Det gode er, at mange racer eller linjer er immune over for Mareks syndrom eller hønselammelse. Jeg har selv sebright sølv, som i en periode var voldsom plaget af lidelsen. Det ligger desværre til racen. Et år måtte jeg aflive alle kyllinger på nær én. Men jeg har valgt ikke at vaccinere, da jeg betragter det som at tisse i bukserne for varmens skyld. De vaccinerede dyr skjuler dermed deres svaghed, som er modtagelighed over for virusset, der så sendes videre til næste generation. Jeg har valgt den, på kort sigt, hårde vej, hvilket vil sige ingen vaccination. Så er de sebright, som ikke har været immune, selvfølgelig blevet syge og efterfølgende aflivet. Til gengæld har de ikke givet svagheden videre til deres kyllinger, hvilket ville være tilfældet, når man vaccinerer. Kun de immune har overlevet og formeret sig. Det ser ud til at have givet bonus. Det er nu længe siden jeg har set nogen med sygdommen.
Du kan gå en helt anden vej. Vælg en af de hønseracer, der er kendt for ikke at være modtagelige for sygdommen. Jeg har haft blandt andet guldhalsede, hollandske dværgkyllinger til at vokse op sammen med de smittede og syge sebright kyllinger. Ikke én eneste hollænder blev syg. Heller ingen af de andre høns har vist tegn på at være modtagelige. Så du kan sagtens fortsætte dit hønsehold uden problemer, selvom virusset er meget svært at slippe af med. Så vælg en race, der ikke er modtagelig for smitten.