Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum
Rosenbud.dk - Alt i tilbehør til høns Hønsekalender america.png

Nyeste

Forfatter Emne: Hans-Kurts julefortælling 2020  (Læst 5928 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 683
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #30 Dato: 24 December , 2020, 00:20 »
24. december 2020
Juleaftensdag står fodermesteren tidlig op, han skal nå meget i dag, før han med god samvittighed kan indtage julemiddagen. Han har helt bestemte ting han altid gør inden juleaften. En af dem er at sikre sig at der ikke står markredskaber uden for laden. Det er for ikke at Jerusalems skomager skal kunne hvile sig på ploven, et gammelt sagn, som fodermesteren også går op i. Han tilser alt fra kælder til loft. Sørger for at alle dyr har det godt især kreaturerne som jo – igen efter et sagn – får mennesketale jule nat. Desværre har han aldrig oplevet dette, men måske han kan holde sig vågen og opleve det engang.

Han koger også risengrød til gårdnissen, som han gerne vil stå godt med, for ikke at blive drillet i det kommende år. Han er helt sikker på, at nissen virkelig eksisterer – for skålen med risengrød som han stiller op på lade loftet, har alle årene været tom, når han har hentet skålen ind igen.

I dag får han morgenmaden tidligt, for at han kan nå alle sine juleforberedelser.

Over på lade loftet sider en lille fyr med grønt tøj og en rød hue og glæder sig til årets middag. Han har boet på denne gård helt fra den blev bygget i 1848 og langt de fleste år, har han juleaften fået risengrød. De seneste 16 gange har den endda haft smørklat og kanelsukker – det er bare det bedste han ved.
I år er gårdnissen blevet påvirket af fodermesterens bekymring for en af hans høns, det er en høne han flere gange har set under sin færden rund på gården og ikke mindst i skovområdet. Han kan forstå, at de sidste dage har hønen ikke vist sig og derfor skabt megen bekymring.

Under morgenmaden holder fodermesteren sig orienteret om hvorledes fodringen af de vilde fugle står til. I dag skal alle fodreautomater fyldes op – så alle kan blive mætte. Han ser også, at musvågen er på besøg – den sidder over i Kastanjetræet og holder øje med hvad og hvem der er i haven i dag. Selv den røde glente er der. Den har fodermesteren sørget for et måltid, den gang ræven ryddede hønsehuset.

 I hønsehuset lå to dræbte høns, som ræven ikke havde hentet. Dem lagde han ud i urtehaven og få dage efter så han de Røde Glenter komme forbi. Han så også at de spiste de udlagte høns. Nu så han dem igen svæve – især over urtehaven. Glenter er især til ådsler – altså døde dyr, så det undrede ham de er så interesseret i gårdens urtehave. Den er jo dækket af sne, så der er der ikke noget at komme efter mente han.

Nu gik han ud for at få gjort alle sine pligter med at sørge for sine dyr. I samme omgang sørger han for at få markredskaber ind i laden. Efter flere timers virke, er han færdig med dagens dont og er tilfreds med, at hans dyr kan spise sig mætte og nyde livet. Han er godt klar over, at julen ikke er noget de går op i, for dem er dagene ens. Deres hverdag går med at spise, drikke og sove. Han fodrede heller ikke, så der er mere til rådighed end normalt, for de fleste dyr kan ikke skelne mellem meget mad og vente med at spise det sidste en anden gang. De æder alt nu og her.

Han ordner hønehuset til sidst, og giver i dag rent hvede, for det er det – udover majs – hønsene bedst kan lide. Efter fodringen, står han lidt og nyder sin hønseflok – og kan ikke lade være med at sende Brunhilde en tanke. Han har nydt stunderne med hende, hvor hun har været om ham med sine dejlige øjne og store tillid, en tillid der var meget større end de andre høns har vist ham. Nu er hun væk, det gør ham faktisk undt, for hvad er der sket hans lille ven ?.

Som det sidste han skal have gjort, er at hente grønkål hjem til både køerne og nogle blade til hønsene, skal der også til. Han tager de langskaftede støvler på og begiver sig ud til urtehaven. Her ser han den Røde Glente lette fra grønkål rækkerne. Nå, mon han skulle være så heldigt, at en af mosegrisene er død, for det var noget han gerne ser ske, de har ædt af kartoflerne, persillerødderne, jordskokkerne og rødbederne. Men så heldig er han vel ikke.

Han begynder at høste grønkål og pludselig ser han at en af stokkene gemmer noget der er brunt og det er ikke visne blade. DET ER BRUNHILDE, der ligger der, han bukker sig ned og tager hende op, for hun flygter ikke, nej det vil være svært for hende, for hun er helt livløs. Nattens kulde har gjort sit,

Fodermesteren tager hende nænsomt op, putter hende ind under sin jakke og lyner op, så hun ligger op af hans varme mave og T-shirt. Herefter går det hjem af. Han kan mærke hun er meget kold, så det er åbenbart sket med hende.
Fodermesterens tanker går langt tilbage i tiden, dengang han boede på sin første gård. Her havde han geder og en dag fandt han et lille kid der var kommet væk fra sin moder og var meget medtaget. Den havde han ligeledes taget ind under jakken og på vej ud til dens mor på marken, havde han pludseligt kunnet mærke dens lille hjerte banke mod sit maveskind. Ak ja, den redede livet.

Det samme skete desværre ikke med Brunhildes lille kolde krop. Han skyndte at fordele grønkålen til sine dyr og gik så over til stuehuset, men først efter han havde været i laden og finde en lille papkasse. Papkassen blev fodret med et gammelt lammeskind og så ind i køkkenet. Kassen blev stillet under trappen op til soveværelset og så lagde han forsigtigt Brunhilde ned i kassen med lammeskindet om sig.
 
Herefter satte han vand over til en kop the, som han gerne drikker efter en kold dag ude. Da vandet kogte blev theén gjort klar og han satte sig, så han kunne se papkassen med Brunhilde.
Hvad var det, lød det ikke som en kradsende lyd fra kassen, han stillede kruset fra sig og lagde sig på kræ ved papkassen. Sandelig om det ikke var fra papkassen lyden var kommet, for nu så han Brunhilde åbne sine øjne og kikkede på ham. En varm følelse gik igennem ham, så var hun altså ikke død, det havde han kun håbet men ikke troet kunne lade sig gøre.
 
Nu gik det stærkt – Brunhilde kom hurtigt til sig selv og begynde endda at komme med små kluk, der viste at hun var glad for at være kommet i gode hænder.
Det sidste hun huskede – inden hun faldt i søvn – var at hun frøs noget så frygteligt og var vanvittigt sulten, men selv om hun kæmpede med søvnen, for hun havde en grim fornemmelse af at det ville ende galet, hvis hun faldt i søvn, men forgæves.

Nu var hun bare taknemmelig for atter at kunne føle varmen i sin lille krop og ikke nok med det, nu komme fodermesteren med en skål med havregryn, hun åd af hjertets lyst – det gjorde godt.
Efter at have spist sig mæt, mente fodermesteren, at det er tid til, at hun skal ud i hønsehuset til sine artsfælder.
Hun kommer atter ind under jakken og sider lunt og godt med hovedet ud over den åbne jakkes øverste kant. fodermesteren tager skålen med risengrød og gryden med de kogte kartoffelskræller og går over i laden.
Først kravler han op af stigen til halmloftet og stiller grødskålen lidt ind på loftet. Brunhilde kan følge med i det helt fra første parket og ser, at over i hjørnet – der hvor to halmballer er stillet i hæs, sidder en lille fyr i grønt tøj og med en rød hat og smiler. Han ser at Brunhilde har fået øje på ham og vinker til hende og med tegnsprog siger ”Glædelig jul og velkommen hjem”. Brunhilde har kun sit hoved fri, så hun klukker og blinker til ham som tak.

Fodermesteren tror hun vil have del i risengrøden og tager lidt på sin finger og tilbyder hende det. Det var ikke derfor hun klukkede, men skit hun spiste med glæde den tilbudte grød.
 
Nu går turen ned at stigen og over til hønsehuset, her åbnedes døren og alle der inde vendt blikket mod døren. Stor var deres forbavselse, det er jo Brunhilde der kommer med fodermesteren.
Hun bliver forsigtigt sat ned på gulvet og står lidt forknyt og kikker frem for sig. Så kommer hendes søskende hen til hende og hun mærker glæden brede sig i hende over at se dem igen. De får hende med op på sovepinden og sætter sig tæt til hinanden og trykker sig lidt ekstra ind til hende, for at vise at de har savnet hende – meget. Så mon ikke Brunhilde bliver gladere for at bo blandt sine egne, der trods alt ikke er så slemme som hun har gået og bildt sig ind.
”Glædelig jul mine kære høns” vi ses i morgen, så er der masser af rester I skal have. Og sådan endte denne lille historie om Brunhilde og livet på Møllegården i december 2020. Det meste er sandt og andet lidt digtning. Vinterbillederne er fra 2010. Tak for du læste med – du ønskes også en glædelig jul og et godt nytår fra fodermesteren (og Brunhilde :O) )
« Senest Redigeret: 24 December , 2020, 00:39 Fra Hans-Kurt »

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 683
Sv: Hans-Kurts julefortælling 2020
« Svar #31 Dato: 24 December , 2020, 00:23 »
Og så julekortet  :)