Gamle høns og pludselige dødsfald

[Mette Nygaard]

Jeg har netop fundet Hystaden, 6+ år gammel blandingshøne død i hønsehuset ved vandtruget - med en stor stivnet klat blod i næbbet!
Det så noget dramatisk ud, og jeg tænker at hun måske har fået en hjerneblødning eller andet 'kollaps'.
Selv om høns kan blive ældre end seks år, har jeg det nu alligevel sådan, at pludselige dødsfald blandt høns i den alder er forventelige.
Jeg sidder selvfølgelig nu og tænker efter, om jeg har overset symptomer, som kunne være behandlet - men nej, hun var med i haven igår og spiste sin hønseguf som alle de andre. Så hun har ikke været sløj.
Men måske lidt mere afdæmpet end hun engang var - heraf navnet... Og her i foråret har det været nogle dage hvor hun hellere ville hundse rundt med Suppehønen (tosset høne der ikke tør forlade hønsehuset) end gå med i haven. Synes heller ikke jeg har set hende i redekassen.
Så måske små tegn på 'træthed' men ikke deciderede sygdomstegn.

Og så synes jeg det er ok.
Hun har haft et godt langt liv. Vi har taget vores kampe, bla. fandt hun altid et smuthul fra volieren ud i stalden, hvor hun hellere ville  lægge sine æg. En gang lagde hun sig skruk i fårenes boks under deres høhæk. Så lå hun der og stirrede, mens fårene gumlede løs. Jeg havde fået de kyllinger jeg skulle bruge og fjernede æggene - troede jeg. For en dag kom Tom ind og sagde: "Der går en høne rundt med en kylling inde ved fårene". Så havde hun lagt eét æg mere, og af det kom en hanekylling der var lige så hysterisk som sin mor. Han røg i fryseren, men Hystaden blev aldrig til suppehøne, som jeg ellers planlagde mange gange.

I stedet blev hendes lille lys bare pludseligt slukket idag, forhåbentligt uden de store lidelser - og jeg vil altid huske hende som den hysteriske høne der altid fik voldsomme kalkben, og som lavede en kylling i trods, og til trods for tre fårs møven omkring høhækken.

Så selv om det altid er trist - og også bekymrende at finde pludseligt døde høns (de næste par dage vil jeg gå og skele til de andre i frygt for at det måske alligevel er noget mere smitsomt end alder...) - så er det nogen gange også helt ok.

[Bente E.]

Det er sjovt, som der her og der er en lille høne, der får en slags eftermæle - hvor man kan have dusinvis af andre, som blot er 'høns', som ikke gør sig synderligt bemærket. Mine tre barneveldere kan jeg for eksempel ikke skelne fra hinanden, de er så ens og anonyme, at det næsten er uhyggeligt - men gamle sussex Tykke-Rosa med hængemåsen og de mangefarvede fjer, hvor hun sidste år blev hakket så skrækkeligt - hun vil blive husket.

[Helle K.]

Når det skal være, så er det nu rart at vide, at Hystaden har slukket lyset brat og unde forudgående sygdom. Det lyder meget som en hjerneblødning.

Hystaden lyder til at have været en stor personlighed og med et aktivt liv, som ind imellem har givet madmor grå hår 

[Mette Nygaard]

Bente, du har så evigt ret. Jeg har 20 høns pt., og selv om jeg kan skelne de fleste fra resten, så er det de få der 'skriver historie(r)'.

Men sikke historier! Jeg kunne fylde tykke bøger ud med hønse- og andehistorier
Og jo ældre dyrene bliver, jo større personligheder og jo flere historier!

Prisen for at beholde dyrene så længe og ikke bare slagte alle til suppe efter et par år eller tre, er så, at man må slås med diverse skavanker, deciderede sygdomme og så selvfølgelig dødsfald.

Jeg får som regel 20 kyllinger hvert år, hvor jeg kun beholder 4 høniker, resten er til fryseren. Og for at gøre plads til de fire nye slagter jeg også nogle suppehøns hvert år. Så det er bestemt ikke fordi alle får lov at få en lang alderdom her på stedet - men så er der jo lige de nogen, der skiller sig ud og får lov at blive til de falder af pinden.

Med ænderne er det anderledes. Jeg lægger kun sjældent nye til, og alle bliver til de ikke kan mere. Og ænder er hårdføre! Jeg har pt 12 ænder, hvoraf de fire ældste er henholdsvis 11, 10, 9 og 8 år! Den ældste hedder naturligvis Bedstemor And

Faktisk har jeg tænkt på, om ikke det ville være på sin plads at have et underboard til 'nekrologer' - eller mere positivt: 'portrætter'?

Her ville jeg fx. fortælle om Prinsessen, den lille gule orpington, som efter 8 år tabte pusten sidste forår og sov stille ind i en halmforet papkasse. Dagen hun døde, var hun lige stået op for at tage sig en sidste portion hønseguf - så gik hun tilbage til kassen og sov ind. En værdig død for en prinsesse, der ligesom Misse Møge fra Matador var skrækslagen for mandfolk: "Jeg drager dem!!"
I hendes helt unge dage da jeg netop havde hentet hende hos Ina på Stevns, blev hun jagtet af hanen, som ikke kunne stå for sådan en gul lækkerbidksen og da var ligeglad med, at hun slet ikke var ægge-klar endnu. Og hvad gjorde den kloge lille Prinsesse? Sprang op på hønsepasserens fod eller ryglæn, for her turde hanen da ikke følge efter (se billeder)
De sidste af hendes leveår undrede jeg mig over, at hun stadig var her, for ofte turde hun ikke gå med ud i haven men tilbragte dagen i hønsehuset eller på gårdspladsen, hvor hønsegården er placeret. Her gik hun og åd af stokroserne i smug, sidste år måtte jeg hegne de sørgelige rester ind, for at de ikke skulle blive udryddet totalt. I år står de flot og helt uden indhegning... og jeg mangler en gul plet i min have