20. december 2021
Svømmer stille og roligt rundt i sine egen tanker. Måske hun skal finde et andet sted at bo, måske – længst nede i hendes lille sjæl – er der en længsel efter nogle af hendes egne – ikke at blishønsesøskene har været søde mod hende, slet ikke. Men de har ligssom haft hinanden at gå op i, hun har kun været ude i periferien af deres verden. De andre – vildænderne, kragerne, uglen – de har alle kun været bekendtskaber, ikke rigtige venner. Så er der Fodermesteren – en hyggelig fyr, men slet ikke noget hun vil satse på, godnok får de sig en hyggelig sluder når han kommer med sit rødbedeglas med korn og fodre hende. Men sådan et rigtigt venskab, nej det vil hun ikke kalde det.
Men hvad så ?, Hvad skal hun så gøre ?. Hun kunne flyve hjem til gården hvor hun kom ud af ægget for snart mange måneder siden. Mon de ville kunne huske hende og kan hun huske hvor det var, hun kom jo så hovedkulds der fra, dengang. Hvad med gården med de søde geder og hestene, der var det rart – især i stalden, hvor hun sov så dejligt i det varme hø. Det kunne være noget.
Hun svømmede stadig roligt rundt og blev revet ud af sine egne tanker da Vildandeparret lettede og fløj, uden at hilse farvel, eller havde hun ikke hørt det, da hun var langt væk i egne tanker. Hun kikkede efter dem og mærkede sig den retning de fløj i, for hvis hun skulle følge deres råd, så skulle hun jo slutte sig til dem inde i byen med den kunstige sø.
Nu var de 3 rådyr kommet ned for at drikke og hun svømmede over til dem.
Hun var stadig meget nysgerrig på det med Nisserne – var der nyt om dem, ja det var der faktisk, de var flyttet, de kunne ikke holde lugten ud i brøndrøret, så de havde længe ledt efter et nyt sted at bo. Viste de hvor de var flyttet hen ?, ja for det havde de fra en fætter som havde fra en ugle, som havde set dem flytte. Uglen havde åbenbart fulgt dem på turen til deres nye hjem. Og hvor er så det ??. Ja er det ikke mærkeligt, men det er faktisk lige her i nærheden, fortalte det lille rådyr, det var altid ham der førte an, når der skulle fortælles noget og han var altid meget ivrig.
Ser du AnnaBell, oppe i Fodermesterens have står der resterne af en væltede Valnød, den var meget stor i sine vælmagtsår og bar masser af valnødder. I en orkan lagde den sig ned for ikke at rejse sig mere og tilbage var en 2 meter høj stub. I årene op til træet væltede havde en Elm rodfæstet sig i en af de stammehuller der var på siden af træet og i flere år havde den sat sine rødder ned langs barken og ned i jorden. Nu havde den overtaget hele stedet. For den resterende træstub var gået ud og stod nu som et mini borgtårn. Hul indvendig og med en stor sprække i den ene side nede ved jorden. Elmen dækkede nu helt toppen af stubben og dannede en stor trækrone på smukkeste vis.
Inde i stubben, havde der dannet sig et fint rum – forstil dig hvorledes der må se ud i en af de gamle Hollandske vindmøller der nutildags benyttes som bolig for mennesker – sådan var der nu skabt mulighed for, at dem der kunne finde dette – at udnytte dette.
Hvordan havde nisserne så fundet dette sted ?. Det skete en dag hvor de var ud gå deres normale eftermiddags tur. Der mødte de en rødkælk, som var på udflugt fra sit normale domæne. De faldt i snak og rødkælken fortalte begejstret om sit vinter hi. I generationer havde hans familie boet inde i hulrummet i kastanjen. Stedet lå virkelig bekvemt, når der skulle spises, foderbrættet lige ved siden af blev, hele vinteren, næsten dagligt fyldt op af bonden, som bor i stuehuset der ligger kun få meter fra stubben.
Som tiden er gået, er det indre blevet større og . december 2021
Svømmer stille og roligt rundt i sine egen tanker. Måske hun skal finde et andet sted at bo, måske – længst nede i hendes lille sjæl – er der en længsel efter nogle af hendes egne – ikke at blishønsesøskene har været søde mod hende, slet ikke. Men de har ligssom haft hinanden at gå op i, hun har kun været ude i periferien af deres verden. De andre – vildænderne, kragerne, uglen – de har alle kun været bekendtskaber, ikke rigtige venner. Så er der Fodermesteren – en hyggelig fyr, men slet ikke noget hun vil satse på, godnok får de sige en hyggelig sluder når han – når det endelig sker – kommer med sit rødbedeglas med korn og fodre hende. Men sådan et rigtigt venskab, nej det vil hun ikke kalde det.
Men hvad så ?, Hvad skal hun så gøre ?. Hun kunne flyve hjem til gården hvor hun kom ud af ægget for snart mange måneder siden. Mon de ville kunne huske hende og kan hun huske hvor det var, hun kom jo så hovedkulds der fra, dengang. Hvad med gården med de søde geder og hestene, der var det rart – især i stalden, hvor hun sov så dejligt i det varme hø. Det kunne være noget.
Hun svømmede stadig roligt rundt og blev revet ud af sine egne tanker da Vildandeparret lettede og fløj, uden at hilse farvel, eller havde hun ikke hørt det, da hun var langt væk i egne tanker. Hun kikkede efter dem og mærkede sig den retning de fløj i, for hvis hun skulle følge deres råd, så skulle hun jo slutte sig til den inde i byen med den kunstige sø.
Nu var de 3 rådyr kommet ned for at drikke og hun svømmede over til dem. Hun var stadig meget nysgerrig på det med Nisserne – var der nyt om dem, ja det var der faktisk, de var flyttet, de kunne ikke holde lugten ud i brøndrøret så de havde længe ledt efter et nyt sted at bo. Viste de hvor de var flyttet hen ?, ja for det havde de fra en fætter som havde fra en ugle som havde set dem flytte. Uglen havde åbenbart fulgt dem på turen til deres nye hjem. Og hvor er så det ??. Ja er det ikke mærkeligt, men det er faktisk lig her i nærheden, fortalte det lille rådyr, det var altid ham der førte an, når derskulle fortælles noget og han var altid meget ivrig.
Ser du AnnaBell, oppe i Fodermesterens have står der resterne af en vælted Valnød, den var meget stor i sine vælmagtsår og bar masser af valnødder. I en orkan lagde den sig ned for ikke at rejse sig mere og tilbage var en 2 meter høj stub. I årene op til træet væltede havde en Elm rodfæstet sig i en af de stammehuller der var på siden af træet og i flere år havde den sat sine rødder ned langs barken og ned i jorden. Nu hvor den havde overtaget hele stedet. For den resterende træstub var gået ud og stod nu som en mini borg. Hul indvendig og med en stor sprække i den ene side nede ved jorden. Elmen dækkede nu helt toppen af stubben og dannede en stor trækrone på smukkeste vis.
Inde i stubben, havde der dannet sig et fint rum – forstil dig hvorledes der må se ud i en af de gamle Hollandske vindmøller der nutildags benyttes som bolig for mennesker – sådan var der nu skabt mulighed for at dem der kunne finde dette – at udnytte dette.
Hvordan havde nisserne så fundet dette sted ?. Det skete en dag hvor de var ud gå deres normale eftermiddags tur. Der mødte de en rødkælk som var på udflugt fra sit normale domæne. De faldt i snak og rødkælken fortalte begejstret om sit vinter hi. I generationer havde hans familie boet inde i hulrummet i kastanjen. Stedet lå virkelig bekvemt, når der skulle spises, foderbrættet lige ved siden af blev, hele vinteren, næsten dagligt fyldt op af bonden som bor i stuehuset der ligger kun få meter fra stubben.
Som tiden er gået, er det indre blevet stører og stører, hvor der før kun var kneben plads til en enkelt rødkælk, så var der nu – set med en lille fugls øjne – en hel balsal at gøre godt med. Der var ikke længere så hyggeligt som før. Da rødkælke jo lever ene og ikke rigtigt tolerere artsfælder, ja så var det faktisk for stort nu. Det var også svært at holde varmen i det store rum, når der var frost udenfor.
Det kunne Nisserne jo så overveje, om det ikke kunne være noget, mente rødkælken. Der var som sagt god plads og det er også et roligt område. Haven er stor og der bor ikke mere end to mennesker på gården.
Nissefamilien ville komme over og se på det på et tidspunkt – sagde de.
Og nu var der så sket det…..