Gennem årtier har jeg haft små hønsehold og har naturligvis set, hvordan en hakkeorden kommer i stand. For 2 1/2 måned siden købte jeg tre Isa Brown, som nu troligt har lagt tre æg hver dag. Hobbyhøns har i min verden to formål: 1) At lægge æg og spise egnet affald fra køkkenet 2) At fornøje ejeren, børnebørn og gæster på mange måder. Den nuværende førerhøne er imidlertid vedblivende meget hård ved en af fællerne, som ruskes i kraven mange gange dagligt og stivner helt, når overmagten nærmer sig. Det er elendigt at se på og udtrykker alt andet end harmoni i flokken. Min teori er, at sælgeren, som tilbyder høns, foder og tilbehør ukritisk blander de større flokke, som ankommer til butikken. Derfor kan man ikke være sikker på at få høns fra samme hakkeorden, så at sige. Jeg må have været uheldig og fået leveret høns fra to forskellige flokke, som ikke kan komme sig over et naturligt fjendskab. Eller findes der en anden forklaring? Mvh Søren M