For mange år siden, da vi avlede doberman, havde en ung mand bestilt en hvalp, men kunne ikke komme til Sjælland, nå ok, vi kom så med den.
Da vi ankom, sad han kæreste/samlever på 1 sal, og ville end ikke være i stue med den, af angst for hunde i almindelighed, og doberman i særdelsehed.
Han undskyldte at han ikke kunne købe den, og da vi spurgte hvorfor han ikke havde givet os besked, var svaret, at han da gerne ville se den.
Der knækkede filmen for mig, og jeg så direkte i øjnene på ham og sagde, nu skal du hører min ven, det kan jeg godt forstå, men nu betaler du lige mine benzinudgifter og en færgebilet frem og tilbage, (før broen) og så siger jeg tak for kaffe.
Han valgte ikke at sige mig i mod, og jeg fik pengene, men hold da helt op, jeg var bare ikke så flink lige der.
Nogen mennesker er ikke rigtig kloge.