Jeg lader mine kyllinger komme "på græs", når de er 5-6 uger gamle, selvfølgelig afhængig af vejr og årstid. Jeg laver en "børnehave" af 90 cm højt kyllingenet og tentorpæle, så har de et mindre areal og kan finde ind i huset, hvor mad og vand står.
Hegnet er let at flytte, så græsset ikke slides for meget.
Et problem i forhold til at lade dem komme ud kan f.eks. være krager eller spurvehøg og duehøg, ligesom katte kan være en trussel.
Jeg vil dog mene, at 8-ugers kyllinger kan klare sig. Men der er aldrig nogen garantier, selv voksne høns kan blive overfaldet af en duehøg.
Wyandotter er ikke særligt flyvske, et hegn på 100-120 cm er sikkert rigeligt, hvis ellers de har masser af plads, jeg har holdt høns bag hegn på 60 cm. Når det er sagt, kan de jo flyve, og hvis der er en "overligger", som de får lyst til at flyve op på, så er det jo nærliggende at fortsætte ned på den anden side.