Jeg begriber ikke, at producenterne af hønsefoder ikke kan finde ud af at lave foderpiller, som hønsene kan lide.
Mine høns er gode til at sortere pillerne fra det blandingsfoder, jeg har købt. Desværre kan jeg ikke længere få koncentrat, som det gik bedre med, når det blev serveret separat.
Hver aften får de gerne en godbid. Først lidt solsikkekerner. Det sluges med glæde af de fleste, men et par udspekulerede damer ved, at der også findes hampefrø, og ser de deres snit til at stikke ud af hønsehuset, stiller de sig foran fodertønden med hamp. De forventer så, at de får forret til at fylde næbbet før de andre.
Høns er meget dygtige til at smage på ting; derfor spiser erfarne høns ikke giftige planter. De smager og spytter ud. Og de er meget glade for afveksling, så de nipper lidt her og der, når de er på fri bane.