22. december 2022
Den lille nisse kom ud af åbningen – eller som den er beskrevet nogle gange, døren – og begyndte at gå i retning af gårdspladsen. AnnaBell og Blishønen turde ikke gøre opmærksom på deres tilstedeværelse, så de nikkede til hinanden – ind forstående – de ville følge efter nissen. Men så opdagede de, at de i deres ivrighed med at holde øje med hvad der sker, ikke har lagt mærke til, at det faktisk er blevet mørkt, ikke helt måske, men dog så meget, at hvis de vil følge den lille nissedreng, så vil mørket om ganske få minutter været total.
Det gør, at de ikke kan følge ham, for de vil ikke kunne finde tilbage i mørket, Men AnnaBell kom i tanke om, at der på gårdspladsen er en belysning, der gør, at man lige kan orientere sig, så hun rejste sig og ville følge efter nissen, men Blishønen blev liggende, den ville ikke med. Den kunne ikke få sig til at nærme sig gårdspladsen, det kunne den bare ikke.
Skulle AnnaBell så forsøge at følge med, de måtte tage en hurtig beslutning. Det skulle hun, så hun fulgte efter nissedrengen og Blishønen blev tilbage. Lyset fra døren i trærodden forsvandt lige så stile, som døren gik i og det blev atter mørkt.
Nissedrengen gik raskt til og var snart ved gårdspladsen, AnnaBell var lige i hælene på ham, dog med en afstand der gjorde, at han ikke kunne høre hendes skridt. Nissedrengen gik over til staldlængen og fulgte den op til døren ind til malkerummet. Her så AnnaBell at han kravlede op og ind af kattelemmen der er i døren og som Tot og Knold, gårdens katte, benytter hver dag, når de efter aftensmaden, bliver sendt ud for natten.
Nu var AnnaBell på den, for hun havde aldrig prøvet at passere kattelemmen og hun havde bestemt heller ikke lyst til at prøve. I øvrigt ville det også larme så meget, at nissedrengen ville opdage hende.
Derfor lagde hun sig ind mellem staudetoppene i bedet, over for laden og ventede på nissedrengen vil komme ud igen, for det måtte han jo gøre, på et eller andet tidspunkt. Hun lå derfor som på lur og ventede – og ventede og – endelig skete der noget. Der lød et smæld fra kattelemmen og ud på gårdspladsen trillede et æble, så et til og atter et. Lidt efter kom nissedrengen til syne og han smed sin kurv ned foran døren og hoppede selv bagefter.
Nu fyldte han æblerne op i kurven og begyndte at gå tilbage, fra hvor han var kommet. Han slæbte meget, kurven var ganske givet tung for den lille fyr. AnnaBell gjorde sig klar til at følge efter, men så blev freden på gårdspladsen forstyrret af, at Fodermestrene kom kørende i sin bil, ind på pladsen. Det hindrede AnnaBell i at se efter nissedrengen, da bilen kørte mellem de to. Da bilen var væk, var nissedrengen også væk.
Pokkers også, nu kunne hun ikke følge ham, for uden en lygte der viser vej, kan hun ikke finde tilbage til mølledammen. Hun ville heller ikke gerne gå alene langs Orangeriet, staudebedet og på stien mod broen med de to gennemløb.
Altså måtte hun sove i nat på gårdspladsen. Det var nu heller ikke noget hun var bange for. Der havde hun sovet adskillige gange i løbet af sommeren. Det var i en periode, hvor hun ikke var tryk ved at sove ude i mølledammen. Så hun rejste sig og gik over til staldmuren for at finde sin soveplads. Den fandt hun hurtigt og lagde sig til rette.
Kort tid efter så hun Fodermesteren gå over gårdspladsen og hen til døren med kattelemmen. Da han så AnnaBell hilste han med stor glæde på hende. Fodermesteren er altid mere tryk ved hun sover der, end alle de andre steder, han har set hun opholder sig efter mørkets frembrud.
”Nå AnnaBell du gør måske klar til at være her i den tilstundende jul” sagde han ”Så vil du måske også have noget risengrød ?, for det stiller jeg ud til nisserne til juleaften.” Han viste godt hun ikke spiser risengrød, for han havde nogle gange forsøgt at give hende rester fra køkkenet, men det var kun franskbrød i små firkanter, han kunne logge i hende. Hun kunne jo heller ikke svare ham – hvor gerne hun end ville. Men de taler jo ikke samme sprog. Der er dog den forskel, at AnnaBell godt kan forstå hvad et menneske siger, men det ved de bare ikke.
Nu vendte Fodermesteren om, gik ind i køkkenet og kom igen ud på gårdspladsen. Han gik målrettet hen til AnnaBell og i hånden havde han et stykke franskbrød. ”Det er vist en af dine livretter – ikke lille ven ? ” sagde han, mens han begyndte at rive småstykker af og smide dem hen til hende.
Man skule da være et skarn om ikke man kunne spise lidt franskbrød, tænkte AnnaBell og guffede i sig og glemte alt om nisser – trærødder der åbner sig. Hun gav sig hen i sin ynglings beskæftigelse – at spise serveret mad……..