Mine ænder har en indhegning af 90cm kyllingetråd, hvor er er trukket en tråd med strøm langs den øverste kant og en udenfor ca. 5cm over jorden. Vi har aldrig haft problemer med ræven, når strømmen har været tændt. Men en gang da vi havde haft slukket og glemte at tænde - ja da var ræven lige på pletten og snuppede de fleste af ænderne - øv.
De har et lille hus ca. 0,8x1m, som andemor bruger, når hun ruger og mens ællingerne er små. Inde i huset har vi gravet et bildæk ned, så øverste kant er ca 2-3cm over jorden. Den putter vi godt med frisk halm i hver forår og så bruger hun den til at lave rede i. Den SKAL graves ned, da ællingerne ellers ikke kan følge med hende ud og ind af reden.
Derudover er der en låge, som vi åbner, når ællingerne er halvstore så de kan gå på marken sammen med fårene. Hele marken er indhegnet med fårehegn og strøm, så der kommer ræven heller ikke.
De har et nedgravet badekar som bassin. Det fugerer fint, men husk - det skal sikres, at ællingerne kan komme op, da de ellers drukner.
Min erfaring er, at det er nemmest at have 1.1. Så plejer alle æg at klække - i år 13stk. Da vi havde 1.2 blev der rod i reden, da de lagde æg og rugede, så de fleste æg ikke klækkede.
Vi har en ekstra indhegning lige ved siden af, hvor andrikken bliver lukket over, lige inden æggene klækker, da han godt kan være lidt hård ved ællingerne, mens de er små. De bliver lukket sammen igen, når ællingerne er ved at have fjer, da han så ikke gør dem noget mere.