Tillykke med den lille flok - australorps er en dejlig race.
For nogle individer kan fældningen være en meget hård omgang at komme igennem, hvor de føler sig så trætte og usle, så selv os, der har været hønseejere i mange, mange år, kan have svært ved at se, om h*nen er syg. Jeg kan derfor ikke 100% udelukke, at din hane er syg, men du giver flere oplysninger, der kunne tyde på, at hanen er meget hårdt ramt af sin fældning. Du skriver, at han ser rædsom ud, hvilket tyder på, at han over kort tid har tabt en stor mængde af sin fjerdragt. Produktionen af alle de nye fjer er meget energikrævende og kan dræne en h*ne så meget, at den i en kortere periode nærmest virker apatisk og meget, meget træt. En h*ne, der er i gang med at producere ny fjerdragt, skal være normalt fødesøgende - hvilket din hane også er. Der er brug for meget energi til de nye fjer, så giv masser af grønt og gerne ekstra proteinrigt føde til ham i perioden.
Hold godt øje med hele hans adfærd i den kommende tid og han skal gerne begynde at friske op i løbet af en lille uges tid. Når de nye fjer begynder at bryde igennem huden, plejer den værste træthed at have fortaget sig. Vær opmærksom på, at hanen kan være endog meget øm i sin krop, mens fjerene bryder frem, så løft så lidt som muligt på ham.
Jeg håber, det er fældningen og den nylige flytning, der har sat jeres hane midlertidig ud af spillet, men får han det værre og begynder at miste appetit, må du skrive igen