Til spørgejørgens søster
På Landsudstillingen konkurreres der om følgende præmier:
Dansk mester i racefjerkræavl
Danmarksmester 2010 bliver den opdrætter, der udstiller de højest kårede 5 dyr påsat egne fodringe i samme race og farve med begge køn repræsenteret og ingen enkeltdyr under 92 points.
(Det er altså den bedste samling af 5 dyr på hele udstillingen – øverst på skamlen)
Vandrepokaler tildeles efter forskellige proportioner, hvor de enkelte racer er samlet i større grupper. Vandrepokaler er tillægspræmier. – se Lestat, hvor der er forskellige grupperinger til de forskellige vandrepokaler. (Se blad nr. 8 – her står præmiereglerne).
ÆRESPRÆMIER
Antal af ærespræmier fastsættes af udstillingsudvalget efter anmeldelse af dyr. Der uddeles mindst 1 ærespræmie for hver 25 anmeldte dyr.
Tildeling: for tildeling af ærespræmie fordres 1,2 eller 2,1 af samme race og farve, kåret mindst 278 points, ingen enkeltdyr under 92 points.
Fordeling: Racer og farvevarieteter opdeles i grupper på nærmest delingstal med 25. For i en gruppe at få tildelt 2 ærespræmier, fordres mindst 38 dyr anmeldt indenfor samme race og /eller farvevarietet.
Racer og farvevarieteter, der ikke tæller det nødvendige fordelingstal for at danne en præmiegruppe, opdeles i grupper efter skønsmæssig sværhedsgrad.
F.eks. hvis der er udstillet 60 hvid sort columbia Sussex så tildeles der i denne gruppe 3 ærespræmier – til de 3 højest kårede trioer.
De øvrige trioer får kåringspræmie, hvis de opfylder disse betingelser.
D.v.s. ærespræmie indenfor den enkelte race er den bedste trio og måske nr. 2 + 3, hvis der er mange dyr.
Ved pointslighed mellem flere hold sker placeringen efter nedenstående regler og rækkefølge:
1. Står flere hold lige, går 2,1 frem for 1,2.
2. Ved lighed her, går det hold med højest kåret 1,0 frem.
3. Ved lighed her, går tegnede frem for ensfarvede.
4. Ved lighed her, går højst kåret 0,1 frem.
5. Ved lighed her, går det hold med 1,0 med mest i type frem
6. Ved lighed her, afgøres rækkefølgen af præmieudvalget.
Denne placering kan ikke appelleres.
Opdrætterpræmier:
Tildeles efter indstilling fra dommerne til evt. vanskelige og sjældne racer. Opdrætterpræmie kan således i særlige tilfælde tildeles enkeltdyr, trioer eller andet, hvor enkeltdyr er kåret mindst 90 points. (Gives f.eks. til sjældne og vanskelige racer, hvis de ikke opnår anden præmie)
Kåringspræmie:
Tildeles alle 2,1 eller 1,2 indenfor samme race og farve, der tilsammen opnår mindst 273 points og ingen enkeltdyr under 91 points, og som ikke har opnået ærespræmie eller opdrætterpræmie.
Og så vil der være nogle som ikke får præmie, da de ikke har fået point nok.
Tilsvarende har vi på LU også en præmierække for ungdomsmedlemmer.
På LU er der også en masse specialklubber der uddeler deres præmier og pokaler – efter deres egne regler, som kan læses ved de enkelte specialklubber, ofte ligner de DFFR’s præmieregler en del. Disse præmier uddeles ”kun” til medlemmer af bemeldte specialklub.
I nogle klubber kalder man kåringspræmien for 1. præmie – Ærespræmie er altid det højeste.
På mindre udstillinger har man ikke gruppeopdeling – så giver man evt. alle trioer med 278 point ærespræmie og resten med over 273 point for kåringspræmie/1.præmie.
Ses vi på LU ??