Alle mine høns er noget særligt! Mine store Faveroller er vel nok de roligste og mest tillidsfulde. Når de går "løs" i haven mens jeg "sysler" er det svært at lave noget "voldsomt", da de er så tæt på en, og ekstremt nysgerrige, at man nemt kunne komme til at "skufle" dem el. lign. Børnene synes det er rigtigt hyggeligt at fodre dem med rester fra vores bord, når vi er i haven. Ulempen ved dem er, at de desværre ikke gider skrukke. Det satser jeg på at jeg får dem til efter nogle generationer. Jeg lader deres kyllinger ruge ud under andre høns.
Nu er jeg så ved næste race, nemlig Dværg-silkehønen. Jeg har to, og den ene har ruget en kylling ud, og den er en usædvanlig rar og omsorgsfuld mor. Den har en meget speciel måde at kalde på. Det lyder som almindelig "skrukke-kalden", men slutter af med en "kragelyd". Ved ikke om det er almindeligt for racen i almindelighed, da jeg ikke er så erfaren som hønseejer. Men hønen giver også gladeligt "godbidder" til andres kyllinger, til trods for at hun ofte bliver irettesat af den anden "hønemor".
En anden race jeg har, er; Dværg Mille Fleur (ved ikke om de findes i stor). Den er rimelig ny i min "bestand", så jeg kender den ikke så godt endnu. Den er valgt da jeg synes de er flotte. De er "spraglede" og "lyser op" i min lille flok. De er rigtig flinke til at lægge æg, men de er meget små. De virker tillidsfulde og nysgerrige, men har lidt svært ved at komme til en, da de tilsyneladende lader sig kue lidt endnu af de andre høns. Håber det snart ændrer sig.
Sidst vil jeg nævne mine to "blandinger". den ene er dværg og den anden stor. De er begge fremragende rugere, og har nemt ved at sætte sig i respekt for de andre høns. De er begge usædvanlig tålmodige overfor mine tre børn, og finder sig i at blive løftet og holdt af børnene.
Håber dette er en lille hjælp. Jeg kunne dog skrive i dagevis om mine høns, da jeg synes de er så interessante at iagttage og leve med. Skal til sidst nævnes at de høns jeg har ikke er til udstilling, da jeg kun har dem for egen (og forhåbentligt hønsenes) fornøjelse.