Da jeg startede med maran sidste år havde jeg en forventning om en tung rolig høne, ikke ulig brahmaen i adfærd, men der må jeg sige, at jeg er blevet overrasket. Ikke at jeg ikke er glad for mine maraner, jeg er bestemt faldet for dem, men de er meget anderledes end forventet.
Tung race? Ja, men jeg har ikke andre racer, der hopper og flyver så meget, selv ikke mine engelske araucanaer. 1 meter havehegn? "Næh, vi flyver da bare ud, når vi synes græsset er grønnere på den anden side".
Derudover er de også de mest nysgerrige og kvikke af mine høns. De er de hurtigste til at finde ud af nye ting, og er dem, der nemmest løber om hjørner med mig, og finder ud i det fri.
I foråret da mine høns var angrebet af utøj, og jeg skulle ha fanget dem alle for at utøjsbehandle flere gange, var de også dem, der var sværest at få fat på. De andre høns kunne jeg mere eller mindre guide op i et hjørne og samle op, men maranerne fløj bare over hovedet af mig (eller i et par tilfælde lige ind i hovedet af mig med blå mærker til følge).
Selv som helt små kyllinger er maranerne bare overalt, en uge gamle begynder de at flyve op og sidde på fodertårnene og også gerne de laveste pinde. De er også de kyllinger der gerne følger med mor ud i verden hurtigst. Jeg har et kuld i år som består af både brahma og maran hos en EA mor, maranerne følger gerne med mor ud, og så sidder brahmaerne tilbage indenfor og piver.
Hvordan oplever I jeres maraner?