Tak for alle tre svar; de er værdsatte.
Vi tager ikke på ferie om vinteren, og er fuldt ud indstillede på at kigge til ham hver dag i kuldeperioden. Det er ret nemt at aflæse, hvornår han er mere sulten end sædvanligt, så løber han hurtigere mod en, og kommer tættere på end sædvanligt.
Vi har købt hus, og det er en helt fantastisk beliggenhed - på 'landet' i byen. Vi flytter ikke, før vi bliver båret ud. Hvis andrikken lever så længe, så skal vi nok sørge for, at han kommer et andet sted hen først.
Jeg har læst Dyreværnsloven, og kan stå inde for at der er taget hensyn til hans trivsel iflg. § 1-3.
Jeg har prøvet at overveje mange forhold. Så længe andrikken er rask og i god foderstand, så er det sikrere for ham ved søen end at lejlighedsvis gå frit i dagslys i vores have.
I søen er anlagt en fugleø i midten, og de bor mange arter, som kan advare mod ræven. Vi bor direkte op til en lund med rævegrav, hvorimod søen ligger midt i et stor, parklignende ådal, hvor ræven ikke vover sig ud i dagslys.
Hvis andrikken bliver syg eller skadet, vil vi tage ham hjem til aflivning, men mest sandsynligt vil ræven (nat) eller en af de store hunde (ikke alle holder hundene i snor om dagen) tage ham på mindre end tolv timer. For mig at se, er den største fare for ham, at han risikerer at ende på julebordet, hvilket jeg har det OK med, hvis han bliver aflivet ordentligt. Det er vel de færreste mennesker, som kan finde på at fange en and nede ved søen og selv slagte den, hvis de aldrig har prøvet det før?
Hvis jeg vælger at tage ham hjem til 'passende selskab' som foreslået, hvad er det så? Er det to store ællinger (andrikker), som jeg selv foreslår? Hvordan hjælper man til at det foregår i fordragelighed?
Der var dog
ingen tvivl om, at han foretrak livet i søen frem for hos mig, da han blev sat fri efter opfedning i vinter. Han svømmede helt over på den anden side af søen, så snart han kom ud af transportkassen - og dykkede og baskede med vingerne i laaang tid
I kassen var han helt balstyrisk efter at komme ud, så snart han kunne lugte vandet. En 90 liters murerbalje med frisk postevand kan ikke konkurrere med en sø.
Min tvivl har gået på, om det er nok at være 'næsten' som de andre. Han har gråænder omkring sig, og væsentligt tættere end sidste år, men han er stadig lidt mere alene end de andre.
Det er dog meget, han skal undvære, hvis jeg tager ham hjem til to unge andrikker. Der er desuden en betydelig sandsynlighed for, at de alle tre flytter ned til søen sammen.
Jeg lader ham foreløbigt blive, hvor han er, og henter ham ind i ly til opfedning, hvis han begynder at skrante. Pt. er han i god foderstand, upåklagelig fjerdragt og rene, klare øjne, frisk og hurtig - og jeg har lige bestilt foder hjem til ham, så han kan komme i gang med vinterfodringen snart.
Den allerbedste løsning ville måske være, at han fik sine egne, dejlige damer til foråret et sted langt ude på landet med sin egen sø?
Hans liv er nu ikke så ringe endda, som det er nu. Han er accepteret i flokken af gråænder - måske ikke som kernemedlem, men som et medlem. Han er de flestes menneskers yndlingsand og får mange hundegodbidder i løbet af ugen
Det var absolut ikke planen, at det skulle ende sådan, men vi fandt ham først igen, da han allerede havde levet det frie liv i søen et halvt år.
Mvh
Henningsdatter