Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)

Forum > Hyggesnak

<< < (2/5) > >>

Mette Nygaard:
5 December.

Gårdhunden Magnus står pludselig i mørket ved vinduet og ser ind gennem regnen, og spørger Cornelius, om han har brug for hjælp, og Cornelius siger taknemmeligt at det ville være rart hvis han kunne få hønsene i sikkerhed, og Magnus lover at få fat i manden, og et øjeblik efter høre Cornelius Magnus gø mellem vindstødene, og tænker at der måske også er noget galt i huset, og han bliver for alvor helt ude af den. Magnus står i stormen ved køkkendøren og kalder, han og Sigurd var ellers i sikkerhed i stalden, men Magnus har hørt at det larmer i hønsehuset og han undersøger altid ting der er anderledes, så nu kalder han på manden og konen med sin gøen, og det tager sin tid før de hører ham fordi vinden støjer.
Døren går op og en skarp lygte rammer de skræmte høns, der en efter en bliver hentet af manden og konen, der kan have en under hver arm, men de er nødt til at gå flere gange, og det er ikke ufarligt at gå gennem haven i stormvejr, men konen kan ikke lade sine høns i stikken, så nu kommer de ned i fadeburet og konen putter dem med et håndklæde som manden har lagt på ovnen.

I fadeburet er der hyggeligt og gjort klar med vand og korn og ekstra guf fra køkkenet, og frem for alt ikke vand på gulvet, Cornelius er den sidste der bliver hentet, og det har gjort ham urolig at det har taget lang tid, men han ved at når konen tager affære så er der orden og der bliver holdt mandtal.
Konen med de ternede sutsko, tager resolut sine høns en ad gangen med op i køkkenet og tørre dem grundigt, Amalie er helt stille, og hun husker tydeligt sine mange dage i kassen ved komfuret da det var rigtig slemt med hendes forkølelse forrige år, og hvor forfærdeligt hendes fjerdragt kom til at se ud, nu bliver hun frotteret med et håndklæde, og selvom hun ikke gerne indrømmer det, og er bekymret for sine fjer, ja så er det dejligt at blive varmet med håndklædet.
Magnus får tilbudt at ligge i køkkenet, men han går tilbage til stalden, hvor Sigurd og den lille hest, der også er lidt urolig ved alle de mange lyde der følger med de store vindsstød, har fundet sig til rette ved at Sigurd har lagt sig som et garnnøgle på dens rumpe, og spinder beroligende, og endelig falder alle til ro, det lille sted på landet.

Den store brændestabel hvor gæssene søgte ly giver midt på natten op over for de stærke vindstød der farer gennem skoven, og lader de første træstammer trille, og pludselig ramler det og det meste af stabelen suser ned mod søen og den åbne eng hvor de lægger sig spredt som et pindespil.
Gæssene der bliver vækket af den pludselige larm, kommer på benene og løber skræppende i alle retninger, men den gamle gås kommer på grund af sin skade ikke så hurtigt på benene, og hun bliver ramt af en af stammerne idet den glider ned, og hun bliver lukket inde i mellem nogle stammer der står og læner sig op af den sidste del af bunken der nu kun er halvt så høj som en oprejst gås, og den gamle gås må holde hovedet nede. Henad morgenstund lægger et stort træ sig knagene ned over den nu flade brændestabel og grene og bladrester lægger sig tæt om det sted hvor den gamle gås er lukket inde mellem stammerne, så nu kan hun ikke se ud og de unge gæs går søgende omkring og finder små steder hvor de kan komme ind under grenene og lægger dig i ly for vind og regn, men hun siger beroligende lyde til dem så de falder også til ro efterhånden.
Stormen raser i et par dage, og de unge gæs holder sig tæt til brændestablen og det væltede træ, men den gamle gås ved at de snart skal finde lidt mad og gerne skulle ned til søen og finde vand, men hun er lukket inde og de unge tør ikke gå uden hende, så de ligger lidt fortabt og ser til mens hun afsøger alle muligheder for at slippe ud.

Sigurd er den første der går ud og tilser området, og da han når yderkanten ved trægrænsen og krydser igennem skoven, ser han hvor mange træer der er væltet og hvor anderledes det hele ser ud.
Han træder ud i lyset på den anden side, og undrer sig over at han ikke kan se flokken af unggæs med den gamle gås, nogen steder.
Han ser efter ved søen, hvor der er vand helt op til de nærmeste træer, men ingen gæs, han krydser tilbage gennem skoven, og tænker at ræven vel ikke kan have taget dem alle, især da han ved at ræven også søger ly i stormvejr, så det er meget underligt, men trægrænsen er lang og skoven er bred, så han må se nærmere efter, når han kommer igen, og han vil spørge Magnus om han ved noget, eller vil undersøge det, når han kommer ud på yderkanten.

Gustav er sammen med den enorme gåseflok og sin ven fra Sverige kommet et godt stykke ned gennem Østrig da uvejret i Skandinavien sender en udløber ind over, og de to gaser lander deres kæmpe flok i en lavning i ly for vinden, hvor de finder lidt føde og hviler ud, så de kan samle kræfter til at fortsætte. De unge gæs er trætte og de gamle kan kun holde trit fordi de kender både vejen og målet, Gustav traver lidt omkring og bidrager til selvopholdesesdriften ved at vise føde emner og formane alle om at hvile, at der er god tid og ingen behøver være bekymret.
Svenskeren ser at Gustav er træt, de to ældre gaser ved godt at det vilde uvejr har været på deres marker nordpå, og Svenskeren ved at Gustavs træthed skyldes hans bekymring for den lille flok og hans mage som han efterlod ved trægrænsen, og han overtager kommandoen over hele flokken så Gustav kan hvile og være i fred.

Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
6. December
Hønsehuset er i en sørgelig forfatning efter det voldsomme stormvejr, og konen er noget rystet over at hendes elskede høns kunne have mistet livet i det forfærdelige uvejr, hvis ikke det var for Magnus, der tappert havde stået ude i regnen og den voldsomme vind og gøet højt og længe for at få manden til at komme til døren.
Nu var manden i gang med at få huset rettet op, og lagt taget fast, så huset igen kan stå på sin plads i hønsegården foran det store grantræ der holdt stand, skønt det svajede voldsomt mens det stod på.
Cornelius og hans høns går rundt i fadeburet hvor der står krukker med syltetøj og kurve med æbler, og konen har givet dem nogle af æblerne og havregryn med syltetøj, nu hvor de ikke har, kunne komme i haven og finde deres egne lækkerier.
Amalie er blevet træt af at holde de rundstrikkede i ro, og har overladt det til Kattepels at styre uden om de værste skænderier, og de fine damer taler meget om at der ikke er nogen redekasser hvor man kan lægge sine sjældne æg, og har fundet en tom æblekurv til erstatning.
Cornelius traver rastløst op og ned ad gulvet, han er ved at eksploderer af indestængt energi, og trænger til at komme ud i sin have og inspicerer sine steder, men han kan ud af det lille vindue højt oppe se mandens træsko gå frem og tilbage, og gætter at det har noget med stormen at gøre, og siden han endnu ikke er blevet lukket ud, så har det nok noget med hønsehuset at gøre, og igen kan han se for sig, at taget er blæst af og gulvet sejler i vand, så han slår sig gysene til tåls med omstændighederne og lægger sig til middagslur i hjørnet med sine høns omkring sig, og så er alt vel egentlig i orden.
Udenfor er der uro, Magnus har lyttet til Sigurds beretning om de manglende gæs, og også han undre sig over at de bare er forsvundet, da han ikke mener de ville forsøge at undslippe stormen ad luftvejen, men ville søge ly til stormen var drevet over, så han følges et stykke med Sigurd for at tilse sit område fra ydergrænsen ved trægrænsen til ydergrænsen ved åen, der er grænsen op til naboens ejendom hvor den store blandingshund Kraka regerer, hun er en lidt tungsindig hund, der ikke blander sig i andres sager, men hun er klogere end man lige regner hende for, så Magnus beslutter at starte sit tilsyn ved åen, så han kan spørge Kraka om hun har set den lille gåseflok fra marken ved trægrænsen. Magnus hader uorden på sine enemærker og han er irriteret over at Cornelius går rundt i fadeburet, når han har brug for en til at holde øje, og tale med de vilde fugle mens han selv og Sigurd afsøger det store område, og for øvrigt er det vel den tid på året hvor Nogen skal til at tage sig af juleforberedelserne det lille sted på landet.
Konen har nu besluttet at hønsene skal ud af hendes fadebur, så hun løfter dem kærligt op i køkkenet, en efter en, ser dem efter i sømmene, åbner køkkendøren og lader Cornelius gå ud.
Det medfører omgående en vældig ballade bagfra, fra Skræk og Rædsel, der er nødt til at diskuterer om det nu er sikkert, og hvem af dem der først vidste at de skulle ud i dag, og hvor de mon skal sove, og om Cornelius har styr på det osv. osv.
Det får Amalie til at eksploderer, hun har fået nok, først storm og vand der ødelagde deres hus, og så mange dage i fadeburet uden haven og lyset, hvor hun har hørt på de to og deres evige brok, så nu kagler og skælder hun ud, mens hun lige for en sikkerheds skyld hakker dem begge en på skallen, hvorefter hun hanker op i sin prægtige fjerdragt, knejser med nakken og følger efter Cornelius der vælger ikke at sige noget. Selvom han ikke bryder sig om ballade så er han ligeså træt som Amalie og havde selv lyst til at hakke til ro og orden.
Kattepels tager tilfældigvis et flyvespring i den retning, og så er der ikke mere brok den dag.

Den lille gåseflok under det væltede træ ved trægrænsen er ved at være meget sultne og de tør ikke gå ud i det fri, for ræven har set at de ikke flytter sig, og at den store hun tilsyneladende ikke kan beskytte dem, så han kredser tæt omring.
Gåsen er afkræftet og har opgivet at komme ud, og afventer at hendes liv er ved at få en ende, så hun sender Gustav en kærlig tanke og håber han er kommet godt frem til de dejlige skråninger de kender så godt, hun fortæller de unge gæs at ræven kun er farlig hvis man er alene, at de skal holde sammen, og hvis han kommer for tæt på skal de gå til angreb i stedet for at flygte, hun bruger sin sidste energi på at berette om de gange hun selv har givet ræven kamp og at de sagtens kan klare ham hvis de hjælpes ad.
De unge gæs er nu klar over at de skal stå på egne ben, og bevæger sig langsomt ud under træerne, mens den gamle gås sender dem et sidste blik og lægger sit hoved under vingen for at hvile mens hun tænker på, deres store flok og Gustav.
Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
7. December

På et højdedrag et sted i Europa står der en stor gase og vejre mod vinden, han er sørgmodig og vender sig først mod syd, hvor varme vinde mødes med nordlige køligere vinde, for at fornemme hvordan vejret bliver, og da han har stået der et stykke tid, sætter han af, går på vingerne med et sus, og sætter kurs mod nord.
I lavningen under ham, går en meget stor flok gæs, føre gasen i flokken ser mod himlen efter den ensomme fugl, og giver tegn til flokken om at gøre klar til at fortsætte turen mod syd, for at gå 3 måneder på de spanske Skråninger og græsse og samle energi vinteren over. Gustav er klar over at det blive en lang tur, han er i fare hver gang han lander fordi han er alene, og han spejder efter steder hvor han kan komme i ly for vejret og finde lidt føde, uden at komme for tæt på rovdyr der kan udgøre en fare for ham når han hviler, og ikke har nogen til at lytte efter eventuelle fare, han har altid holdt sig på afstand af mennesker og gjort meget ud af at fortælle sine unger at mennesker skal man tage sig i agt for, men nu overvejer han, om han mon ikke er bedre stillet ved at lande tæt på menneskenes gårde, en ensom gås er et nemt bytte, og han kan måske øge sin sikkerhed ved at lande på steder hvor der er en hund der vogter gården, for den holder som regel ræven og andre rovdyr væk fra gårdens høns, og det kunne øge hans egen sikkerhed, men han vil helst lande på åbne marker hvor han selv kan se vidt omkring, og tage sine egne beslutninger, i stedet for at stole på fremmede.

På det lille sted på landet er tingenes tilstand efterhånden ved at være tilbage til normalen, og i hønsegården ved siden af det store gran træ står hønsehuset igen på sin vante plads, med vinduet vendt så Cornelius kan se det store træ, og den store have, med stalden til den ene side, og huset hvor konen med de ternede sutsko bor til den anden side, det er nok det vigtigste at vide når man ser til stedet udefra, hvor hunden strejfer omkring i egne tanker og katten ligger i stalddøren og holder øje med alle de andre.
Under overfladen er der alt det man ikke lige ser, for eksempel at hunden taler med katten, der taler med den sorte høne, der underretter den store hane, der igen fortæller det der skal videre, videre til den store høne med den fantastiske fjerdragt, og således kommer de vigtigste nyheder videre til de vilde fugle, der bringer nyt til andre haver og hønsegårde.
I øjeblikket bliver der talt rigtig meget om en flok gæs der mangler på den anden side af trægrænsen, og især fordi der netop i år gik en stor gammel gås i flokken, selvom hun sædvanligvis på denne årstid er fløjet sydpå med gasen og resten af den store flok. Det er så usædvanligt at det optager alle områdets beboere så alle har en opgave i opklaringen af mysteriet om de forsvundne gæs.
Manden der er gift med konen med de ternede sutsko, har færdig gjort reparationen af det lille hønsehus, og Cornelius og hans høns er tilfredse tilbage på deres pind efter stormen, der foruden at vælte Cornelius bolig, også har væltet en masse træer i skoven ved trægrænsen, og i dag har manden spændt den lille hest for vogn, for at køre ud og se til det hele og hente fornødenheder til konen der skal i gang med julebagningen.
Den lille hest traver glad ud ad vejen, og Magnus følger den ved siden, mens de ser sig om efter tegn på at der har været gæs ved vejen, men der er ikke skyggen af en fjer, og de fortsætter side om side ad vejen som de har gjort så mange gange før. Manden på vognen er glad for at vinden har lagt sig så han og hesten kan komme på tur, og han nynner en gammel julemelodi.
Sigurd har været på farten siden sidste nat, og har været omkring de steder han kender, hvor der kunne være plads at en flok gæs kunne komme i skjul, men uden held, og nu er han på vej gennem skoven ved trægrænsen for at skyde genvej hjem, og da han passerer stedet i skoven der ligger tættest på søen, ja så ser han de unge gæs komme ud under et væltet træ, og det havde han overset, han har faktisk passeret flere gange, men uden at høre eller fornemme at der lå en hel flok gæs under alle grenene, og hvem har dog nogensinde hørt om gæs der ikke siger noget som helst.
Sigurd sætter sig tænksomt og overvejer sit næste træk, mens han ser efter hvor mange gæs det drejer sig om, og han venter på at alle er kommet ud under træet, og undre sig over at den store gamle gås han så i begyndelsen tilsyneladende ikke er der.
Da gæssene er gået stille ned mod søen, tjekker Sigurd den skjulte gåserede, og bliver meget overrasket over at finde den store gås under træstammer der ligger som et alt for lille bur omkring den store fugl, og han ser med det samme at det ikke er et problem han kan løse hverken alene eller sammen med Magnus.
Han har ikke talt meget med gæssene, og denne ser ikke ud til at kunne tale. Sigurd prøver forsigtigt at spørge om hun har siddet under træstammerne siden stormen, men hun svarer ikke, og Sigurd ved at han skal skaffe hjælp på en eller anden måde, hun er meget svag og det kræver mange kræfter at flytte på alt det tunge træ, og måske er det allerede for sent
Sigurd ser mod dagslyset over trægrænsen og tænker at han måske kan nå at fange manden og den lille hest på tilbagevejen, og få Magnus i tale, så de kan aftale hvordan de skal bære sig ad, med at få gåsen ud af buret.
Magnus har været hos Kraka ved åen, der siger at hun fra de vilde fugle har hørt, at der er et gemmested i skoven hvor der er gæs, men hun ved ikke nærmere om det er den flok gæs og om den gamle gås er mellem dem, men fuglene har lovet at holde øje når de søger føde i skoven og langs trægrænsen, de ved alle at ræven er på jagt efter bytte til at stå vinteren igennem.

Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
8.December
Konen med de ternede sutsko har efter stormen bedt manden om at køre gennem skoven ved trægrænsen og se efter den flok gæs der i år er blevet hjemme, ikke at der er noget usædvanligt i at der er en lille flok der bliver tilbage og overvintre på markerne på den anden side af trægrænsen, men konen ved at der lige netop i år er forandringer der skal holdes øje med, og når der har været uvejr plejer manden at tage foder med til alle der overvintre ved trægrænsen.
Hun er sikker på at den store gase der fløj mod syd med flokken var den samme som plejer at flyve mod syd, men hun så at der manglede en fugl lige til venstre for gasen, og tænker at det kan være at den gamle gås af en eller anden grund ikke har, kunne følge med i år, og det kan der jo være mange forklaringer på, men nu har det været forfærdeligt uvejr, og konen har flere gange set Sigurd og Magnus søge mod trægrænsen, hun ved, at de nok ved hvad der foregår, og hun tænker at den lille flok måske har brug for ekstra føde og tilsyn, så manden skal den vej forbi på hjemvejen med sin hestevogn.
Sigurd sidder i kanten af skoven da hestevognen vender tilbage, og Magnus sidder på vognen ved siden af manden, der har fået ild på piben og nynner en stille melodi.
Da vognen nærmer sig skillevejen mellem vejen til gården og vejen mod skoven og trægrænsen, er det ved at blive mørkt, og Magnus hopper af for at se efter det sted hvor fuglene har sagt der er et gemmested som gåseflokken bruger, og han løber lige ind i Sigurd der bliver sur og sprutter og hvæser af ham, ja ja rolig nu Sigurd det er jo ikke med vilje, hvem kan se en grå kat i tusmørke i en skovkant, undskyld da,,,,, Da Sigurd er kommet sig over fornærmelsen siger han at det var godt du kom Magnus, jeg har fundet flokkens gemmested, og den gamle gås er spærret inde under væltede træer, og måske er hun død, de unge gæs har det nogenlunde ,men har ikke fået føde under stormen, så de har ikke mange kræfter i denne kulde.
Sigurd taler hurtigt mens Magnus og han løber side om side mod brændestablen og det væltede træ.
Da de når frem, kan de begge se at noget er galt. De unge gæs står helt stille uden at reagerer på at Magnus og Sigurd kommer nærmere, og Sigurd kan se at der er rodet omkring det væltede træ.
Der ligger store hvide fjer spredt ud over det hele, og da Sigurd kryber ind under grenene, kan han se at buret er væltet fra hinanden og TOMT !!!!!
Sigurd er rystet og farer ud til Magnus og fortæller hvad der er sket, ingen gås, ræven har taget hende.
Magnus ser skarpt på Sigurd, og råber, hvorfor forlod du hende? Sigurd bliver rigtig fornærmet nu, og siger mens hans hale står lige i vejret og sitre af vrede, jeg gik for at hente dig, jeg kunne jo ikke vide at Kraka havde fortalt dig om skjulestedet så du kom af dig selv, og du og jeg kunne ikke flytte træet alene.
Magnus giver ordre til at Sigurd skal tage gæssene med til gården, og så er han allerede videre, han sætter snuden i jorden og forfølger en fært, mens Sigurd prøver at overtale de unge gæs til at følge ham til gården. Gæssene vil ikke i nærheden af menneskene, det har de lært af Gustav samtidig med de lærte at svømme, så det kan der ikke rokkes på.
Sigurd er ved at gå i panik, Magnus bliver tosset, så han tænker at han må finde en løsning med de stædige fugle, og han siger til dem at der ikke er mere føde ved trægrænsen, og at ræven vil komme tilbage og hente dem en efter en, og så vil der ikke blive nogen tilbage når Gustav kommer tilbage til foråret med flokken, og Sigurd bilder dem ind at Gustav ville have søgt ly hos menneskene, men lige meget hjælper det.
I det samme kommer manden med vognen og den lille hest, han ser på de unge gæs, og kan godt se at der ikke er nogen gammel gås, og han ser også fjerene og regner ud at stormen og naturen har krævet sine ofre.
Han lægger foder til de unge gæs, en god balle hø bliver byttet ud med brænde til konens komfur, og en god portion hvede til at klare de kolde nætter. Manden sikrer deres hule, så der ikke er fare for at nogen kommer til skade når de søger ly for natten og vejret.
Manden tænker at nu ved han hvor de holder til, og han vil køre op til dem jævnligt og sikre at de har foder og læ, men han er ked af at han skal fortælle konen om gåsen der ikke mere går med flokken.

Fortsættelse Følger:

Mette Nygaard:
9. December.

Gustav er på vingerne mange timer ad gangen, han er meget træt, og finder ikke megen føde når han lander, det er blevet rigtig koldt og det tære på ham at flyve alene, uden nogen støtte og kun ham selv til at holde vagt mens han hviler, og nu er han nødt til at blive på jorden pga. vejret hvor kulde og regn er blevet til sne og frost. Frosten skære i hans lunger når han flyver og han kommer ikke langt. Han har tabt sig, og trænger til at hvile længe uden fare han skal holde øje med, men der er igen steder hvor han kan føle sig sikker.

Den sorte høne går på flisegangen for at træffe Sigurd og få en forklaring på den aktivitet der tilsyneladende er i skoven ved trægrænsen, de vilde fugle siger at gæssene er forsvundet, og nu svirre rygterne i hønseflokken, hvor der bliver talt om at ræven er blevet tosset og begår lystmord, og nu truer Cornelius hønseflok, så nu sover de ikke af bare angst for at ræven skal komme og tage dem, og de vil ikke ud om morgenen, for så kommer han nok for at snuppe dem ved højlys dag mens de skraber i æblelunden.
Cornelius er ved at gå ud af sit gode skind for han kan slet ikke tale sine høns til orden, og han er sikker på at det er noget sludder, og at ræven slet ikke tør komme i nærheden af ham og hans høns, men prøv at forklare damerne det.

Magnus har forfulgt fært efter ræven et stykke tid, og da en gås er en tung fugl, ja så kan han altså ikke løbe så hurtigt, det kan til gengæld Magnus, og han ved hvor ræven har sin hule, så da Ræven kommer luskende hjem med den store gås i flaben, sidder Magnus og venter på ham, og han ser at ræven lægger gåsen fra sig, for at forsvare sig mod Magnus der ikke så meget som glipper med øjnene, de to har taget en tørn eller to, siden ræven kom til området, og Magnus er både hurtigere og klogere end ræven der til gengæld er snu, men ræven er bange for den hurtige gårdhund, der både kan være foran ham og bagved ham på en gang, eller sådan føles det i hvert fald.
Nu giver Magnus sig til at gø gevaldigt og ræven bakker for at få afstand til Magnus, men Magnus følger med, og blotter sine tænder, for at true ræven så han opgiver sit bytte.
Du kan vælge at opgive med det samme, eller du kan tro på at du kan klare mig, resultatet bliver det samme, du kan aldrig vinde over mig. snerre Magnus og så gør’ han igen.
Ræven snerre af Magnus der nu står lige foran, men han ved at det er dumt at rage uklar med hunden der har venner alle vegne, så det er bedst at lade nogle sejre gå til Magnus der så lader ræven være i fred for det meste.
Hvad er det med den gås, hvæser ræven, den er jo så godt som død, hvad vil du med den? Det er Gustavs mage, og hvis han har efterladt hende her, er det meningen vi skal passe på hende, og du vover ikke at snuppe så meget som en fjer fra hende.
Nå! siger ræven overasket, ja det er jo en anden sag, og med gru kommer han i tanke om at han en gang gik i clinch med Gustav, og det både brækkede et par ribben og gav ham et knæk på halen, så han måtte blive meget længe i sin hule for at komme sig, bare fordi han snuppede en af Gustavs unger.
Jamen så tag du hende bare, hvis du mener du kan få liv i hende, jeg henter da bare en anden.
Ja det tror du siger Magnus, men der tager du fejl, for resten af den lille flok er gået med Sigurd hjem til gården på den anden side af trægrænsen, og det er mine enemærker og der kommer du ikke hvis du har dit liv kært, og på den anden side af åen bor Kraka, og hende kan du jo se om du kan komme til rette med, det er lige meget skuler ræven.
Magnus ved endnu ikke at Sigurd ikke kunne lokke de unge gæs med hjem, og at Manden har lagt foder ud, det er egentlig også uden betydning for Ræven er slukøret og tror på at gæssene nu er på vej til gården.
Nu knager det i skovbunden og manden og den lille hest kommer frem mellem træerne, manden har hørt at Magnus har gøet voldsomt, og han ser nu på afstand at ræven stikker af, mens Magnus står ved den store gås der ligger helt stille på jorden med vingerne ud til siden. Nå da siger manden du har fundet den gamle gås, men hun er godt nok i en sløj forfatning, og vi må hellere skynde os hjem til morlil så hun kan forsøge at redde hende her, og Magnus springer på vognen ved siden af gåsen der nu ligger under et tæppe der kan holde hende varm på hjemvejen.

Hjemme på gården på den anden side af trægrænsen har Sigurd talt med den lille sorte høne, der nu står og hvisker til Cornelius, at ræven har taget gåsen. Cornelius bliver bekymret, kan vi undgå at den oplysning kommer videre til resten af hønseflokken så er det nok bedst, bliver de enige om, og går videre som om intet er hændt.
Amalie er nu ikke så nem at narre, så hun går i hælene på Cornelius for at få at vide hvad der foregår, men han tænker at det vil bekymre hende unødigt, så han går bare videre mod smuthullet for at gå til ro på sin pind, og håber at hans damer falder hurtigt til ro.
De hører alle at vognen kommer sent tilbage, og undre sig, manden og hesten kommer ellers altid tilbage inden mørkets frembrud, og nu er det næsten sort nat.
Meget usædvanligt tænker Amalie og så sover hun.

Fortsættelse følger:

Navigering

[0] Emneindeks

[#] Næste side

[*] Forrige side