Bitten
Jeg føler med dig.
Jeg var igennem samme tur for ca 3 år siden, hvor jeg måtte lade en 2 år gammel Grand Danois tæve aflive. Og det kom ud af det blå - hun havde levet sammen med en Westie han i næsten 2 år (og 5 katte)uden nogen form for problemer. Men i løbet af ca 14 dage oplevede vi 3 gange at hun pludselig tændte af og var klar til at dræbe Westien. Havde vi ikke grebet håndfast ind er jeg sikker på at den var blevet slået ihjel.
Første udfald kom i forbindelse med fodring, så det tillagde vi egentlig ikke så megen vægt.
Næste udfald kom efter de havde været ude på gårdspladsen. Westien, med et stort ego som sådan nogen har, ville gå først op ad trappen da jeg skulle lukke dem ind. BANG - så sad GD-en i nakken på ham. Ikke så godt, men vi ved ikke om han havde provokeret hende inden vi lukkede dem ind.
Tredje, og sidste, udfald kom fuldstændig umotiveret/uprovokeret. Hundene var i vores nærhed, så vi vidste med sikkerhed at der ikke havde været nogen skærmysler inden udfaldet.
Næste dag blev min elskede tigerstribede GD tæve taget til dyrlægen, og sov kort tid efter stille ind.
Jeg får sgu stadig en klump i halsen og tårer i øjnene når jeg sidder og skriver dette. Det var hårdt. Jeg holdt virkelig af hende, men der var ikke andre løsninger. Hun havde helt klart en brist i hovedet. Så vi turde ikke beholde hende. Tænk hvis hun forgreb sig på et barn/menneske.
Men jeg har GD igen som mange nok husker. Og denne 'blue merle' han er god som dagen er lang, og som GD's er flest.