Jeg bruger altså også atamon til at skylle glassene i inden jeg fylder syltetøj på dem.Jeg anser det ikke for at være så skadeligt endda, da syltetøj vel ikke er noget man bør indtage i rigelige mængder. Atamon er baseret på natriumbenzoat, der er fremstillet syntetisk. Det samme findes i naturlig udgave i tranebær og tyttebær.
Jeg sylter efter den gammeldaws metode med 1 kg sukker til 1kg bær udfra devisen, at kunstigt sukker ikke er af det gode heller.
Hen ad vejen finder man ud af , hvad og hvor meget man har brug for.I år har jeg lavet en del stikkelsbær- og ribsgele og indtil videre syltetøj/marmelade af 15 kg jordbær. 6 store glas solbærmarmelade er det også blevet til, flere er på vej, nu mangler hindbærrene. De resternede ribs tror jeg vil lave saft af, uden at vide om vi i det hele taget har noget at bruge den til.
Syltede græskar og grønne tomater er noget jeg kan lide, men ikke de andre så meget, så det er også udeladt, idet der stadigvæk er flere glas på hylden fra sidste år.Det samme gælder for rødbederne, så i år skal der kun spises bortch, det staves vist ikke sådan, men det smager vidunderligt lavet på en slagtehane/høne.
Græskarrene bliver lavet til græskarsuppe med chili. Der er langt flere end vi kan bruge, men så er der da heldigvis nogle høns der er vilde med dem til den tid.
Tomaterne fryser jeg bare hele og putter dem i div, sammenkogte retter samt laver ketchup og tomatpure, det har vi aldrig for meget af.
Vi er ikke de store saft- eller sodavandsdrikkere, så der er stadigvæk hyldeblomskoncentrat i fryseren fra sidste år, så i år har jeg undladt det.Årsagen er jo nok den famøse frugtyoughurt, som der til gengæld drikkes meget af.
Mine bønner er ikke rigtigt kommet igang endnu, det er vist for koldt, men sidste år høstede jeg et hav af dem, jeg kører dem igennem kødhakkeren og tilsætter dem til det hakkede kød når vi skal have frikadeller eller andet farsmad. Hvis de kommer igang i år skal jeg dog ikke have frosset så mange ned som sidste år.
Kål havde jeg sidste år masser af, grønkålen var hønsene glade for hele vinteren, men jeg tilstår det gider jeg ikke i år. Den evindelige kamp med kålorme er jeg træt af, selvom jeg fik taget livet af dem ved at klippe i bladene hvor de var.Men at vade rundt i tårnhøje snedriver for at plukke den til hønsene er mere end jeg orker.
Jeg har i dag bælget de første ærter af de mange der er på vej, disse bliver også frosset ned og heller ikke her kan vi få for mange.
Hvis der snart kommer lidt tørre lune dage med lidt vind, ja, så er hvidløgene ved at være klar, en afgrøde jeg er utroligt glad for og som vi bruger rigtigt mange af. Sidste års høst passede lige, jeg har stadigvæk en fletning hængende.
Så på med vanten, find ud af hvad der in og yt så man år efter år kan tilrettelægge, hvor meget man skal bruge og lad så fuglene få lidt af goderne også.
VH Gunni.