Jeg fik en underlig opringning i går:
En yngre mand ringede op og præsenterede sig, sprugte, om det var mig, der havde silkehøns til salg.
Jow da: kyllinger, en skruk med kyllinger og 2 voksne høns.
Nå, spurgte ungersvenden, om de så var klar til at slagte og spise?
Jo, for de var nogen stykker, der skulle på overlevelsestur og så selv slå maden i hjel.
Jeg sank lige et par gange: Om de ikke kunne finde noget billigere og mere egnet?
Næh, det kunne de ikke..
Okay, kammerat, for det første synes jeg, det ville være synd, for det andet, der er ikke meget mere kød på en silkehøne end på en solsort, og med blå hud ville den nok tage appetitten.
Så enden på samtalen blev, at han måtte finde sin madpakke et andet sted.
Bagefter tænkte jeg på, at de da kunne komme herud, overvære slagtning og rensning af en dum hanekylling, og, hvis de overlevede det, kunne de få den med hjem til middag. Men jeg havde egentlig ikke lyst til at få besøg..