Jeg er altså heller ikke den store fan af at avle alt for beslægtede dyr sammen. Ikke at jeg egentligt er særlig uenig med mange af de synspunkter som er kommet frem her. For er der noget du får ved at avle på nært beslægtede individer, så er det ensartede dyr. Og som du kan høre af diverse indlæg, så vil indavl på dårlige dyr give dårlige dyr og omvendt.
Problemet er vel egentligt langt hen ad vejen at finde beslægtede dyr, som kun indeholder "gode" gener hvadenten vi taler om udseende, produktion, sundhed, temperament osv.. Derfor vil man næsten med garanti komme til at opformere nogle dårlige gener samtidig med at man opformerer de gode gener ved denne type avl. Sjældent ved man vel helt, hvilke gener, man får opformeret, og derfor går det også nogle gange bedre end andre.
For mig at se, så er en anden grund til, at man inden for fjerkræavl er mindre påpasselige med indavl (her tales om hobbydyr) er, at hvis vi ser på populationen som helhed, så er der nok en ganske stor del af genpuljen bevaret. Sikkert er mange af de små flokke rundt omkring ret indavlede, men begynder man at rende ind i problemer med en egenskab, så er det muligt at finde "frisk" blod ude i landet, og dermed få stammen ind på ret kurs igen.
En anden bagside af medaljen ved de meget ensartede dyr er, at det er ret svært at lave avlsfremgang, hvis alle dyr mere eller mindre indeholder de samme gener. Lidt billedligt talt, så svarer det vel næsten til at bygge med én slags legoklodser. Har man nu flere forskellige slags klodser, så er det nemmere at bygge noget nyt, hvilket skal forstås som det giver mere potentiale for at skabe avlsfremgang.
Men står valget mellem at tage en mindre beslægtet hane/høne af betydeligt dårligere kvalitet ind i sin flok, så er det, at man skal overveje, om de gener, som dyret kan tilføre er nogle, man reelt er interesseret i
Der er jo ingen, som har sagt det skulle være nemt
Jeg tror dog ikke, for at summe lidt sammen, at der sker den store katastrofe ved ind imellem at avle på beslægtede individer hos vores hobbyhøs. Men gør vi det for meget, risikerer vi at få for mange dårlige ting med i købet. Og som der også er nævt, så er det typisk egenskaber som sundhed og overlevelsesevne, som hurtigst påvirkes af indavl. Så hvis dine kyllinger begynder at få sværere og sværere ved at klække, så er det nok på høje tid at få fundet nyt blod.