Nu kan jeg ikke tie stille længere

[ina.....]

Gunni, jeg er helt enig, jeg har også opdrættet racehunde i mange år, og det er jo sådan en slags erhvervskade 
mine orpington er rene, og mine maran er rene, og da jeg havde silker var de rene, men jeg har haft mange hybrider af disse racer, og det ser jeg ikke problemer i, jeg tror de fleste der starter op med en blandingsflok enten bliver ved det, eller overgår til de renracede, eftersom interessen stiger eller falder. så bliver hybriderne givet væk eller slagtet, og der kommer nye hønseholdere til.
Så længe der er nogen der interesserer sig for raceavl, skal det nok gå, og man finder som raceinteresseret   hurtigt ud af hvordan dyrerne virkelig skal se ud, og går efter de avlerer der kan leverer det.
Hønseavl er lidt speciel på det område har jeg erfaret, og her er alle hønsetosser, både de raceorienterede og de mere hyggeorienterede på samme fod, og det er det der gør det så hyggeligt, det ser man aldrig inden for hverken katte eller hundeavl.
Jeg går helt klart ind for racevedlligeholdelse, men har selv høns på hobbyplan.

[Storm-Olsen]

Jeg tror måske også, noget af det handler om opdrætterens eget temperament.

Jeg har ikke et "rigtigt" opdrætter gen. Jeg er faktisk helt ligeglad med, hvad mine høns ligner bare de lægger æg og ser lykkelige ud. Derfor synes jeg alligevel, det er skægt at lave kyllinger. Men for mig er det sjove selve det, at en kylling bliver til. For min mand, somer en opdrætter-sjæl af Guds nåde - har jeg indtryk af, at det sjove er at se, hvad kyllingen bliver til. Bliver den smuk?!

Vil man målrettet avle efter dette eller hint, så kræver det også en eller anden form for stambog eller registrering, vil jeg mene, for ellers har man, pæcis som du siger, Gunni, ikke en dyt tjek på, hvad man har af skjult arvemateriale. De fleste hønseavlere har, er det min erfaring, en eller anden form for "arkiv", om det så bare er skæve noter bag på købmandsbonner!

En af grundene til, at det er så anerledes med høns, er måske også, at høns i den grad er nyttedyr. Dem, der falder uheldigt ud, bliver til suppe
indenfor et år, og så kan man lave 100 kyllinger igen. Det kan man jo ikke med hunde, heste eller katte, fordi det er mere kostbart at lave et kuld og tager længere tid før man ser resultatet. Det tvinger en til en anden grundighed.


Selv synes jeg, det er vidunderligt, at der er nogen, der "gider" raceavlen, for det giver mig en skøn mangfoldighed at vælge imellem, men jeg har ikke selv tålmodighed og selvdisciplin til det. Så må jeg jo betale mig fra det

[Magnus]

Det er meget fint, det I skriver om at føre stambog, men det lader sig lissom ikke gøre, når man har 4 høner at tage æg fra, og alle æggene ligner hinanden.

I år har jeg ikke haft bøvl med det: I min egen flok er der kun fire landhøner, altså kun fire høner, der lagde hvide æg, og kun to af dem lægger æg af nogenlunde ens udseende. Så kunne jeg sortere æggene efter udseende, og så ellers ruge adskilte kuld ud, og skrive mig bag øret, hvad der var hvad.
Jeg kunne sikkert have gjort det samme med nogle af dværgene, men det interesserede mig ikke ligeså meget.
Men hvad med til næste år, når jeg beholder nogle af deres hønekyllinger, alle med den samme far? Kan man ikke regne med, at deres æg ser nogenlunde ens ud?

Den eneste løsning, jeg kan komme på, er at bruge kontrolreder, og det vil jeg nødig udsætte mig selv for, når nu mine høns bor tre kilometer fra, hvor jeg bor, og fire kilometer fra, hvor jeg går i skole.

[Ankerine]

Magnus, der er jo ikke noget galt i at hobby-hønse-avle. Det er der jo nærmest tradition for og det går jo sjældent så galt at resultatet ikke kan spises .
Meeeen, da Lugovets og jeg var i Tyskland efter Araucana-æg havde denne opdrætter bl.a. to "avlsgrupper" på 1 hane og 1 høne. For, som han sagde, at have helt styr på genetikken. Det er jo nok det, man bør gøre hvis man avler efter genotyper. Ja, det tager lang tid og der vil komme en del skuffelser. Men det muliggør en stamtavle. Som tidligere racekatteopdrætter har jeg da også undret mig over den ret (undskyld udtrykket) sløsede omgang med genpuljen hos de "gamle" opdrættere. Ikke desto mindre har mange af dem jo deltaget i fremavlingen af de hønseracer, vi har i dag. Så noget virker jo. Så selv om du bor langt fra dine høns kunne du jo nok godt skille et par fra og vurdere resultatet. Men hvis det ikke er det, du vil, så fortsæt da på gammeldags facon. Det kommer der jo også høns ud af. Man ved så bare ikke lige hvorfor . Hvis andre vil gå "den lange vej" og dermed få mere styr på arveanlæggene, ja så må de jo gøre det. Der må være plads til alle.

[Børge Bech Jensen]

Ja, der kan jo være mange måder at ha' styr på genetikken.
Den med 1 høne og 1 hane kan jo være meget fin, men hvis man evt. skal se forskellighed, kan det jo være godt med en 3-4 høner, fra samme kuld, for så må man jo forvente at hvis der er renavlet, så falder de alle næsten 100% ens ud, det ser man ikke med en enkelt høne.

Såhhh. der er mange måder at lave opdræt på, skal ikke sige noget om, hvilken der er den bedste, det må folk selv finde ud af.

Her er vi jo inde på et område, hvor det til forveksling ligner det med at diskutere opdragelse af ens egen unger, eller søsterens eller lignende, der er ikke noget man kan blive mere uenig om.

[Danny Westh]

Jeg mener at det var Helen (eller en anden) der engang fortalte om en opdrætter der, i avlssæsonen, havde hønerne gående i nogen bure, hver for sig. Så kom hanen (eller hanerne) på skift rundt i burene og gav hønerne et lille put.
Så han havde (også) styr på hvem der var både far og mor til hver enkel kylling.
Om det så er etisk forsvarligt at have hønerne gående alene eller som 1,1 kan jo diskuteres...

Danny

[ina.....]

I grunden er det jo også til dels indbilskhed fra vores side, at vi tror vi kan gøre nogen som helst forskel ud i genetiske finurligheder.

Jeg havde da jeg opdrættede hunde, halvpart på danmarks bedste hanhund to år i træk, og som foruden sit gode udseenede, var helt i top i temperamentet, jeg havde også en prima tæve, og jeg må sige at udseenet ikke var så ringe, men heller ikke perfekt på afkommet, men den indvendige side af hovedet på dem var uden diskusion forfærdeligt, og det skønt forældrene var alt hvad man kunne ønske sig inden for den race, eller i hvert fald meget tæt på, og da jeg i min naivitet tænkte at det måtte bero på noget andet end avelighed, så gjorde vi  kombinationen en gang mere, og det blev det hverken værre eller bedre af.

Hvis det var så nemt så var der mange flere perfekte individer,
vi behøver jo bare se på os selv  Der dukker jo ind i mellem noget op fra en svunden fortid, som ingen egentlig kender til.

Det er en ulig kamp, som vi altid vil tabe, men da der ind i mellen dukker et helt specielt perfekt individ op, ja så bilder vi os ind at vi har udrettet noget stort og fortsætter, så der vil altid være nogle ildsjæle til at pleje raceavl, og heldigvis for det.

[GKV]

Jeg synes lige jeg vil sige, at jeg da slet ikke har det fjerneste imod, at der bliver lavet alle mulige høns rundt om i de små haver. Det er hyggeligt og fint og skulle være enhver forundt at opleve et kuld kylinger og se deres udvikling.

Når jeg taler om stambog, mener jeg heller ikke, at hønsene skal gå indespærret for tid og evighed i småbure med en hane og en høne, det bliver vist for hårdt for hønen, men blot, at man, når man vil lave avlsdyr, gør det i et par uger, hvorefter de får fri igen og kan leve et normalt hønseliv. Det er jo trods alt det vi ønsker for vore dyr.

Derefter er det vel OK, at de dels op i flokke af den pågældende race, eller render frit og laver krydsninger, intet problem for mig.

Hvordan jeg vil arrangere det ved jeg endnu ikke, indtil videre skal de jo mærkes på een eller anden måde, men jeg regner da med at Jørn eller andre er i stand til at vejlede mig hen ad vejen.

VH Gunni.

[Stinne]

Hold fast, en festlig og god diskussion vi har gang i.

Jeg er rigtig glad for det vigtige avlsarbejde der gøres, så racerne holdes adskildt mv., men også dejligt at man kan have lov at have sit hobbyhold som jeg.

Mine høns er alle af samme race, men i flere forskellie/blandede farver. Jeg kunne ikke finde på at sælge dyr som renfarvede og bilde nogen ind at mine dyr er det. Så sælger jeg er det inklusiv evt overraskelsesmomentet og ikke som dyr der kan avles seriøst på.

[Lene Lestat]

Der er mange måder at gøre det på, mange opdrættere bruger faktisk enkelt dyrs parringer eller de har stammer hvor alle høner stammer fra den samme høne. (mor + døtre osv i hver stamme)

Jeg har også besøgt en R.I.R opdrætter som havde lavet stamtræ på alle sine haner lige fra start.

[Magnus]

Jeg ved ikke om nogen af jer har læst Flemming Schiøttes "Det Rimelige Hønsehold."
I denne snakker han om, hvad han anser som en idealflok bestående af femogtyve individer:
1 hane og 3 høner i tredje læggeår
1 hane og 6 høner i andet læggeår
2 haner og 12 høner i første læggeår
Foruden diverse kyllinger.

Den ældste hane er førerhane, og de yngre er der for at gå og holde udkig samtidig med at de bliver præget af den gamle hane til at blive gode flokførere. Hele flokken går i en hønsegård så stor, at de ikke formår at grave den i stykker eller holde den nede, komplet med en stor kvasbunke midt på og en masse buskads og kvas langs kanten af gården.

Umiddelbart lyder det jo som en besværlig flok at avle med, og det forekommer umuligt at holde styr på, hvilke høner man har kyllinger fra, men det problem løser snildt sig selv, hvis de selv får lov at regulere udrugningen.
Gården er så stor, at en høne sagtens kan finde en hyggelig, privat krog at bruge som rede, og når hun så har lagt nok æg, lægger hun sig simpelthen på dem og ruger dem ud.
De yngste høner tillades ikke at ruge, og de bedste fra 2. år får lov at blive et år til.
Ved at man har haner "på prøve" risikerer man ikke en aggressiv hane, eller en på andre måder uegnet til jobbet, og ved at have hønerne et helt år inden de avles på, kan man lettere (omend stadig med besvær: kontrolrede igen) udvælge de bedste æglæggere, de sødeste, de stærkeste osv.
Endelig gør det det også nemmere at avle efter gode skrukhøns.

[løv]

Ved ikke om , det er uforskammet, men hvis man ikke kan lide en races særegenheder, hvorfor vælger man så ikke en anden race? ...altså, jeg spørger bare...
Udover det, er det en megt smukt lavendelfarve 

[Magnus]

Ved ikke, om det er uforskammet, men hvem spørger du til? 

[Ankerine]

Mon ikke "løv" mener Gunni, som jo flere gange har skrevet at hun ikke er så begejstret for araucanaens udseende. Jeg har faktisk også undret mig lidt, men slået mig til tåls med at Gunni nok ser dem som en opdrætsmæssig udfordring. I øvrigt ville jeg ikke selv drømme om at holde høns, jeg ikke kunne lide. Jeg synes at araucanaen er en flot, stramt opbygget, kraftfuld fugl der forekommer i mange flotte farver. Heraf åbenbart kun nogle få anerkendt i Danmark. Og hvis man har hang til ensfarvede høns af "standardfacon" så er der jo den engelske. Lidt for enhver smag......

[GKV]

Nej nu må I stikke mig mine himmelblå Jeg har da ikke sagt nogen steder, at jeg ikke kan lide Araucanernes udseende, jeg er så glad for dem jeg har og håber, at jeg med tiden for skabt en pæn flok.Jeg har ingen intentioner om at forandre dem, det er ikke derfor jeg har købt de engelske.

Til gengæld har jeg sagt, at det nok ikke er en race der vil falde i alles smag, netop p.gr.a dens specielle udseende.

VH Gunni.