Jeg synes vores lille flok fint illustrerer, at det den lavest rangerende høne i en flok som står for at "modtage nye", læs: Sætte på plads. Hønsene hakker kun nedad, og når hierakiet er etableret, behøver de ikke hakke på hinanden, for de kender udmærket deres indbyrdes rangorden.
Her er lidt om vores oplevelser:
Vi havde en gammel Maran (Maren) som førerhøne, dernæst 2 gule Sussex som nærmest legede Schweiz, de holdt sig neutrale, og nederst en lille blå Maran/Araucana, som til gengæld var rigtig langt fremme i skoene når det gælder at tigge mad og generelt føre sig nysgerrigt og larmende frem :-)
Så blev Maren skruk, og da vi ikke havde nogen hane, fik hun en stak Faverolles æg at ruge ud. Det gav dog kun 1 (!) kylling sidst i august, Rollingen. Hun er blevet dygtigt ført rundt og forsvaret af sin super-mor, og ingen tør rigtig røre hende. Rollingen sidder nu med på øverste pind, 10 uger gammel
Da vi så, at der kun kom 1 kylling, købte vi 1,3 Maraner (s/k) som Anna i Gram havde i overskud, de var godt 10 uger gamle, og holdt sammen som ærtehalm. Det var nemlig øjeblikkeligt tydeligt, at de rangerede på højde med regnorm og afklippet græs, og det var lille Aura, som flittigt jagtede dem. Hun kunne slet ikke tåle at de fik godbidder, dem skulle hun have. Selv om hun var godt forsynet et sted, skulle hun jage dem væk hvis de fik et andet sted. Hun havde i det hele taget travlt med at være "den udøvende magt". De andre gamle høns nærmest ignorerede de nye, så længe de holdt respektfuld afstand.
Som tiden er gået, flygter de nye Maraner kortere og kortere når Aura fistrer rundt for at dominere dem (de er også blevet noget større end hende). Uanset størrelsen svinger hun altså stadig pisken over de nyankomne, når der bliver strøet lidt godbidder ud til hønsene.
Den ene af de nye maraner afviger ved at have en nydelig columbia aftegning på halsen, så hun hedder selvfølgelig Columbine. Hanen, tjah, så kom han jo til at hedde Pjerrot. Han har vist sig at være en rigtig
kylling, han er noget af de mest frygtsomme og pjevsede, som slet ikke har haft noget at skulle have klinket med lille Aura, som repræsenterede den etablerede flok.
Efterhånden går det mere fredsommeligt, især når de skal sove, der er ingen problemer. Og NU er Pjerrot - som er blevet en stor flot Maranhane på knap 6 mdr. - begyndt at gale
. Det skal blive spændende at se, om han viser sig som en rigtig mand eller fortsætter som mus!