9. december 2022
Nu gik det hjemad og det stærkt, for det var begyndt at sne og AnnaBell ville helst være hjemme inden alt måske blev dækket af et tykt lag, for hun havde den erfaring, at det vil blive svære at finde noget at spise, hvis først sneen dækker jorden. Kulden var også ved at tage til, så Mølledammen vil fryse til og så vil det knibe med at finde et godt sted at tilbringe nætterne.
Alt det tænkte hun på under hjemturen. Men heldigvis er der ikke så langt at flyve, så hun så snart sin hjemlige egn dukke op og under indflyvningen hilste hun på sine venner af hjorteslægten. Da hun landede på vandet, kom blishønen straks og hilste på, ligeledes kom andrikken af Vildandeslægten svømmende hende i møde. De to havde kikket langt efter hinanden her i foråret, men da han var trolovet dengang med en fra egne rækker, ja så var det aldrig blevet til mere. Nu hvor han var blevet ene igen, for det blev han åbenbart hvert efterår, så kikkede han igen langt efter AnnaBell, men nu var hun mindre interesseret for flere ænder i Mølledammen ville betyde mindre føde vinteren over, viste hun. Men hun havde jo heldigvis Fodermesteren – ham kunne hun som regel regne med. Men når hun som nu tog sine svipture rundt i omegnen, så kom de to ud af den faste rutine med at hun troligt kom op til køkkendøren ved middagstid og fik sin portion majs.
Hun var ikke klar over at Fodermesteren helst så hende hver dag, for ellers bekymrede han sig om om der non var sket hende noget. Hun havde jo flere gange været ude for uheld, som han tog meget alvorligt, og nok mente, at hvis ikke han havde grebet ind, så kunne det være gået grueligt galt.
Hun kunne se på Blishønen, at der var noget hun gerne ville af med, så kun svømmede hende i møde og ganske rigtigt, hun var ved at falde over ordene, da hun meget ivrigt fortalte følgende:
Nu skal du bare høre, kan du huske du spurgte efter nissefamilien, som vi var sammen med sidste år og at de pludselig var borte, da vi så, at stedet hvor de var flyttet ind, var blevet ryddet bort. Det var så mærkeligt at de bare forsvandt uden at sige farvel. Men i går, da jeg gik tur på volden, den du ved der skiller Mølledamme fra Åen, da så jeg i et kort glimt nissefar, det er jeg ret sikker på det var, gå oppe på broen over åen, du ved den bro hvor der er to gennemgange for vandet, det firkantede og det runde rør.
Det var Annabell helt med på. Jammen hvad så, kaldte du ikke på ham ville hun vide. Nej, for det nåede jeg ikke, for pludseligt var han væk, lige så hurtigt som han dukkede op. Du ved godt, at de nisser kan ting som vi andre ikke kan. Det er vist noget med at trylle, husker du ikke hr Ugle fortalte om disse mærkelige evner nisser har, da vi talte med ham om nissefamiliens forsvinden her i foråret. Det huskede AnnaBell godt. Hun havde bare svært ved at begribe, hvad trylleri går ud på og hun kunne slet ikke forstå den dybere sammenhæng.
Nu kunne de to så forsøge at finde ud af hvorfor Nissefar var tilbage på Møllegaarden, men jeg ved, at han er tilbage for at finde et sted at bo. Ham og fruen længtes tilbage til det sted de begge var vokse op – det var dengang der nemt kunne bo flere nissefamilier på den samme gård og som vi ved, bliver nisser sommetider MEGET gamle. Da vores nissepar kom til verden i hver deres familie, var Møllegaarden er stor gård, med mange beboere. Staldene rummede mængder af malkekøer, andre stalde grise, hertil var der også bygninger der rummede et bryggeri, hvor bla juleøllet blev brygget, Ak ja, det var dengang gårdene indeholdt store mængder at tyende og hvor gården var et helt lille samfund for sig i det store omkring liggende samfund, men nu ………