ud i skoven og måske finde et godt sted i egetræet, som hun havde hørt om i dag og som åbenbart var beboet at mange forskellige dyreracer – også uglen boede der, kunne hun forstå. Nå Brunhilde skyndte sig ind i hønsehuset, spiste lidt kort , dark lidt vand og satte sig til rette på sin plads på sovepindene – bagerst naturligvis og med god afstand til de andre.  Minder det os om noget – det med afstanden ……
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 05 December , 2020, 09:48
5. december 2020

Tilbage til december, Brunhilde følte sig ked af det, måske mere trist, for den indespærring hun blev udsat for gik hende meget på. Der var også kommet en krigerisk stemning i hønsehuset, det blev sværere at undgå hak fra de mest dominerende høns i flokken. Der var 14 nye høner, en stor hane og så hendes søskende – 3 stk, for den ene af hendes søskende havde vokset sig stor og stærk og blevet flokkens dominerende hane. Dog først efter han i lang tid hade være holdt nede af hønnikerne – herom senere.
Men nu – er det en tilværelse jeg vil leve i, tænkte Brunhilde, og jo mere hun tænkte over det, jo mere kom hun frem til, at det ville hun ikke. Derfor indledte hun en undersøgelse af, hvorledes hun kunne slippe ud i friheden igen, den frihed, hun nød så meget, hvor hun ikke konstant skulle passe på hvor hun gik og hele tiden undgå de dominerende høner.
Hun gik hegnet systematisk efter, mon ikke der skulle være et sted, hvor det ikke slutter helt til, eller et hul som følge af at det er et ældre hegn – men nej, det er ikke muligt at finde en vej ud – øv øv.
Da dagen gik på hæl hørte hun, at fru Larsen ville fortælle en historie om aftenen, før der skal soves, Det ville hun ikke undværer, men det ændre ikke på, at hun vil forøge at komme ud i haven igen.
Da alle var kommet på pind, gik Fru Larsen i gang. Se det var her i høsten i år, vi var gået en tur over åen via den bro der er ved brændeskuret, at jeg mødte en meget sjældent gæst her på gården, ja så vidt jeg ved er det ikke sket de sidste 50 år. Det var en stor flot stork – en han – som havde slået sig ned på marken hvor der blev høstet frøgræs. Han gik strunk og stolt mellem de græsskår der blev skabt at de to traktorer der stod for skårlægningen og Fodermesteren var tilkaldt, da han var på Tadre Mølle for at tilse noget af sit kvæg.
Jeg gik helt ud til kanten af vores lille skov – siger fru Larsen -, som støder op til marken, Og her hilste jeg på Storken. Vi fik en god sluder om den mad der blev skræmt op af alt den kørsel med traktorerne. Det var et sandt festmåltid vi der havde sammen. Da vi begge var mætte, spurgte jeg hvor han nu skulle hen. Han fortalte, at hvert år på denne årstid forberedte han sig, på en meget lang rejse til et land der ligger meget langt syd for vores gård, så langt, at det tog flere måneder at nå det. Det syntes jeg var meget spændende og spurgte, om der også var græsmarker og bøgetræer som her – Nej sagde han -det var et land hvor regnen sjældent vædede jorden og at planterne var nogle helt andre, der var noget han kaldte Palmer – både med blade på stilke og nogle hvor de var med et blad i hele længden, og bladet kunne godt være meter langt og flot grøn. De havde frugter der blev kaldt bananer – ikke at han havde smagt dem, men de var lidt som de majs kolber I kan se i jeres urtehave. Bare smallere og med helt glat hud. Der er også planter som lugter dejligt krydret, når man smyger sig op af dem.
Og nu skal I bare høre – sagde fru Larsen, jeg tror at det fjerne land har en afdeling her på gården, for ud fra beskrivelserne, så har jeg set med egne øjne, at i det glashus der står ved mølledammen, er planter der svarer til beskrivelsen som storken gav mig.
Kan I huske drivhuset ?, har I ikke set ind af vinduerne til glashuset ?? Jov det var der flere der havde gjort bekendtskab med, men det er ikke så let at se hvad der er der inde. Den ene side er jo fyldt med meter høje Georginer og de andre er noget sløret af alger. Rigtigt siger fru Larsen, men nu får alle en opgave, vi skal alle holde øje med at Fodermesteren glemmer at lukke døren, så vi kan komme ind i huset og se hvad det reelt indeholder.
Brunhilde tænkte, ja, ja men hvad betyder det, at der er et glashus med underlige planter i, når man ikke må komme ud af hønsegården. Dette bekræftede hende blot yderligere i, at hun SKULLE ud, ud i friheden igen.
Da hun var ved at skulle putte hoved under vingen, kom hun til at se hen til vinduet i hønsehuset, hvad var det ? Var der ikke noget der rørte sig uden for vinduet, noget der ikke var særlig stort ? og var det ikke rødt – en hue som hun engang havde set Fodermestren med, bare meget mindre – jo nu så hun ………
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 05 December , 2020, 09:50
Her skal i præsenteres for Brunhilde, hun har i måneder dagligt forsøgt at komme i kontakt med Fodermesteren. Dels ved at springe op på sålbænken ved køkkenet og også sneget sig ind i køkkenet, når døren stod åben. Hun følte sig ikke helt velkommen, heller ikke den dag hun sneg sig op af trappen til stuerne. Fodermesteren kom altid og gennede hende ud igen.
Men han var dog så flink, at servere havregryn eller madrester for hende – udendørs altså
Brunhilde er også anderledes end de andre, hun er brun med grå aftegninger i halefjer og brune prikker rund på manken ved hovedet.
Når Fodermesteren tager hende op protestere hun, men kun lidt
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 06 December , 2020, 00:52
6. december 2020
Nu var det væk, mærkeligt hvad det kunne være, måske kan det undersøges i morgen. Brunhilde puttede hoved under vingen og sov hurtigt derefter.

Næste dag fortsatte hun med at undersøge muligheden for at komme ud af hønsegården, men der var altså ikke nogen smutvej. Mens hun således går rundt og leder ser hun pludselig en af de store hvide høner tage et afsæt fra opgangsbroen fra selve hønsegården og til indgangshullet til hønsehuset,  og flyve direkte mod hegnets top og vups lander hun, på den anden side af hegnet – altså udenfor.
Der er løsningen tænker Brunhilde. Men opgangsbroen er ikke sådan at indtage, den benyttes jo af alle, der skal ud og ind af hønsehuset og med 12 æglæggende høner, er det som Holbæk motorvejen i morgenmyldretiden og måske er hun ikke den eneste der har fået samme gode ide.
Der går flere timer, før Brunhilde kan foretage sig første forsøg – og da har andre 5 hvide høner allerede forladt hønsegården over hegnet. Men da det bliver hendes tur, går det ikke helt som hun kunne ønske, hun rammer i første omgang det nye opsatte kyllingehegn, som Fodermesteren mente kunne holde alle inde.

Så hun endte igen i hønsegården. Men på med vanten – vi prøver igen. I 3 forsøg lykkedes det og stor var glæden over atter at være i frihedens rum. Brunhilde skyndte sig rundt om hjørnet og over gårdspladsen og hen til brobelægningen foran døren ind til køkkenet – denne skønne plads, der hele sommeren og ind i efteråret daglig bød på mange godbidder fra forrige aftens aftensmad, tilberedt i fodermesterens køkken.

Men nu – tom – tom som en skål der var blevet ryddet af  hønsene når den blev placeret i hønsehuset. Ja ja, så kendte Brunhilde et andet sted, hvor hun viste der kunne falde lidt mundgodt af. Hun fortsatte rundt om køkkenafdelingen forbi lindetræet hvor Knold viste sine gymnastiske evner for måneder siden, men ikke glemt.

Hen langs muren via bedet med Georginer – her fik hun et par store fede orm, som var på vej fra et hul til et andet. Og så hen til den lille betonplads foran køkkendøren – døren med vinduer helt ned til jorden – øv, osse tomt, underligt der plejer da at være bare lidt at spise. Men Brunhilde kendte endnu en måde at skaffe lidt mundgodt – vinduet ind til køkkenet. Hun havde ofte set Knold benytte sig af den taktik. Han springer op på vinduesgesimsen og kikker udfordrende ind i køkkenet, hvor Fodermesteren jævnligt tilbringer tid ved køkkenbordet indtagende sin føde. Knold kender næsten tiderne og sørger derfor for at komme når han ved sandsynligheden for at komme ind og få mad og en lille tår mælk, er størst.

Nu ville Brunhilde forsøge samme metode og håbe på sammen gode udbytte – vips springer hun op på gesimsen og kikker ind. Hun kender godt køkkenet både fra gårdsiden og fra havesiden, dels fra – som før fortalt – sine ture ind når døren stod åben eller gennem vinduerne i døren.

Hvilket hel, der sidder Fodermesteren ved bordet ved vinduet mod haven. Endelig kan hun forvente lidt godbidder. Men ak nej, Fodermesteren opfører sig ikke som han plejer,  af hans ansigtsudtryk kan man se, at han ikke er særlig glad for at se hende og nu åbner han døren og taler til Brunhilde. ”For pokker da, du må ikke gå udenfor hønsegården. Hvordan er du dog kommet ud ??.

Så længe der er fugleinfluenza er der udgangsforbud. Jeg er klar over du ikke er særlig glad for indespærringen, men sådan er det lige nu. Jeg skal også overholde visse regler – mundbind ved indkøb i butikker”. osv


Nu måtte Fodermesteren sluge det sidste kaffe og ud og se hvordan hønsene, for nu så han 2 hvide høner længere nede på plænen spise græs, kommer ud. Han er lidt træt af at dyrene ikke kan overholde de ting der gældende for dem.

De 5 køer og kalve der er tilbage efter slagtningen af 3 tyrekalve blev for nogen tid siden taget i, at være rømmet fra folden. De gik stille og roligt og græssede på et dejligt stykke græsmark med højt græs ved offentlig vej ind mod byen. Det var ikke godt, og de kom da også tilbage på egen fold, men til stor ærgrelse for Fodermesteren.

Men han KAN ikke finde huller i hønsehegnet, så – ja så ved man jo hvad der er galt. De nuværende høns er meget mere atletiske end de gumpetunge han havde før rævebesøget. Så man må ty til et gammelt huskeråd, når høns flyver over hegnet. Da det blev mørkt indfangede han de undslupne høns – en af gangen – og bar dem ind via laden til hønsehuset og greb en saks og klippede svingfjer af, på den ene vinge, sådan nu har jeg Jer tænkte Han.

7 høner deriblandt Brunhilde måtte gennemgå klipningen. Men hjalp det ?. Nej
Næste dag skulle det vise sig, at 2 hvide høner OG Brunhilde atter kom ud. Ved aftenfangningen viste det sig at også de to hvide høns HAVDE FÅET KLIPPET DEN ENE VINGE ??? På den igen……….
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 07 December , 2020, 09:50
7. december 2020
Dagen begyndte som så mange andre i Brunhildes korte liv. Hun vågnede tidligt, det havde hun næsten altid gjort. Det var faktisk nødvendigt, for hun skulle hver dag være beredt på at blive hakket på og jaget – også på sovepinden. Der var ellers god plads – masser af pinde, men pladsen blev selvfølgelig mindre efter hånden som den nye hønseflok voksede til. Alle blev større og krævede mere plads.
Hun hoppede som den første ned fra pinden og gik i gang med at spise lidt korn, i dag var der stadig korn fra aftenfodringen i går, så hun fik hurtigt fyldt maven. Så lidt vand og hun var klar tildagens udfordringer. Nu vågnede de andre, eller retter de begyndte at komme ned og spise og så fløj hun op på pinden igen, men hov, hun kunne IKKE flyve direkte, hun nærmest vældede ud til højre fra hvor hun stod – nå ja vingen havde jo ikke længer fjerene i orden, der manglede de yderste 10 cm på flere af vingens svingfjer.
Nu måtte hun til at finde en ny måde at undgå hak på. Hun skulle – så snart der ikke var andre på stigen fragulvet og op til pindene var fri – skynde sig at hoppe fra trin til trin. Det gik, nu kunne hun sidde i fred. Da så hun ud af vinduet – hvad var det, nu var der igen noget hun ikke kendte der rørte sig – hun koncentrerede sig om hvad det kunne være – hvad nu havde hun aldrig set noget lignende en mini mini fodermester med grøn trøje og en lille rød spids hue, var det virkelig rigtigt – men den lille person havde nu ikke alle Fodermesterens træk – maven – feks – var ikke så stor og …..nu forsvandt den lille fyr bag ved et af de store træer på skrænten.
Brunhilde stirrede på træet for at være sikker på at se den lille fyr når han kom frem igen, men så kom hun tilbage til hønsehuset ved at en af de hvide høner var kommet op af stigen uden hun havde set det og nu fik hun et hak i hoved – av for …..
Hun sprang omgående ned fra pinden og måtte opgive at følge seneriet udenfor hønsehuset. Nu var lågen åben og hun smuttede hurtigt ud, men i gården og hen til det træ hun havde se den lille fyr smutte om bag. Nu stirrede hun igen meget koncentreret på området med træet, men der skete ikke mere og efter nogen tid opgav hun.
Nu tog hun så en meget afgørende handling, hun forsøgte men megen omhu at komme over hegnet, det var meget vanskeligt og mislykkedes flere gange – det er svært når man er påført et handicap på sin førlighed – de manglende svingfjer gav hende virkelig problemer, men hvor der er en vilje er der så bekendt en vej og ENDELIG lykkedes det hende at komme over hegnet.
Det føltes virkelig dejligt befriende af være på den side af hegnet og nu besluttede hun sig for, at hun IKKE vil vende tilbage til hønsehuset og hønsegården, hun måtte kunne få en anden tilværelse en de daglige hakken og revselse hun var i nu.

Hun satte straks næbet i retning af gårdspladsen med den hensigt at afsøge de kendte steder for godbidder, men da hun var halvvejs over gårdspladsen stoppede hun op og begyndte at tænke på hvad der var sket de sidste par dage – havde hun fået godbidder – nej – var hun velkommen ved vinduerne eller for den sag ved Fodermesterens køkken – også dette måtte hun besvare med et NEJ. Hvad så – hvad kunne hun så gøre ??.
Hun vendte om og gik ikke tilbage til hønsegården, nej hun drejede til højre forbi glashuset – og hvad var du det – døren stod åben, ikke meget men – det måtte undersøges. Hun gik resolut over til døren – den var god nok døren var åben, det var for fristende hun måtte der ind og som tænkt så gjort – vups var hun der inde.
Det var godt nok en anden verden end den hun kendte. Nu forsøgte hun at huske hvad det var Fru Larsen havde fortalt omkring hvad der var i dette glas hus.
Lige inden for døren var en afsats med tre trind ned til selve bunden i huset og da hun forsigtigt gik ned af trinene kunne hun ikke undgå af røre ved en plante som stod ved trappen og havde lagt sine grene ind over trappen – og hvad var nu det –
Hun snusede forsigtigt til planten og sikke en ny og dejlig lugt hun fik i næsen, ah var det mon det Fru Larsen havde fortalt at Storken havde mødt i landet langt mod syd. Uanset hvad så duftede det dejligt og nu hun kikke bedre efter så hun små lyseblå ja næsten himmelblå blomster – hun smagte på en af dem – uh hvor var det en ny og stærk smag. Ikke dårligt, men nok ikke noget man skulle fylde sig med.
Hun fortsatte ned af det sidste trin. Gik lidt vider af den stenbelagte sti. På højre side var en mur bare lidt højre end hun var, derefter var der glasvægge. På den anden side var der – ja hvad var det mon – hun fortsatte op til enden af huset og gik forsigtigt på den murstenbelagte siddeplads – for enden af denne siddeplads såhun noget – ja hvad var det – hun gik nærmere – åh det var en mini sø – hun gik nærmere og – hvad var det – på et blad der ligger i vandet sider en lille – ja hvad var det…………..
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 08 December , 2020, 00:10
8. december 2020
Hej hvem er du sagde Brunhilde – Hej jeg er Drivhusets frø -svarede den lille grønne fyr med et stort smil om munden – Frø ?, dig har jeg da aldrig mødt før, ”nej det har du ikke, for jeg bor her i glashuset og det har jeg gjort i – ja det bliver vel 3 år nu – og jeg er meget tilfreds med min bolig og her er nok at spise – så jeg forlader ikke stedet, selvom jeg godt har set døren stå åben og ikke, at jeg har været friste af at gå ud, det har jeg, men hver gang har jeg undladt det.
Især om foråret har jeg været friste, for man kan godt være ensom, når man er den eneste frø her i huset og om foråret drømmer man jo om en lille kone. Jeg har forsøgt at synge i timevis her i vandet for at lokke en til, men det er ikke lykkedes endnu.
Nå pyt, ”vil du ikke med i vandet” spurgte frøen og sprang i med et stort plask. Brunhilde trådte nogle skridt tilbage og afviste forslaget - vandbad – najj det kendte hun ikke noget til, skulle hun vaskes blev det på hønsemaner, det vil sige hun stillede sig ud i en regnbyge – det var vand nok for hende. Jamen vil du da ikke med ned til bunden og hilse på min venner der nede – Venner på bunden af vandet – nej nu havde Brunhilde aldrig hørt magen – det var virkelig en underlig verden hun her var kommet ind i, da hun gik ind i glashuset.
Hun så frøen dykkede og hun gik tætter på bassinet og kikkede ned i vandet og så – ud over frøen  flere slanke dyr svømme frøen i møde – hun kunne se, at frøen pegede op på hende og så kom alle op til overfladen. ”Hej” sagde de – og det var guldfiskene som havde denne mini dam som hjem.
Brunhilde hilste igen og kikkede måbende på disse flotte små fisk. En var helt rød, en anden orange og atter andre helt lyse med orange plettet. De kom helt hen til kanten hvor hun stod og de kikkede ligeledes nysgerrige på hende, de havde nemlig heller aldrig set en skabning som hende før. Nu slog det hende – der var røde fisk, måske de kendte noget til den lille grønne fyr med den røde hue.
Hun spurgte om de kendte noget til den lille fyr – nej, det sagde dem ikke noget, de havde godt nok set en stor udgave af det hun fortalt, men det havde de fundet ud af var Fodermesteren, sidste år – 1. søndag i advent var han kommet ind for at fodre dem og der var hans påklædning absolut ikke som den plejede. Fiskene havde kikket noget, da de så ham mere rund en han plejede at være og at han bar en rød hue, ja det plejede han ikke at have.
Men andre kendte de ikke til, med den påklædning.

Brunhilde vendte sig nu rundt og begav sig ind i beplantningen der fyldte langt det meste af glashuset. Hun hørte en plasken fra vandhullet og så den lille grønne frø komme hen mod hende. ”Skal jeg ikke vise dig rundt ? jeg kender jo alt som min egen bukselomme” sagde frøen ”jov tak, det må du da gerne – jeg er faktisk lidt sulten, så vist….” sagde Brunhilde.
Lad mig nu se – sagde frøen, først skal jeg vel præsentere mig – jeg er Carl – det er i hvert fald det Fodermesteren kalder mig og det er da ok. Og jeg har boet her længe, nu skal jeg vise dig rundt. Mad ? ja det kommer jo an på hvad du spiser – men hvad med Husfred det er den grønne bunddækkende plante du ser lige her ved siden af dig. Brunhilde smagte på Husfreden – den smager da godt sagde hun og guffede i sig. Carl snuppede lige et par bænkebider der søgte skjul da de blev forstyrret af Brunhildes spisen.
Her, se det er Oliventræer, og det der er en appelsin og det en grapefrugt – Brunhilde kikkede interesseret på træerne, sådanne nogle havde hun aldrig set før.
Den der – det er en palme – ah ha – den mente hun hun havde set før. Ved indgangen til den nyanlagte have ved siden af hønsegården stod en magen til, bare MEGET mindre og der var også en omme ved køkkenvinduet mod haven. Den var bare gemt under Georginerne, som var vokset den over hoved.
Brunhilde spurgte Carl om hvor fra han dog viste alt det og så nøje kende de enkelte planter fra hinanden. Forklaringen er, at når Fodermesteren får lokket en eller anden med ind i huset, så bruger han megen tid på at fortælle den besøgende helt ned i den mindste detalje, om hvilke træer og planter der er i glashuset – og det har jeg Carl hørt på igen og igen.
Det med at du har set en palme ude i haven – frit udplantet, skal nok passe, for den palme der gror her i glashuset er af en art der kan tåle ned til -5 C frost og skulle den sætte bananer så er de uspiselige – i hvert fald for mennesker.

For resten har jeg noget du skal smage sagde Carl – se her – han hoppede hen til et sted hvor der lå mange blade på jorden og viftede bladene væk, til syne kom en stor overmoden figen – den skal du smage – prøv. Brunhilde smagte – uhm den er god syntes hun.
Så hørte de begge lyden af et par træsko mod brosten, komme nærmere og nærmere. Det er Fodermesteren blev de hurtigt enige om, Så er jeg skredet sagde Brunhilde, Tak for omvisningen – jeg kommer gerne igen, men nu løber jeg.
Hun sprang op på stensætningen ved døren og skulle lige til at……………..
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 09 December , 2020, 00:18
9. december 2020
Der lige midt i døråbningen sad Knold og tronede. Hvad nu, Brunhilde viste, at hun skulle handle hurtigt – men Knold, hvordan skulle hun komme forbi ham ? Hun tog mod til sig og gik lige på ham, hakkede ud efter ham og hvad skete – Knold blev åbenbart så overrasket over angrebet, at gjorde et hop til siden – og forbi smuttede Brunhilde – løb alt hvad tøj og remmer kunne holde til ned langs stengærdet med de mange georginer, ind til venstre ved det store beton rør der indeholder gårdens vandforsyning. Hun stoppede faktisk først da hun var skjult under buskene der står langs åén.
Hun var både forpustet og stolt, stolt fordi hun havde givet Knold en lærestreg – fremover viste hun, at hun ikke skulle være bange for at gå imod ham, når hun syntes han kom for tæt på.
Men nu var hun så kommet ned til ´åen hvor hun jo normalt ikke kom. Det var lidt skræmmende at være der, for hun kendte jo ikke til, hvor man kunne komme i skjul eller hvor og hvilken vej hun kunne flygte, hvis hun mødte ubehageligheder. Hun begyndte derfor at undersøge området, gik langs åen og spiste lidt af de frø og urter hun mødte på sin vej. Efter nogen til slog åen et knæk og hun fulgte den vider frem. I knækket lå der store sten ude i de strømmende masser og det gav en beroligende kluggen og små vandsprøjt ind på bredden – en ny oplevelse, som hun ikke havde kendt til før.
Skovområdet hun gik i, er nok ikke særlig stor, for et menneske kunne overskue den største del af området, næsten uden at bevæge sig. Men om sommeren – når alt var grønt – var det ikke muligt, men nu – i december var der udsyn til alle sider og man kunne se de grønne marker der lå udenfor trægrænsen. Området havde ligget hen uberørt i årtier, så der var både nye små træer og gamle der var faldet om af alderdom og som nu var ved at vende tilbage til naturen, som man sige.
Disse træer i forrådnelse var grobund for et utal af insekter, kryb og svampe, man kan godt betegne det som et meget velassorteret køleskab, men noget spiseligt af en hver art – for dyr naturligvis. Og dog, det skete, at der kom svampe, som mennesker godt kan spise. Fodermesteren havde i hvert fald et godt øje, til hvad der groede på træstammerne. Især det gamle piletræ, som resterne af, vældede for snart 16 år siden, det var nu næsten helt opløst og han kunne se, at dyrene var meget ivrige med at rode i resterne og derved sørge for at udslette sporene af træet.

Nu, som Brunhilde gik der i sine egne tanker,  kom hun tætter og tætter på et gammelt, kæmpe piletræ, der stadig stod mægtig og flot – hun havde fejlagtig troet det var en eg – og her skulle hun tilbringe mange dage – og nætter – fremover, det viste hun bare ikke.

Da hun nærmede sig Hængepilen – for det var et imponerende nok 80 år gammelt hængepiletræ der stod foran hende– så hun, ved dets fod en stor klynge smukke svampe – grå og med en bred vifte af lameller – og lige under dem var der et hul ind under en af trærødderne, som stak op af jorden – i åbningen ind til hulrummet under roden stod Fru Halsbåndmus – hun kikkede nysgerrigt på den fremmede og hilste. Brunhilde stoppede op og hilste igen. ”Velkommen” sagde Musse, for det hed hun ”velkommen” til denne del af skoven, du er da ny her – ikke ”. Det kunne Brunhilde bekræfte. Her bor vi altså, sagde Musse, vi fandt stedet for nogle uger siden og det er det helt rigtige sted for os her i vinter. Som du ser giver svampen en god afskærmning for regnen og så er vi så heldig, at de tidligere beboere har efterladt en mægtig bunke nødder der inde og vi har da også selv samlet mange den sidste tid, så vi har mad nok til hele vinteren. Musse bød Brunhilde ind – men – og det kunne hun også godt se, ikke kunne lade sig gøre, Brunhilde er alt for stor til at komme gennem et lille musehul.
Men du kan da godt kikke ind – foreslog Musse – Brunhilde lagde sig ned foran hullet og stak hovedet ind – resultatet – hun kunne ingen ting se, for hendes fjerdragt lukkede helt og fuldstændigt for lyset. Hun  trak hovedet ud igen og rettede sig op – så kom Musse ud – smågrinende. Ja sådan er det så, når man er for stor sagde hun smilende til Brunhilde, men noget gjorde dit forsøg da, for du vækkede mine unger og ud kom først en, så en til og atter en og igen en – det blev til 8 i alt, små nuttede mussebørn. De kikkede lidt på den nyankomne og smuttede så ind igen. I deres alder skal man nemlig være MEGET påpasseligt med af gå rundt i skoven, havde deres mor lært dem, for der er mange lurende fare især for musse børn.
Brunhilde skulle lige til at sige noget, da hun og Musse blev forstyrret af en raslen i skovbunden, af – ja det lød som om der komme et kompagni soldater marcherende.
Og ud af et hul i bøgehæggen, som adskiller skovområdet fra græsplænen og som Hængepilen står for enden af – kom en fasan og så en til og en til og en til – det blev ved i en uendelighed – da den sidste fasan var kommen gennem hæggen stod der siger og skriver 10 haner og 10 høner – du milde himmel, hvor kom dog alle disse fasaner fra ??
Brunhilde var fuldstændig målløs – aldrig havde hun set så mange fasaner på en gang.
Fasanerne virkede meget skræmte og kikkede i det uendelige fra side til side og op og ned, som om de var forfulgt af nogen. ”Hvad sker der dog – siden I er så bange” spurgte Brunhilde den fasan der stod nærmest hende. ”Åh ja, eller nej eller hvad skal jeg sige” svarede fasanen, ser du vi er fuldstændig rundt på gulvet – for …..og nu lød der et vældigt brag fra et jagtgevær – lige i nærheden – alle fasaner for til alle sider og ………………
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 10 December , 2020, 09:58
10. december 2020
Der lød atter et skud og forvirringen var total. Alle havde rædslen stående i hovedet – men så blev der ro. Efter adskillige minutter var det som om fasanerne og for den sags skyld også Brunhilde kom til sig selv. Der var heldigvis ikke sket noget – med nogen. Og fasanerne samledes igen. Nu tog Brunhilde mod til sig og gik hen til en af de største fasanhaner og spurgte til hvad der dog skete og hvorfor de var så mange.

Fasanhanen var ikke uvillig til at snakke, han havde som de andre fasaner brug for at fortælle om det forfærdelige de havde oplevet. De skud der havde lyt, var en næsten daglig oplevelse de havde – hver dag efter de var vokset til, fortalte han. De var vokset op i fangenskab på en gård ikke så langt fra, hvor vi er nu. Det havde så men ikke været den værste barndom de havde haft – der var altid varme og mad nok, kun var det meget uroligt omkring dem, for der var fasankyllinger alle vejene. Det havde været helt umuligt at få bare lidt ro omkring sig, kun i de mørkeste timer om natten, var der ro, men det hjalp jo ingen vejene, for da kunne man ikke foretage sig noget – ud over at sove.
Så en dag blev vi sat ud i en skov nogle kilometer her fra og hvilken lettelse, nu kunne vi endelig gå frit og få lidt ro på tilværelsen og dog. For ikke så snart vi var sat fri, før der begyndte andre problemer at dukke op. I de første dage blev flere af os taget af rovfugle – noget vi ikke havde kendskab til, ingen havde lært os at være bange for noget som helst. Havde vi nu haft en mor, ville hun kunne have fortalt os om alle de farer vi skulle tage os i agt for, men hun manglede i vores barndom.
Vi var blevet tildelt en barnepige – hvis man kan kalde den hanekylling det – som til en hvis grad lærte os om livet som hønsefugl, men han – de – for der var flere hanekyllinger i flokken – var jo selv et barn og havde ikke et voksent dyrs viden og erfaring.
Og så her for nogen tid siden, begyndte mennesker at forfølge os – alle dagens lyse timer – og hver dag blev vi færre og færre – vi flygtede det bedste vi kendte og nu er vi altså endt her i denne lille skov og med den store have. Her er der ikke nogen der jager os, her bliver vi ikke skudt på. Men lige op til skovbrynet går der jævnligt mænd med jagtgevær og efterstræber os. Hvad med dig – spurgte Fasanen – Brunhilde hvor er dine artsfælder,  ?for du er vel en del af en flok. Det var hun så ikke, hvilket undrede ham. Jamen hvad laver du så her ? du må da være den del af en flok – mente fasanen. Rigtig -det er jeg også, men jeg føler mig ikke rigtig som en del af den flok jeg er født ind i, jeg bliver hele tiden hakket efter og jaget væk fra maden.

Åh, ja så sagde fasanen. Han kikkede sig rundt og så, at der atter var faldet ro over hans flok, for han havde påtaget sig ansvaret for de andre fasaner. Jeg heder for resten Frederik – sagde han til Brunhilde – Brunhilde sagde hun.
Frederik bød Brunhilde med på en tur ind i bøgeskoven, for nu var han blevet sulten – det samme var Brunhilde. De vinkede til Musse og gik igen gennem bøgehækken og ind i bøgeskoven, som består af 20 store flotte bøgetræer. Her er der mad til fasaner og andre der kan spise bøgens frugter – bog. Og nu kunne man så nyde synet af alle fasanerne og Brunhilde spise af hjertets lyst. Brunhilde skrabede i skovbunden hvilket undrede fasanerne, for det ligger ikke i deres natur at skrabe – men de kunne godt se fordelen ved det, da der dukkede flere krible krabler frem, som hurtigt forsvandt i Brunhildes mave.
Da alle var mætte og havde fyldt krogen med bog som skulle fordøjes de næste par timer. Det var ved at mørkne, så det var tid til at finde et sted at sove den nat. Brunhilde var meget i tvivl, om hvad hun skulle – skulle hun alligevel gå hjem og sove i hønsehuset eller skulle hun finde et sted her i skoven, sammen med sine nye venner, det var et meget svært valg, hun havde jo hele dit liv sovet i hønsehuset – så trods problemer med de andre høns, så var det jo det eneste hun kendte til. Nu stod hun overfor et af sit livs store spørgsmål, hvor skulle hun - måske -  sove resten af livet ??.

Hun var meget fristen af at gå med fasanerne, for de hakkede ikke på hende – de var kun venlige – så hun valgte at gå med dem, lod sig altså friste.
Frederik ledte flokken ud af området med bøgetræerne og hen til et område med gamle rødgrantræer og blommetræer. Grantræer er mægtig gode til at sove i – fortalte han, grangrene er gode til at bære en vis vægt af fasaner uden at knække og så hænger selve de små grangrene ned som en form  for mur og giver læ for vinden.

Nu begyndte alle fasanerne at flyve op i grantræerne, det gav nogen larm, for selv om fasaner er venlige individer, så er visse sovepladser bedre end andre og det giver nogen skubben og roden rundt på de enkelte grene. Også larm fra enkelte fasaner med deres gokken.
Det kender Fodermesteren alt til, for han havde ofte hørt til fasanerne når de søger ly for natten. Selv om natte kunne det ske, at der kom høje lyde fra deres natlogi.
Nu fløj Brunhilde også op i granen for at finde en god plads. Det var ikke helt let, for hun manglede jo fjer på den ene vinge. Fodermesteren havde dog misforstået det med klipning af hønsevinger, han skulle have klippet de yderste svingfjer og ikke dem længer inde på vingen, men nu kom det Brunhilde til gode, for hun kom nogenlunde let op til en god plads. Frederik havde faktisk reserveret en ved hans side. Det er helt dejligt at have dig i flokken – sagde han til hende.
Når man er vokset op med nogen af din slags – ja så føler man sig tryk. Vi har mistet vores gode ven for noget siden, han kom ikke tids nok over vejen ude ved tankstationen, den dag hvor vi flygtede fra den skov vi var sat ud i.
Her hvor vi er nu, mødte vi en ældre fasan, som havde boet her i skoven og den tilliggende have i over et år. Han kunne fortælle, at han også var flygtet fra skyderiet og fundet denne have, som han havde fundet ud af, der IKKE bliver skudt. Han havde fundet en god måde af tikke føde på, og at ham der bor i det store hus for enden af haven, ikke er så slem endda, for han havde fundet ud af, hvordan han kunne lokke godbidder ud af Fodermesteren. Han gik op til huset og kikkede ind i køkkenet og det udløste mad. Det havde han benytte sig af i flere uger – indtil han her i foråret forelskede sig i en dejlig fasanhøne og fulgte hende - og nogle af hendes veninder -  ud af skoven over marken og op til et hegn, der går langs hovedvejen. En dag gik det galt, i sine følelsers vold gik han direkte ud foran en bil og endte sit liv.

Fodermesteren savnede ham længe, men slog sig til tås md, at sådan er det med forelskede fasaner – smil.
Nu tilbage til granerne. Alle var kommet på plads og begyndte nat ritualerne – dvs rense fjerdragten og få smurt gumpefedt ud over dragten, så den kan modstå regnbyger.
Brunhilde puttede hoved ind under vingen og faldt i søvn, godt træt efter en dag med mange nye indtryk. Pludseligt – da det var blevet helt mørkt – og hun havde sovet nogle timer – blev hun vækket ved et rædselslagende højt skrig – hendes blod frøs til is – hvad var dog det ?..........
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 10 December , 2020, 12:06
Her ser du Fasanen som i foråret tog kontakt med Fodermesteren for at få lidt mundgodt. Han mistede livet i en rus af forelskelse i nogle fasandamer han havde opvartet i måneder og som ledte ham op til den store landevej, hvor et bildæk blev hans skæbne :O( ''

De snavsede ruder nederst på døren er Knolds måde at komme enten ind eller ud af døren, ved at krasse på ruden ;O)
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 11 December , 2020, 00:15
11. december 2020
Brunhilde forsøgte at kikke rund for at se, hvorfra lyden kom. Månen var stået op, så det var muligt at se lidt – hun var rædselsslagende og forventede at alle de andre hun sov sammen med, ville være det samme, men det var ikke tilfældet – underligt.
Hun puffede forsigtigt til Frederik, som hun sov ved siden af. Han vågnede ikke ved det første puf, så hun prøvede igen. Nu trak han hovedet ud fra vingen og kikkede forvirret på Brunhilde. ”Hvad er der” spurgte han søvndrukkent – ”Lyden – denne skrækkelige skrigen, hvad er det”.
Nu kom lyden igen, Brunhilde for atter sammen, Frederik så på hende og sagde beroligende – den lyd skal man ikke være bange for, det er Hr Ugle der er gået i aktion. Han er ikke farlig, for sådan nogle som os -sagde Frederik, faktisk er han blevet en god ven af min flok og jeg bruger ham ofte  til at løse spørgsmål jeg har, til det der sker omkring os. Han er meget vidende, meget klog og særdeles venlig.

Han har levet her i flere år, kender hvert træ, hver en busk i hele skoven og haven og holder øje med alt hvad der sker. Normalt er han nataktiv og sover om dagen, men han sover ikke mere, end at han åbner øjnene hver gang der sket et eller andet omkring ham. Vi bliver ofte advaret om farer han ser før os. Han sidder jo i et af bøgetræerne hele dagen og har – især på denne årstid – et rigtigt godt udsyn over vores område. Hans kone er også venlig, men mere reserveret, hun deltager ikke rigtig i samtalerne med os, siger Frederik. Hun er vist meget udaset efter to hold unger her i sommers. Det første hold kom allerede i februar, men forsvandt pludseligt en dag, hvor hun – mod sædvane – havde forladt redekassen. Det blev aldrig opklaret hvad der egentlig skete, men en mistanke om, at det var Musvågen der havde været på spil, gik der rygter om. Musvågen er nok den farligste beboer i det her område, da den har slået sig ned i et af de store træer i den østlige del af skoven. Det har bl a gjort, at den rågekoloni, der i flere år havde etableret sig med adskillige reder, er opgivet, det var simpelthen for farligt at bo der.
Nu – i december – har Musvågen dog forladt sin rede og skoven og kommer ikke på besøg, heldigvis sagde Frederik, for selv en fasan kan blive taget af ham, er man lidt svag – og det er der flere af mine fasanhøner der er, efter den omtumlede tilværelse vi har være igennem. Det er Uglen der har fortalt mig det – derfor er han så vigtig for os. Brunhilde faldt langsomt til ro, efter Frederik havde fortalt hende om uglen og at lyden altså ikke varslede noget farligt.

Nu hun tænker sig om, kan hun godt huske, hun har hørt lyden før, dengang hun sov i hønsehuset. Det var bare en meget svagere lyd dengang.
Hun skuttede sig, dels pga oplevelsen og dels fordi der var en svag vind der indimellem kom ind imellem grangrenene – hun var ikke vant til, at det kunne blæse på hende om natten. I hønsehuset var der altid lunt og rart – hele natten, det kom hun til at tænke på, nu hvor hun skulle tilbringe natten i et grantræ.

Brunhilde fandt ro igen og sov atter. Hun vågnede ved at hun kunne fornemme at der bredte sig en vis uro blandt dem hun sov med. Lyset var også ved at vende tilbage. Hun kikkede rund – der var nu alligevel meget mere ro nu, end i hønsehuset, det nød hun. Så hoppede den første fasan ned fra træet og snart fulgte de andre også Brunhilde. Hun og de andre blev ført ind i bøgeskoven for at indtage morgenmad. Frederike kom hen til hende og spurgte til, hvad hun normalt spiste om morgenen.

Hun fortalte, at det mest var korn og når det passede Fodermesteren majs. Den kost kendt Frederik godt. For det var også det de blev fodre med i det fangenskab de kom fra. Det var også det han og hans mange venner havde fundet på markerne de havde passeret under deres flugt. I det her område var der ikke kornmarker med spildkort, men en frøgræsmark stødte op til den sydlige del af området. Det er det man kalder en monokultur, der ikke giver noget særligt set i spisehenseende. Derimod – fortalte Frederik – at i dag skulle de en tur nord på, til området med æbletræer. Det var et meget yndet sted for områdets dyr.
Men desværre var æblehøsten ikke stor i år, så det var svært af blive mæt – men rundt om frugthaven var der – især på den nordligeste del – masser af tjørn, fyldt med bær.
Området kendte Brunhilde ganske godt, for det var også et område hønseflokken kom meget i – så hun fulgte glad med. Turen der hen, gik over den store græsplæne ved stuehuset og i den kunne man også finde føde, græsplænen blev slået jævnligt hele sommeren, men aldrig sprøjtet for ukrudt, så den var et sted hvor mange små planter kunne finde en plads og leve og sætte frø, alt sammen til glæde for fuglelivet i haven. Nu gik fasanflokken og Brunhilde også og spiste på plænen.

Oppe i køkkenet var Fodermesteren i gang med morgenmaden og var i december flyttet over til bordet ved vinduet ud mod haven. Det gjorde han, fordi han havde fuglefoderbrætter og fedtkugler hængt om i træerne på den side af huset. Nu sad han så og kikkede ud og nød mejserne og især spætmejsernes kamp om fodret – det undrede han meget, at de ikke kan enes om at spise i fordragelighed – men sådan havde det altid været. Nu tog han en ekstra kop kaffe og kikkede ud – og der helt nede i enden af haven så han fasanflokken komme frem og hvad var nu det – der kom Brunhilde, den lille labant.

Så var hun altså ikke taget af ræven, det havde han ellers troet var tilfældet, da han ikke havde set hende siden forleden. Selv om hun ikke må gå frit, varmede det hans hjerte, at se hende igen. Men hvad nu, for det er et farligt projekt hun nu deltog i. Et liv i den fri natur uden et skærmende hus om natten kan meget nemt ende galt. Men måske hun nu vender tilbage til hønsegården og det trygge hønsehus ……
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 12 December , 2020, 00:42
12. december 2020

For at komme over i frugthaven, med de nyeste æbletræer – for der var nemlig også en frugthave der er anlagt i 1930érne – skulle flokken af fasaner og Brunhilde gå gennem en mindre dal – set med hønseøjne – hvor der ligger vældede grantræer, som godt kan blokere for gennemgang, men ikke være end, at de er til forcerer – især hvis man kan flyve. Men fasaner flyver som bekendt kun, når det er meget nødvendigt, så nu gik de uden om de væltede træer.
Det betød, at de skulle ud over græsplænen og der ved blive set fra alle vinkler, både fra luften og jorden. Det er ikke altid godt, når man er et middagsemne for andre. Under granerne – de vældede – kan gemme sig en ræv. Fra luften kan en Musvåge angribe. Og det var lige det der skete nu – da de fleste af flokken var ude idet fri, slog Musvågen til – men uglen så Musvågen og advarede straks – det gjorde, at alle kom i sikkerhed under buske og de væltede træer – i tide.
Heldigvis var der ikke en ræv i haven den dag og på det her tidspunkt. Så alle slap med skrækken.
Nu gik turen op ad skrænten mod tilkørselsvejen til gården. En skrænt der i forårstiden er fyldt med vintergækker og mini påskeliljer. Hvis man kikker meget godt efter, kan man allerede her i midt december skimte de spæde spirer titte frem. Det er dem Fodermesteren også leder efter og graver op og planter i urtepotter – som så sættes koldt, for at kunne vokse langsomt til og gerne kunne bruges til bordpynt 1. juledag. Det har nok ikke vores fasaners interesse – lige nu, for de skal over i frugthaven.

Godt oppe på vejen fortsætter de ind under ligusterhækken og ind til æbletræerne. Her begynder de en eftersøgning af nedfalds æblerne – men desværre – de kommer for sent, for de sidste er lige blevet spist af en af de rådyr der også kender til dette spisekammer. Hun står netop og gnasker det sidste æble i sig, da fasanerne og Brunhilde kommer.

Øv, nu havde de glædet sig til æblerne – men så var der jo det andet der også var spiseligt her – larverne i ko gødningen som ligger i et tykt lag mellem træerne. Her kom Brunhildes evne til at skrabe virkelig til sin ret. Hun havde også en vis erfaring fra tidligere, hvor hun sammen med sine artsfælder havde afsøgt området, for hvad der kunne spises her, mellem æbletræerne. Nu så Fasanerne, hvor effektivt det er at kunne bruge sine ben til at skrabe med og forsøgte at efterligne Brunhilde. Fedt nok, det gav et fint resultat – masser af fluelarver, der gemte sig i bunden af den udlagte ko gødning.
Men det var jo æbler de var kommet efter. Brunhilde kikkede på  Rådyret – også et tidligere bekendtskab – og indledte en samtale med hende. ”Det er ærgerligt der ikke er flere æbler – hva”. ”Ikke flere æbler” svarede Fru Rå, ”Ja, så men, men det er jo kun her der ikke er flere, i den gamle frugthave nede ved åén, ligger der stadig mange Fillipaæbler – så jeg i går” svarede hun. Den gamle frugthave var Fodermesteren ikke helt så god til at få plukket æblerne i, træerne er meget høje – efter mange års forsømmelse – hvad beskæring angår.
Så især træet med Fillipa gav meget nedfaldsfrugt. Filippa æblet skal som bekendt plukkes meget betids, da de ellers falder ned - ved den mindste storm – men i dette tilfælde gav det så mad til mange dyr. Fodermesteren kunne også i visse år, finde på at fodre sine køér og kalve med nedfaldsfrugten, men i år havde han ikke samlet dem op.

Så hvis der skulle æbler på menuén i dag, så måtte alle tilbage til den gamle æblehave ved åen.
Den gamle æblehave kunne nås på to måder, enten retur over skrænten og græsplænen, eller man kan følge indkørslen forbi stalden – med hønsegården – og vider ind over gårdspladsen, forbi glashuset, langs åén og så er man der. Det er dog en noget længer tur, men giver også flere muligheder for at finde føde.

Flokken valgte den lidt længere tur. Da de var kommet ud på vejen kom der en bil kørende imod dem – en bil som kørte som om vejbanen var dens og fasaner og Brunhilde vor Herres. De fløj til alle sider for at undgå bilens dæk og dermed døden, og hu hej for det gik, fjer og blade føg om hovederne på dem, men alle kom i sikkerhed – eller gjorde de …….. 
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 13 December , 2020, 10:18
13. december 2020
For en af fasanerne løb den forkerte vej, den skulle være løbet til højre og ikke venstre – som den gjorde. Den forsvandt ind under bilen og det så Brunhilde – å gud nej, tænkte hun – det går da galt.

Da bilen – som kørte alt for hurtigt på strækning langs frugthaven – var væk, kikkede Brunhilde tilbage i retningen af hvor bilen forsvandt, og hun frygtede det værste – og der midt på vejen lå den uheldige fasan – alle løb hen til den for at se hvad der var sket. Den lå helt stille – men så blinkede den og virrede med hovedet – å hvor godt – så var den da i det mindste ikke død. Nu rejste den sig – noget fortumlet og kikkede sig omkring – De andre så nu, at den manglede sin halefjer og en del på den ene side af kroppen. Men redet livet havde den – det var alle glade for, for med alle de dødsfald der havde været i den seneste tid, så kunne de snart ikke holde til mere. De fik hanket op i den forulykkede og fortsatte turen.

Se nu kan det ikke lade sig gøre at gå på vejen ved æblehaven uden at komme forbi hønsegården og det skete naturligvis også nu. Her så de indespærrede høns med længselsfulde øjne efter fasanerne er frit kunne bevæge sig mellem træer og buske. Brunhilde skulede til hønsegårdens indbyggere og håbede ikke de henvendte sig til hende, men det gjorde de.

Hanen – den store flotte hvide hane, med den gigantiske hanekam – så hende og kaldte ”Brunhilde hvor har du dog været ? vi har været så bekymret for dig og hvad gør du blandt alle de fasaner ?” Brunhilde ville helst undgå at tale med hanen, men kunne jo dårligt være det bekendt og især når så mange lyttede med. ”Jeg har sluttet mig til fasanerne – de er blevet mine venner – og , og – ” hun viste ikke hvad hun skulle sige mere, for hvad var der at sige  hun ville ikke ribbe op i de problemer hun havde, når hun var i hønseflokken, for det var jo ikke aktuelt længere.
Det undrede hende dog, at hanen sagde de havde været bekymret for hende – underligt.
Men for en hane er det ikke underligt at savne en høne, han mener hører til sit harem. Hanen – en god hane altså – vil altid sørge for at holde sammen på alle høner og for den sags skyld også de kyllinger der kommer til. Kun konkurrenter – selv egne sønner – vil han ikke tolerere – ikke når de er kønsmodne i hvert fald. Fodermesteren havde fulgt den nye hane i hønsegården, meget nøje, for en hane vil han absolut have – gården ligger så langt fra anden beboelse, at hanegal ikke er et problem og han er fra sin pure ungdom ja helt fra barnsben vant til at høre hanegal.
Men han stiller visse krav til en hane. Den skal passe sine høns – forstået på den måde, at han skal lede dem rundt i området de bor i og anvise spiselige ting. Han skal sørge for at stridende høner ophører med at slås. Ikke forfølger kyllinger og i et vist omfang accepterer andre haner. En meget vigtig ting er også, at han ikke betragter Fodermesteren som en konkurrent og derfor angriber ham, når han viser sig i hanens domæne. En hane der har en sådan adfærd, bliver omgående til Smeltende mør unghane med den lækreste kraftige rødvinssauce. Også kaldt Coq eu vin.
Vores hane her, tegner til at blive en god hønseføre, for han har alle de gode egenskaber. Han er blot meget ung og mangler at sætte sig i respekt for nogle af de mest dominerende høner. Hans autoritet steg dog kraftigt, da opdagede, at en af hans pligter som hane er, at betræde damerne, hvilket han nu dagligt øver sig i :O).
Heldigvis gik fasanerne godt til, så Brunhilde slap for yderligere at tale med hanen. Hun kunne dog se, at flere af hendes plageånder kikkede misundelig på hende. En følelse hun nød.

Da de nåede glashuset, så de, at døren stod åben og Brunhilde stoppede op og kikkede ind. Da hun ikke kunne se frøen, trådte hun ind i huset og kikkede bedre efter og der længst inde, kunne hun ane ham. Hun var ikke den eneste der gik ind i glashuset, et par stykker af de mest modige fasaner gik efter hende. De fulgte hende ned af trappen og hen til siddepladsen ved dammen. Her så de frøen, den blev noget skræmt over at se så mange ukendte i sit hus. Han sprang på hovedet i vandet og forsvandt.

Nu inviterede Brunhilde på Husfred, en spise som også fasanerne værdsatte. Hertil kom, at hun også begyndte at skrabe Husfreden til side og bød på krible krable. Denne aktivitet stod på i nogen tid, men  så hørtes træsko på brostensbelægningen og det kan nok være Brunhilde fik fart på – ud af glashuset, men se – fasanerne var ikke ops på hvad der skete, så de kom først for sent i gang med at komme ud og da de ikke kendte huset særlig godt – ikke indefra i hvert fald, ja så måtte det jo ende galt!.

Brunhilde var ude så betids, at hun kunne nå at smutte væk, før Fodermesteren kom, men i Guder hvad der ikke skete da han kom frem til Orangeriet, for det kalder han det og ikke glashuset.
Han for hen til døren til Orangeriet og det skulle han aldrig have gjort for så gik det først rigtig galt . NU-------------
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 13 December , 2020, 23:56
14. december 2020
Fasanerne gik helt af mok. De fløj alt det bedste de havde lært, men da der var glasruder mellem dem og friheden, så lød der det ene rabalder efter det andet, når de ramte ruderne.
Fodermesteren indså, at han havde handlet helt forkert, så han skyndte sig at åbne begge fløjdøre på vid gab -først i den sydlige ende af Orangeriet, så uden om og hen til den vestlige dør og få den åbnet, nu var der god mulighed for fasanerne at komme ud. Fodermesteren luskede hurtigt væk - ind i køkkenet – hvorfra han kan følge slagets gang.

Der gik flere timer før alle fasaner var kommet ud af Orangeriet og Fodermesteren holdt sig fornuftigt nok langt væk – ja faktisk gik han først der ud efter det var blevet mørkt.
Der var fjer over alt, De rester der var tilbage af Husfreden, var revet i småstykker, Palmeblade var ligeledes flået op og lignede mest af alt det man ser i TV efter en tropisk orkan har hærget en trope ø. Orangeriet blev gået igennem - meget omhyggeligt - for at sikre, at der ikke lå tilskadekomne fasaner - det gjorde der heldigvis ikke. Fodermesteren havde nemlig læst om nogle der havde sat dværg vagtler ud i et drivhus, og der havde flere haner mistet livet ved at ramme taget, de havde knækket halsen. Han ånede lettet om og koncentrerede sig i stedet for om ødelæggelserne der var sket. Det var jo lidt selvforskyldt - havde døren nu ikke været åben, så... Og alt ville jo nok rette sig til foråret, når der igen kom gang i grøden og alting begyndte at gro. Så værre var det altså heller ikke.

Denne episode gjorde faktisk, at fasanflokken blev minimeret yderligere, da de der var i Orangeriet ikke fandt sammen med den resterende flok, da de endelig tog sig sammen og fandt ud af huset, var de andre for længst gået over i den gamle frugthave og da de ikke havde Frederik til at guide dem, gik de den modsatte vej, af hvad de skulle have gjort og derfor kom ud på en mark, som de fortsatte udover og derved kom længer og længer væk fra den oprindelige flok og skoven og haven hvor de havde fundet tilflugt og ro. Nu var de igen i et område, hvor de kunne møde jægere der efterstræber dem.

Hjemme i den gamle æblehave var fasanerne – de få der var tilbage – og Brunhilde nået frem til træet med Filippa æbler. Her blev de modtaget af Fru Rå og hendes to små piger fra i foråret – de var allerede i gang med at spise æbler. Da der var mange æbler, blev det ikke til en kamp om dem, selv solsorterne kunne – når de bare var tilpas langt fra hinanden – spise af dem.

På vej til soveområdet, kom Brunhilde og fasanerne forbi det store gamle Piletræ og da Brunhilde kikkede op – og det siger ikke så lidt, hvad højde på træet siger – så hun atter en lille rød hue stikke ud fra et hul i træet, et hul der var skabt over mange år efter at en af de større grene var brækket af i en storm.
Træet havde over en årrække forsøgt at lukke af for vand og råd, ved at lade barken gro over grenstumpen. Til sidst var der næsten lukket – kun resten af den tykke gren var tilbage og den var ved at gå til nu. I mellemtiden var der blevet skabt et hulrum inde i stammen – et forholdsvis stort hulrum. Det var for år tilbage blevet benyttet af en bisværm, som tog ophold en hel sommer og en vinter med. Men da den næste sommer kom og bierne blev så mange at de måtte dele flokken, så skete der det kedelige, at den nye dronning der overtog tronen i boet, ikke kom tilbage efter en bryllupsfærd – hun blev fanget af en solsort, inden hun kom hjem til boet.

Nu blev hulrummet igen ledigt for andre beboere og det blev en stær der overtog boligen -stære er gode rengøringsfolk. De ryder altid den valgte bolig for gammel rede materiale og andet skit, før de bygger nyt. Men det er også flere år siden – så nu står - det er vel nærmest en hule - ledig igen – eller gør den ?
Er den blevet overtaget af en lille skabning med grøn dragt og rød hue ??, ja se det vil tiden vise ………

For resten var det begyndt at sne, da vores lille hønseflok var faldet u søvn, og det kan nok være der kom sne denne gang. Som bekendt går der ca 12 år mellem der er hvid jul i Danmark og det kan nok være der blev hvidt - se selv i nedenstående tilføjelse.

Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 14 December , 2020, 00:05
Sådan så skoven ud, ad Brunhilde og fasanerne vågnede næste morgen !!
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 15 December , 2020, 00:14
15. december 2020
Solen kikkede søvnigt op over horisonten langt nede i den syd-østlige  del af skoven, hvor rødgranerne danner hegn mellem den gamle æblehave og den ældste have på gården. Måske den missede med øjnene, fordi sneen der nu havde lagt sig i et tygt lag alle vejene gav genskin fra den selv – solen – som strålede ud til alle sider. Det var netop i disse graner Brunhilde nu vågnede. Hun lukkede hurtigt øjnene igen, for den verden der åbnede sig for hendes øjne – ja den kunne ikke være virkelig, hun måtte drømme. Hun åbnede forsigtigt det ene øje på klem, men lukkede det igen – med en vis fart, der var noget der ikke stemte. For tredje gang forsøgte kun at kikke – nu med det andet øje – og hun så ind i Frederiks øje – han kikkede lige så forskræmt som hun gjorde. ”Frederik – hvad er der sket – har du set alt det hvide der ligger over alt ?”. Frederik med svag stemme ”Ja – det har jeg”. De var begge fuldstændig målløse for sne havde de aldrig set før. ”Skal vi ikke lukke øjnene igen” sagde Frederik med svag røst – måske han så håbede at det forsvandt – alt det hvide.

De lukkede øjnene igen og håbede. Efter et stykke tid vågede de at åben øjnene igen, Det var IKKE forsvundet. Nu kunne de se, at de andre fasaner også sad måbende med åbne øjne. Alle var som lammede, meget havde de oplevet i deres korte liv, men dette overgik dog alt.
Det var som om den lille flok var gået i trance – de rørte sig ikke ud af flækken, sad bare helt stille. Så så de den gamle kloge ugle komme flyvende – den landede i asketræet som står klods op af sovegranden. I det han landede dryssede sneen væk fra grenen der modtog ham, Brunhilde så meget skeptisk på det der foregik, lige for næbet af hende. ”God morgen kære venner” sagde Uglen og skuttede sig  lidt i morgen kulden.

Med bævende stemme spurgte Brunhilde ham om hvad der dog er sket i nat og hvad alt det hvide stas er for noget. Uglen kurrede beroligende og tog sig god tid til at forklare, hvad det alt sammen er for noget. Ser I – sagde han, på denne årstid, hvor det kan være meget koldt – så forvandles regndråber – og dem kender I jo – til noget man kalder sne og det er det I ser ligge på træernes grene, på græsset ja over alt. Det er faktisk jorden og træernes fjer – som I holder varmen med masser af fjer, så holder jorden og træerne varmen ved at blive dækket med sne. Da træer, græs, buske – ja alt grønt ikke længer har brug for vand, men mere for at få et varmende dække, ja så passer de to ting jo egentligt godt sammen – ikke ?.

Brunhilde viste ikke om hun helt forstod hvad Uglen havde sagt, men at fjer er gode til at holde på varmen – det forstod hun godt – og så kunne andre vel også have brug for varme – det lød da ok.
Uglen sagde vider, at de godt kunne hoppe ned fra træet som de plejede – som sagt så gjort – vips stod Brunhilde og Frederik samt de andre fasaner på jorden, med sne til langt op på brystet – en helt ny fornemmelse og egentlig lidt mærkeligt, de forsøgte at gå, men det kunne de ikke i dette mærkelige sne, det forhindrede dem i at flytte benene.
I skal bruge vingerne samtidig med benene og så skal I følge de steder , især nær grantræer - hvor sneen ikke ligger så højt, for træer og især som før sagt graner er gode til at dække for sneen, så den ikke ligger så højt. Forklarede Uglen.
Det kunne der være noget om, for efter nogle forsøg, kom de fremad, de skulle jo finde noget at spise. Ovre ved bøgetræerne stod fru Rå og da hun så dem, kaldte hun på dem og viste hvor de skulle gå hen. ”Jeg har skrabet morgenmaden fri for sne”. Her – kom nu. Og rigtigt, der hvor jorden var kommet til syne, var der også bog at spise. Brunhilde og fasanerne benede det bedste de kunne over til stykket som fru Rå havde ryddet. Rigtigt, her var morgenmaden serveret.

Uglen havde fulgt med og satte sig på træstuppen tæt på de morgenmad spisende. I skal nok til at søge mad på en anderledes måde nu, hvor sneen er kommet. I vil kunne finde føde hvor der er læ for vinden og hvor træer kan sørge for at sneen ikke lægger sig i for tykt et lag. Det bliver nok noget vanskeligere at finde mad alligevel – i forhold til hvad I har været vandt til – forklarede han. Men et gode ved at bo her i Fodermesterens have er, at – og jeg så det selv her til morgen – han har fået foderautomaterne hængt op –
Foderautomaterne  - Brunhilde lagde hoved på skrå og så undrende ud – ja sagde Uglen. Det er næsten det samme som den måde  han fodre jer i hønsehuset, bare en meget mindre beholder. Hun forstod ikke hvad det betød, men lyttede godt efter hvad Uglen sagde, for hun følte instinktivt at det var meget vigtigt at høre hvad Ugen fortalte, for han var jo en erfaren herre, som havde levet længe og oplevet meget og hun viste fra tidligere at Uglen altid kom med noget der kunne bruges.

Disse foderautomater sætter Fodermesteren op for at hjælpe småfuglene her i haven, altså dem der ikke er fløjet syd på for nogle måneder siden. Og jeg har set, at hønsene altid løber om i haven, som det første når de bliver lukket ud om morgenen, for at æde det som fuglene rode ud over kanten. Ja jeg har set, at de faktisk regelmæssigt kommer forbi de steder hvor der hænger foderautomater, da der hele tiden falder foder ned.

Aha, tænkte Brunhilde, nu hvor de andre ikke må komme ud, så er det da der jeg skal hen. Hun ville gå, men Frederik holdt hende tilbage. ”Vi går ikke med op til huset, det er for farligt for os – tror jeg”. ”Jamen – nej – gå nu med!” Sagde Brunhilde. Frederik rystede på hoved og viste at hun bare skulle gå. Brunhilde travede af sted. Der lå ikke så meget sne under granerne op mod stuehuset.
Da hun kom forbi drivhuset – det gamle der stod helt skjult under graner og nøddehegn, fik hun øje på musvitterne og blåmejserne der flokkedes i elmen og der så hun så for første gang en fuglefoderautomat – og over ved siden af køkkenvinduet – var det ikke et mini hus på en pæl. Bare uden vægge og vinduer, der var der også en leben af fugle der fløj til og fra og hvad var nu det – næh var det ikke den lille fyr med den røde hat der sad på taget – eller var det en fugl med rødt bryst ------ja se det il j vise sig i morgen …..
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 16 December , 2020, 00:07
Her ses den dompaphan ( og frue !) Brunhilde så og i første omgang troede eller måske håbede var den lille ......
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 16 December , 2020, 00:28
16. december 2020
Det er en dompaphan der sad og mæskede sig i alle de gode sager, sammen med sin hustru. Fodermesteren havde startet fodringen af sine fugle – for han syntes det er hans fugle og han har et ansvar for, at de kommer godt gennem vinteren. Han begynder fodringen en gang i december og stopper senest 1. marts året efter. Grundet den megen sne var det godt han kom igang nu.

At han stopper så tidligt og slet ikke fodre sommeren over, er der flere grunde til. En er, at de små nye fugleunger ikke skal fodres op med fedt smeltet sammen med solsikker og andre frø. De skal have laver, fluer, myg og andre naturlige fødeemner.
Han har også en anden bagtanke med at stoppe fodringen, og den er, at havens fugle skal hjælpe ham med at holde angreb på æbler, grønkål og andre af hans grøntsager nede. Han sætter masser af mejsekasser op – alle steder i - skoven, haven og på bygninger – selv om hans område har masser af gode naturlige rede muligheder i de gamle træer. En mejsefamilie kan på gode dage faktisk fodre sine unger med 1000 laver – om dagen! Så det bliver til noget over en hel sommer og måske til to hold unger – i nogle tilfælde endda 3 hold.

Brunhilde gik tætter på foderhuset – hvor Dompapperne sidder og spiser og så, at der ligger masser af frø på sneen under foderhuset. Hun spiser lidt og kikker så op og hilser på Dompappen – hun spørger ham om hvor hans unger fra i sommer er, for hun så ham i sommers sammen med kone og unger.
De er omme på gårdspladsen - svarer han – for der har Fodermesteren også sat foderbrætter op, så de søger lige spisestederne igennem for spiseligt. Vi er faktisk ikke til solsikker og små undulatfrø, vi spiser mest knopper og gerne dem på frugttræer – forklarede han, men det er godt at vide hvor der er spiseligt frø, hvis vi skulle få lyst til det. Frugttræsknober  har i lange perioder gjort os til skadedyr i frugtavleres øjne. De mener vi ødelægger deres mulighed for æblehøst – men det er ikke rigtigt – ja måske i år hvor vore fætre og kusiner kommer her ned fra de nordlige egne – så som Norge og Sverige, der vil jeg ikke afvise, at der sker skader de steder hvor familien slår sig ned. og hvor der kommer rigtig mange på en gang.
Men den opfattelse har Fodermesteren ikke – og han har dog haft frugttræer i over 30 år - på et tidspunkt 5.900 – han mener faktisk, at dompapperne hjælper ham, for de frugtknopper de spiser og som indeholder blomster – er med til at minimere antallet af frugter og letter hans arbejde med at tynde frugt ud i juni måned. Noget han gjorde med håndkraft i æble- og pæretræerne.

Nu kommer dompaphannens 4 unger flyvende og sætter sig i roserne der er i  bedet, hvor foderbrættet er placeret. De går i gang med at spise frø fra den invasive bynke, som er slæbt ind med fuglefrøblandinger indført fra udlandet. Disse spirede i foråret efter sidste vinters fodring og fik lov til at stå, da de er meget smukke.

Brunhilde har nu spist det der lå under brættet og sætter sig for, at komme om på gårdspladsen – hun kan godt se, at det er noget nemmer hvis man kan flyve – med alt den sne. Men hun får dog møvet sig frem til gårdspladsen og hen til de steder hvor frøene ligger i sneen under foderhusene.

Hun under sig over, at der ikke er korn i sneen, for hun savner faktisk meget hvede – som Fodermesteren elsker flæskesteg med sprød svær, elsker Brunhilde hvede. Hun ved ikke, at fuglefodret er valgt ud fra ønsket om at det er små fugle og ikke hønsefugle der skal have noget at spise ved fodermesterens spisesteder.
 
Gårdspladsen er ikke ryddet for sne, så den ligger hen som en smuk urørt eng, kun kan man følge sporene efter træsko fra køkkenet over til kostalden,  retur til laden, hvor hønsehuset er og derfra den del af laden, hvor pille fyret står og som dagligt bliver tilset, da påfyldningen sker manuelt.

Nu lister Brunhilde sig langs muren ved stuehuset, for her ligger sneen ikke så højt, Hun kommer også over de sammenfygede snebunker, til vestgavlen af staldlængen. Her forsøger hun at komme bag om skorstensfundamentet til pille fyret og hen til kasserne med årets æblehøst. For hun husker, at normalt ligger der altid æbler som er blevet kasseret, som følge af rådpletter eller mussegnav. Heldigvis er det også tilfældet i dag, hun finder 2 stk, en Purpurrella og en belle de boskoop  - og går straks i gang med at spise. Nu kommer hun i tanke om hvor glad Fasanerne er for æbler og at hun faktisk ikke har tænkt på dem siden hun gik fra dem i morges, hun havde ikke planlagt at forlade dem, for hun er kommet til at føle sig  som en del af den lille flok, det er blevet til, efter det der skete i Orangeriet.

Mens hun tænkte disse tanker, var hun kommet hen til nordsiden af staldlængen, og stod nu ud for nettet indtil hønsegården. Hun kom til sig selv og ud af sine tanker omkring fasanerne – nu så hun sin barndomsgård – det røre hende mere end hun umiddelbart ville indrømme overfor sig selv, men hun kender jo hver en krog af gården og husker ikke kun de dårlige oplevelser, men også de gode fra kyllingetiden, især maden. Nu havde hun i dagevis spist meget andet end hun havde været vant til og ikke altid været mæt, når hun satte sig til at sove. Selv nu rumlede maven og krogen var slet ikke fyldt op, som den normalt er lige før hun skal sove.

Det er ved at mørkne og hun er klar over, at hun skal finde et sted for natten – sove alene har hun aldrig prøvet, så nu stod hun med et virkeligt stort problem – skulle hun forsøge at komme tilbage til granerne og fasanerne eller skulle hun forsøge at komme op over hegnet og ind i hønsehuset – til en portion hvede! hvad vælger hun, ja det får vi se i morgen.
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 17 December , 2020, 00:21
17. december 2020
Det var blevet for sent for Brunhilde at søge tilbage til Fasanerne i skoven. Men det var også for sent at søge ind i hønsegården og dermed ind i hønsehuset, for denne dag kom mørket meget hurtigere end normalt og selvom sne normalt lyser op – i mørke tider, så måtte Brunhilde indse, at hun skal finde natlogi og det kunne ikke gå for hurtigt.

Hvad var der af muligheder, der hvor nu stod. Hun kunne søge ind under en stor busk der stod lidt længer fremme oppe på skrænten ned mod hønsegården, men der ligger store bunker af sne, som vil vanskeliggøre turen der op og det vil betyde, at hun skal sove ved jorden og det havde hun ikke prøvet før og det er heller ikke særlig sikkert for en lille hønnike der er helt alene. Hun vil være helt uden mulighed for hurtig flugt – om nødvendigt.

Så er der de store trægrene der ligger i et meget tykt lag nede i slugten til venstre for laden og hvor der aller nederst under grenene ligger et pindsvin i hi for vinteren, men det kan Brunhilde ikke vide og naturligvis slet ikke se. Det hun ser er, at de øverste grene er dækket af et tykt lag sne. Vis hun kan trykke sig ind mellem grene der hvor jernspurven har bygget sin rede i foråret og hvor en solsort har haft sin rede lidt højere oppe, ja så ville hun kunne sidde i læ og være nogenlunde skjult for nysgerrige  øjne.

For at komme der over, skal hun forcere en stor snebunke, som er føget sammen på gangen mellem husmuren og slugten. Det er et forsøg værd. Så hun forsøger at komme over sneen, men det er ikke så let, for da sneen er forholdsvis nyfaldet er den meget blød og løs, så hver gang hun forsøger at forcere den, glider hun ned i sneen og der bliver bare mere sne foran hende. Hun prøver igen og igen, men det vil ikke rigtig lykkedes hende at komme over til grenbunken.

Nu løber tiden snart fra hende og det er igen begyndt at sne, selv om det ser ud til der ikke er plads til mere sne lige nu, så kommer sneen uanset hvad.
Brunhilde søger tilbage til den smalle passage der er mellem væg og snebunken. Passagen er skabt fordi hylden der er sat op på væggen – til æblekasserne – har dækket af for sneen – som nu ligger på den plade Fodermesteren har dækket æblekasserne med - en plade der skal holde solsorter fra at tage sig tilgode med æblerne.
Desværre – for fodermesteren – har det ikke helt den samme gode virkning for mus og en enkelt gang en rotte – de har fundet ind i kasserne og ædt af frugten.  Det er naturligvis ikke så heldigt for mennesket, men til stor glæde for sultne dyr. En kasse der bliver invaderet af en rotte bliver omgående kasseret som menneskeføde – og fordelt mellem høns og kreaturer – ja selv solsorterne får glæde af dem – selv de æbler der ikke er skadet af rotteaktiviteten. Fodermesteren vil ikke udsættes for frugt der har været i nærheden af rotter. Da en rotte havde gæsten en æblekasse et år, blev alle de andre kasser flyttet ind i staldlængen, noget der ellers først sker når frosten bliver mere permanent end en enkelt nats frost.

Nu gik Brunhilde altså under denne hylde og kikkede efter natlogi – hun så, at mellem æblekasserne var der faktisk et mellemrum på hylden, kunne det være her hun skulle tilbringe natten ?. Hun gjorde sig klar til at hoppe op og prøve om stedet kunne bruges. Hun hopper og kommer op på hylden. Faktisk var det ikke så dårligt et sted at sove for en lille kommende høne. Der er læ og et tag over, som tager af for det snevejr der nu er brudt løs. Men hvordan skal hun klare en nat – alene og derfor ikke nogen at putte sig ind til. Maven var heller ikke tilfreds med den føde hun havde indtaget, hun var sulten.

Her sad hun så, ensom og sulten og skulle falde i søvn, det tog lang tid, inden hun faldt til ro. Hun havde ikke set, at i et af træerne et stykke der fra, sad en af hendes venner og kikkede på hende. Han var blevet nervøs for Brunhilde, da hun ikke var kommet tilbage til granen for natten. Fasanerne var også urolige for hende og derfor bedt uglen finde ud af hvad der var sket Brunhilde.

Han ville ikke forstyrre hende – nu hvor hun ikke ville kunne komme tilbage til Fasanerne, det sneede virkelig meget og det ville være håbløst at færdes ude i det vejr. Men nu viste han, hvor hun var og var nogenlunde tryk ved stedet hvor hun skal sove. Uglen viste, at i en nat som denne, vil hun være i sikkerhed, da en ræv ikke går ud i sådan et vejr og hvis han gør, så går han ikke så langt fra sin lune hule.
Uglen viste også, at den ræv der kunne være til fare for gårdens høns bor langt væk og ikke ville komme i nat.
Nu flyver han tilbage til Fasanerne for at berolige dem, med hvad han havde set. Nu kommer det ham til gode, at han kan flyve helt lydløst, han vækker nemlig ikke Brunhilde, da han letter, og som nu sover på æblehylden.

Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 19 December , 2020, 09:54
18. december 2020
Da dagen gryede, den 18. december vågnede Brunhilde til et landskab der i nattens løb var blevet dækket med et meget smukt snedække. Da hun åbnede øjnene den morgen, så hun ud på omgivelserne med et jomfrueligt snedække, et snedække man yderst sjældent ser i Danmark. Som bekendt er chancen for hvid jul ikke særlig stor på vores breddegrader – om det var noget Brunhilde tænkte over ? – næppe, men morgensulten fik hende ned af hylden hun havde sovet på om natten – ubs hun forsvandt helt ned i sneen – så højt lå den den dag.
Hvad nu – hvad skal man gøre når man sidder i sne til halsen ? Forsøge at komme fri naturligvis – og igen måtte hun søge ind under hylden med æblekasser og begyndte at gå ud mod gårdspladsen.
Da hun nåede det store betonrør skorstenen til pille fyret står på, måtte hun ud i den dybe sne. Det var så heldigt, at helt inde ved røret og langs væggen var sneen ikke helt så højt, hvilket gjorde det muligt for hende at komme frem uden det store besvær. Hun ville søge frem til den port der fører ind til stalden hvor hønsehuset er, for der viste hun hun kunne være heldig at finde mad, som fodermesteren havde tabt når han fylder foderautomaten op inde i hønsehuset, men det kræver han ikke har trukket porten helt til, for åbne den kan hun ikke, det er den alt for tung til.
En ting hun ikke havde taget højde for, er at når hun går langs lademuren på gårdspladsen, så vil hun kunne ses fra køkkenvinduet og hvis hun bliver opdaget, så vil fodermesteren garanteret forsøge at jage hende ind i laden og derfra ind i hønsehuset. Fodermesteren er stadig bekymret for hende, da han ikke har set hende i flere dage og hun er jo sårbar syntes han og han er gennem sine oplevelser med hende blevet mere beskyttende end han normalt er over for et enkelt dyr. Han mener selvfølgelig, at de der er i hans varetægt, skal have det godt, ikke mangle værken mad eller vand, endsige husly med lune forhold og tør strøelse. Det gælder såvel høns som kreaturerne.
Måske det også ville være godt for Brunhilde, at han tog sig af hende, for disse uger, som det snart var blevet til, havde taget på hende. Hendes fødeindtag – det daglige – var ikke, som når hun var i hønsehuset, trods hun blev jaget væk af de andre. Men det skete ikke, at hun gik på pind uden at være mæt og gerne med kråsen fyldt med kort. Da der var kunstig lys fra en pærer ophængt midt i hønsehuset – der blev tændt ved 16-tiden – og der blev udfodret korn, hvede, byg og nogle håndfulde hel majs ved samme tid, så kunne hun altid holde sig i baggrunden og vente til de andre havde spist. Det samme gjorde hendes dværghønse-søskende, de var dog så modige og atletiske, at de kunne snyde sig til mad – da især majsen blev spredt rundt på gulvet og derfor kunne spises hvis man var hurtig til at dels finde dem og dels fjerne sig skyndsomt når en stor hvid høne nærmede sig. Dog var der 3 hvide høner der ikke var slet så aggressive – det var dem der var ud af de 5 som fodermesteren havde købt ekstra til Fru Larsen, men som hun ikke ønskede at tage sig af og som så blev dat sammen med dværgkyllingerne under varmelampen, de dværgkyllinger der var blevet udruget kunstigt i en rugemaskine, fodermesteren havde anskaffet sig, meget mod sin vilje !! – for en naturlig udrugning med en skrukhøne er nu det mest rigtige – programmerede han igen og igen, når mulighed gav sig, men selv ens fasttømrede principper kan jo ændres, hvis man ellers er flexibel, hvilket fodermesteren ellers ikke er hvad udrugning af kyllinger angår. Men 6 af dværgkyllingerne kom nu alligevel til verden i en rugemaskine, da den rugende moder forlod æggene i utide.
Brunhilde gik videre langs husmuren med retning mod ladeporten. Hun nåede den og til hendes store held var den ikke helt trukket for, hun smuttede ind, hendes tarme skreg på korn – hun var hundesulten. Den røde bil stod der, så er fodermesteren altså hjemme. Hun skyndte sig ind i stalden, forbi bilen og traileren op til hønsehuset og hvilken lykke, der lå som forventet korn spildt foran den grønne plastcontainer kornet ellers bar opbevaret i for at rotter og mus ikke kunne spise af det.
Brunhilde spiste af livets lyst og ikke nok med at der var hendes yndlingsspise – hvede – der var også spildt lidt havregryn og ved Gud om der ikke osse var majs. Hun kunne ikke være lykkeligere – så ned med alt den dejlig mad, men hvad var nu det – hun rejste hovedet op og lyttede – nej det var vist ikke noget – hun spiste videre.
Der var den igen – lyden – og denne gang var den mere tydelig – porten blev skubbet til side, det var tydeligt, at det var det der skete. Hvad nu – var det fodermesteren der kom eller en af kattene – nej det sidste kunne det ikke være, for selv om det var stærke, så ville porten selv for dem være umulig at flytte. Altså måtte det være fodermesteren – nu måtte hun handle hurtigt og heldigvis var laden proppet mede alt muligt skrammel, som altid gav en god mulig hed for at skjule sig når man ikke er større end en høne eller en kat. Så Brunhilde smuttede hurtigt ind under sommermøblerne og sad helt stille.
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 19 December , 2020, 09:58
19. december 2020
Ganske rigtigt, det var Fodermesteren der kom, han havde set Brunhilde gå langs lademuren og nu var på vej ind i laden for at finde hende. Nu har jeg hende, tænkte han, for hun var helt sikkert der inde, det vist sporene i sneen.
Det glædede ham at han endelig kan få hende tilbage i flokken, for han er oprigtig bekymret for hendes ve og vel. Han går op mod hønsehuset – men nu kan han ikke følge hendes spor, da der naturligvis ikke er sne inde i laden. Men han har en helt klar overbevisning om, at hun er oppe ved døren til hønsehuset og så er det jo bare at åbne den nederste låge, for han har indrettet det så smart, at døren er delt i to, en over låge og en nedre låge. Som de var i gamle dage på gårdene for at sikre dyrene enten ikke løb ud eller kunne komme ind, alt efter hvad der nu var bedst i den pågældende situation.

Han havde ofte lagt mærke til, at den nye hønseflok – som er betydelig mere nervøs eller væver end den han havde før ræven, tog dem alle – undtagen fru Larsen altså, opfører sig mere trykt, når han lukker den nederste låge og står udenfor hønsehuset og ser ind på sin hønseflok. Det er som om de ikke tror han er der, når de ikke kan se hans ben.

Han kan nemlig god lide at stå og følge dyrene, når de går rundt i huset. Mest af alt nyder han lyden af en høne der veltilfreds kagler og strunker sig, når den går rundt. En hønes galen, når den proklamere – jeg har lagt et æg, jeg har lagt et æg, finder han også hyggeligt og slet ikke med en bagtanke om at der er æg til ham – slet ikke – smil.

Nu forventede han at finde Brunhilde spisende, for han viste egentlig godt, at der lå korn ved siden af plastbeholderen. Noget han ellers gik op i, der ikke skulle, for han ønsker ikke at fodre mus og rotter og tænker med gru på den gang han i et ½ år kæmpede med rotter. Det vil han ALDRIG opleve mere, men nu ligger korn, og han forventer at Brunhilde er sulten – hvilket jo også er helt rigtigt.

Men han kan ikke se hende – hemmmmm underligt, for hun er jo ikke bange for ham, så hvor er hun -  han er 100% sikker på hun er i stalden. Han begynder at lede – men kan godt se, at det ikke er så let at finde hende, hvis hun har gemt sig for ham, for stalden er fyldt med gemme steder. Alle havemøblerne er stablet ind i det ene hjørne, æblekasserne – de tomme som ikke blev fyldt, da høsten var lille i år – står også opmagasineret der. Den lille ferguson- traktor med grenknuseren påmonteret , plænetraktoren – ja faktisk to stk, for den der i foråret gik i stykker, er der fortsat – pallerne med træpillerne, bilen, traileren og rullerne med tove og grøntsagsdugen – alt sammen fylder og alt giver gode gemmesteder.

Han finder IKKE Brunhilde denne gang – hun sidder helt stille og tør næsten heller ikke trække vejret, hun vil IKKE findes, hun vil IKKE ind til sine søskende og alle de andre høns – ikke endnu da.
Fodermesteren opgiver og går ud af Laden, han skal huske at lukke porten helt for, men da han åbner den, bliver hans tanker ført andre steder hen, aldrig i de mange år han har boet på denne gård, har der været så smukt med sne. At bo på landet er -også når alt er dækket af sne – en stor glæde, der ikke er alle forundt.
Her ude kan sneen få lov til at blive liggende, den skal ikke straks fjernes med sneplove og saltning. Ikke bunket op langs fortove og blive til en snavset bunke af skidt og møj. Samlet i rendestenen og nu stakket op med sneen. Nej her liger den hvid som en svanes fjer, hvid som den hvideste nykalkede mur, nej hvidere, for nu ser den kalkede mur ikke så hvid ud som ellers.

Tiden er til at lyset på gårdspladsen skal tænde automatisk – og det gør den som den altid har gjort i alle årene – hvilket syn, det er næsten for smukt, han går næsten i trance ud af laden og glemmer at lukke den helt, synet han ser, skal du, læser også have – se lige ……..
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 19 December , 2020, 10:00
Dette er hvad fodermesteren ser og det som Brunhilde i morgen skal .......
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 20 December , 2020, 00:34
20 december 2020
Brunhilde hørte fodermesteren gik ud og ventede lidt, før hun krøb ud af sit skjul, hun fortsatte med at spise og hun blev dejlig mæt – åh hvor var det godt at være mæt og dejligt at kunne spise i ro og fred – hun kunne ikke undgå at høre hønsene inde i hønsehuset, hun kunne også høre dværghønsene pludre – savnede hun ikke dem lidt ? bare en lille smule ?. vær nu ærlig sagde hun til sig selv og ærligtalt jov, det gjorde hun faktisk.
Men lige nu og her var hun tørstig, og se det var der ikke – vand – i laden, så hvad nu ?. Jeg må ud og finde noget vand – tænkte hun. Hun ved helt præcis hvor der er vand at drikke. Det er der flere steder. Langs staldlængen er der altid opstillet flere vandkander som i regnvejr bliver fyldt op med kalkfrit vandingsvand til husets orkideer og andre planter der ikke er kalkelskende og også bare til almindelig vanding.
 Gårdens katte og høns benytter sig også af denne resurse – fodermesteren har tit set både Knold og Tot drikke af vandkanderne – selv om de har dejligt rent vand i vandskålen i køkkenet. Hønsene drikker også af det og hvis de fleste gør det, kan  det være tegn på, at vandautomaten i hønsehuset er løbet tom.

Men nu er Brunhilde altså på vej ud af laden for at finde vand, men men med alt den sne – åh nej – hvad gør en klog hønnike ? hvis hun går tilbage langs laden – øh, der kom hun jo fra og der bemærkede hun ikke at der stod vandkander og hun gik jo lige forbi, hvor de ellers skulle stå, havde fodermesteren taget dem ind ?? – det måtte han altså have gjort, for hun havde ikke set nogen, da hun gik forbi og nu når hun kikkede der hen hvor de skulle være, så kunne hun ikke se nogen.
Så var der fuglebadet foran køkkenet – men det var vist håbløst at komme frem til med de mængder der ligger af sne på gårdspladsen – og det ser ud som om den ikke bliver ryddet væk!.
Hvad så ? – Kostalden – det er da en mulighed, for der er der et tårn hvor køerne drikker af og hvor Brunhilde og andre af flokken har drukket før. Der skal jeg hen, besluttede Brunhilde, men hvordan – sneen ligger jo højt over alt og der er ikke snedriver på vejen der op, som kunne skabe en lavning at gå i, for det er et åbent område, kun med rosenbed og 3 affaldscontainere – så hvad gør en klog så?.

Hun skuer ud over den snebelagte have og er næsten ved at opgive, da hun får en god ide, hvad med de spor fodermesteren har skabt, da han gik fra Stalden og over til kostalden, for han har ganske givet skullet der over for at tilse køerne efter sit forsøg på at finde Brunhilde i stalden.
Der er i hvert fald spor der går i retning af kostalden. Brunhilde begiver sig af sted. Det går faktisk ganske godt – hun hopper fra fodspor til fodspor - og hun har ret – sporet førte op til kostalden.
På vejen derop, kikker hun på træerne der står ved mølledammen og ser at der ankommer store mængder af fugle og sætter sig i toppen af træerne. Da hun kommer tætter på, ser hun, at det er en flok alliker og råger og enkelte krager der er kommer til gården. Hun har set dem før og også hilst på nogle af dem, men om det er de samme som i sommers, kan hun ikke afgøre på den afstand. Hun hopper videre og er ved at være oppe ved kostalden, da en af allikerne kommer og sætter sig i hylden der står udenfor kostalden. Det er en af dem hun hilste på i sommers der nu sidder på hyllegrenen ganske tæt på hvor Brunhilde kæmper sig frem.
Han – allikedrengen – hilser venligt og de taler sammen en stund. Brunhilde kan forstå, at med al den sne, er det vanskeligt  for den store flok af sorte fugle at finde føde og nu undersøger de alle steder hvor der bare er lille chance for at finde noget.
Men Brunhilde kan ikke hjælpe, hun ved ikke hvor der muligvis kan findes føde til alle de der nu sidder i trætoppene – Alliken spørger om der er en mødningsplads i nærheden, men det tror Brunhilde ikke hun har se – for det bruges ikke her på gården. Æbleplantagen da – ja den er der da, men den er tom for æbler kan Brunhilde oplyse. Nå, men så vil vi flyve vider – siger Alligen – Farvel da og god jul –

God jul – hvad er det ?? spørger Brunhilde, jamen det ved du da godt, det er det der snart skal fejres – julen – Det er noget mennesker går meget op i og forbereder i mange uger før dagen – dagen – ja juleaften hvor nissen kommer med gaver – til mennesker altså. Nissen – ja ham den lille fyr med grønt tøj og en rød tophue –
Nå – det er ham jeg har fået et glimt af nogle gange de seneste uger, Siger Brunhilde – kender du ham hr Allike – Nejjjj ikke sådan rigtigt, men jeg har også set ham – hov er det ikke ham der forsvandt ind gennem porten til kostalden ??.
Brunhilde venner sig om og kikker på porten til kostalden, hun kan ikke se nogen, men siger farvel til Alliken og hopper vider fra fodspor til fodspor de sidste par hop, til hun er ved kostaldens port.
Hun smutter ind i kostalden, ah her er dejligt varmt og hun kan høre køerne ligge og tykke drøv – hyggeligt. Men hun er tørstig, så hun søger straks hen til. Vandsøjlen, hopper op på kanten af den og drikker, ah – det er godt nok godt med noget vand, når man har spist meget korn og motioneret i den grad hun har ved at hoppe i sneen.

Da hun har slukket sin tørst, flyver hun op, på først fanggitteret derefter op på hanebjælken og går via et bræt længere ind i stalden, for at finde en god plads at sove på. Hun søger instinktivt længer ind i stalden, for ikke at blive opdaget af fodermestrene, når han kommer og skal aftenfodre.
Der går heller ikke længe, før han kommer. Nu bliver der en større uro blandt køer, kalve og avlstyren, for det er en af to gange på dagen, hvor der sker noget dejligt for dem. De får dagens foder og det er i grunden ikke så galt - smil
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 20 December , 2020, 00:37
Dette er hvad Brunhilde ser på vej op til kostalden - rågerne i trætoppene, flot ik :O/
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 20 December , 2020, 23:41
21. december 2020
Den daglige fodring – denne der skal ske nu er aftenfodringen – er en af højdepunkterne på dagen og for årstiden. Sommeren tilbringer kreaturerne på gårdens eng eller på en eng ved Tadre Mølle. Sidstnævnte sted sendes køer og sidste års kvier på sommergræsning. Tyrekalvene – kaldt drengene – ligeledes fra det forgangne år bliver hjemme, sammen med deres far og et par køer. Foråret går med kælvninger og sommeren med at nyde det frie liv med en mælke drikkende kalv og en græsspisende mor. Et liv som alle sætter pris på – også fluer og myg, men som fodermesteren siger, det er prisen for ikke at gå i en lukket stald på spaltegulv.
Men nu er alle hjemme og nyder at få serveret mad to gange dagligt. Hønsene finder også en vis glæde ved dette, da de dagligt – når ikke der er fugleinfluenza – gennemgår staldens strøelse for spiselige larver mm. Også bag ved kostalden, der hvor halmen til strøelse opbevares, er der gang i skrabning – dvs flytning af halmrester  i timevis hver dag. Fodermesteren undrer sig stadig over, vor aktive hans nye hønseflok er i søgning efter krible krable.
Nu kommer han ind og henter trillebøren for at gå ud og fylde den med wrap af egen avl. Køerne er meget utålmodige med at få maden, de brøler kraftigt, så meget, at det kan høres over en km væk, det ved han, da der er hundelufterer  der har kommenteret det – flere gange - .
Men nu spises der og roen falder over flokken. Brunhilde har aldrig før overværet en fodring og er noget fortumlet over al den larm. Men hun sidder meget stille for ikke at blive opdaget. Endelig går fodermesteren og slutter med at slukke lyset og lukke porten.

Nu fortsætter kreaturerne med at spise det sidste og det giver også en del uro, idet de stærkeste og ældste dyr flytter rundt mellem fang gitterets åbninger i håb om at finde lidt mere godt græswrap. Det er da utroligt, som de dyr kan larme, syntes Brunhilde. Men endelig slutter det og der bliver igen ro og nu ligger dyrene sig ned og begynder at drøv tykke. Den lyd der nu kommer er fra de kalve, der gerne vil være hos deres mor, men ikke rigtig kan finde hende og  som bliver gennet væk af enten andre kalve eller søstre eller kusiner – det er som om familierelationerne ikke har den store betydning i denne dyregruppe.

Bedst som Brunhilde også er ved at falde helt til ro, bliver hun forstyrret af en skygge der flyver forbi hende og som straks kommer retur. Jamen er det ikke – jov det er det, det er vores gode ven uglen, der kommer på besøg. Han lander lige overfor Brunhilde på en tværbjælke og hilser smilende på hende. Hun bliver meget glad for at se ham og spørger straks til fasanerne – de har det da nogenlunde, får hun ud af uglen,  nogenlunde – hvad skal det nu betyde ?. Det skal forstås sådan, siger uglen, at livet er blevet svært for fasanerne, de har svært ved at finde føde, når sneen ligger så højt og dækker næsten alt.
Men heldigvis er de dog i stand til at få lidt mad, da Fru Rå går nede i bøgeskoven og leder efter føde og hun skraber derfor i skovbunden, hvilket gør, at fasanerne kan finde lidt bog – men ikke nok til at blive mætte. Hvis ikke sneen snart forsvinder, må de søge andre steder hen, uglen har fortalt dem, at der – godt nok i den skov de er flygtet fra – findes flere steder, hvor der bliver lagt korn ud – især til fasaner. Så måske flyver fasanerne der hen om få dage. Brunhilde bliver noget beklemt ved denne nyhed, men hvad kan hun gøre – hun kan ikke følge dem, da hun ikke har den samme evne med at kunne flyve. Hun kan højest flyve en 5 – højest 10 m af gangen og det er ikke tilstrækkeligt til at følge fasanerne. Hun bliver trist til mode.

Uglen forsøger at få hende i bedre humør ved at sige, at om ikke andet, at til foråret, når det igen bliver grønt alle vejen og træerne får blade, så vender fasanerne nok tilbage og så kan de igen leve sammen. Det giver Brunhilde nyt mod.

Uglen siger farvel – for han er sulten, og skal ud og spise med fruen – de har aftalt at mødes ved mølledammen, så han flyver ud af stalden igen.
 
Nu er det tid til at sove og dyrene falder til ro og de fleste sover sødeligt og drømmer gode drømme.
Næste morgen – inden morgenfodringen – er Brunhilde fløjet ned og spist noget spilkorn fra halmen der ligger klar til at blive spredt i folden. Hun begiver sig ud af stalden og over til der hvor halmballerne ligger, der er der større chance for at finde korn end her høs køerne.

Sneen ligger stadig højt og det er med nogen besvær, hun kommer over under halvtaget med halmballerne. Her får hun spist lidt og finder ud af, at sne bliver til vand, hvis man tager det i munden og venter lidt. Det er en god opdagelse, for så skal hun ikke hele tiden tilbage til de steder hun ellers er vant til at finde drikkevand.

Hun opdager nu, at hun kan komme nemmer frem inde i folden og ud til engen, da  vejen er blevet farbar fordi køerne går der og de er gode til fjerne sne. Hun går derfor via køernes spor i retningen af engen. Men hun er ikke helt på det rene med, hvad hun vil og hun bevæger sig nu ud i et område, hun ikke har været i før – og hvad skal hun også der ude, alt er dækket med sne, hun skulle heller være blevet i kostalden……….
Men smukt er der, når man ser ind over området med træer, men er det et sted for en lille ensom hønnike ?
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 20 December , 2020, 23:46
Piletræet og granerne hvor Fasanerne og Brunhilde sov sammen, smukt ja, men ikke særlig godt for vore venner i denne julehistorie.
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 22 December , 2020, 00:01
22. december 2020
Brunhilde er drevet af en næsten hysterisk følelse af at være forfulgt, er det sulten der sløre hendes hjerne, så hun ikke kan tænke klart ?. Hun søger i hvert fald væk fra de der giver hende den grimme følelse.

Hun går nogenlunde godt på den sti, som køerne har dannet, under mirabelletræerne som kanter mølledammen. Da hun er cirka halvvejs til urtehaven, slår hun et sving ned af skrænten og ud på isen på mølledammen. Der er et virvar af piletræer som nu er frosset fast i isen, men mængden gør, at der ikke er så meget sne, så det hindre ikke Brunhilde med at krydse dammen.

Da hun kommer ud af pilekrattet, ser hun, at sneen er føget væk, så der er god plads til at fortsætte – det gør hun så og kommer til volden langs åen. Hun kravler op på volden og ser ned på vandet i åen – ah ha der er frisk vand. Hun går ned og drikker.
Nu skal hun vælge – skal hun gå til højre eller venstre ?. Hun vælger at gå til venstre, hvilket vil sige, at hun nu bevæger sig længer og længere væk fra gården, jo mere hun går i den retning. Men det vælger hun altså – uden at vide at hun nu kommer på virkelig ukendt område. Hun er dog ikke opmærksom på at hun går længere og længer væk fra sit hjem og  fra den trykhed det giver, nu kommer hun virkelig ud i den store verden, med hvad det betyder af nye oplevelser og farer.

Efter hun er gået i nogle minutter, ser hun, at der er en naturlig bro over åen, det er en stor poppelstamme der faldt i en storm for nogle år siden. Normalt ville den være blevet fjernet af åmændene der  holder vandløbene rene for planter og træstammer, som kan hindre det frie løb af vandet. Men da den ikke hindre vandet, som følge af der er en vold mod mølledammen hvorpå den ligger og derfor giver en frihøjde på ca 1½ m, ja så har den fået lov til at blive liggende. Det er godt for naturens dyr, da de kan komme tørskoet over åen. Nu benytter Brunhilde den så, til at krydse åen og på den anden side af åen, går hun atter øst over, dvs længere og længere væk fra gården.

Der er faktisk mad for hente langs åen, for vandet bringer æbler fra træer der gror længer oppe af vandløbet. Nu ligger de så her og er friske, da de hele tiden bliver holdt nede temperaturmæssigt, hvilket gør de ikke rådner så hurtigt.
 
Mens hun tager for sig af æblerne, ser hun noget bevæge sig i vandet – hvad er det ?, Der var det igen, det ligner et blad fra et træ der skærer op gennem vandet, der var det igen – hvad er det dog ?. Brunhilde har aldrig set en bækørred før, men det er det det er. Hun kikker meget intenst og der går et lys op for hende, for hvor har hun set noget lignede – rigtigt – i orangeriet, da hun så guldfiskene. De har en rygfinde og det er det hun nu så komme til syne i overfladen af åens vand. Nu hvor hun ser godt efter, ser hun, at der er flere finner samtidigt – altså må der være flere fisk samtidig.
Det Brunhilde ikke kan se er, at det ganske rigtigt er en flok bækørreder, der er søgt op i åen for at finde et godt sted at gyde. Møllegaarden havde for år tilbage et sted, hvor de gydede, men nu er der på den kilometer der skærer jordene på gården – hele tre steder, hvor forholdene er gode, dvs at der er et område med småsten ude i åen, som bækørrederne kan danne en fordybning i, og  hvor æggene kan lægges og så dækkes igen.  Brunhilde overværede altså en gydning, men det ved hun ikke, da hun ikke kan se under vandet og måske ikke heller er interesseret.

Hun fortsætter sin tur ud langs åen og kommer til overgangen – overgangen er et sted hvor der er skabt mulighed for at køerne kan dels drikke og dels gå over åen til græsmarkerne – engene – for at græsse.  Der er elhegn langs begge sider af vandløbet for at kreaturerne ikke skal ødelægge skrænterne og en grund til, for når en ko træder ud i åen, så hvirvles der fint sand – kaldet grit – op, og det er ikke af det gode for gydebankerne. Grittet er så fint, at det – når det når en stenbunke, lægger sig til rette og er der kommer nok grit, ja så kan det skade de små fiskeunders mulighed for at komme fri af stenbunken, da dækket lukker for alt. Fiskeungerne kan ikkekomme fri og dør derfor inden deres liv får begyndt. 
Faktisk skal fodermesteren sørge for, at dyrene ikke går over åen efter egen lyst, de må kun passere åen, når der lukkes op for tråden og lukkes igen, når dyrene er gået over.

Det er ikke et problem nu, for Brunhilde har ikke tænkt sig at krydse åen, hun fortsætter i stedet sin tur. Nu er hun kommet ind under et dække af pil, tjørn og rødel (Alnus glutinosa) det giver yderligere fødeoptag for hende, og hun tager en pause ved at sætte dig op på en gren der ligger på skrænten.
Hvad er det der kommer flyvende der ??
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 23 December , 2020, 00:36
23. december 2020
Det Brunhilde så er en mindre fugl, som lander på en gren der rager ud over åen og nu kan hun se det er en usædvanlig smuk fugl, den glinser i grønt, blå og guld – virkelig smuk.
Hun har aldrig set noget så farverigt – på en fjeret ven. Det er Isfuglen der er kommet på besøg for at spise. Brunhilde sidder helt stille og bevæger kun øjnene og følger den lille smukke fugl. Pludselig springer den på hovedet i vandet – hvad er dog det for noget ?? Begår den selvmord tænker Brunhilde, for hun ved, at en høne skal i hvert fald ikke gå ud i vand, da den ikke kan holde vandet ude fra sine fjer og slet ikke svømme, men det her er jo godt nok ikke en hønsefugl, men alligevel.

Hov der kom den op igen, med en lille fisk i munden – nu har man set det med – det var pokkers, hvordan finder den dog en fisk der nede, ja se det forbliver et mysterium for Brunhilde, for hun var så optaget af at følge Isfuglens vandgang, at hun kom til at flytte sig på grene, hvor hun sidder, det gjorde at den knækkede, så da Isfuglen ser det, flygter den straks og er væk på få sekunder.

Nu har Brunhilde hvilet sig nok, syntes hun, så hun fortsætter sin tur ud af åen. Efter at have passeret et stort sving på åen, kommer hun til landevejen, som åen flyder under via et rør. Da hun når røret, stopper hun, for hun kan ikke komme vider. Hvis hun skal fortsætte turen, så skal hun krydse vejen.

Hun er kommet til landevejen lige i mørkningstimen og det betyder myldretid – og myldretid på denne strækning af vejen er det samme som biler i en lind strøm.
Det våger hun altså ikke – at krydse vejen, så hun krydser i stedet åen og kommer over på den nordlige side af åen, og nu tager hun en beslutning, som skal komme til at betyde forskellen mellem liv og dø for hende.
Hun går nu langs åen i retning af Møllegården – det ved hun bare ikke. På turen hjem, ser hun en mægtig sten ligge lidt neden for skrænten. Umiddelbart virker det underligt, at en så stor sten ligger hvor den nu ligger, men der er en god forklaring – stenen er en ”Flodmålesten” og det betyder, at i forrige, forrige århundrede hvor vandmøllen var aktiv, da havde den en helt bestemt formål. At placere sådanne sten, i ådale. Idet, hvis Brunhilde havde set godt efter, så havde hun set et lille hul, på størrelse med en pegefinger, være placeret – på denne flodmålesten - ca midt på stenen.

Dette hul var målepunktet, forstået således, at når vandet i åen nåede hullet, dvs at vandstanden i åen nåede hullet, så skulle Mølleren åbne sluserne, han havde ved mølledammen, så vandet igen kunne flyde frit og markerne opstrøms, ikke skulle komme til at stå under vand.

Men nu – over 150 år senere og hvor markerne i mellemtiden er blevet drænet, ligger stenen uden kun til erindring om sit engang så vigtige formål. I dag benytter køerne den som kløpind :O).

Da Brunhilde er ca halvvejs fra gården, ser hun em vandslange hvor vandet løber hele tiden, stikke direkte id af skrænten, hun stopper op og kikker med undren på dette fænomen – så vidt hun ved, så må en vandslange ikke løbe hele tiden, det har hun da hørt fodermesteren sige der hjemme, når han vander haven eller vasker bilen, så har hun både set og hørt, at der skal lukkes straks man er færdig.
 
Denne vandslange er dog ikke helt som den hun kender – den – slangen – kommer direkte ud af skræntens side og der er ikke en vandhane bag. Slangen er også anderledes på en anden måde, den er ikke glat, men som om den er lavet af ringe og i mellemrummet mellem ringene er der små huller. Underligt.
Hvis Brunhilde havde haft fodermesteren hos sig, så ville han kunne give hende en naturlig forklaring på denne slanges udseende, for der er tale om en drænslange, som afvander nabomarkerne til Møllegaardens enge.

Nu fortsætter Brunhilde og endelig er hun på kendt område, hun er tilbage ved mølledammen og kan nu igen komme tilbage til kostalden og måske få sig et måltid af korn.
Desværre går hun ikke til venstre – hvilket ville have ført hende til kostalden, nej hun gik modsat og endte derfor ude i urtehaven. Her ligger sneen ikke højt, den ligger MEGET højt, for der er stadig urter tilbage fra sommerens dyrkning af grøntsager.

Hun bliver så forblændet af trangen til at komme ind i stalden, at hun kæmper sig længer og længer ud i urtehaven og ender til sidst i rækken med grønkål. Nu er hun så udaset, at hun ikke har flere kræfter til at fortsætte. Ugers underernæring og mangel på hvile kommer nu op til overfladen. Med de sidste kræfter får hun sig klemt ind under en grønkål, den danner ligesom en parasol og giver lidt læ, for den bidende kolde blæst der nu bløser med nattens komme.

Natten bliver usædvanlig kold og kommer til at koste mange småfugles liv, da de – som Brunhilde – ikke får føde nokm til at kunne gennemleve de mange mørke timer der er til det bliver lyst igen. Brunhilde falder i en bevidstløs søvn, uden at få hovedet ind under vingen. Denne nat kommer hun måske ikke igennem, da kulden kan komme til hende uden hun kan gøre noget for at få det varmere – hun ……..

Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 24 December , 2020, 00:20
24. december 2020
Juleaftensdag står fodermesteren tidlig op, han skal nå meget i dag, før han med god samvittighed kan indtage julemiddagen. Han har helt bestemte ting han altid gør inden juleaften. En af dem er at sikre sig at der ikke står markredskaber uden for laden. Det er for ikke at Jerusalems skomager skal kunne hvile sig på ploven, et gammelt sagn, som fodermesteren også går op i. Han tilser alt fra kælder til loft. Sørger for at alle dyr har det godt især kreaturerne som jo – igen efter et sagn – får mennesketale jule nat. Desværre har han aldrig oplevet dette, men måske han kan holde sig vågen og opleve det engang.

Han koger også risengrød til gårdnissen, som han gerne vil stå godt med, for ikke at blive drillet i det kommende år. Han er helt sikker på, at nissen virkelig eksisterer – for skålen med risengrød som han stiller op på lade loftet, har alle årene været tom, når han har hentet skålen ind igen.

I dag får han morgenmaden tidligt, for at han kan nå alle sine juleforberedelser.

Over på lade loftet sider en lille fyr med grønt tøj og en rød hue og glæder sig til årets middag. Han har boet på denne gård helt fra den blev bygget i 1848 og langt de fleste år, har han juleaften fået risengrød. De seneste 16 gange har den endda haft smørklat og kanelsukker – det er bare det bedste han ved.
I år er gårdnissen blevet påvirket af fodermesterens bekymring for en af hans høns, det er en høne han flere gange har set under sin færden rund på gården og ikke mindst i skovområdet. Han kan forstå, at de sidste dage har hønen ikke vist sig og derfor skabt megen bekymring.

Under morgenmaden holder fodermesteren sig orienteret om hvorledes fodringen af de vilde fugle står til. I dag skal alle fodreautomater fyldes op – så alle kan blive mætte. Han ser også, at musvågen er på besøg – den sidder over i Kastanjetræet og holder øje med hvad og hvem der er i haven i dag. Selv den røde glente er der. Den har fodermesteren sørget for et måltid, den gang ræven ryddede hønsehuset.

 I hønsehuset lå to dræbte høns, som ræven ikke havde hentet. Dem lagde han ud i urtehaven og få dage efter så han de Røde Glenter komme forbi. Han så også at de spiste de udlagte høns. Nu så han dem igen svæve – især over urtehaven. Glenter er især til ådsler – altså døde dyr, så det undrede ham de er så interesseret i gårdens urtehave. Den er jo dækket af sne, så der er der ikke noget at komme efter mente han.

Nu gik han ud for at få gjort alle sine pligter med at sørge for sine dyr. I samme omgang sørger han for at få markredskaber ind i laden. Efter flere timers virke, er han færdig med dagens dont og er tilfreds med, at hans dyr kan spise sig mætte og nyde livet. Han er godt klar over, at julen ikke er noget de går op i, for dem er dagene ens. Deres hverdag går med at spise, drikke og sove. Han fodrede heller ikke, så der er mere til rådighed end normalt, for de fleste dyr kan ikke skelne mellem meget mad og vente med at spise det sidste en anden gang. De æder alt nu og her.

Han ordner hønehuset til sidst, og giver i dag rent hvede, for det er det – udover majs – hønsene bedst kan lide. Efter fodringen, står han lidt og nyder sin hønseflok – og kan ikke lade være med at sende Brunhilde en tanke. Han har nydt stunderne med hende, hvor hun har været om ham med sine dejlige øjne og store tillid, en tillid der var meget større end de andre høns har vist ham. Nu er hun væk, det gør ham faktisk undt, for hvad er der sket hans lille ven ?.

Som det sidste han skal have gjort, er at hente grønkål hjem til både køerne og nogle blade til hønsene, skal der også til. Han tager de langskaftede støvler på og begiver sig ud til urtehaven. Her ser han den Røde Glente lette fra grønkål rækkerne. Nå, mon han skulle være så heldigt, at en af mosegrisene er død, for det var noget han gerne ser ske, de har ædt af kartoflerne, persillerødderne, jordskokkerne og rødbederne. Men så heldig er han vel ikke.

Han begynder at høste grønkål og pludselig ser han at en af stokkene gemmer noget der er brunt og det er ikke visne blade. DET ER BRUNHILDE, der ligger der, han bukker sig ned og tager hende op, for hun flygter ikke, nej det vil være svært for hende, for hun er helt livløs. Nattens kulde har gjort sit,

Fodermesteren tager hende nænsomt op, putter hende ind under sin jakke og lyner op, så hun ligger op af hans varme mave og T-shirt. Herefter går det hjem af. Han kan mærke hun er meget kold, så det er åbenbart sket med hende.
Fodermesterens tanker går langt tilbage i tiden, dengang han boede på sin første gård. Her havde han geder og en dag fandt han et lille kid der var kommet væk fra sin moder og var meget medtaget. Den havde han ligeledes taget ind under jakken og på vej ud til dens mor på marken, havde han pludseligt kunnet mærke dens lille hjerte banke mod sit maveskind. Ak ja, den redede livet.

Det samme skete desværre ikke med Brunhildes lille kolde krop. Han skyndte at fordele grønkålen til sine dyr og gik så over til stuehuset, men først efter han havde været i laden og finde en lille papkasse. Papkassen blev fodret med et gammelt lammeskind og så ind i køkkenet. Kassen blev stillet under trappen op til soveværelset og så lagde han forsigtigt Brunhilde ned i kassen med lammeskindet om sig.
 
Herefter satte han vand over til en kop the, som han gerne drikker efter en kold dag ude. Da vandet kogte blev theén gjort klar og han satte sig, så han kunne se papkassen med Brunhilde.
Hvad var det, lød det ikke som en kradsende lyd fra kassen, han stillede kruset fra sig og lagde sig på kræ ved papkassen. Sandelig om det ikke var fra papkassen lyden var kommet, for nu så han Brunhilde åbne sine øjne og kikkede på ham. En varm følelse gik igennem ham, så var hun altså ikke død, det havde han kun håbet men ikke troet kunne lade sig gøre.
 
Nu gik det stærkt – Brunhilde kom hurtigt til sig selv og begynde endda at komme med små kluk, der viste at hun var glad for at være kommet i gode hænder.
Det sidste hun huskede – inden hun faldt i søvn – var at hun frøs noget så frygteligt og var vanvittigt sulten, men selv om hun kæmpede med søvnen, for hun havde en grim fornemmelse af at det ville ende galet, hvis hun faldt i søvn, men forgæves.

Nu var hun bare taknemmelig for atter at kunne føle varmen i sin lille krop og ikke nok med det, nu komme fodermesteren med en skål med havregryn, hun åd af hjertets lyst – det gjorde godt.
Efter at have spist sig mæt, mente fodermesteren, at det er tid til, at hun skal ud i hønsehuset til sine artsfælder.
Hun kommer atter ind under jakken og sider lunt og godt med hovedet ud over den åbne jakkes øverste kant. fodermesteren tager skålen med risengrød og gryden med de kogte kartoffelskræller og går over i laden.
Først kravler han op af stigen til halmloftet og stiller grødskålen lidt ind på loftet. Brunhilde kan følge med i det helt fra første parket og ser, at over i hjørnet – der hvor to halmballer er stillet i hæs, sidder en lille fyr i grønt tøj og med en rød hat og smiler. Han ser at Brunhilde har fået øje på ham og vinker til hende og med tegnsprog siger ”Glædelig jul og velkommen hjem”. Brunhilde har kun sit hoved fri, så hun klukker og blinker til ham som tak.

Fodermesteren tror hun vil have del i risengrøden og tager lidt på sin finger og tilbyder hende det. Det var ikke derfor hun klukkede, men skit hun spiste med glæde den tilbudte grød.
 
Nu går turen ned at stigen og over til hønsehuset, her åbnedes døren og alle der inde vendt blikket mod døren. Stor var deres forbavselse, det er jo Brunhilde der kommer med fodermesteren.
Hun bliver forsigtigt sat ned på gulvet og står lidt forknyt og kikker frem for sig. Så kommer hendes søskende hen til hende og hun mærker glæden brede sig i hende over at se dem igen. De får hende med op på sovepinden og sætter sig tæt til hinanden og trykker sig lidt ekstra ind til hende, for at vise at de har savnet hende – meget. Så mon ikke Brunhilde bliver gladere for at bo blandt sine egne, der trods alt ikke er så slemme som hun har gået og bildt sig ind.
”Glædelig jul mine kære høns” vi ses i morgen, så er der masser af rester I skal have. Og sådan endte denne lille historie om Brunhilde og livet på Møllegården i december 2020. Det meste er sandt og andet lidt digtning. Vinterbillederne er fra 2010. Tak for du læste med – du ønskes også en glædelig jul og et godt nytår fra fodermesteren (og Brunhilde :O) )
Titel: Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
Indlæg af: Hans-Kurt efter 24 December , 2020, 00:23
Og så julekortet  :)
Titel: Hans-Kurts julefortælling 2021
Indlæg af: Hans-Kurt efter 29 November , 2021, 11:14
Så begynder nedtællingen til årets julefortælling - advar hver som advares skal  ;D ;D ;D