Vi har glædet os virkelig meget til at skrive denne historie!
Karina DJ, Lene Rungsted, Mikkel B. S. og undertegnede har længe talt om at tage en tur til Tyskland for at hente maranæg. Lene var afsted med Jørn sidste år, men fik ikke helt de dyr ud af det, som hun havde håbet på. Og man bliver jo grebet af stemningen, når vi netop i år har fået en spritny maranklub (som vi narturligvis alle er medlemmer af ☺) og det kunne jo være sjovt at bidrage til at få nyt blod og gode dyr til landet!
Vi har desværre (endnu) ikke selv udenlandske kontakter at trække på, så hvis det skulle lykkes, måtte vi have hjælp af Jørn Clevin.
Jørn var straks med på idéen og som altid utrolig hjælpsom!
Han gjorde brug af sine mange kontakter til mange fjerkrævenner i Tyskland og det lykkedes ham at finde nogle avlere, der tilsyneladende havde det vi ledte efter.
Fredag d. 20. april 2012 mødtes vi til aftensmad, hvorefter vi drog mod Sydhavsøerne for at overnatte (vandrehjem i Vordingborg). Vi skulle hente Jørn MEGET tidligt næste morgen og tage med den allerførste færge mod Tyskland. Her ser I en meget forventningsfuld og meget morgentræt maranbande på færgen ☺
Den første avler vi skulle besøge var Norbert Weinberg. Han har store maraner i sort/kobber samt sort/sølv. Han havde mange utrolig flotte dyr. Især stoltheden, en sort/sølv hane, der er ’søn’ af en belgisk champion, gjorde stort indtryk på os.
Heldigt for Mikkel, at det netop var sort/sølv æg, han havde bestilt. Det tegner virkelig godt for avlen af sort/sølv maraner i DK. Mikkel købte ikke mindre end 47 æg af sort/sølv fra Norbert og tøserne købte 30 æg af sort/ kobber til deling.
Norbert var meget interesseret i vores nye danske maranklub og gav os et eksemplar af den tyske maranklubs blad samt nogle skrivelser om maran generelt. Norbert var meget interesseret i vores danske maranklub og et fremtidigt samarbejde. Vi hilste både på konen, en nabo og en fjerkræven; alle fantastisk hjælpsomme og snaksaglige mennesker, så vi fik øvet lidt tysk ☺ Det var utroligt hyggeligt og vi kunne være blevet længe, men vi skulle jo også videre!
Herefter gik turen videre til Potsdam, hvor vi skulle hente Jørn gode fjerkræven, Burchardt Kruger. Han havde etableret en kontakt med Hr. Kasibowski, som har fået blå/kobber godkendt i Tyskland.
Vores forventninger var skyhøje og oh la la… Mange af hans dyr var virkelig flotte! Desværre har vi ikke super gode billeder fra hans sted, for der var ikke så god plads. Men her er et par billeder af nogle af hans ungdyr:
På forhånd havde vi bestilt daggamle kyllinger. Her ses Hr. Kasibowski i arbejdsrummet.
Æggene var den helt store skuffelse fra dette besøg!
Vi ved jo godt, at det er svært at få det hele, når man avler maran. Men mange af æggene er kun en 3’er på farveskalaen, altså netop ok for maran, men ikke det vi gerne vil have. Vi blev dog enige om at tage alle de æg vi kunne få, da mange af dyrene virkelig var flotte. Det med ægfarven må vi klare senere, for vi har da heldigvis selv dyr med god ægfarve.
Det viste sig efterfølgende, at befrugtningen på disse æg var ringe, så i bagklogskabens klare lys er vi ovenud lykkelige over at vi endte med at købe 150(!) æg af ham. Jørn havde heldigvis forhandlet rigtig gode priser til os, så vi vidste på forhånd hvad vi skulle betale for dyr og æg.
Efter dette besøg var klokken efterhånden blevet mange, så vi var MEGET sultne. Vi spiste på en meget smukt beliggende borg i nærheden. Her ses hele ekspeditionen med maven fuld af schnitzel:
Efter en dejlig middag på borgen, sagde vi farvel til Burchardt Kruger, og satte herefter kursen imod André Missbach, som er redaktør af Europas største racefjerkrætidsskrift Geflugel Zeitung, samt racefjekræ dommer, og medlem af det tyske forbund for racefjerkræopdræt.
Andre Missbach har ingen maraner! Til gengæld havde han så meget andet, der kunne friste svage sjæle - det var nok godt, vi ikke kunne blive så længe ;-)
Han opdrætter Sabelpot og cochins samt gamle engelske kamphøns, og er en gammel ven af Jørn. Et venskab, der har rødder helt tilbage fra D.D.R. tiden.
Det havde jo været en lang dag og vi skulle hjem med vores dyrebare last!
Efterskrift:
Alle kyllingerne er nu klækket - med lidt blandede resultater. Generelt gik det rigtig godt med æggene fra Norbert, men ikke helt så godt med æggene fra Kasibowski. Til gengæld havde vi mange af dem, så vi er endt op med en hel del kyllinger:
Sort/sølv: 35 (3 aflivede)
Sort/kobber: 44
Blå/kobber: 25
Splash: 4
Herudover har vi 28 kyllinger, der nu er næsten 5 uger. De er blandet sort kobber og blå kobber.
Vi skal slet ikke få armene ned over, at vi nu har en masse spritnyt avlsmateriale gående, og vi glæder os som små børn til at se hvad de bliver til!
Når denne import sammenholdes med de æg Lene hjemtog fra Tyskland sidste år og med de franske æg, der blev importeret i januar, så tror vi virkelig, der er en god fremtid for maranavlen i DK. Udover disse to seneste store importer, så er der jo også andre, der har fået nyt blod til landet.
Vi arbejder ydmygt videre! Vi håber vi kan forvalte disse dyr på bedste vis og i samarbejde med alle de andre engagerede sjæle i maranklubDK får løften avlen af maran i lille Danmark!