Forum > Hyggesnak
Julefortælling 2021
Hans-Kurt:
1. december 2021
Solen var lige begyndt at kunne skimtes mellem træerne på den anden side af grusvejen, som har et 90 graders sving ved den lille sø der ligger i forbindelse med åén. Den sø som for mange år siden blev anlagt for at opsamle regnvandet fra den lille landsby der ligger kun 500 m derfra.
Måske er sø lige flot nok at betegne vandet for, for det er kun ca 50 x 50 meter stort, så måske vandhul er bedre. Men alligevel – naturen har med årene forsøgt at indtage stedet, sådan som naturen altid reagere når mennesker blander sig og forsøger at skabe noget – i dette tilfælde for at få regnvandet, eller retter det der følger med regnvand fra asfalterede veje ned i kloarkerne, til at stoppe op og bundfælde sig, inden overfladevandet kan fortsætte vider ud i den tilstødende å.
Med store mellemrum kommer der nogle kommunalansatte og oprenser vandhullet. Dette er netop sket i det overståede forår. En stor gravko – placeret ude midt i vandet – havde fjernet dunhammerne, som havde okkuperet hele vandoverfladen. Tilbage er blot nogle få ramponerede dunhammere. De forsøger nu efter bedste evne, at til gro området igen.
Det nu frigivne vand, er indtaget af store mængder andemad-planter og et par Blishøns har ligeledes bosat sig ved bredden og betragter alt vandhullet tilhørende, som deres ejendom.
Et par vildænder har dog med mellemrum opsøgt stedet for at se, om det kunne bruges til opfostring af næste generation. Indtil nu forgæves, da naboerne – Blishønsene – ikke fandt det opportunt.
En næsten daglig gæst er også hr Hejre, han inspicere området for spiselige ting, men forgæves, indtil videre. Men med håbet i mente kommer han ofte og måske en dag – hvem ved, vil også fisk indtage området. Åén er kendt for regnbueørreder og deres slægtninge.
Men lige nu er der kommet en ny indvåner, hun kom midt på sommeren og har slået sig ned – måske for altid. Hende skal vi følge den næste måneds tid. Hun har i den grad indtaget ikke bare vandhullet, men et stort areal omkring samme. Og hun har gjort sig berømt – nogle vil måske sige berygtet – ved sin optræden.
Hun er både kendt af mennesker med små havnebassiner, Grovvare udsalg med store mængder spil korn og sene aftenkører (biler) der passere via området og sidst men ikke mindst af Fodermesteren der bebor en gård på den anden side af vejen, bag ved træerne.
Også på dyrefronten er hun kendt. Området er dagligt besøgt af flere Glente par der er på udkik efter ådsler.
I træerne på den anden side af grusvejen bor - og har gjort det i flere år - et Musvågepar og hertil høres på visse årstider det til stedet hørende Natuglepar.
Fodremesteren har også smerteligt måttet erfare, at Ræven kommer forbi fra tid til anden. Den reducerede kraftigt i hønseflokken ved midsommer.
Så vores lille dame har også en opgave i at passe på ikke at komme noget til, når hun færdes udenfor vandet.
Og hvem er hun så ?, det afsløres i morgen :O)
Hans-Kurt:
2. december 2021
Vores lille ven sidder som hun har gjort mangen en morgen, i skjul af dunhammerne der blev tilbage efter oprydningen i foråret. Hun har stadig søvn i øjnene, men solen kommer mere og mere frem og det vækker hende og får hendes humør til at stige flere grader. Hun er og har været meget ensom, efter hun ankom til vandhullet, efter hun er vokset op et helt andet sted i landet.
Hun voksede op på en større gård, hvor hendes mor og far og mange mostre og tanter lever et frit liv. Frit fordi de ikke er indespærret i store andehuse, som ellers er normalt og hvor der – i hvert fald nogle steder – er indhegninger hvor livet levers skulder ved skulder.
Rigtigt – vores lille ven er af andefamilien – hun er en meget smuk moskusand – næsten hel hvid. Kun fra panden og lidt ned i nakken er der nogle få sorte fjer, som gjorde, at hun kunne skilles ud fra alle de andre i den store flok hun var en del af som helt lille og i de første måneder af hendes liv.
Hendes mor kaldte hende Annabell, for hendes mor har franske aner og ville gerne give hende dette slægtskab med i livet. Fodermesteren har ikke kendskab til dette navn og han har døbt hende – Snehvide –
Som en henvisning til hendes smukke hvide fjerdragt. Der er ikke antydningen af noget der kan nægte hendes hvide farve, da hun dagligt bader og passer sin fjerdragt så den er i tip top form. Kun den sorte stribe på hovedet gør, at hun kan skilles fra de andre ænder i hendes barndomsgård.
I en sen eftermiddagstime kom hun til verden, sammen med sine 21 søskende, jo der er rigtigt, hun har faktisk 21 søskende. Hendes mor havde fundet en gammel halmbunke inde i en tør lade og her forberedte hun sin familieforøgelse. Over flere uger lagde hun troligt et æg og dækkede dem, så de var skjult for omverden. Moderen viste efter bitter erfaring, at der altid er røver til hendes æg. En gang blev hendes rede plyndret af et skadepar som havde slået sig ned i de høje træer der omgiver gården som hun lever på. En anden gang var det en ræv der fjernede mange æg og gjorde, at der ikke blev noget af den redes æg. Hun turde simpelthen ikke ruge af skræk for selv at blive rævens bytte.
Men tilbage til den eftermiddag, hvor Annebell kom til verden. Hun var fra starten en kvik lille and, moslede sig hurtigt frem under moderen for at tage verden i øjesyn. Samme medflere andre søskende, lå hun med hovedet tittende frem ved det moderlige bryst og kikkede med nysgerrige øjne på den omgivende verden.
Hun så at reden var godt gemt inde ved muren og nærmest med et lille halvtag over, som gjorde at reden var godt skjult for nysgerrige øjne. Hun kunne også se, at der måtte være en verden uden for stalden, for der var ligesom et område ude til højre, hvor der trængte et stærkere lys ind i stalden og oplyste et område, som hun ikke kunne se derfra hvor hun lå.
Sent på dagen kom faderen for at besigtige sin børneflok, men det var moderen ikke helt enig med ham om at han skulle. Hun fortalte ham meget bestemt, at han skulle forføje sig og at han godt kunne fortælle de andre familiemedlemmer, at hun nok skulle vise familieforøgelsen frem, når hun fandt det rigtigt.
Nu puttede hun sig så atter ind under de dejlige andedun som giver så dejlig en varme – hvilket vi er mange der har glæde af – som bekendt.
Dagen efter fandt moderen det rigtig at forlade reden og gå ud for at præsentere sit afkom. Hun rejste sig og gik lidt væk fra reden og kaldte på ungerne. Hun talte dem ikke, for regning er ikke hendes bedste kompetence, men sådan er livet i en lille andeflok, man må holde sig til og ikke gå sine egne veje – ikke mens man er helt lille i hvert fald. Det var der søskende til AnneBell der smerteligt måtte erfare, som oftest ved at lade livet.
Men nu tilbage til december måned hvor AnneBell lever et ensomt liv i regnvandsbassinet. Hun strakte sig og rystede kroppen for at få gang i musklerne. Nu skulle det gøre godt med noget morgenmad, men hvad skulle hun vælge ?, Fiskedammen, Spilkornet ved Grovvarebutikken eller andemaden hvor hun boede ?.
Hun valgte at flyve til …..
Hans-Kurt:
3. december 2021
Hun fløj mod syd i retning af det industriområde hvor hun for måneder siden havde fundet et særdeles interessant kunstigt vandhul.
Hun kikkede sig godt omkring, under indflyvningen, for hun havde før været ud for, at fruen i huset holdt øje med hende, når hun landede i haven ved dammen. Hun var godt klar over hun ikke nødvendigvis var særlig velkommen, mere om det senere.
Hun kunne se, at der var fri bane og landede i stene tæt på dammen, men hvad var nu det, der var sket noget siden hun sidst havde været her. Hun kikkede med måben på det der var stillet op. Hvor der før stod en krukke med sommerplanter, var der nu opstillet en – ja hvordan skal det forklares ?. Umiddelbart ligner det et lille nøgent træ. Men det ser ikke ud som de træer hun kender fra området ved regnvand bassinet. Herfra kendte hun godt nogle træer der til forveksling linede dette monstron hun nu havde foran sig. De træer hun tænkte på, var de små Hæg der voksede i hegnet op til grusvejen. De havde også tabt alle blade nu. Men, men dette underlige træ, havde – ud for hver ende af en gren – en – ja var det en vanddråbe – det kunne det godt ligne.
Hun gik nærmere, måske man skulle forsøge at smage på disse vanddråber ?, som sagt så gjort – nej det var ikke vand og det sad åbenbart fast, for det fulgte ikke med, da hun trak i det, så spises kunne det altså ikke.
Selv stammen var uspiselig, den var lige som om den var lavet af papir, det føltes i hvert fald som sådan, da hun fik trukket et stykke løs.
Nå ja, så måtte hun jo se om ikke der var noget spiseligt i vandet. En af hendes ynglings spiser var de dejlige små guldfiskeunger der svømmede rund i store mængder. De var lidt svære at fange, men med lidt hel kunne hun jage dem op i det lave vand der omsluttede dammen og så tage for sig af retterne.
Under vejs til dammen så hun endnu en mærkelig ting være sat i stensætningen. Det var faktisk en stor ting. Hun nærmede sig nytilkomlingen, Det havde åbenbart en forside og en bagside, og det var bagsiden hun først så. Den lignede helt klart en wrap-balle i grønt plast, rund og lagt på siden. Hvad skulle den da her ?, så vidt hun viste, var den fyldt med græs som bl a køerne på Fodermesterens enge satte pris på, hvorfor græsset så skulle pakkes ind, det forstod hun ikke.
Hun gik om på den anden side af ballen – og nu var hun da først forundret, for på den side var der tegnet to store øjne, en næse og en smilende mund. Der var også påsat noget hvidt nederst, der hvor mennesket har en hage. Og på toppen af ballen var der en mægtig tophue i rødt. Jamen hvad skal alt det til for ??. Hun satte sig ned og glemte helt at hun var kommet for at få noget morgenmad.
Nu så hun, at det ikke bare var et træ og en Wrap-balle der var kommet til siden hun var der sidst, Det var også hængt noget ud over de to busbombuske der står langs huset, op af væggen. Og på døren hænger der – er det noget der er knækket af en af buskene i haven ? det ligner det i hvert fald, bare bøjet så det danner en cirkel og så er der placeret noget rødt stof nederst.
Interessant, jeg må se om noget af det er spisbart, tænkte AnneBell og rejste sig og gik hen mod buskene. Hun så ikke at hun blev fulgt inde fra vinduet til køkkenet. Nu tog personen der fulgte hende i døren ud til have og ………
Hans-Kurt:
4, december 2021
Fru Hvash åbnede døren med et kraftigt tag i håndtaget. Nu skal den and altså ha en overhaling igen igen.
Hun var godt træt af at den kom og skabte uorden i hendes dejlige lille dam med de smukke planter og krukker hun brugte så meget af sin sparsomme fritid på.
Hun rev døren til side og skred ud på fliserne der føre over til dammen, så hun kan gå tørskoet der over og undgå snavs på fodtøjet, som jo ville følge med ind i huset når hun atter gik ind. Det gik hun meget op i – ikke at få skidt ind på bagganggulvet. Noget hun har en daglig kamp med mand og unger, om at overholde.
AnnaBell var ikke et øjeblik i tvivl om hvad der var under opsejling, da døren blev åbnet i stor hast. Det var igen den vrede dame der kom for at jage hende væk fra morgenbordet. Hun var egentlig ikke bange for hende, hun havde jo et indgående kendskab til mennesker fra hun var helt lille ælling. Der havde været mange mennesker på den gård hvor hun kom til verden. Gården havde nemlig en gårdbutik der var åben daglig. Det tiltrak også mange børnefamilier, at gården – ud over at sælge af det der blev dyrket i markerne – havde et rigt dyreliv, som bl a indeholdt geder, får og fjerkræ – herunder moskusænder – en andemor med en flok ællinger gjorde altid lykke hos børn.
Så hun så med bedende øjne på damen der nu kom nærmest løbende hen af fliserne mod hende, kunne hun ikke for en gang skyld lade hende få sin morgenmad i ro – men nej hun råbte og huede efter bedste evne og fægtede med armene. Når ja ja da, så flyver jeg herfra – tænkte AnneBell og vendte sig om og fløj af sted.
Så måtte hun finde sin morgen mad et andet sted. Hun skulle ikke flyve ret langt, for Foderstoffen ligger i samme område som huset med dammen, ja faktisk kan man se fra det ene sted til det andet, da det ligger lige på den anden side af vejen.
AnnaBell landede på asfalten, som der er et stort område der er belagt med, ved bygningerne som benyttes til opbevaring og tørring af korn. Her havde hun altid mulighed for at fået et godt mættende måltid, når hun havde brug for det. Det vil sige, det var ved at knibe med mængden af spilkorn, for en af de ansatte på Foderstoffen gik og fejede de sidste rester sammen. Ja det havde faktisk været svært den seneste tid at finde kornet. Men heldigvis var han ikke så omhyggelig med fejningen, der var altid lidt hist og pist. Men AnnaBell var ikke den eneste der brugte spisekammeret ved bygningerne, der var også altid et slæng af Gråspurve der lagde vejen forbi. Ligeledes viste hun, at en del rotter også forsynede sig af kornet. De sidste var vist ikke så velkommen, det havde hun hørt en dag, da to af mænd gik og fyldte nogle metalkasser op med et eller andet, som de sagde kunne slå rotterne ihjel. Du milde himmel, tænkte hun. Hvorfor må de da ikke hjælpe med at fjerne det der er spildt og ikke inde i hallerne, det må da nærmest betragtes som en hjælpende hånd (læs Pote) at vi rydder op efter de der ikke kan læsse kornet ordentligt af. Og hvorfor skulle kornet også læsses af uden for hallerne og ikke inde i dem med det samme – se det tænkte AnneBell meget over.
Nu gik hun sin tur, som oftes fulgte den samme vej hver gang. Hun måtte sande, at der ikke var meget at hente, men da hun så kom over i nærheden af butikken der ligger i en af de lave bygninger i udkanten af pladsen lige ved siden af kornvægten, så hun , at en af damerne som hjælper til i butikken så hende og tog en skål i hånden og gik mod udgangen.
Hvad nu, ville hun også jage hende væk som det lige var sket over på den anden side. Måske ikke, for hun – damen i butikken – gik ikke så raskt til som den anden havde gjort – hun kom faktisk ganske stille ud og hen imod AnnaBell og satte sig på hug og kaldte på hende.
Hvad nu, hvad vil hun mig, tænkte AnnaBell. AnnaBell gik forsigtig frem mod damen – viftede med halen og sendte en vissel lyd ud fra næbet, sådan som moskusænder gør, modsat almindelige ænder, der snadre og rapper i et væk. Hun gik et skridt nærmere og så kom der pludselig …….
Hans-Kurt:
5. december 2021
En bil rundt om hjørnet i en vældig fart. Den bremsede med hvinende hjul og stoppede kun få centimeter fra damen med skålen.
Det blev for meget for AnnaBell hun lettede og skyndte sig væk. Damen rejste sig med et spjæt og tabte skålen hvis indhold røg til alle sider. Hun fik også en stor forskrækkelse over den pludselige ankomst af en bil.
AnneBell havde fået nok for den dag af sine små restauranter i industrikvarteret og fløj hjem til sit regnvands bassin. Hun var stadig meget sulten og gik i gang med at spise noget af andemaden der flød i store mængder på vandoverfladen. Men det mætter altså ikke rigtig noget. Hun gik op på skrænterne og tog lidt græs og nogle skørtidsler, det fylder lige som noget mere.
Hvad var nu det hun hørte ? - en bil komme ?. Det var den Røde Caddy, som hun så ofte havde set køre enten til eller fra gården bag træerne. Men i dag skete der noget nyt. Den stoppede og ud steg Fodermesteren. I hånden havde han et syltetøjsglas med noget i. Han gik over mod regnvandsbassinet og stoppede op ved en beton kant, der er støbt så overskuds vand kan løbe ud i åen.
Nu kaldte han på AnnaBell, som havde gemt sig mellem dunhammerne. Så dryssede han lidt af glasset indhold ud på betonen. AnnaBell reagerede ikke, han kaldte igen, nu kikkede hun og gik i vandet og begyndte at svømme over til stedet hvor han stod.
Han blev ved med at kalde og tale til hende og hun kom nærmere – han er vist ikke så slem, han ser helt tilforladelig ud, syntes hun. Så gik hun i land ikke langt fra ham og nu så hun at det var korn og majs han stod og spredte ud – til hende ?. ja åbenbart. For han fejede det i hvert fald ikke sammen som de andre mænd hun havde mødt når hun spiste korn over ved Foderstoffen.
Hun gik fortroligt nærmere og begyndte at spise, åh det var dejligt at få noget at spise, nu havde hun ikke fået korn af den kvalitet før og slet ikke majs, faktisk kendt hun ikke majs, men da de lå der, måtte de prøves. Ikke dårligt, ikke dårligt, man kan nemlig godt smage når man er en lille moskusand. Det er der ikke mange der tro´er, men det kan man altså.
Mens hun spiste ivrigt af det tildelte, kikkede hun nøje på Fodermesteren, for at se, om han nu også var til at stole på. Hun blev ligeledes studeret af Fodermesteren, Han nød samværet med det lille kræ, der udviste ham den tillid at komme når han kaldte – et tegn på, mente han, at hun havde været hos mennesker en gang – han mindes også sin tid med moskusænder – en tid der lå mange år tilbage. Nu tænkte han på, hvorledes han måske kunne få denne lille smukke moskusand med hjem på gården. Den kunne jo godt gå sammen med – ÅH NEJ. Ikke nu, Fugle influenzaen og de mystiske regler om, at ænder og høns ikke må gå sammen – ikke i samme indhegning i hvert fald.
Men hvad så når det bliver rigtig vinter ?. Så vil hun jo have bedre af at være et sted hvor hun kan blive lukket ind, end sidde her – måske endda med is på vandet – og være udsat for – ja måske en ræv eller en mår.
Han måtte i tænkebox og finde en god løsning.
Her og nu nød de begge samværet. Især kan Fodermesteren ikke stå for det, at AnnaBell vifter med halen og – kan man ikke godt kalde det – sludre på den hyggeligste måde, men sine små hvæs.
Så nu kommer damen der hver dag lufter sin hund – og parkere sin bil oppe på det grønne areal der ligger mellem landsbyen, vejen og regnvandsbassinet. Den kan jo være med til – indirekte at passe på den lille and, men det er jo kun i meget kort tid af et helt døgn, den holder ræven væk. Der må ske noget andet.
Men hvad ??
Navigering
[0] Emneindeks
[#] Næste side