Om det er avl på helsøskende eller avl på forældre-afkom kan komme ud på et, da slægtskabet mellem forældre- afkom og det gennemsnitlige slægtskab mellem helsøskende er 50 %.
...
Det er ikke det, jeg har hørt.
Efter sigende skulle en god hane (eller høne) sagtens kunne avle med sit eget afkom et par generationer, uden der skete noget ved det. Ved fremavl af nye farver og varieteter kan det være en stor hjælp.
Avl med helbroder på helsøster bør derimod undgås. Det
kan gøres af og til, men gentagen helsøskendeavl gennem generationer vil give den stærkest mulige indavlsdepression.
Man kan sige, at hvis avl er en form for stifinding, kan forældrekrydsning svare til at kredse omkring et bestemt område, onkel/niecekrydsning, bedstemorkrydsning, halvsøskendekrydsning osv. kan svare til at gå lidt den ene vej, lidt den anden vej (med lidt held kan man lære området at kende, men ende hvor man begyndte), mens helsøskendekrydsning svarer til at bevæge sig i en vilkårlig retning uden at se sig tilbage. Pludselig står man et helt andet sted, uden at kunne finde tilbage igen.
Det er svært ikke at bryde en metafor.
Personligt bestræber jeg mig på at bruge forældrekrydsning og halvsøskendekrydsning, med lejlighedsvis (omhyggelig) blodfornyelse. Jeg holder nøje regnskab med, hvis æg jeg ruger ud hvornår, og jeg prøver at nøjes med at avle med de sundeste. På den måde har jeg mere styr over hvad jeg får, end hvis jeg hele tiden skulle skaffe en ny hane, som jeg ikke ved hvordan avler. Omtrent som hvis jeg bare fulgte min GPS ("drej til højre om 500 meter") uden at se på kortet.
I øvrigt siges det, at man hellere skal skaffe blodfornyelse i form af en høne. Hvis hun så kun giver syge kyllinger med fejlfarve, er det i det mindste ikke hele avlen, der er ødelagt.
Det er rigtigt, at ifølge den simple model burde far/datter og bror/søster give det samme. Men kan man regne på det, er det sikkert allerede fejlbelagt.