Jeg er glad for at høre at hun kom sig
Og så må jeg bare sige, at det der med at man i andens øjne bliver transformeret til Den Onde Selv, bare fordi man har måttet håndtere dem fx i forbindelse med sygdom - DET kender jeg godt!
Og desværre har ænder modsat høns hukommelse som elefanter: De husker "overgrebene" nærmest resten af deres dage
Hvorrimod høns har glemt det, så snart man sætter dem ned igen - ja så sender mine ænder mig det der blik: Du RØR mig ikke!
Jeg havde en and, Rilette, der var ægspiser, rede- og ællingetyv og derfor skulle være endt som netop anderillette, men som fik lov at leve til sine dages ende, fordi hun blev jo en del af historien herhjemme. Hun havde hver vinter en dum hoste, som nogle af mine ænder jævnligt får, og bliver det rigtigt slemt, får de antibiotika. Det vidste Rilette godt, alt for godt, af lang erfaring. Så når hendes hoste startede, og jeg straks kastede min lyskegle ind i andevolieren for at spotte, hvilken and der nu hostede - ja, så sad Rilette altid med fast sammenknebent næb og stirrede på mig med det der blik: "Det var I HVERT FALD ikke mig!!! Så du kan godt pakke din ækle doseringssprøjte langt væk!" Fuldstændigt ligesom en hund der taget noget i munden, den udemærket godt ved den ikke må.
Men fortvivl nu ikke!
Jeg har 10 ænder plus afkom i sæsonen, så det der med at sidde og hygge med hver enkelt er der sjældent tid til.
Så frem med det hjemmebagte franskbrød og grav nogle regnorm op og se om ikke hun over lidt tid tilgiver dig