Lille Gerda vågnede tidligt i skumringen næste morgen, helt tummelumsk oven på gårdagens begivenheder.
Det store brag og revnerne i muren, som Tinnitus resten af dagen havde patruljeret foran og inspiceret i alle krinkelkroge for at finde ud af, hvordan de bedst muligt kunne få flere solstråler ind i hønsehuset ad den vej.
Men Tinnitus var ikke en handlingens hane. Han var en modig og stolt flokfører, men beslutninger var ikke hans stærke side. Dem plejede Hulda jo at tage sig af. Men hvad var det dog med Hulda? Fra at have været fyr og flamme og næsten lidt irriterende sad hun nu bare der på sin pind med lukkede øjne og oppustet fjerdragt og lagde våde klatter, og Konen i Termokedeldragten havde slet ikke opdaget det endnu, sikkert på grund af chokket over det pludselige brag.
Men det havde Gamle Oda, havde Gerda set. Gamle Oda, der ellers mest passede sig selv og sin fjerdragt eller fortalte historier fra gamle dage, blandt andet om Den Onde Tid for længe siden som nu så ud til at være vendt tilbage; Gamle Oda der som regel gik sine egne veje og tilbragte meget tid i stille væren under bærbuskene i hønsegården, det eneste sted hun mente hun kunne være lidt i fred for ungdommen nu til dags og deres pjank med æg og kyllinger... Den Gamle Oda havde Gerda set flere gange stirre bekymret på Hulda og endda sætte sig hen siden af Hulda og forsigtigt trække hende i halsfjererne. Men hver gang havde Hulda bare vendt hovedet væk og pustet sig endnu mere op.
Gerda hoppede ned fra fra sit lysarmatur og op på den pind, hvor Oda sad og sov helt alene.
"Du, Oda..." hviskede hun. Oda kiggede morgengnavent ud af øjenkrogen.
"Hvis det er ham Hubert igen, så gider jeg ikke høre mere - jeg har jo fortalt, hvordan du skal lægge dig på knæ med rumpen til ham, hvis du vil have hans opmærksomhed", snerrede Oda.
"Nej, det er ikke det, Oda - det er Hulda. Hvad er det med Hulda? Er hun syg? Er det Det Onde der er ved at gøre det af med hende? Bliver vi så alle syge?
Og hvorfor gør Konen med Termokedeldragten ikke noget", gøs Lille Gerda.
"...åh Hulda, ja... det er ikke så godt med hende. Jeg har set det før, faktisk flere gange, når der har været uro i flokken", svarede Oda nu mere venlig ved synet af den lille bekymrede Gerda, "og bare rolig, det er ikke alvorligt, men vi skal have Konen i Termokedeldragten til at tage sig af Hulda - vil du hjælpe mig?"
DET ville Lille Gerda gerne! Oh, at stå i lære hos den gamle høne og suge til sig af hendes erfaringer, det var lige noget for et kvikt hovede som Gerdas.
Da Konen i Termokedeldragten lidt senere kantede sig ind i hønsehuset, fik hun et chok. Under den ene siddepind lå Gamle Oda og unge Gerda helt stille i hver dagens underlige, kæntrede stilling. "Årh nej, Oda - så gammel var du da heller ikke! Og så Gerda... Pokker tage Fødevarestyrelsen og deres dumme regler, det tager livet af mine høns!!!" Hun for hen for at tage dem begge i sine arme, men netop som hun bukkede sig ned, rullede de begge om på den anden side og gnubbede de beskidte spåner godt ind fjerdragten. "Ej, der fik i mig", grinede Konen i Termekedeldragten, "jeg troede lige... Og så er I bare igang med weekend-badet. Men piger, det er da ikke stedet at gøre det - I plejer jo at gå ud under... Nå nej...", Konen i Termokedeldragten standsede midt i sætningen, da det gik op for hende, at hendes høns ikke længere kunne gå ud og støvbade under solbærbusken i hønsegården. Hun rettede sig op og kløede sig i panden - hvorpå hendes blik faldt på Hulda, de oppustede fjer og den våde plet under hende: "Åhr for pokker! Det burde jeg have forudset..."
Hun tog Hulda under armen og gik hen til det lille skab ved døren. Gerda strakte hals og gjorde store øjne: Hun havde hørt om HønseApoteket, men havde endnu til gode at se det i brug - Gamle Oda sagde altid, at hvis HønseApoteket blev åbnet før Kyndelmisse blev det en lang vinter. Og der var jo endnu laaaang tid til Kyndelmisse, efter hvad Gerda havde forstået.
De andre høns var nu også stoppet op midt i deres morgenritualer og stirrede nu alle på Konen i Termokedeldragten, der åbnede en lille dåse og tog noget der lignede to grønne larver og smed ned i næbbet på Hulda, der nu var vågnet lidt op til dåd og brokkede sig. "Brok er godt", hviskede Gamle Oda til Gerda. Hulda blev sat ned på gulvet igen og gik straks hen til vandtårnet for at skylle efter. Men Konen i Termokedeldragten kom først, tog vandtårnet op og bunden af og hældte en afmålt portion gylden væske i vandet. "Sådan", sagde Gamle Oda, "nu skal det nok gå alt sammen. Hvis bare hun så også vil..."
Konen i Termokedeldragten forlod hønsehuset med hastige skridt og kom tilbage lidt efter med en stor skål, som hun stadig rørte i, mens en hørm af - ja, Gerda vidste ikke af hvad - stod omkring den.
"Hønseguf!!!", ivrede Oda og puffede til Gerda, der forundret så, hvordan alle de andrea (pånær Den Evige Skruk Maude) kom på benene og flokkedes omkring benene på Konen, "skynd dig, Gerda - det går stærkt nu!" Gamle Oda sprang afsted, og Lille Gerda efter hende, undervejs puffede hun til Stig der stod og gloede uforstående, så også han kom med.
"HOV!!!", lød det pludselig fra Hulda, der ellers havde stået og sløvt dyppet sit næb i vandet, der nu havde fået den let syrlige smag, lidt hen ad æbler, som hun genkendte fra forrige vinter. Hulda hankede op i fjerdragten og flyttede sine trætte ben, så hurtigt hun kunne hen til skålen. Der var en skubben og masen uden lige, og i løbet af to minutter var skålen tom, og Hulda sukkede tilfreds.
Konen i Termokedeldragten smilede: "Se så skal det nok gå alt sammen. Men hvor kom jeg egentligt fra... Nå ja, plantesækken". Hun gik atter ud af døren, rumsterede lidt rundt derude og kom ind igen med en murerbalje i den ene hånd og en tyk plastiksæk i den anden. Murerspanden stillede hun i hjørnet under Hønseapoteket, længst væk fra redekasser og mad og vand, og fyldte den med indholdet fra sækken. En duft af forår spredte sig i hønsehuset og blandede sig med hørmen fra hønseguffen. Gerda strakte hals og stirrede. Det lignede grangiveligt... Kunne det være? Det lignede og så alligevel ikke. Jo den var god nok - det var dejlig, tør jord!!!! Hun sprang afsted og tog hovedspring lige ned i baljen og begyndte at vride sig og gnubbe sig så det var en fryd.
En gnist blev tændt i de andre hønsehjerner, der jo ikke var helt så kvikke som Gerda, og alle (pånær Den Evige Skruk Maude og Hulda, der slog kro på sin pind og lod hønseguf, grønne larver og de gyldne dråber i vandet gøre deres virkning) flokkedes omkring murerbaljen og skubbede og masede. Tinnitus tog et spring over hovedet af dem alle og fra kanten af murerbaljen strakte han sig på tå og galede: "Iiiind på rææææækkke!!!".
Konen med Termokedeldragten havde for længst forladt hønsehuset igen, mens hun fortravlet havde mumlet noget om lægter og pressening og den fordømte blæst (- der var det ord igen, pressening, tænkte Lille Gerda, inden hun atter dykkede ned i pottemulden i murerbaljen). Og godt det samme - høns der stiller op på række og kagler løs om, hvem der kom først, havde nok været for meget af det gode for den hårdt prøvede Kone.
Den dag glemte hønsene alt om revnerne i muren.