Vi har 4 voksne høns som normalt går frit rundt i haven. Om natten sover de i et 50m2 muret hønsehus.
Nu skal vi så på sommerferie og vi har desværre ikke nogen der bor tæt nok til at vi kan bede dem komme morgen og aften. Mine forældre kommer hver 2-3 dag og skifter vand og mad (de har automater så vandet ikke bliver forurenet).
Nu er jeg så, af anden grund, ved at bygge en hønsegård og jeg overvejer om hønsene skal have adgang til hønsegården i sommerferien eller ej. Jeg tænker med så god plads indendørs, kan de godt gå inde 14 dage, men jeg vil da hellere give dem adgang til at komme ud. Men det betyder jo så at der ikke kan blive lukket for natten.
Hønsegården er lavet med "almindeligt" hønsenet, 2 meter højt, gravet ½ meter vandret ud i folden. Fordi hønsegården ligger i en hestefold, har jeg trukket to strømtråde i 20 og 75 cm højde, 5 cm ude fra hønsenettet. Der er ikke tag.
Det er planen at trække et ekstra "lag" kyllingenet nederst, men det er jeg ikke nået til endnu.
Hvad ville I gøre? Holde dem inde, eller lade lemmen til hønsegården være åben?
Vi har set en ræv 2 gange i de 8 år vi har boet her. Vi har rigtigt mange fasaner i og omkring haven, så jeg tænker at det måske ikke er så attraktivt at bryde ind i hønsegården. På den anden side sover fasanerne jo højt oppe i træerne...