Forum > Hyggesnak
Hans-Kurts julefortælling 2020
Hans-Kurt:
1. december 2020
Det første lysglimt viste sig i hønsehusets eneste vindue. Det var den rigtige sol og ikke fra lyset på Grisen der dagligt kører forbi – som det lille lokalt tog hedder i folkemunde – der gav glimtet. Lyset var mere fremtrædende nu, hvor alle blade på træerne have forladt deres plads på grene og kviste og lagt sig til hvile dels i hønsegården, men så sandelig også på skrænter og mellem frugt træerne. Det havde også gjort, at alle indbyggerne i hønsehuset dagligt kan finde årets sidste krible krable dyr, da disse føler sig sikre under bladene og søger ind under dem. Før bladfaldet skulle der ledes mere intenst.
Hønsegården var ikke så vigtigt for hønseflokken før i tiden, den var noget der skulle passeres fra og til selve hønsehuset. For alle dage blev tilbragt i den store have, ja det er vel næsten en park der er til deres rådighed. Men så kom fugle influenzaen – den ødelagde hverdagen helt og fuldstændig. Fra den ene dag til den anden blev hønsegården til en stor fængselsgård, hvor man dagligt kan blive luftet. Den er forholdsvis stor og var tilgroet af brændenælder – disse blev ribbet for blade i løbet af få dage og nu står de nøgne stilke som en skændsel for en god kraftig plante.
Fodermesteren har gennemgået indhegningen i flere dage. Der er tale om en gammel hegning og derfor lidt mat i sokkerne, flere steder hængte hegnet faretruende lavt. Han fik det rettet op og tilføjet et kyllingetrådhegn øverst, for beboerne i hønsegården er nogle helt andre end dem gården blev bygget til.
Over hele hønsegården er trukket en sort tråd for at holde rovfugle ude, men kan de også holde hønsene på plads ?. Selv om de træer der gror på skrænten ned til indhegningen rækker sine grene ind over gården, helt over til taget på laden, ja så kan man godt betvivle, at det er nok til at holde hønsene inde.
Hvem bor så i denne hønsegård, ja det er noget af en fortælling værd. I flere år havde store buttede høns indtaget området, men en ulykkelig dag da fodermesteren kom ud en morgenstund, var katastrofen sket. ALLE høns undtagen en lille dværghane og nogle få store høns var tilbage – og fru Larsen, som lå og rugede i laden udenfor hønsehuset var stadig i live. Den automatiske hønselåge var der blevet slukket for og det fandt et rovdyr ud af. Årstiden var til yngel i bl a rævegrave – så mange sultne munde skulle mættes – og det blev de så.
Fodermesteren fik de to sidste høns lagt ud til Glenten, så han også kunne få føden et par dage og så gik dagene ellers med at få gang i automatikken igen. Men det var som om strømafbrydelsen havde skabt kuk i systemet. Lågen åbnede når den skulle være lukket og omvendt og hvad resulterede det i – rigtigt de sidste høns blev rævens bytte – undtagen fru Larsen og hendes æg.
Nu skulle så hønsehuset genopstå med høns, hane og kyllinger, men hvad skulle der vælges, se det vil vise sig i næste afsnit af juleeventyret – vi skal hilse på historiens stjerne – Brunhilde født i Nordjylland og opvokset her på Møllegaarden
Hans-Kurt:
2. december 2020
Det var Brunhilde der så lysglimtet, da hun var ved at vågne – hun havde igen haft en urolig nat. Ikke at der skete det helt store mens hun sov, nej der var igen det at hun vågnede flere gange ved at der lød en puslende lyd fra gulvet under sovepindene. En lyd hun åbenbart var den eneste der hørte, for der var ikke andre der viste tegn på at de også var vågne. Lyden kom fra hjørnet hvor der var gnavet et hul i trævægen, så der var fri adgang mellem laden og hønsehuset – hønsehuset er en del af laden og er placeret i hjørnet ud mod haven og med en hønselåge ud mod nord til hønsegården. Det er Fodermesteren der selv har bygget huset – som han er meget stolt af. Det er såmen også et godt hus, god plads – 25m2 og med 9 reder – et aflukke til kyllinger. Så alt skulle være så godt, men der er ikke taget højde for at mus og endda rotter vil kunne få adgang.
Og i den seneste tid, er der natlige besøg – besøg, som gør Brunhilde nervøs. Hun kan nemlig ikke rigtig se hvad der sker og efter de fortællinger hun har fået i løbet af sin barndom på Møllegaarden af Fru Larsen, ja så er det måske ikke så sært.
Fru Larsen er jo den eneste der overlevede massakren og hun hørte kun hvad der skete, hun så det ikke (gudske lov), da hun rugede i en katte-flytte- kasse i en box Fodermesteren havde indrettet til hende og hendes afkom. Fru Larsen er en dejlig trind dame – rund og dejlig med en smuk fjerdragt i mørkebrunt med fine lysere striber på hver fjerende. Dertil har hun fjer op og ned ad sine ben. Hun er fantastisk til at ruge og passer sine børn eksemplarisk. Det bedste ved hende er nok hendes venlige væsen, som de nye beboere i hønsehuset har nyt godt af.
For ud over Brunhildes ankomst til gården, ja så kom er faktisk mange andre. Fodermesteren havde se og besluttet sig for høns som til forveksling liner de høns han husker fra sin barndom i Jylland, Hvide Italienere – høns der er livlige (måske for livlige – som det vil fremgå længere fremme i historien) og så havde han set dyrene i en fold i Mou ved Limfjorden.
En varm sommerdag blev 15 hønniker og 5 daggamle kyllinger hjembragt. De 5 kyllinger var en gave til Fru Larsen, da Fodermesteren havde hørt fra sin ferieafløser, at hendes rugning var resultatløs. Mellem disse 5 kyllinger var Brunhilde. Og hvad skete der så, da Fru Larsen blev præsentere for dem – hun afviste dem, men heldigvis kunne de sættes sammen med 6 dværgkyllinger, som var en uge gammel på det tidspunkt, og her skete sammensætningen gnidningsløst.
Her trådte Brunhilde sine barnesko og det var hun glad for. Hun nød dagene i deres selskab, men det var som om hun ikke rigtigt blev taget med i de forskellige ting den lille flok foretog sig. Ikke at hun direkte blev holdt ude, slet ikke, men sådan rigtig med i legene var hun ikke.
Hun blev meget overvældet, da hendes lille flok blev introduceret til de øvrige beboere i hønsehuset, for hvor var de dog store og meget aktive. Her håbede hun at få en rigtig god veninde til at hænge ud med – det skete desværre ikke.
Fru Larsen afviste godtnok de små, men blev alligevel en slags børnehavepædagog. For hun viste de nye rundt i hele hønsehuset og viste dem også hvor maden var og vandet og så – bedst af alt – når de skulle sove, fortalte hun historier. Historier fra gamle dage hvor hun var en del af en stor blandet flok at hønseracer og med masser af kyllinger.
En aften fortalte hun ……….Fortsættelse følger
Hans-Kurt:
3. december 2020
En tidlig morgen – først på sommeren – fik vi besøg her på gården, vi var som sædvanlig på vores morgentur ude i haven bag huset og der så vi noget røre sig under blomsterdækket i et af de store bede, og ud kom Fru pindsvin med sine 4 små unger – I kan tro de var søde – kaglede fru Larsen – med små søde lyserøde snuder og fine pigge på ryggen. De var ikke helt stolte ved at komme ud til os store høns, men pindsvinemor beroligede dem og sagde, at vi ikke gjorde dem noget.
Jeg foreslog, at vi skulle spise morgenmad sammen og enedes om det. Og så gik vi i gang, vi skrabede mellem stauderne, pindsvinemor flyttede barkstykker med snuden – og hvilket herligt måltid vi der delte – masser af krible krable og når vi mødte en stor snegle med hus og som vi høns ikke kunne spise i en mundfuld, ja så hjalp pindsvinemor med at knuse huset – uhm hvor vi nød det.
Efter at have fyldt os med mad ville vi høns gerne have et støvbad, men der satte Pindsvinemor grænsen og de sagde tak for i dag og gik vider. De ville en tur ned til åen for at drikke. Der har vi ikke rigtig turde gå ned, da det indebærer at man skal ind i skoven – og det vil jeg ikke anbefale Jer at gøre, sagde fru Larsen. Nu skal I sove så fortæller jeg vider i morgen aften. Det udløste en vis mumlen blandt hønnikerne, men alle viste, at fru Larsen nok havde ret og de ville jo nødigt undvære en historie igen.
Dette med aftenshistoriene var gode minder Brunhilde huskede tilbage på, men nu, nu hvor der var gået mange måneder og indespærringen var en realitet, blev hun faktisk trist, for hun havde ikke rigtig nogle venner – de 6 små dværghøns – hun var vokset op med, var såmen søde nok, de plagede hende ikke i det mindste, men de kunne heller ikke udfylde det tomrum hun følte hun besad. Og de andre der nu var voksne alle sammen – ja de tillod heller ikke et venskab med hende. Hun måtte til stadighed flytte sig når de kom. Stod hun endelig ved korntruget og spiste, blev hun altid viftet væk og når Fodermesteren kom med godbidder fra køkkenet eller urtehaven, var det sjældent hun fik andel i det.
Turene rundt i haven og parken var også lidt ensomt for hende, men det skete at hun løb på Tot eller Knold gårdens to hankatte. Tot var et venligt gemyt, men ikke til at komme ind på livet af. Han gik altid sine egen veje – boede mest i overdækningen for halm til gårdens Galloway kvæg og deltog ikke i andre dyrs aktiviteter. Brunhilde havde flere gange forsøgt kontakt med ham, uden held – han undveg hende hele tiden – som om hun ville gøre ham noget. Så var der Knold – han er en helt anden type. Ham er der krudt i. En dag så Brunhilde ham snige sig ind på sine små søskende. Hun betragter nemlig de små, som hendes søskende. Det var over under Lindetræet ved gavlen af stuehusets køkken hun så Knold ligge på lur. Det undrede hende noget, hvis han ville angribe dem, for hun havde set hans store respekt for kyllinger, men det var for dem der gik med Fru Larsen, hun havde nemlig ruget igen og fået tre små dejlige kyllinger og dem havde han ikke spor lyst til at nærme sig, for en skrukhøne med kyllinger er ikke sådan at spøge med – viste han af erfaring.
Men han lå altså der på lur og lige da Brunhilde så han sprang – advarede hun dem med et vældigt skrig og så ………..fortsættelse følger…
Hans-Kurt:
4. december 2020
Instinktivt fløj de små – najjj små og små – de var 4 måneder gamle – øjeblikkeligt op det bedste deres vinger kunne bære og Knold efter. Hans lille hjerte bankede garanteret dobbelt så hurtigt som normalt, nøj hvor var det spændende. Men lige i samme sekund kom Fodermesteren rundt om hjørner og så optrinet som han reagerede omgående på, ved at råbe højt af Knold. Og øv for Knold, for han var helt oppe og køre og umanerlig stolt af, at han endelig kunne forsøge at fange en af de kyllinger han havde gået og set på hele sommeren, men ikke kunnet inddrage i sine lege pga den skrappe fru Larsen. Og hvorfor tog Fodermesteren sådan på vej ?, han ville jo ikke gøre kyllingerne fortræd bare lege med dem og måske være med til at motionere dem en gang i mellem. Fangeleg var nu så befordrende for dels at få rørt sig men også for at styrke jagtevnerne. Men dette argument var vist ikke lige det rette – nu.
Kyllingerne landede et godt stykke fra hvor de var lettet og var noget rystet over oplevelsen, når de tænkte tilbage på hvad fru Larsen havde forklaret sine 3 små i sommers omkring omgang med katte, så forstod de først nu til fulde hvad hun havde sagt. De kunne dog ikke helt greje katte, for Tot syntes de ikke var så frembrusende som Knold, på trods af, de dog havde set Tot med en fugleunge i flaben på et tidspunkt. Så ham skulle de nok også til at passe bedre på, fremover.
Efter denne oplevelse havde flere af de implicerede brug for at sunde sig og heldigvis glemmer man hurtigt, når man er en ung høne og en halvvoksen kylling. Så Brunhilde gik på opdagelse langs græsplanekanten og bedet der strakte sig ned til åen. Skrænten som der reelt var tale om var beplantet med nykketunger af den store og kraftige slags, dem kende hun fra andre steder i den store have, de var både gode og praktiske gode fordi de – under deres store blade sørgede for at jorden forblev tør selv når det regnede kraftigt, og derfor gav mulighed for dejlige støvbade og ja så kunne det også bruges til paraplyer når en regnbyge kom forbi.
Når man sådan går på opdagelse og intens ser på alt det der er omkring en, så kan man godt komme længer væk fra kendte områder end godt er – hun var jo blevet advaret omkring skoven hvor åen løber igennem. Ikke et godt område . der i den grad er beplantet – ikke som en normal have er med blomster og buske i rækker og geled, men et område som i flere årtier har fået lov til at ligge urørt hen. Til stor glæde for de planter, træer, insekter og fugle der lever der.
Brunhilde var kommet et godt stykke ind i skovområdet, da nu kom til et vældet træ, det var ved at gå tilbage til naturen, forstået således, at det gået i opløsning, men her var et vældigt liv af biller, bænkebider og meget mere. Bedst som Brunhilde stod og tog for sig af retterne lande en stor flagspætte på stammen lidt fra hende. Hun kikke op og hilste. ”Hej” sagde spætten, ”nå du er nok kommet langt hjemme fra – var –”. Det havde hun slet ikke lagt mærke til. Hun kikkede op og kunne godt se, at det her sted kendte hun ikke.
Men det gjorde hende nu ikke urolig. Hun svarede spætten ”ja, det er jeg vist – bor du her” Nu udspandt der sig en samtale de to imellem og Brunhilde og hun kunne forstå, at han boede med familien i det kæmpe store egetræ længere fremme af åen. Hun forstod også, at det var et rigtigt godt sted at bo, for der var masser af gode skjulesteder hvis man havde brug for det og også godt med spiselige ting. Hertil kom at det var beboet af mange forskellige dyr. Det var næsten som et højhus i menneskenes verden. Højhus – det viste Brunhilde ikke hvad var, men det lød meget spændende. Der ville hun over – men måske det var bedre af finde hjem nu, lyset var ved at svinde og solen på vej ned. Så hun takkede for samtalen og begav sig på vej hjem.
Pludselig – som hun gik der i sine egne tanker – så hun en skygge på jorden lige forn sig, hun kikkede op og der så hun en ugle komme på lette vinger. Den satte sig i på en gren der var brækket at et træ under en storm sidste vinter og som havde fået lov til at blive liggende, da den ikke generede Fodermesteren.
”Vær hilset” sagde uglen ”i denne del af skoven – hvad laver du”. ”Jeg er på vej hjem, det bliver jo snart mørkt” svarede Brunhilde. ”og du – skal du også snart hjem” spurgte hun. Uglen svarede, at det ikke var tilfældet, den var netop vågnet op fra en lang god dags søvn, Den sover nemlig i dagtimerne når andre er aktive. Det undrede Brunhilde, for når det var mørkt kunne man jo ikke se noget og hvorfor skulle man så være vågen ?. Uglen forklarede hende, at det var nu dens natur og det var den ganske tilfreds med, for så blev den ikke forstyrret af alle andre, når den fløj rundt. Den havde ved et uheld en dag begivet sig ud i dagslys – mest fordi den hele tiden blev forstyrret af en flok unge lømler - unge alliker – og der havde den set et mylder af andre væsner bevæge sig rundt i det område han kun kendte fra nattetimerne. Nej tak, det kunne han sagtens leve foruden.
Nå men Brunhilde luskede hjem, egentlig glad for livet, især når hun var sig selv og kunne gøre helt hvad hun ville, men ved tanken om at skulle ind i hønsehuset – møde de strikse høner – og den megen uro, nej det tiltalte hende ikke rigtigt, men hvad gør en ung uerfaren hønnike når hun er så alene som hun følte sig.
Måske hun skulle flytte hjemme fra – ud i skoven og måske finde et godt sted i egetræet, som hun havde hørt om i dag og som åbenbart var beboet at mange forskellige dyreracer – også uglen boede der, kunne hun forstå. Nå Brunhilde skyndte sig ind i hønsehuset, spiste lidt kort , dark lidt vand og satte sig til rette på sin plads på sovepindene – bagerst naturligvis og med god afstand til de andre. Minder det os om noget – det med afstanden ……
Hans-Kurt:
5. december 2020
Tilbage til december, Brunhilde følte sig ked af det, måske mere trist, for den indespærring hun blev udsat for gik hende meget på. Der var også kommet en krigerisk stemning i hønsehuset, det blev sværere at undgå hak fra de mest dominerende høns i flokken. Der var 14 nye høner, en stor hane og så hendes søskende – 3 stk, for den ene af hendes søskende havde vokset sig stor og stærk og blevet flokkens dominerende hane. Dog først efter han i lang tid hade være holdt nede af hønnikerne – herom senere.
Men nu – er det en tilværelse jeg vil leve i, tænkte Brunhilde, og jo mere hun tænkte over det, jo mere kom hun frem til, at det ville hun ikke. Derfor indledte hun en undersøgelse af, hvorledes hun kunne slippe ud i friheden igen, den frihed, hun nød så meget, hvor hun ikke konstant skulle passe på hvor hun gik og hele tiden undgå de dominerende høner.
Hun gik hegnet systematisk efter, mon ikke der skulle være et sted, hvor det ikke slutter helt til, eller et hul som følge af at det er et ældre hegn – men nej, det er ikke muligt at finde en vej ud – øv øv.
Da dagen gik på hæl hørte hun, at fru Larsen ville fortælle en historie om aftenen, før der skal soves, Det ville hun ikke undværer, men det ændre ikke på, at hun vil forøge at komme ud i haven igen.
Da alle var kommet på pind, gik Fru Larsen i gang. Se det var her i høsten i år, vi var gået en tur over åen via den bro der er ved brændeskuret, at jeg mødte en meget sjældent gæst her på gården, ja så vidt jeg ved er det ikke sket de sidste 50 år. Det var en stor flot stork – en han – som havde slået sig ned på marken hvor der blev høstet frøgræs. Han gik strunk og stolt mellem de græsskår der blev skabt at de to traktorer der stod for skårlægningen og Fodermesteren var tilkaldt, da han var på Tadre Mølle for at tilse noget af sit kvæg.
Jeg gik helt ud til kanten af vores lille skov – siger fru Larsen -, som støder op til marken, Og her hilste jeg på Storken. Vi fik en god sluder om den mad der blev skræmt op af alt den kørsel med traktorerne. Det var et sandt festmåltid vi der havde sammen. Da vi begge var mætte, spurgte jeg hvor han nu skulle hen. Han fortalte, at hvert år på denne årstid forberedte han sig, på en meget lang rejse til et land der ligger meget langt syd for vores gård, så langt, at det tog flere måneder at nå det. Det syntes jeg var meget spændende og spurgte, om der også var græsmarker og bøgetræer som her – Nej sagde han -det var et land hvor regnen sjældent vædede jorden og at planterne var nogle helt andre, der var noget han kaldte Palmer – både med blade på stilke og nogle hvor de var med et blad i hele længden, og bladet kunne godt være meter langt og flot grøn. De havde frugter der blev kaldt bananer – ikke at han havde smagt dem, men de var lidt som de majs kolber I kan se i jeres urtehave. Bare smallere og med helt glat hud. Der er også planter som lugter dejligt krydret, når man smyger sig op af dem.
Og nu skal I bare høre – sagde fru Larsen, jeg tror at det fjerne land har en afdeling her på gården, for ud fra beskrivelserne, så har jeg set med egne øjne, at i det glashus der står ved mølledammen, er planter der svarer til beskrivelsen som storken gav mig.
Kan I huske drivhuset ?, har I ikke set ind af vinduerne til glashuset ?? Jov det var der flere der havde gjort bekendtskab med, men det er ikke så let at se hvad der er der inde. Den ene side er jo fyldt med meter høje Georginer og de andre er noget sløret af alger. Rigtigt siger fru Larsen, men nu får alle en opgave, vi skal alle holde øje med at Fodermesteren glemmer at lukke døren, så vi kan komme ind i huset og se hvad det reelt indeholder.
Brunhilde tænkte, ja, ja men hvad betyder det, at der er et glashus med underlige planter i, når man ikke må komme ud af hønsegården. Dette bekræftede hende blot yderligere i, at hun SKULLE ud, ud i friheden igen.
Da hun var ved at skulle putte hoved under vingen, kom hun til at se hen til vinduet i hønsehuset, hvad var det ? Var der ikke noget der rørte sig uden for vinduet, noget der ikke var særlig stort ? og var det ikke rødt – en hue som hun engang havde set Fodermestren med, bare meget mindre – jo nu så hun ………
Navigering
[0] Emneindeks
[#] Næste side