Tænk hvis al den kritik og i nogle tilfælde fordømmelse af andres vaner og indkøb samt energi til at gå og holde øje med, hvad andre mennesker har i deres indkøbskurv blev brugt på en konstruktiv, positiv og oplysende tilgang til problemerne.
Jeg ved sørme ikke, om vi/man er nået særlig langt, hvis man selv holder sin sti ren og f. eks. som i dette tilfælde - køber økologiske varer, men samtidig har et behov for at forarges over andre vaner. Al den energi der lægges i denne negative sociale kontrol, burde man kunne bruge bedre. Lave et lille missionsarbejde i sine egne cirkler - melde sig ind i grupper, som arbejder for èns egen sag eller allerbedst deltag aktivt i arbejdet for fremme af sagen.
Jeg bliver rigtig ked af det, når jeg læser tråde som denne på forum og andre steder for den sags skyld, for det fører ikke til noget godt. Personligt er jeg glad for, at jeg ikke behøver at kigge på prisen, når jeg handler ind og økologi er en selvfølge her. Jeg er også af den mening, at har man virkelig viljen, så kan man også leve miljø og dyrevelfærdsmæssigt "korrekt" på små midler - men min energi og tid går bestemt ikke på at kritisere de mennesker som ikke gør, som jeg gerne vil have dem til. Jeg kunne gøre mere, og det er en ikke særlig god undskyldning at sige, at jeg ikke har tiden til at deltage aktivt i den offentlige debat om emnet, men sådan er det lige nu - så jeg glæder mig over, at jeg gør hvad jeg kan i min egen husholdning - at jeg gennem de år jeg har haft høns har kunne få et par håndfulde mennesker, som ellers altid købte buræg, til i den grad at have ændret holdning - dog ikke ved at slå dem oven i hovedet med kritik, men ved oplysning og muligheden for at opleve, at en høne ikke er en maskine, men faktisk en hamrende sjov og selvstændig lille levende tingest.
Et lille eksempel:
Jeg tænker stadig med gru nogle få år tilbage, hvor jeg så en udsendelse om den måde ænder og gæs bliver behandlet på, for at vi kan få dejlig blødt og varmt fyld i vores dyner, jakker, puder osv. Jeg var dybt chokeret over det rædselsfulde dyrplageri disse fugle gennemgår 3-4 gange i deres miserable liv, for at jeg kunne ligge varmt med min dyne. Udsendelsen og den efterfølgende debat fortalte også, at selv så kaldt økologiske fjer fra disse importer, i de fleste tilfælde var "produceret" på samme måde. I dag ejer jeg ikke en dyndyne, jakke, pude eller andet med fjer - og jeg fortæller alle, jeg kender, hvor fjerene kommer fra. Dengang ...inden jeg en aften fik tændt for fjernsynet og blev OPLYST og INFORMERET anede jeg intet om, at jeg selv støttede dette dyrplageri. Jeg håber da ikke, at der er alt for mange, som dengang har gået og kigget skævt og fordømmende til mig, når jeg promenerede med min dyre vinterfrakke med bløde, varme fjer og dun - plukket fra levende, rædselsslagne, smerteskrigende dyr.