Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)

Forum > Hyggesnak

<< < (3/5) > >>

Mette Nygaard:
10. December.

Konen har set på Gåsemor, der ikke tør åbne øjnene, hun er rædselslagen da hun opdager hun er kommet i menneskehænder, for hun og Gustav har altid ment at mennesker var det farligste man kunne komme i nærheden af, og selvom hun ved, at manden hvert år i den koldeste tid kommer med foder til trægrænsen, til de der ikke kunne trække sydpå, så mente Gustav alligevel at man skulle holde sig væk fra mennesket selv.
Nu lå den gamle gås og så døden i øjnene på konens køkkenbord, og hun kom i tanke om at hun havde hørt om julegås og svesker og æbler fra de vilde fugle, og nu kneb hun øjnene i, og ventede på kniven.
Konen løfter forsigtigt på den ene vinge og kan se at den gamle gås har nogle store huller i skindet efter at ræven har slæbt hende af sted mellem tænderne, og da konen får set hende nærmere efter, kan hun se årsagen til at Gustav har efterladt hende på markerne ved trægrænsen. Hendes ene ben har en splint siddende dybt i kødet, så foden og benet er hævet helt op under fjerene og der er voldsom infektion i hele benet, og måske er det den der har svækket hende så voldsomt og slet ikke mangel på føde, men hun er kun skind og ben, og end ikke ræven ville have fået meget mad ud af den store ellers så stolte fugl.
Nå min pige, siger konen kærligt, vi må jo starte et sted, så hun pakker det dårlige ben ind i et varmt vådt håndklæde der er skyllet op i meget varmt sæbevand, og så renser hun sårene under vingerne med desinficerende skyllevæske og lader det tørre, og drysser det med penicillinpudder.
Konen har bedt manden om at fyre godt op i komfuret i køkkenet, og nu er der varmt og hyggeligt i køkkenet, der står sukkervand i en skål på bordet, og nu tager konen en lille ske med tud og hælder forsigtigt lidt sukkervand i næbet på gåsen der stadig er bange for hvad der skal ske med hende, men synker og mærker den lune søde væske ned gennem halsen, hun tager imod nogle gange, men kan ikke selv holde sit hoved oppe, og må lade konen støtte sig.
Efter et stykke tid tager konen det varme sæbehåndklæde af, og ser igen på benet, Gåsemor er igen bange for det gør meget ondt, og hun lukker igen øjnene og lader tankerne fare, mens konen tager den store splint ud af benet. Da den slipper benet løber der store mængder tyk betændelse ud og trykket på benet letter med det samme, Gåsemor sukker og sover.

Nu har hønsene hørt den rigtige historie og er blevet rolige igen, da de erfarer at Magnus og Sigurd er dem, der har redet Gåsemor der nu kæmper for sit liv i konens køkken, og Magnus og Sigurd går hver dag til køkkendøren for at høre nyt om den gamle gås, der ikke ser ud til at få det bedre i nævneværdig grad.
Cornelius har hørt fra de vilde fugle at ræven endnu ikke har opdaget at de unge gæs stadig er i skoven ved det væltede træ, og manden kører derop med foder når han og den lille hest er på farten, som regel er Magnus med, og han benytter lejligheden til at markerer sit territorium så ræven ikke glemmer det, hvis han skulle komme forbi.
Magnus og Sigurd er ikke så gode venner for tiden, for Magnus håner Sigurd for ikke at kunne overtale en lille flok unge og uerfarne gæs til at følge sig, men han er godt tilfreds med at gæssene lever deres naturlige liv ved trægrænsen, i stedet for at blive passet som kæledyr i haven, så han går gerne med og ser til de unge fugle og er kommet på talefod med dem, han giver dem gode råd, og han eller Sigurd fortæller dem om plejen af den gamle gås i køkkenet. Selvom de ikke har den ringeste ide om hvad et køkken er, så stoler de på at hun er i gode hænder.

Som dagen skrider frem begynder det at sne, og efterhånden bliver sneen liggende på jorden i et lag der kommer fodspor i hvis man træder på det.
Cornelius elsker at hade sneen, for det første skal han hele dagen høre på Amalies brokkerier over hendes fjer bliver grimme i skørtekanten, og på Skræk og Rædsel der ikke kan finde rundt, mens Kattepels helst holder sig i ro for hun får våd top og kommer til at ligne et vådt egern, og hvis ikke Skræk og Rædsel i forvejen er bange for Kattepels, ja så er de når hun er våd rædselsslagne, og så kan ingen trænge igennem til dem,, ja det skulle da lige være Amalie, når hun helt mister flippen og farer på dem, og så glemmer hun, at hun bliver endnu mere våd i skørterne.
Cornelius selv er for højbenet til at blive våd af sneen endnu, og han er heller ikke så forfængelig at det går ham på hvis det skulle ske, men han er glad for at kunne se alle fodspor i hans have, så han kan holde øje med hvem der kommer og går, og især hvornår.
Og i dag opdagede Cornelius at Nogen havde været over græsplænen og ad flisegangen og rundt om hans hus, og tilbage til stuehuset, og så ud til grantræet, og det kan Cornelius så sidde på sin pind og holde øje med. Cornelius og Nogen var blevet gode venner den jul hvor Cornelius uden at vide det, havde gemt den lille røde hue fordi den havde skræmt livet af hønsene, og det var lige ved at der slet ikke blev jul på landet det år, så nu glæder det Cornelius at se de små fodspor alle vegne, for det betyder at der er gang i juleforberedelserne.

Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
11. December.

Gustav ser da han vågner i en gammel lade næste morgen at det har sneet, det er hundekoldt, så han bliver enig med sig selv om at han vil søge føde nogle timer og så lette hvis vejret holder, men han tænker at det nok bliver meget værre, så måske burde han flyve først og spise senere, men her har han ly og kan gemme sig i en kæmpe bunke hø der ser ud til at have ligget i laden i årevis. Han har sovet godt, men ikke nok, og hans krop mangler føde.
Han er gået ind mellem brædderne i porten, og der er støv og spindelvæv alle vegne, han regner med at det er et helt forladt sted, og det er jo sikkert for ham, men han er nødt til at spise, hvis han vil kunne flyve videre, bare han dog ikke var så træt.
Gustav tager en runde om laden og spiser det grønne der gror helt tæt til brædderne, det er stadig friskt og saftigt, så det er god morgenmad for en gås.
Således fornyet både i krop og sjæl går Gustav på vingerne i klart frostvejr d. 11 December for at komme nordpå til trægrænsen hvor han har sit hjem og sin mage.
I køkkenet hos konen med de ternede sutsko, ligger Gåsemor stadig afkræftet og syg ved komfuret, og konen passer og plejer hendes sår med alt hvad hun kan komme i tanke om af gode ting, den gamle gås kan nu selv drikke sit sukkervand, og hendes sår er ikke så betændte mere, men hun er stadig rigtig dårlig og egentlig venter konen at hun dør for der er ingen gnist i de runde blå øjne.
Konen fortæller hende hver dag om de unge gæs ved trægrænsen, så hun har noget at tænke på, og glæde sig over at de klare sig, og ikke mangler føde, men hun kommer sig ikke, og konen tænker om hun mon ikke VIL komme sig, for der er egentlig ingen god grund til at hun ikke skulle få det bedre lidt hurtigere.
Nu skal du ikke give op gamle pige siger konen med de ternede sutsko bekymret, Du kan blive her ligeså længe du vil, og når Gustav kommer til foråret, kan i gå på trægrænsen hele sommeren og så kan både han og du komme til gården når vinteren falder på, det er vist på tide at lade de unge stærke gæs komme til.
Den gamle gås skæver op til konen med sine runde blå øjne, som om hun forstår hvert eneste ord, men alligevel lukker hun sørgmodigt øjnene og sover, mens hun tænker på trægrænsen i sommerklæder, og lader minderne passere forbi.

Sneen har lagt sig i et tykt lag, så hele haven er pakket ind, i hvidt fint pudder, Manden må ud med kosten, for han ved at Cornelius aldrig får sine høns ud i det, så han fejer en sti fra smuthullet og hele vejen af flisegangen til køkkendøren og over til halvtaget, og så må hønsene nøjes med at gå frem og tilbage af den vej de kender så godt.
Amalie sukker og kommandere alle ud i hælene på Cornelius, der går forrest mod morgenmaden ved køkkendøren, og her kommer konen med de ternede sutsko for at snakke med sine høns og give dem deres morgenguf der i dag består af brød og kogte grøntsager fra aftensmaden.
Når Cornelius, så kom i alligevel ud i dag, det er godt at se dig i godt humør, og jeg kan se, at i kan holde jer tørre når bare i går på stien. Jeg skal love for der er kommet noget sne, mon ikke manden og den lille hest tager kanen i dag, i stedet for at køre med vognen, det er vist bedst.
Magnus aftaler med Sigurd at så længe der er så meget sne, så må han hellere være den der tager sig af de unge gæs ved det væltede træ ved trægrænsen og han skal nu også lige holde øje med om ræven har været på spil. Manden spænder den lille hest for kanen med bjælder på så man kan høre dem komme på lang afstand, og det får de vilde fugle til at samles for at høre hvad der er på færde, de flokkes om fuglebrættet for at se om der er kommet dejlige ting fra konens køkken, og hun har bagt klejner og kølet palminen ned og hældt mange forskellige slags korn i så der er dejlig nærende vintermad nu hvor frost og sne dækker landskabet.
Konen med de ternede sutsko og manden forkæler alle de dyr, der har valgt at bo på og ved det lille sted på landet.

Gustav flyver det meste af dagen, og da han lander på en mark sent på dagen for at finde ly er han så træt at han knap kan holde balancen. Han har set at det er en stor gård, hvor der er mange dyr, så han håber at kunne finde ly for natten og lidt at spise, men da han kommer i nærheden af bygningerne, kommer der store uhyggelige hunde farende efter ham, han flygter over stok og sten, men en af hundene får fat i hans hale og vælter ham så han mister balancen, han snubler og falder og hunden er over ham, men får kun fat i hans ene vinge, Gustav mærker smerten, og får fornyede kræfter, slår med vingerne og bider fra sig.
Hunden bliver så overasket, over at blive ramt lige på snuden af den store gåsevinge, så den slipper sit tag, og Gustav er ikke sen, han går til angreb på hunden der er slået ud af kurs et øjeblik, men ligesom der kommer andre hunde løbene til, kommer Gustav på vingerne, og er væk.
Gustav ved ikke hvor han skal lande for natten og det er meget mørkt nu, han er træt og nu mærker han smerten i sin vinge.
Under ham er der marker, og atter marker, så Gustav tager chancen og lander midt på en stor mark hvor jorden er frossen og hård, han bliver stående hvor han står, og lukker øjnene og sover.

Gåsemor er slet ikke sig selv, hun vil ikke have noget som helst, vådt eller tørt, og hun åbner ikke øjnene mens konen ordner hendes sår der heler pænt, hun venter kun på at blive sat tilbage i sin kasse ved komfuret og sove langt væk fra tid og sted.
Konen er meget bekymret og ser ud mod haven og det store grantræ.

Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
12 december

Sneen falder stadig tungt over trægrænsen ved det lille sted på landet, da det igen bliver morgen.
Manden har fyret op i komfuret og konen har sludret med gåsen mens hun laver morgenmad til sig og manden, gåsemor lytter men reagerer ikke synligt, og om lidt kommer Magnus for at få sin morgenmad og se til hende, og så skal han med manden og hesten til trægrænsen og se til de unge gæs. Magnus har aftalt med hesten at hun skal stoppe ved åen så han kan snakke med Kraka, og manden skal alligevel holde pause og have ild på piben, og han plejer at lade den lille hest bestemme hvornår det er tid.
Magnus ved at når det sner så voldsomt bliver ræven mere sulten fordi det bliver sværere at finde fødeemner, og så vil han helt sikkert opdage at den lille flok stadig er i skoven, og så har han ikke svært ved at finde sig en god middag mellem de ungfugle der efterhånden har godt huld pga. det gode foder manden lægger ud.
Nå! den glæde skal han nu ikke ha’ tænker Magnus, og vil lave en aftale med Kraka og de vilde fugle, så de er flere til at holde øje.
Det er rigtig koldt i dag, og der er isblomster på ruden i hønsehuset så Cornelius dårligt kan se ud til sit grantræ og det er netop lige på denne tid meget vigtigt, for Nogen burde have travlt med julen og alle forberedelserne, men Cornelius har ikke set Nogen endnu, eller talt med Nogen, kun set de små fodspor i sneen, men nu er sneen for dyb så Nogen har svært ved at komme rundt til alle sine gøremål, og Cornelius har ellers tænkt sig at høre, hvad Nogen har lagt af planer så han kan berolige hønsene med at det også bliver jul i år, det lille sted på landet, så han bruger tid på at kæmpe sig vej gennem sneen til roden af det store træ hvor han ved at Nogen har sin bolig.
Amalie tror Cornelius er blevet vanvittig i det snehvide, for hvad i alverden har han dog tænkt sig med at slæbe dem alle gennem det tykke snelag, der hurtigt bliver til vand med frostklumper i fjerene, hun brokker sig højlydt, og får omgående medhold af Skræk og Rædsel, der ikke kan finde vej. Kattepels er blevet hjemme i huset, for hun synes slet ikke det er ude vejr, og da slet ikke da hun ser de alle går mod det store træ, hvor hun en gang sad fast ved roden med det ene ben i Nogens hule, så hun går for en gang skyld på reden for at lægge et æg, selvom det måske er lidt vel sent på året,eller tidligt som man nu ser det, men hun er ligeglad, hun skal ikke med på nogen udflugt i den retning midt i vinterkulden.
Cornelius er ikke i humør til brok, han har mange bekymringer, for Nogen og julen, for vejret og gåsen, og han er ikke helt kommet sig over at både han og hans hus lod sig ryste i stormen, så han sover dårligt om natten, og den lille sorte høne har ikke talt med Sigurd i nogle dage, og det er helt usædvanligt.
Det er faktisk et hårdt og opslidende job at være hane i egen hønsegård, og Cornelius har i flere år end han kan huske, holdt orden på det lille sted på landet, men han ved at konen med de ternede sutsko værdsætter hans arbejde og belønner ham rigeligt, ved at løse de største problemer for ham, især når der sker noget med hans høns, så kan han altid komme til konen eller manden med sine bekymringer, og han er glad for at gåsen som han har hørt meget godt om fra de vilde fugle er kommet ind i køkkenet, for ingen er nogensinde kommet galt af sted i konens køkken.
NU står han og glor ned under roden på det store grantræ, hvor Nogen bor, men det ser ud til at Nogen er taget af sted, for der er friske spor i sneen, og Cornelius kan se at han ikke har grund til at blive urolig for Nogen, for Magnus fodspor er der også, så Nogen er taget med Magnus som så ofte før, måske er de begge med på kanen i dag, så han genner hønsene tilbage gennem sneen til køkkendøren hvor konen med de ternede sutsko står og venter, mens Sigurd går tæt om hendes fødder for at komme ind og se til gåsemor.
Da Sigurd kommer ud fra sit sygebesøg, søger han ud på flisegangen for at mødes med den sorte høne, hun har ventet ham og de følges hen under stuevinduet ved rosenbedet, der skilles de, og den sorte høne går med flokken til hyggetid under halvtaget ved køkkendøren, mens Sigurd sniger sig af sted på mussejagt, den gamle kat synes det er den bedste vintersyssel at fange mus under sneen, han gider ikke slå dem ihjel, men lader dem altid slippe til sidst, undtagen dem han fanger i konens køkken, for det er jo det han får føden for at holde i orden,, og som sådan har de hver i sær deres job det lille sted på landet.
Den lille sorte høne fortæller nu Cornelius og Amalie om gåsen der ikke vil komme sig, og konens bekymring, og om Magnus der tog Nogen med til trægrænsen i kanen for at se til de unge gæs og besøge Kraka.
Nogen har fornemmet at der er problemer med at få julen startet på den rigtige måde, og han søger sine venner, for at høre hvilke forhindringer de mener der er, på det lille sted bag skoven, på den anden side af trægrænsen, og han vil gerne med egne øjne se til den lille flok gæs.
Nogen kender udmærket Gustav og hans mage, og er ked af at Gåsemor nu er i så elendig forfatning, at selv konen er ved at give op, det er helt sikkert aldrig sket, så da de kommer til skillevejen ved åen, holder hesten an og de to gamle venner Magnus og Nogen tager den korteste vej ned mod Krakas gård hvor hun venter, de vilde fugle er kommet i forvejen med budskabet om deres komme, og den store hund står nu klar til at modtage dem. Kraka lover at lægge sin formiddags tur ad trægrænsen til, så hun lige kan se til den lille flok unge gæs, og lade de vilde fugle vide hvis noget er i gærde. Kraka har absolut ingen problemer med at komme omkring i den dybe sne, og hun runder gerne omkring det væltede træ så der bliver nedtrådt ud til de åbne vider, så gæssene frit kan komme omkring, men de ved også at det er tegn til ræven om at der foregår noget, men lugten af Kraka har han stor respekt for, og han ved at hun ikke strejfer omkring om natten, han ved også at det gør til gengæld Magnus, så han kan aldrig vide sig sikker.
Da Magnus og Nogen igen er tilbage på Kanen sætter den lille hest fart på igen, og de køre op til det væltede træ, hvor manden fodre og sludre med gæssene der ikke mere er så frygtsomme, men lægger hovedet på skrå og ser på ham for at forstå.
Da de vender tilbage mod skillevejen mod åen, kan de se Kraka gennemsøge skellet mellem de store marker, mens de vilde fugle krydser over den grå vinterhimmel over markerne på den anden side af trægrænsen.
Nogen og Magnus snakker om hvorfor den store gamle gås ikke kommer sig i konens køkken, for det plejer altid at lykkes for konen at få dyrene på benene igen.
Nogen ved godt at gåsemor tænker på Gustav, og sidder denne aften et øjeblik på sin rod på grantræet og tænker over hvordan det kan gå, hvis ikke juleglæden kan komme til orde dette år, det lille sted på landet.
Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
13. December

Denne morgen er det lyst og klart i luften, det sner ikke, luften er iskold og lydene er skarpe og skingre i den isklare luft.
Gustav er vågnet af sin overtrætte tilstand på den frosne mark, han fryser og hans ene vinge smerter så han slet ikke kan tænke, det eneste der falder ham ind, er at han skal flyve for at komme hjem til trægrænsen, men han har ingen ide om, hvordan han skal komme på vingerne med den skade hunden fik givet ham, og sulten nager ham og gør ham svag, så han lukker øjnene lidt endnu, indtil han høre menneskelyde tæt på, og den lyd giver ham gåsehud i ordets bogstaveligste forstand, det er jægere.
Jægere med en stor hønsehund i snor.
Gustav er for træt, og han kan ikke se klart, men kan fornemme at de kommer nærmere, så han gør et sidste forsøg, på at sætte fart på de store fødder og komme op, og det lykkedes, men nu har jægerne fået øje på ham, og de hæver deres våben og skyder efter ham, det har Gustav prøvet før, og bruger sine kræfter på at lægge sig med siden til, og så vippe over og dykke lidt, og så op op op , og endelig er han fri af kuglerne, det var tæt på, og nu skal han sætte kurs og gå nordover.
Gustav sætter autopiloten til og flyver ud langs kysten hvor det er koldere men mere sikkert at lande for en svømmefugl, så da han ikke kan se nogen fare i omgivelserne og formiddagen er gået, lander han udenfor en lille by hvor der er mange små huse, og han lander lige ved en lille men frossen sø, hvor der holder en flok grågæs til.
Gæssene i den fremmede flok ser på Gustav, med nogen mistro, men da han forklarer sit ærinde, er han velkommen og han bliver vist til fodertrug og vand, Gustav spiser godt og det er dejligt at få vand der ikke er frosset, men da dagen går på hæld, går der panik i ham, for da bliver flokken gennet ind i et lille hus, og DET har Gustav aldrig prøvet før, han ved at det ikke er som det skal være, og han ved han vil blive opdaget, for han ser jo bemærkelsesværdigt anderledes ud en de andre, også Gustav har hørt om julegås og svesker, og nu er han helt sikker på, at han skal sætte alt ind på at komme væk, ligeså snart det bliver lyst, og døren går op. Gustav er mæt, og han bestemmer sig for at få en hel nats søvn i det sikre hus, ingen udefra kommende fare, bare sove, så det gør han selvom hans vinge føles stiv og smerter så han ikke kan holde den ind til kroppen, og så må den hænge Gustav er ligeglad han sover.
På den anden side af trægrænsen går Kraka sin morgentur langs markskellet nogle timer senere, og hun kan udmærket lugte at ræven har været samme sted for kort tid siden, så hun runder om den lille sø der nu er frosset, og går langs med grænsen et stykke og så vender hun ind i skoven, hun vil søge efter den lille flok unggæs, så hun kan rapporterer til Magnus om alt er i orden.
Da hun kommer til det væltede træ, kan hun ikke se nogen gæs, men heller ingen ræv, og hun så dem jo heller ikke ude på åben mark, men sneen er meget hvid og det er svært at skelne de forskellige konturer ud over marken.
Kraka undersøger meget nøje forholdene omkring det væltede træ, og mener ikke det ser ud som om der har været nogen ræv efter de unge gæs, så hun vender igen ud på den anden side af trægrænsen og skuer ud over det store område, men ser intet usædvanligt, så hun traver hjem for at se om der er morgenmad.
Sigurd er meget hjemme i øjeblikket for han har lidt svært ved at komme rundt i den høje sne, og kan kun komme der hvor der er fejet eller hvor sneen er føget op langs hegnene, det samme gælder for Nogen, så de to mødes tit på deres runde, og i dag taler de om at det er lykkedes for Nogen at få rigtig gang i julen, for netop i dag stråler de små lamper i lange rækker fra hønsehusets tag, og fra stalden og huset, hvor konen med de ternede sutsko står ved morgenmaden, og sludre med gåsemor, der med hovedet på skrå ser hvad hun laver, men hun rejser sig ikke, og konen er meget bekymret for den gamle gås, da hun lukker Sigurd ind på morgenbesøg,,,, Det hyggelige lys fra de mange lamper om døren stråler ind i køkkenet over gulvet og hen til den gamle gås der nu alligevel lige skal se hvad det er.
Cornelius er lykkelig, der er igen kommet lys på hans hus, så han og hønsene kan se at komme ind og ud, og selv når de sidder på pinden om natten kan Cornelius se over til det store grantræ, og holde øje med Nogens gøren og laden, og da de mødes på flisegangen takker Cornelius Nogen for det flotte lys der oplyser en del af hans have.
Nogen vinker til ham med huen, og de går hver til sit.
Fortsættelse Følger:

Mette Nygaard:
14. december

Magnus er på vej til den anden side af trægrænsen for at se til sine unggæs, som han ved fra Kraka ikke lige er til at finde på deres sædvanlige område. Han støver omkring og kan heller ikke finde dem, så han lægger vejen om ad rævens hule for at sikre sig at de ikke er blevet ædt, så nu ønsker han at få ræven i tale, så de en gang for alle kan få afgjort ejerskabet til de gæs, som jo gerne skulle gå i Gustavs flok og vokse godt til over den næste sommer, så Magnus føler at det er hans ansvar at holde øje med dem, når nu Sigurd er forhindret i at komme omkring.
Da Magnus når frem til rævens hule, er det svært at være helt lydløs for sneen der stadig falder i hyggelige julemængder knager i den hårde frost. Magnus lure lidt, og så gør’ han, ikke truende bare almindelig gøen.
Der går lidt tid inden ræven kommer gabene til syne ved hulens indgang, han sænker hovedet, og hans øjne lyser i en blanding af foragt og frygt, hvad vil du Magnus, mangler du en gås eller måske to, han snerre hoverende, og Magnus har rejst alle børster på ryggen, og løftet overlæben truende af ræven, hvor er de din kratlusker, hvis du ved det, så vil jeg vide det, de skal have foder så de kan klare sig, og hvis der ikke svinder i foderet, så holder manden op med at kommer med mere, og hvis de dør, kommer både jeg og Gustav og gør regnskabet op. Ræven ser tvivlende på Magnus, og Magnus prøver at læse i rævens ansigt, og det går op for dem begge, at ingen af dem helt præcist ved hvor den lille flok gæs er blevet af.
Cornelius går stolt omkring på den nyfejede flisegang og nyder synet af sit hus med julelys på, og det er hyggeligt at gå rundt i det dystre vinterlys og se at der er oplyst på alle hans ynglings steder.
Gustav har forsøgt at komme fri af den fremmede flok i den lille by ved kysten, men det er ikke lykkedes for ham, de er nu sat bag hegn, og der bliver fodret godt op til flere gange om dagen. Det er Gustav jo glad for, for han trænger meget til at få sul på kroppen, hans vinge piner ham, så det gør ham godt at hvile, men han kan mærke at han skal væk i en fart fra de ellers så hyggelige grågæs, der vist ikke kender deres skæbne og Gustav tager ingen chancer, han vil hjem til trægrænsen inden han ender som julegås langt hjemmefra, men hegnet er højt og det siger lyde, som Gustav har hørt ved Krakas marker hvor kørerne går bag hegn, han har en gang prøvet at nappe i sådan et, og det skal han ikke prøve igen, men vingen kan ikke bære ham over, så han må vente på sin mulighed for at slippe ud når menneskene kommer med foder.
Cornelius er godt tilfreds med tingenes tilstand i øjeblikket, men han kan godt se at der er bekymring omkring den gamle gås ved komfuret, Sigurd er derinde flere gange om dagen, og konen kommer kun ud et øjeblik hver morgen for at sørge for sine høns og så går hun igen ind for at holde øje med gåsemor, der nu har fået helet sit ben, der ikke mere er hævet og ømt, hullerne under vingerne hvor ræven havde fat er også dækket af rene tynde sår, så der er heller ikke noget der, der skulle gøre at gåsen ikke kommer sig, og konen med de ternede sutsko tænker om ræven mon har klemt hende så hun har skadede ribben, for det kan virkelig gøre ondt meget længe, det ved hun fra en jul hvor hun faldt ned fra stigen da hun pudsede vinduerne i stuen så hun og manden kunne sidde ved deres bord og se ud på de gode høns i haven, konen prøvede at trykke lidt på siderne af gåsen, der ikke reagerede på det overhoved. Gåsemor er ikke bange for konen og manden mere, men har åbenbart forstået at konen med de ternede sutsko og hendes mand ville hende det bedste, og hun vidste fra katten Sigurd, at her på gården var alle dyr velkomne til at spise og få ly, og de der var kommet til skade blev passet af de kærligste hænder Sigurd kendte til, og det kunne selv Cornelius tale med om, for han var jo netop som lille kylling blevet passet i kassen ved komfuret, da hans mor var bukket under for kulden på det kolde staldgulv i kampen for at holde sine vinterkyllinger varme, så han er førstehåndsvidne til konens varme kærlige hænder.
Men uanset hvad de siger og gør, så er gåsemor stadig i dårlig forfatning, og selvom hun får den bedste mikstur, som konen koger på komfuret, ja så hjælper det ikke. Sigurd står ved kassen og spørger gåsemor, om der da ikke er lidt bedring, og den gamle gås ser på ham, men det eneste hun siger er, ”hvad skal det nytte, hvad skal det nytte”, og så lukker hun igen sine runde blå øjne. Hov Hov siger Sigurd til hende, da han nu er ved at miste tålmodigheden, hvad med de unge gæs på den anden side af trægrænsen, hvem skal nu lære dem om de fremmede steder, og hvad med Gustav når han kommer tilbage til foråret, han vil da regne med at du er der, nej nej siger gåsen, Gustav ved jeg ikke er der,,,,,, Jamen siger katten mens den stikker halen i vejret i irritation , hvor skulle han vide det fra, han er jo for længst taget afsted fra trægrænsen på den anden side af skoven, ja ja siger gåsen men han og jeg har taget afsked, så han ved jeg ikke er der, og han vil aldrig se efter mig her, for Gustav kommer ikke til menneskene.
Næhh tænker katten, det gør han vel ikke, mens han tænker på at han ikke kunne overtale de unge gæs til komme med ham til gården, netop fordi Gustav havde sagt det, og at han og Magnus blev uvenner over det. Sigurd går ad flisegangen for at tale med den sorte høne, for han mener jo at de alle må gøre deres indsats for at der an blive glæde på gården, og det er en stor forhindring at den gamle gås ikke kommer sig, han må have Cornelius og Nogen og Magnus med på råd, hvad enten Magnus vil eller ej.
Fortsættelse følger:

Navigering

[0] Emneindeks

[#] Næste side

[*] Forrige side