Jeg har været på udstilling i weekenden på Langeland med mine høns. Der var også forskellige duer, som jeg kiggede lidt på. Smukke, forunderlige, specielle og kurrende. Og så var der de to, der hele weekenden lå og kiggede ømt på hinanden gennem tremmerne, bryst mod bryst. Hannen kurrede blidt til hunnen, som lå og nød opmærksomheden. Ind imellem nussede de hinanden lidt i fjerene og nød det i fulde drag. Sidst på søndagen faldt jeg i snak med ejeren, som sagde de skulle hjem og slagtes hele bundtet, for han havde ikke brug for dem mere. Så var det at min stemme sagde: du kan da ikke nænne at slagte de to dér - så må de med hjem til mig!
Så nu bor de to smukke trinde texaner duer hos mig. Jeg ved ikke om gemalen giver mig lov at beholde dem, så de er for såvidt stadig lidt i fare. Men jeg prøver at overbevise ham om, at unger fra sådan en tung duerace fylder godt i gryden og smager himmelsk - mon ikke faren går over, når han har smagt de første
Jeg skulle jo ikke have duer igen. Men...
Jeg kalder dem forøvrigt Elvira og Sixten som hovedpersonerne fra et andet sydfynsk romantisk drama
Det kom jeg på, da jeg kørte hjem og passerede tæt forbi kirkegården i Landet på Tåsinge, hvor de to ligger begravet.
PS er der nogen der kan fortælle lidt mere om texanere?